Morning Coffee with H.S.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2016
  • Opdateret: 8 apr. 2016
  • Status: Igang
"Jeg kan se, du beundrer udsigten fra min plads?" - "Undskyld, er det din plads?" - "Narh, det fint; vores plads lyder nu også bedre."

43Likes
34Kommentarer
4070Visninger
AA

5. 13. marts eftermiddag

 

13. marts eftermiddag //

 

Vand sprang op ad vores sider hver gang vi hoppede ned i vandpytter, for så at løbe videre. Harrys hånd var stor omkring min, og selvom jeg kunne blive væk i den ville jeg blive der for altid. 

"Jeg skal lige have pusten, søde," lød det forpustet fra Harry. Jeg løsnede grebet om hans hånd, i tanke om det ville blive mærkeligt ellers, men Harry greb hurtigt fat i den igen. "Vil du have jeg skal give slip?" spurgte han seriøst, alligevel usikker på svaret. Jeg så kort ned, "nej," svarede jeg stille og lyst, og kunne mærke en rødmen begynde. "Dejligt." 

 

*

 

"Jeg bor faktisk lige rundt om det hjørne." Harry pegede, med sin frie hånd, på en række af små mørkerøde murstenshuse. Grønne planter klatrede sig op ad murstenene, og jeg fik et smil på læberne, da vi kom rundt om hjørnet og et frodigt hus opslugte mit blik. Forhaven var fyldt med blomster, og på alle mulige måde kunne jeg mærke Harrys tanker gemt bag alle deres farverige blade. 
"Det ser lidt uorganiseret ud, men det er altså meget organiseret," fortalte han, hvorefter han viste og forklarede de forskellige planters navne. 
Som jeg havde fornemmet, lå der en masse tanker bag hver og en plante. Jeg tænke på om jeg kunne gemme mig bag nogle af de store planter sammen med Harry; undgå dele af verden, opleve andre sider af den, som ingen andre ville kunne, fordi Harry ikke var ved deres side. 

Jeg kunne have lyttet til Harrys dybe, rolige stemme til evig tid, men solen lagde et brændende skær på træerne mod vest, og jeg vidste det var på tide at tage hjem. Jeg rettede på mit ur. "Skal jeg følge dig hjem?" spurgte Harrys venligt om. Selvom jeg allermest havde lyst til at sige ja, følte jeg mig til ulejlighed, hvis jeg sagde det. "Det okay."

"Nej, jeg følger dig hjem - er der langt?" Han havde en fornyet energi, og jeg ved ikke om det var adrenalin der pumpede i hans blod, men han var allerede på vej. Dog den forkerte, men tanken talte.

"Det er den her vej..." grinede jeg stille. Han drejede hurtigt om på hælen, som om han udemærket godt vidste at det var den anden vej, der første hjem til mig. Han gik forbi mig med rank ryk og tempo, men nåede lige akkurat at fange min hånd i farten. Der gik et ryk i mig, da jeg blev hevet med. "Kan du følge med?" spurgte Harry højt om, fordi en bil kørte forbi. 

"Nej! Og vi skal til venstre," råbte jeg tilbage, og endnu et skarpt drej gjorde Harry, så jeg var ved at vælte. "Selvfølgelig!" Vejen hjem var grinende, kaotisk og mere grinende. Jeg kunne ikke forstå hvad der skete, da vi stod foran min lejede lejlighed. Tiden stod stille og ingen andre end Harry og jeg kunne springe denne bobbel af alting, selvom den var lavet af ingenting blandet med lykke og kærlighed.

"Jeg har ikke andet end ønsket at tilbringe denne dag med dig, Ellie." 

Jeg smilede og stod stille. Hvad skulle man stille op med sig selv, når den man allermest ville være sammen med stod lige foran en, klar til at gå tilbage i mørket og det ukendte. 

"Hvad tænker du på?" Harry var rolig, og gid jeg også bare var nær så rolig, da han lænede sig frem og lod sine læber glide over mine i et tankefuldt kys. Hans hånd aede blidt min kind. Vi så hinanden i øjne i noget der føltes som en evighed, og et eller andet sted kunne jeg godt mærke hvorfor alt det her skete og hvorfor der ikke blev sagt mere en et trist suk. 

 

*

 


 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...