MILITARY LOVE - Harry E. Styles

Den 20-årige Abigail Pillsburry er lige blevet færdig uddannet sygeplejerske. Hun har altid haft lysten til at hjælpe andre, så det var den perfekte uddannelse for hende. Hun vælger at melde sig til at være militær sygeplejerske, og bo i Syrien i 8 måneder, for at hjælpe de mange soldater der kommer til skade. Dernede er hun hurtigt et stort omtalelses emne imellem de mange soldater, ikke bare fordi hun er ung, men også fordi hun er køn. Hun støder hurtigt ind i ungdoms soldaten Harry Edward Styles. Den mystiske dreng, som ingen rigtigt kan komme ind til. Abigail og Harry er dog nød til at holde sammen, da der sker noget forfærdeligt..

6Likes
7Kommentarer
315Visninger

1. | ONE |

Abigail's synsvinkel

 

"Godmorgen", kvidrede Lisa muntert da hun så mig. Lisa var en dame I 40'erne, og hun var  min meget venlige chef. Jeg ankom til Syrien I går aftes, og jeg var så heldig for Lisa havde nattevagt, og fordi der ikke skete så skide meget i nat. Viste hun mig lidt rundt, og jeg fik mit værelse, samt kittel. 

"Godmorgen", svarede jeg hende, og hun smilede. Godt du er klædt på, der er allerede mange som er kommet ind. Der var været noget skyderi halløj i nat", sagde Lisa, og sendte en grimasse.

"Hvad vil du have jeg skal gøre?" Jeg kiggede spørgende på hende. "Bare tag den næste patient der kommer ind", sagde hun, og gik så ind af døren til patient stuen. Det var der alle vores patienter lå. 

Det var virkelig lummert i Syrien. Jeg havde kun en blomstret kjole på, og så en kittel jeg havde lukket udenom. Det lignede faktisk kun jeg havde kitlen på. For kjolen var kortere end den. Kitlen gik mig til lidt over knæet.

Jeg kiggede beundrende ned på min sneakers, da mit navn blev råbt. Jeg slog hurtigt dørene op til patient afdelingen, og skannede hele lokalet, sårede soldater lå på rækker, og middelaldrende sygeplejesker løb rundt. Jeg fandt hurtigt Lisa i

mængden, "hvad sker der?"

"Ham her er blevet skudt i benet, rigtig tæt på knæet. Hvis vi ikke fjerne kuglen nu, skal hans ben nok amputeres", sagde Lisa ud i en lang smøre. Jeg nikkede hurtigt, imens jeg fik det hele gennemtænkt.

"Okay skaf mig en lang og en kort pincet, noget varmt vand + noget koldt, en svamp, noget forbinding og noget bedøvning, vi skal have ham i narkose med det samme", jeg kiggede rundt på de 3 forskellige sygeplejesker der stod der, for at se om de havde fattet det. "Forstået", sagde en jeg ikke havde snakket med før, og var hurtigt væk. Hurtigt var Lisa og den tredje sygeplejeske også væk, så jeg var alene med patienten. 

Han var nok i tyverne, "kan du høre mig?" Jeg lænnede mig lidt ind over ham, og kiggede på hans pupiller. Jeg fandt hurtigt en lille lygte, jeg bevægede lygten fra den ene til den anden side, for at se om hans øjne kunne følge den. Han havde mistet meget blod. "Kan du fortælle mig hvad du hedder?",spurgte jeg, bare for at tjekke at han ikke havde slået hovedet i et fald eller noget. "Niall, Niall Horan", han kiggede for første gang rigtig på mig. 

"Er jeg i himlen?", spurgte han da han havde set lidt på mig. "Dog ikke", grinede jeg. - "men hør her Niall, vi vil ligge dig i narkose, så det ikke vil gøre ondt på dig, når vi fjerner den kugle du har siddende i dit ben stadigvæk", sagde jeg og aede hans arm lidt. Han nikkede som svar.

"Alt hvad du bedte om Mrs. Pillsburry er her nu", sagde en sygeplejeske til mig, "tak", jeg smilede til hende. Jeg tog hurtigt en klud, og lagde den ned i det kolde vand, for derefter at ligge den på Niall's pande. "Nu kommer der et lille prik", sagde jeg som en børnelæge plejer at sige, før det stikker. Jeg stak hurtigt Niall med den kanyle der var narkose i. Efter lidt tid var han helt væk.

Jeg fjernede hurtigt den blodige forbinding fra hans ben, og gispede lidt da jeg så skud såret. Jeg rensede det hurtigt, og tog så den lange pincet, hvis jeg gør den mindste ting galt, han den unge dreng miste sit ben...

 

 

"Du burde være good to go om 3 ugers tid, men ville klart foreslå at du burde vente lidt længere, bare for dit eget heldbred", jeg kiggede lidt på Niall. Han var lige vågnet fra hans narkose. "Det bliver min boss ikke glad for at høre" sukkede han, jeg sendte ham et blik med medlidenhed.

"Hvordan har du det så? Gør det ondt nogen steder?" Spurgte jeg. "Er sådan lidt øm i kroppen, og træt, men ellers er jeg okay" forsikrede han mig om. "Jamen så vil jeg gå videre nu, og hjælpe nogen andre", jeg smilede til ham og gik så videre.

Jeg nåede ikke særlig langt dag døren ind til sygehuset blev smækket op og 2 soldater kom slæbende med en anden dreng. Lige som jeg kunne se havde han mister halvdelen af højre ben. Jeg løb over til dem.

Jeg fik dem hurtigt ført over til en hospitalsseng, og fik lagt patienten ned. "Hvad er der sket?", jeg kiggede over på de to soldater det havde ført ham ind. De kiggede med store øjne på mig. "Er du ikke lidt ung?" Spurgte den ene, og kiggede sleskt til mig.

"Jo, jo det er jeg. Forklar mig så hvad der er sket", beordrede jeg dem hektisk. "Der sprang en bombe, lige ved siden af ham", sagde den anden soldat. Jeg nikkede lidt som svar.

"LISA RING EFTER EN HELIKOPTER, DER ER EN SOM SKAL HENTES OMGÅENDE", råbte jeg til Lisa. Hun sendte en tommel op, og løb over til fastnettelefonen.

"I kan gå nu", jeg kiggede på de to soldater som en hentydning, til jeg talte til dem. De kiggede begge lidt misfornøjet på mig, men gik så uden andre sure miner. Jeg fik hurtigt stoppet blodløbningen, så godt så muligt. Man kunne allerede høre der var en helikopter på vej, så det hjalp lidt på situationen.

"Kan du fortælle mig hvad du hedder?" Spurgte jeg patienten om, "Jack" sagde han og hostede lidt, jeg smilede lidt til ham. Imens jeg prøvede at stoppe blødningen. Jack's øjne røg hele tiden i, som om han ikke kunne holde sig vågen. Jeg lagde hurtigt et drop på ham.

"Helikopteren er landet", råbte Lisa til mig, og jeg sendte hende et lille nik på hovedet, som et okay. Jeg kørte hurtigt Jack udenfor, hvor helikoptermændende tog effektivt i mod ham. På mest lidt tid, var de allerede i luften igen. Solen bagede ned på mig, og det var først nu jeg tænkte på hvor varmt soldaterne egenligt måtte have det.

Jeg stod og kiggede lidt efter helikopteren da en bag mig snakkede til mig. "Hvor tager de Jack hen?" Uden at kigge kunne jeg høre det var en mand. Hans stemme var dyb og hæs.

Jeg vendte mig stille rundt og mine blå øjne mødte nogen grønne mystiske nogen. Han havde mørkebrunt krøllet hår, og var høj og trænet. Han var meget charmerende, men på en anden måde end andre.

"Han havde mistet halvdelen af højre ben, og mistet meget blod. Så vi sendte ham videre til et større hospital", sagde jeg, og smilede venligt. Han smilede bare ikke tilbage.

Han øjne borede sig ind i min, og der gik flere sekunder før han svarede - "okay". Var det bare det? Jeg troede han tænkte over noget mere. Jeg smilede lidt til ham igen, og gik så forbi ham, for at gå ind i selve sygehuset.

Jeg kunne høre hans store støvler ramme den grusede jord, og hvis jeg hører rigtigt, synes jeg han følger efter mig. Jeg kiggede mistroisk tilbage, og som jeg hørte var han få meter bag mig.

"Kan jeg hjælpe dig mig med sir?", jeg stoppede med at gå, og kiggede tilbage på ham. Han gik op til mig, men stod stadig med en god afstand til mig. Man skulle tro jeg lugtede.

"Måske, jeg leder efter en der hedder Niall", sagde han, jeg nikkede, "det kan jeg godt hjælpe med, han ligger lige herover".

Vi gik i tavshed mod Niall, "Styles" sagde Niall overrasket, "Horan", sagde 'Styles' formelt. "Har du lyst til noget at drikke eller spise, Niall?" Spurgte jeg, nu hvor jeg var her. "Bare noget vand", han smilede. Jeg nikkede, og gik så væk.

Jeg gik stille mod vand fontænen, og fyldte et plastik krus op. Jeg kiggede lidt på Niall og ham Styles fyren på afstand. De så meget seriøse ud. Styles samlede øjenbrynene på en måde, man vidste noget var helt galt.

Jeg gik stille mod dem, de stoppede med at snakke da jeg var tæt på, og sad bare og kiggede. Jeg rakte Niall glasset med vand, og han drak halvdelen med det samme. "Tak" han åndede lettet op, som om han virkelig havde brug for det.

"Intet problem. Du kalder bare hvis du får brug for noget", sagde jeg, og gik så væk...

 

Så er første kapitel ude, håber i vil følge med i historien.

Den er meget anderledes, men det er derfor jeg har valgt at skrive den. Skriv endelig i kommentaren hvad i synes, og så glædeligt nytår.

Jeg øsnker jeg alle et fantastisk 2016 :)) x

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...