Morning Coffee with H.S.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2016
  • Opdateret: 8 apr. 2016
  • Status: Igang
"Jeg kan se, du beundrer udsigten fra min plads?" - "Undskyld, er det din plads?" - "Narh, det fint; vores plads lyder nu også bedre."

43Likes
34Kommentarer
4007Visninger
AA

4. 13. marts

 

13. marts //

 

"Er du klar over, hvor mange gange jeg har siddet her og håbet, du også ville være her?" Hvad han præcist mente, vidste jeg ikke, men jeg tog det som en kompliment. "Èn, som dig; én, som kan fortælle og lytte, én, der får mig til at føle, at jeg har et liv at vågne op til." 

Det var begyndt at regne igen. Grå skyer fik caféen til at ligne en 60'er film. 

Harry rakte ud efter min hånd. Den sorte langærmede, han havde på, krøb op; tatoveringer blottede sig hemmelighedsfuldt. Et sug jagede igennem min mave, og hurtigt kom min hånd tilbage til mig selv. 

"Ellie?" 

Jeg så ham forskrækket ind i øjnene, uden at vide hvordan jeg skulle reagere. "Du har tatoveringer?" spurgte jeg halvkvalt om. 

"Ja? er der noget galt i det?" Som et slag fandt jeg mig selv i en anden fordrejet verden, hvor jeg følte mig forrådt. Var Harry overhovedet Harry? Havde han forgivet sig at være en han egentlig ikke var? Var der noget han skjulte? Hvorfor havde han ikke nævnt det før?

"Har du mange?" var det eneste jeg kunne få ud af min mund. Kaffen foran mig var ved at miste sin varme, ligesom jeg for Harry.

"Nogle stykker? Ellie, du opfører dig mærkeligt; har jeg gjort noget?" Han lød bekymret - og helt ude af den. Et vindstød fik tusinder af regndråber til at flyve ind i ruderne på vores langside. Det var blæst op, og for allerførste gang brød jeg mig ikke om det.

"Jeg blev bare chokeret..." lød det stille fra mig, og straks fik han et medlident smil.

Han trak længere op i sit ærme, "tænkt på det som om at jeg samler mine minder i tatoveringer, som du samler dem ved at fotografere." Mine skuldre løsnede sig. Han strøg sin finger hen ad arme, hen ad en blomst, der var omringet af et anker og et par hænder, der gav hånd. 

"Kom med din hånd," sagde han blidt, og forsigtigt lagde jeg den i hans. Han tog min finger, og som hans, gled han den hen over diverse, flotte og mindefulde tegninger på hans underarm. "Du har kuldegysninger?" grinede han let, og jeg smilede en smule anspændt. Det var som om jeg nu så en helt anden person. En helt anden Harry. Og til at starte med skræmte det mig, men nu - nu, fascinerede det mig endeløst.  

 

*

 

En hel del var ikke blevet sagt før nu. Jeg følte en hvis bånd var begyndt at binde sig imellem os, uden nogen omtanke. Harry fortalte i lange strækninger om de ting jeg aldrig havde forestillet mig han fortælle. Det lå ham så nært, så nært at han aldrig havde fortalt den rigtige mening med nogen tatoveringer til nogen før mig.  

"Jeg ved ikke hvad der går af mig, Ellie, undskyld, du får mig til at sige ting jeg aldrig har sagt før," grinede han forlegent. Jeg så ham med rosarøde kinder, ligeså rosarøde og sprudlende som nogle sommerfugle i min mave. Jeg så ham ind i hans grønne øjne, vidste at jeg aldrig ville møde en som ham igen. 

 

*

 

"Jeg vil se dig andre steder end her, Ellie." Efter tredje kop kaffe, sagde Harry nogle ord jeg ikke vidste hvordan jeg skulle reagere på. Hurtigt kørte jeg min tunge forsigtigt over min læber, hvor smagen af kaffe kom tilbage.

"Jeg vil se dig gå, se dig være fri for den træstol," sagde han med en grindende undertone. Hans hånd kørte han igennem sit fyldige brune hår. Jeg fnes, kiggede ned og ønskede i dét øjeblik heller ikke andet end se ham gå med mig. 

"Skal vi gøre det?" Hans stemme var fyldt med liv og en energi jeg før ikke havde lagt mærke til. Men hvad skal vi gøre? Jeg så ud; udenfor dryppede det stadig fra det tideligere skybrud. 

Stolen blev ivrigt skubbet tilbage. Hans jakke hang hurtigt på ham. "Kom nu." 

Selvom alt det jeg bekymrede mig om prøvede at skubbe mig tilbage i stolen, løb jeg, med Harry i hånden, ud af caféen og ud i det jeg ville kalde ingenting og det jeg ville kalde alting. For vi var intet midt imellem.

 

*

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...