Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

231Likes
1128Kommentarer
307311Visninger
AA

40. Vil Du Ikke Nok?... Please!..

 

                   Location: Onkel Davids Gård, Nashville, Tennessee. Dato: Mandag d. 11. April 2022, Kl. 19.34.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Igen sad jeg her.. På min onkels terrasse med et dejlig varmt tæppe om mig, da her var en smule køligt, en kop te imellem hænderne, benene oppe på havebordets kant og blikket rettet ud i horisonten af marker, som solen langsomt gik ned bag. Jeg havde set ufattelig mange solnedgange i mit liv. Og stort set i alle dele af verden.. Jeg havde endda set en solnedgang fra luften af, men intet af det kunne måle sig med solnedgangen her i Nashville.. Der var intet smukkere end at se en masse smukke marker og grønne græsplæner som heste og køer stod og græssede på imens solen gik langsomt ned bagved.

Jeg ved ikke hvad det var, men faktisk så havde jeg altid tænkt, at solen her i Nashville så betydelig større ud end solen i f.eks. LA.. Godt nok var jeg klar over, at det var fuldstændig den samme sol, men.. Den var nærmest dobbelt så stor her.. Eller også havde jeg bare alt for travlt til at tænke over det i LA?.. Det var nok mest det sidste eftersom, at solen jo ikke ligefrem voksede bare fordi man befandt sig et andet sted i verden..

Efter en ret hård dag var det faktisk rigtig dejligt at sidde her alene.. Efter at den pressemeddelelse var kommet ud havde jeg fået tonsvis af opkald fra journalister fra blade, tv-shows og radioer.. De ville alle spørge mere ind til min depression og hvorfor jeg valgte at stoppe, men hver eneste gang gav jeg dem det samme svar.. Min pressemeddelelse indeholdte alt hvad jeg havde at sige, så de kunne ligeså godt lade vær med at spørge, for de fik ikke mere ud af mig end det..

Det værste opkald var helt klart det fra Justin.. Efter at han bare smækkede røret på brød jeg grædende sammen og tudede i over en time.. Men jeg kunne have sagt mig selv det. Han ville blive så gal over at høre det.. Det vidste jeg jo..

Det var jo også min egen skyld.. Jeg kunne bare have fortalt ham det noget før istedet for at lade ham finde ud af det på den måde og så sidde og fumle rundt i hvad jeg egentlig ville sige til ham bagefter.. Der var så meget jeg ikke fik sagt, men på den anden side, så var det nok også det bedste, for hvis jeg først sagde det, så ville ravnerok jo først bryde ud!.

Det var tydeligt at høre, at han virkelig fik afløb for alle sine frustrationer i det opkald. Amen, vi havde jo heller ikke skændtes i efterhånden lang tid og nu hvor jeg kendte Justin, så vidste jeg, at man ikke kunne undgå skænderier og råben og skrigen, hvis man ville eller sagde noget som Justin ikke brød sig om..

Men jeg kunne jo godt forstå ham.. Det kom jo tydeligvis virkelig uventet, og når han gik og troede så stærkt på, at jeg ville komme hjem igen, så kunne jeg godt forstå, at han blev frustreret og vred over, at jeg pludselig sagde, at jeg måske ikke kom hjem igen og at jeg overvejede at blive her..

Godt nok sagde jeg til Justin, at jeg overvejede at blive her, men det gjorde jeg jo egentlig ikke.. Jeg var ret sikker på, at det var det jeg ville, men det kunne jeg bare ikke få mig selv til at sige til Justin.. Specielt ikke når han var så gal.. Men jeg kunne jo ligeså godt have sagt det. Hvad kunne være værre end det han sagde til mig?.. Hvad kunne han sige, som kunne ramme mig mere og meget hårdere?.. Ikke rigtig noget..

Det havde ramt mig virkelig hårdt, at han sagde, at jeg havde ødelagt hans liv, men et eller andet sted, så var det også rart at høre sandheden fra ham. Det som jeg hele tiden havde holdt fast ved og det som han havde gjort alt for at afkræfte, havde han endelig bekræftet for mig.. Jeg vidste det, og jeg havde vidst det længe.. Men det gjorde alligevel ret ondt at få det bekræftet..

Jeg havde talt med min onkel og Noah om hvad Justin havde sagt. De begge var dog ret overbeviste om, at han kun havde sagt det fordi han var frustreret og vred over hvad jeg havde fortalt ham og hvad han havde hørt i pressen, men jeg ændrede ikke mening. Justin mente det der!. Jeg kendte ham!.. Hver eneste gang han blev rigtig vred, så kom sandhederne på bordet. Sandheder som han ellers gik og gemte på, men som han til sidst endte med at fortælle, hvis bare jeg gjorde ham vred nok...

Bedst som jeg sad og endnu engang tænkte over Justins ord, begyndte min mobil at brumme på havebordet. Jeg vendte blikket ned på den imens jeg lænede mig frem og fik hurtigt et sug i maven, da jeg så, at det var Justin der ringede.

Jeg tog mobilen op i hånden imens jeg lænede mig tilbage i havestolen og bare stirrede på skærmen. Jeg sank en klump i halsen og tøvede virkelig med at tage telefonen. Ærligt, så forventede jeg endnu et skænderi, da Justin måske ikke havde fået afløb for alt sin vrede tidligere.. Jeg orkede det virkelig ikke.. Men på den anden side?.. Jeg kunne vel ligeså godt få alle slag med det samme?..

Jeg gled min finger henover skærmen imens jeg tog en dyb indånding ind og satte røret til øret.

’’Hallo..’’ Sagde jeg stille imens jeg pustede tungt ud og holdte mit blik på mine ben som var dækket af det hvide men dejlig bløde plystæppe, som jeg kort fjernede en lille sort nullermand fra med min frie hånd.

’’Jaer, det er mig’’ Lød det blidt og forsigtigt fra Justin i den anden ende af røret.

’’Det kan jeg se..’’ Svarede jeg stille og bed mig selv lidt i underlæben.

’’Hvad laver du?..’’ Spurgte Justin roligt i røret.

’’Jeg.. Jeg sidder bare og tænker..’’ Svarede jeg ærligt og helt roligt.

’’Behøver jeg spørge, hvad du tænker på?’’ Spurgte Justin roligt, så jeg allerede nu kunne gætte mig til, at han godt vidste hvad jeg tænkte på.

’’Nææ..’’ Svarede jeg stille og satte min albue på havestolens armlæn imens jeg vippede mit hovedet lidt til siden og lod mit hoved hvile på min telefon i min hånd.

’’Undskyld, baby.. Det var dumt af mig at flippe sådan ud på dig tidligere. Jeg mente det i..’’

’’Justin, du behøver ikke at sige noget.. Og du behøver ikke komme med undskyldninger. Jeg kender dig, og jeg ved, at når du bliver så gal som du var tidligere, så siger du lige præcis hvad du mener og tænker.. Jeg ved godt, at jeg har ødelagt dit liv.. Og det var rart endelig at få det bekræftet’’ Sagde jeg stille og opgivende, da jeg ikke magtede at høre på undskyldninger.. Jeg vidste jo, at han mente det..

’’Men det passer jo ikke, forhelved.. Jeg sagde det kun fordi, at jeg blev så frustreret.. Du har ikke ødelagt mit liv. Det mener jeg virkelig!. Du må ikke tro, at det er sådan jeg har det, for det er det ikke.. Du har givet mig et langt bedre liv og jeg ville ikke bytte det væk for noget!. Jeg elsker det liv som jeg har.. Men jeg ville bare elske det mere, hvis jeg kunne dele mit liv med dig, men når du fortæller mig, at du overvejer at blive i Nashville, så... Ja, så gør det mig så frustreret og ked af det, for.. Jeg vil så gerne være sammen med dig, babe’’  Forklarede Justin og fik mig til at være meget opgivende og stille.. Ja, jeg havde ikke rigtig noget svar til det, for hvad skulle jeg sige?.. Jeg havde ikke særlig meget at sige, for at være helt ærlig.

’’Jeg blev bare vred.. Eller. Mere ked af det.. Min telefon er totalt smadret fordi jeg kastede med den efter vores samtale.. Jeg kørte en tur for at køle ned og da jeg kom tilbage snakkede jeg med Em, som sagde en masse ting og fik mig til at indse, at det jeg havde sagt til dig var meget over grænsen.. For det var det, og det passede slet ikke.. Men jeg var også frustreret i forvejen pga Scooter som har booket mig til en masse klubjobs frem til AMA.. Han giver mig slet ikke noget fred eller frihed og bagefter når jeg afslutter min samtale med ham viser Em, Chris og Ryan mig en artikel med dig, hvor du udtaler, at du vil droppe din karriere.. Det hele væltede bare for mig lige da du sagde, at du overvejede at blive i Nashville og jeg mente ikke noget af det jeg sagde.. Det må du tro på.. Og du kan spørge de andre om hvor frustreret jeg har været idag og hvor meget jeg har fortrudt, at jeg sagde sådan til dig, når jeg slet ikke mente det.. Jeg har siddet og overvejet hele dagen om jeg skulle ringe til dig, men jeg følte bare ikke, at du gad og tale med mig efter det jeg sagde, hvilket også er forståeligt nok, men de andre fik mig overtalt til, at jeg i det mindste måtte give det et forsøg og ringe til dig..’’ Forklarede Justin videre, da han nok godt kunne fornemme, at jeg ikke havde noget særligt at sige til hans sidste forklaring.. Præcis ligesom nu, hvor jeg heller ikke havde så meget at sige.

’’Babe?.. Er du der?..’’ Spurgte Justin i røret efter endnu et stykke tid, hvor der ikke blev sagt noget imellem om.

’’Jaer’’ Svarede jeg stille og opgivende og lukkede øjnene i.

’’Hvorfor siger du så ikke noget?’’  Spurgte Justin roligt og småundrende.

’’Hvad vil du have, at jeg skal sige?’’ Spurgte jeg ham virkelig opgivende og beholdte mine øjne lukkede.

’’Sig... Sig, at du tror på hvad jeg siger, når jeg siger, at du ikke har ødelagt mit liv’’ Svarede Justin nærmest bedende og håbefuldt, hvilket fik mig til at tage en dyb indånding og åbne øjnene langsomt igen.

’’Jeg tror på dig..’’ Svarede jeg ham opgivende, men mente det egentlig ikke.. Jeg sagde bare hvad jeg vidste, at han gerne ville høre, så jeg slap for yderligere snak som jeg vidste alligevel ikke rykkede mig i noget som helst.. Hvad ville jeg få ud af at blive ved med at sige, at jeg følte mere for at tro på hvad han sagde tidligere end det han sagde nu?.. Flere forklaringer som jeg ikke orkede at høre!.

’’Gør du?.. Virkelig?’’ Spurgte Justin og lød ikke helt som en der troede helt på det.

’’Ja.. Det gør jeg’’ Svarede jeg ham roligt og stille og valgte at holde fast i mit lille.. Usande svar..

’’Godt..’’ Svarede Justin roligt og lød i mine ører en smule lettet.

’’Såe.. Du overvejer at flytte til Nashville?’’ Spurgte Justin stille efter en kort stilhed, hvor ingen af os rigtig sagde noget.

’’Jeg overvejer det, ja..’’ Svarede jeg stille og valgte heller ikke at være helt ærlig her eftersom, at jeg jo ikke overvejede det.. Men nu havde jeg jo sagt det én gang, så jeg kunne ikke pludselig ændre min forklaring..

’’Vil du ikke nok lade vær, Maddie?.. Please.. Jeg har knoklet for at få ordnet tingene, så du kunne komme hjem igen.. Der er ikke mere at ordne nu. Alt er som det plejer nu..’’ Sagde Justin med en bedene tone, hvilket gav mig en klump i halsen eftersom, at det var virkelig sjældent, at han lød sådan der..

’’Jeg savner jer så meget, babe.. Der er grænser for hvor meget længere jeg kan holde det her ud’’ Fortsatte han bedene eftersom, at jeg ikke svarede, og gav mig et jag i maven imens jeg mærkede at mine øjne blev fugtige.

’’Tror du, at det er let for mig?’’ Spurgte jeg stille og en smule pivende, men prøvede virkelig at skjule det eftersom, at det kun ville ende med at få mig til at græde, hvilket jeg slet ikke havde brug for lige nu.. Det havde jeg nærmest gjort det meste af dagen.. Jeg magtede det ikke igen..

’’Så sig til mig, at du kommer hjem. Så er det let for dig’’ Bad Justin i telefonen og fik mig til at sukke imens jeg tog min frie hånd op foran øjnene som jeg gned mig lidt i for at undgå at græde.

’’Justin, du forstår det ikke.. Jeg har det så godt her jo’’ Svarede jeg ham stille.

’’Hvad er forskellen på her og der?.. Jeg har løst alle problemerne for dig.. Vi kunne få det som vi altid har haft det her i LA.. Kan du med hånden på hjertet sige, at du ikke har det godt sammen med mig?. At vi ikke havde det godt sammen det meste af tiden?’’ Spurgte Justin mig stille og fik mig til at sukke lidt.

’’Nej... Det kan jeg ikke’’ Svarede jeg ærligt og en smule pivende.

’’Se selv.. Vi har det så godt sammen, og specielt efter alle problemerne er løst og jeg går på pause efter AMA, så kunne vi få det endnu bedre.. Vi kunne ikke have andet end tid til ungerne og os selv. Vi kunne være den familie du altid har ville have, at vi skulle være.. Den almindelige familie uden travle jobs, hvor der ikke er tid til noget som helst.. Men det kan vi ikke, hvis du bliver i Nashville.. Så kommer vi så langt fra hinanden, at vi til sidst glemmer hinanden og slet ikke har noget forhold til hinanden... Er det det du gerne vil?’’ Spurgte Justin mig trist og stadig helt roligt.

’’Nej.. Selvfølgelig ikke’’ Svarede jeg stille imens den første tårer gled ned af min kind.

’’Godt.. Så lad vær med at overveje at skride fra mig, for det kan hverken mig, ungerne eller dig selv holde ud..’’ Svarede Justin mig roligt og gjorde mig ret stille imens et par tårer mere trillede ned af mine kinder.

’’Hvad nu hvis vi aftalte, at du bliver i Nashville indtil AMA?.. Så kunne jeg få overstået de klubture uden at det skal gå udover min tid med dig og ungerne, og du kunne slappe lidt mere af i Nashville indtil da?.. Så kunne dig og ungerne komme til AMA og så kunne vi sammen tage hjem efter showet?’’ Forslog Justin stille og roligt.

’’Den beslutning kan jeg ikke tage lige nu, Justin’’ Sukkede jeg stille og bed mig lidt i læben.

’’Vil du så ikke i det mindste overveje det?.. For min skyld.. Jeg savner dig af helvedes til og vil bare gerne se dig, holde om dig og have dig hos mig’’ Fortsatte Justin håbefuldt og gjorde det virkelig svært for mig.. Hvorfor kendte han mig også så godt?!. Hvorfor kunne han ikke bare gøre det lidt nemmere for mig?!.

’’Jo.. Jeg skal nok overveje det’’ Sagde jeg stille med en knude i maven.. Jeg var nød til at give ham denne her.. Jeg var nød til at overveje det igen.. For ærlig talt, så gav han mig virkelig en tvivl lige nu.. Fuck, jeg var splittet.. Men jeg vidste jo hvad jeg helst ville.. Det var bare ham der stod i vejen for mig.. Ham som jeg ikke kunne undvære.. Og så hans karriere og det liv som jeg havde været med til at give ham.. 

_______________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...