The Jewel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2016
  • Opdateret: 22 jan. 2016
  • Status: Igang
"Aflever eller jeg skyder" sagde politimanden, som havde trukket sin pistol op ad sit bælte, og var klar til at skyde på mig.
"Det er nu at har chancen for at få et normalt liv"
Som om det ville ske, efter alt det jeg har gjort, så hvordan skulle jeg få et normalt liv? Han vidste det godt selv. Selv jeg vidste det godt.
"Det sker aldrig og jeg aflever det ikke" røg ordene ud af min mund, og et par sekunder efter kunne man høre skud fra politimanden.

29Likes
16Kommentarer
2000Visninger
AA

3. PROLOG

PROLOG – CATHRINE P.O.V

”Cathrine! Kom lige her ned og det er omgående!” råbte min tiende plejemor som hedder Eva. Jeg var kommet her til for en måned siden. Allerede første dag fik jeg stukket en lussing og en af verdens største skideballe, fordi hun havde fundet en cigarret i køkkenet. Som sædvandeligt troede hun det var mig.

”Ja, jeg kommer!” lød de irriterende ord ud af min mund, og rejste mig straks fra sengen. Det var sikkert hendes ”rigtige” børn – Martin og Nicklas – der havde lavet noget lort også givet mig skylden, det skulle ikke undre mig.

”Kom så her ned nu!” lød Eva vrede stemme, som sikkert kunne høres over ved naboen. De var sikkert efterhånden træt af at høre hende råbe efter mig.

”Nu Cathrine!” gentagede hun og straks kunne man hører at jeg havde lavet noget forkert. Men hvad ved jeg ingen gang selv, for hvorfor skulle jeg lave ballade ligesom drengene på min skole? Jeg fatter ingenting af det.

”Jeg kommer, jeg kommer!” skreg jeg tilbage, og rullede med mine øjne, mens jeg trådte ned på det første trappetrin på trappen, der førte nedunder. Jeg fatter ingen gang hvorfor jeg er på vej ned til hende, når hun bare vil give mig en kæmpe skideballe, for noget jeg ikke har gjort.

Jeg trådte ned af det sidste trappetrin og gik direkte ind i køkkenet, hvor jeg straks så Eva med armene på kors. Jeg kiggede irriteret på hende og løftede mine øjenbryn. Jeg sukker irriteret højlydt, så det kan pisse hende endnu mere af, end hun allerede er.

”Hvad er det her?” råbte Eva og åbnede skraldespanden, hvorefter hun pegede på det, og begyndte at råbe igen.

”Hvad er det her!?” gentagede hun og lød endnu mere sur.  Hun pegede på skraldespanden, hvor der lå tomme vodka flasker og øl dåser, som lå i skraldespanden. Hvor kommer det fra og hvorfor er det ligger det der?

Selvfølgelig… Det er da ikke min skyld at hendes mand drikker sig stiv hver eneste aften! That’s not my fault!

”Du tror seriøst at det er mig der har drukket det der?” spurgte jeg ret chokeret mens jeg kiggede seriøst på hende. Hun er sku da ikke rask!

”Hvordan fanden kan du tro det er mig, når det er din mand der drikker her i huset!?” skreg jeg tilbage og kiggede vredt på hende, hvordan fanden kan hun tro det? Hvad havde jeg gjort mod hende? Måske at jeg ikke var den plejebarn hun ikke vil have? Skal jeg være 100% perfekt før at hun kan være sød ved mig?

Eva kiggede såret på mig da jeg nævnte det med hendes mand – som hedder Josh. Men hendes ansigt udtryk forvandlede sig hurtigt til et vredt ansigt. Det var ligesom man kunne mærke den negativ energi stråle ud af hende. Det skal lige siges hun kun udstråler negativ energi når jeg er i nærheden af hende.

”Så er det nok!” råbte hun og tog et glas fra bordet, og kastede det ned mod gulv, så glasset gik i tusinde stykker.

”Jeg har brug mine dyrebare penge, for at passe dig og fodre dig. Jeg har givet dig ting i hoved og røv, og det her er det jeg får til gengældt?!” Det var ligesom man kunne se flammerne i hendes øjne. Hun havde aldrig været så vredt som hun er nu.

”Har du overhovedet nogle beviser for det var mig!?” råbte jeg og trangen for at gå hen til hende for at give hende en lussing blev pludseligt meget stor, men jeg blev nød til at modstå trangen, selvom jeg har så meget lyst til det. Det skal lige siges hun fortjener det så meget.

Eva blev helt stille, ligesom hun prøvede at finde på noget at sige. Hun åbnede munden og straks kunne jeg fornemme hun vil undgå mit spørgsmål.

”Så er det op på dit værelse Hammond!” skreg hun. Hun skreg faktisk meget, det var da ufatteligt. Det var lige før det gjorde ondt i mine øre..  I det hun sagde det, vendte jeg mig rundt, og gik op på mit værelse så hurtigt jeg kunne. I det jeg kom ind på værelset, rev jeg min taske ned fra hylden. Tøj, computer og alle andre ting man har brug for pakkede jeg ned.

Jeg skal bare væk her fra, og det bliver nødt til at være nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...