Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

231Likes
1128Kommentarer
306189Visninger
AA

34. Vejene Skilles.. Igen!.

 

                   Location: Onkel Davids gård, Nashville, Tennessee. Dato: Fredag d. 4. Marts 2022, Kl. 14.30.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Spørg mig lige om det var hårdt at sidde alene med Justin og ungerne og få Liam til at træffe valget om han helst ville blive her med mig eller tage med Justin hjem!.. Aldrig havde jeg prøvet noget så stramt.. Og aldrig havde jeg forstillet mig at skulle sætte mit eget barn i sådan en situation, hvor han skulle vælge imellem sin mor eller far!.

Justin og jeg havde aftalt, at ungerne skulle forblive sammen og eftersom, at Mikayla var alt for lille til overhovedet at kunne træffe sådan nogen beslutninger, så lod vi det være op til Liam, hvor han helst ville være... Men det var sku tydeligt at se, at han havde det stramt med at tage det valg.

Men Justin og jeg var jo enige om, at han selv måtte vælge, da vi ikke ville stå og skændtes om hvem der skulle have Liam og Mikayla, men jeg forstod 100% hvor svært det var for ham, eftersom, at han jo helst ville være sammen med os begge to.

Det var også bare så satans kompliceret.. Justin måtte ikke være her længere pga den dom, og når han så kom hjem til LA skulle han arbejde som en sindssyg fordi Scooter havde forlangt, at hans album blev hurtigere færdigt.. Og jeg.. Jeg havde det så godt her og havde på ingen måder lyst til at tage til LA af bar frygt for, at det hele bare ville starte forfra igen.. Jeg kunne bare mærke den gigantiske knude jeg fik i maven ved tanken om at skulle få en hverdag til at hænge sammen i LA igen, hvor jeg ikke ville kunne gå ud og handle uden at blive omringet af paps som spyttede en masse spydige og alt for nærgående spørgsmål ud..

’’Men hvorfor kan du ikke bare blive her, far?’’ Spurgte Liam trist imens han sad i midten af Justin og jeg i sofaen, og Justin sad med Mikayla på skødet.

’’Fordi jeg skal arbejde, champ.. Jeg skal i studiet og gøre mit album færdigt, men der kan du jo sagtens være med.. Og jeg er sikker på, at der er tid til, at vi også kan indspille nogen sjove sange, som du plejer gerne at ville, når du er med i studiet.. Vi har jo stadig et par sange som ligger og venter på at vi to indspiller dem færdige sammen, ikke?’’ Forklarede Justin helt roligt og undlod selvfølgelig at fortælle, at han skulle opholde sig i LA indtil han skulle ind og sidde, hvilket jeg selvfølgelig var glad for, at han ikke fortalte noget om til Liam..

Det var dog tydeligt at høre, at Justin prøvede at fremhæve alle de positive ting ved at ungerne tog med ham til LA.. Det måtte han da også gerne, men jeg havde bare ikke lyst til at sidde og sige alle de positive ting ved, at ungerne blev her sammen med mig. Det ville bare give Liam et ekstra pres, hvor han ville føle sig endnu mere splittet.. Liam skulle vælge med hjertet og jeg ville på ingen måder påvirke ham til at vælge at blive her.. Det skulle han kun gøre, hvis det var det han mest havde lyst til.

’’Kan du ikke bare arbejde her?’’ Spurgte Liam trist og kiggede op på Justin som en tog en dyb indånding og rystede svagt på hovedet.

’’Desværre ikke, champ’’ Svarede Justin og kørte hans ene hånd igennem Liams hår.

’’Øv..’’ Mumlede Liam og vendte sit triste blik ned i skødet på sig selv.

’’Hvad vil du helst?. Vil du med hjem sammen med mig eller vil du hellere blive her sammen med mor?’’ Spurgte Justin roligt og holdte sit blik nede på Liam.. Dog kunne jeg godt mærke på Justin, at han rigtig gerne ville have et svar fra ham eftersom, at vi havde siddet her pænt længe og snakket om det her og forklaret Liam den situation som vi stod i.

Liam tog en dyb indånding og vendte sit triste blik op på mig. Jeg sendte ham et roligt smil og lagde roligt armene om ham og gav ham et knus imens jeg kyssede ham i håret.

’’Bliver i sure på mig hvis jeg vælger?’’ Mumlede Liam i krammet og fik mig til at trække mine læber fra hans hår og kigge ned på ham uden at slippe mine arme om ham.

’’Selvfølgelig ikke, skatter.. Der er ingen der bliver sure på dig. Hvis du helst vil med far hjem, så gør du det.. Det handler kun om hvad du helst vil.. Ikke, Justin?’’ Sagde jeg helt roligt og kærligt og vendte til sidst blikket op på Justin.

’’Selvfølgelig..’’ Svarede Justin roligt og nussede Liam på ryggen imens han smilede roligt ned til Liam som kiggede over på ham og trak sig roligt ud af mit greb.

’’Jeg vil gerne blive her så..’’ Mumlede Liam virkelig trist og gav mig en varme i hjertet, da det var dejligt at få af vide, at han ville blive her sammen med mig.. Dog begyndte jeg ikke at smile eller noget, da jeg også tog et vidst hensyn til Justin som jeg hurtigt kiggede over på.

’’Det er helt i orden, champ’’ Sagde Justin helt roligt i en dyb indånding og virkede meget afklaret med det hele.. Dog kunne jeg sagtens læse ham lige nu og jeg kunne godt se, at han blev utrolig påvirket af Liams valg om ikke at tage med ham hjem, men det valgte han dog bare at skjule for Liam eftersom, at vi havde lovet Liam, at der ikke ville være nogen sure miner over hans valg.

’’Jeg går ned og spiller playstation’’ Mumlede Liam trist og rejste sig fra sofaen og gik forbi mig og hen imod udgangen, så han kunne komme ud i gangen og ned i kælderen, hvor min onkel havde et hyggerum med billard, tv, playstation, en minibar og andre sjove og hyggelige ting.

’’Okay, skat’’ Sagde jeg roligt og nussede ham kort på ryggen, da han gik forbi mig, og lod ham derefter bare gå uden et ord.. Ja, det var klart at Liam var virkelig ked af det over at skulle tage sådan et valg og derfor var der heller ikke noget at sige til, at han valgte at gå ned og være lidt for sig selv i noget tid for at samle tankerne lidt.. På det område lignede han mig virkelig meget..

’’Jeg går op og samler mine ting sammen’’ Mumlede Justin kort efter og fik mig til at kigge over på ham imens han rejste sig og kort gav Mikayla et kys på kinden og derefter satte hende ned i sofaen, hvorefter han hurtigt vendte sig om og gik imod udgangen af stuen.

Allerede ved Justins sætning vidste jeg, at han var ekstremt påvirket af Liams valg.. Justin var kun kommet hertil med en enkelt taske som han ikke engang havde taget noget ud af, så at han skulle op og samle sine ting sammen vidste jeg var løgn!..

Jeg tog en dyb indånding imens jeg gned mig lidt i hovedet med begge hænder og satte mine albuer på knæene, som var dækket af mine mørkegrå løse joggingbukser, som jeg havde taget på sammen med en sort nedringet og tætsiddende T-shirt og et par sorte og hvide Nike-sko..

 

 

’’Pis’’ Mumlede jeg for mig selv og fjernede hurtigt mine hænder fra ansigtet og rejste mig op. Jeg vendte mig hurtigt imod Mikayla og tog hende op til mig og satte hende på min hofte.

’’Kom, skat’’ Sagde jeg roligt til hende og kyssede hende på kinden imens jeg satte kursen ud imod køkkenet, hvor jeg vidste at Noah og min onkel sad og snakkede imens Justin og jeg lånte stuen til at snakke med Liam.

Heldigvis var der ikke så langt til køkkenet og så snart jeg trådte ind, kiggede Noah og min onkel over på mig.

’’Hvad så, skat?’’ Spurgte min onkel og kiggede spørgende på mig.

’’Liam valgte at blive her.. Kan i lige kigge efter hende?. Jeg skal lige op og snakke med Justin’’ Sagde jeg roligt imens jeg gik hen til bordet og satte Mikayla ned i hendes trip-trap stol imellem Noah og min onkel.

’’Selvfølgelig’’ Svarede min onkel kort og nikkede imens han smilede ned til Mikayla.

’’Tak’’ Sagde jeg kort og vendte mig derefter hurtigt om og gik med hurtige skridt tilbage ud i gangen, hvor trappen til ovenpå, var.

Jeg var ikke langsom om at komme op af trappen trods mit kæmpe blå mærke på baglåret som spændte og strammede godt på låret hver eneste gang jeg tog et skridt. Det ville jeg dog skide på lige nu eftersom, at jeg meget gerne ville ind og tale med Justin, som jeg var ret sikker på, var gået ind på mit og ungernes værelse..

Jeg stoppede op ved min værelsesdør og tog en dyb indånding og pustede derefter meget langsomt og roligt ud imens jeg greb fat om håndtaget og roligt åbnede døren.. Og ganske rigtigt, så sad Justin på sengen med lettere spredte ben, albuerne på lårene og hænderne hvilende imellem hans ben imens han bare stirrede tomt frem for sig..

Jeg lukkede roligt døren efter mig og gik roligt hen og satte mig ned ved siden af Justin, som helt klart havde fornemmet, at jeg kom hen til mig, men slet ikke skænkede mig et eneste blik.

’’Er du sur på mig?’’ Spurgte jeg ham roligt og meget stille imens jeg holdte mit blik på ham og han holdte sit iskolde blik frem for sig.

’’Nej, men hvordan fanden tror du det føltes, at min familie ikke vil med mig hjem?!’’ Spurgte Justin og lod alt sin frustration og alle hans triste og skuffede følelser få frit løb, hvilket virkelig gjorde ondt på mig og gav mig lidt fugtige øjne.

’’Undskyld, Justin..’’ Sagde jeg stille og bed mig lidt i læben for at kunne holde tårerne inde.

’’Hvad hjælper det at undskylde?’’ Spurgte Justin iskoldt og gjorde det virkelig svært for mig ikke at fælde et par tårer.

’’Vil du ikke nok lade vær med at være sur på mig?.. Please’’ Bad jeg pivende og med tårer ned af kinderne og fik hurtigt Justin til at vende hans bestemt blik hen på mig. Dog blev hans blik ikke ved med at være bestemt.. Der gik ikke mange sekunder før han tog en dyb indånding og ændrede hans ansigtsudtryk til lettere opgivende, hvilket han helt sikkert gjorde eftersom, at han så mig græde.. Jeg vidste, at han ikke kunne holde det ud, når jeg græd, men lige nu kunne jeg virkelig ikke gøre for det.. Jeg ville ikke have, at vi skulle skilles med spændinger imellem os og jeg kunne mærke, at han var virkelig pist på mig, hvilket gjorde mig ked af det.. Men det kunne jo ikke være anderledes, det her, og Liam havde selv bestemt uden at jeg havde presset ham med noget som helst.. Det kunne jeg jo ikke gøre for jo..

’’Jeg er ikke sur, forhelved.. Jeg er bare pisse skuffet, okay!.. Det må jeg vel forfanden gerne være?’’ Svarede Justin ret bestemt og prøvede at se bestemt ud endnu engang, hvilket dog ikke virkede så godt, da tårerne blev ved med at vælte ned af mine kinder i et stille tempo..

’’Jaer.. Men det er jo ikke fordi, at vi ikke vil være sammen med dig.. Lige nu var der ikke noget jeg hellere ville have end at du blev her, men det må du jo ikke pga den skide lortedom’’ Svarede jeg stille grædende og kiggede lidt ned, da jeg havde virkelig svært ved at kigge ham i øjnene.

’’Nej, men så kunne du stole på mig, når jeg sagde, at jeg sagtens kan være sammen med jer derhjemme selvom jeg skal arbejde, ikke!’’ Svarede Justin hurtigt og ret bestemt.

’’Jeg stoler da også på dig, Justin.. Det er jo slet ikke det der er problemet.. Problemet er, at jeg ikke er parat til at vende tilbage til LA lige nu.. Det må du virkelig prøve at forstå.. Du siger selv, at du gerne vil have, at jeg får det bedre.. Og det hjælper mig virkelig at være her, og det ville være helt perfekt, hvis du kunne være her sammen med os, men du har din karriere at tænke på.. Og så den dom der’’ Forsøgte jeg at forklare imens jeg kiggede ham i øjnene og håbede, at han ville forstå det.

’’Hvor længe skal jeg så regne med, at du bliver her?.. 1 måned mere?.. 2 måneder?.. Eller måske et år?’’ Spurgte Justin lettere frustreret og kiggede spørgende på mig.

’’Jeg ved det ikke, Justin, men jeg har fået det så meget bedre af at være her.. Du bliver nød til at give mig lidt tid’’ Svarede jeg ham og snøftede svagt imens et par tårer igen gled ned af mine kinder.

’’Hvad så med AMA?.. Skal jeg regne med, at jeg skal tage til det show uden dig så?..’’ Spurgte Justin og gav mig en klump i halsen..

Jeg havde alle dage været med Justin til alle hans shows.. Ja, det var vel nærmest blevet som en tradition, at vi tog til alle hans awardsshow sammen?.. Men ærligt, så havde jeg ikke specielt meget lyst, for det show blev optaget i downtown LA, hvor alt det jeg flygtede fra nærmest var samlet på ét sted.. Paps, røde løbere, kameraer, falske smil, overdrevet påklædning, stres og.. Ja, bare alt hvad der fulgte med i det at være kendt!. Men allerede idag var Justin blevet virkelig skuffet 2 gange!. Først sagde jeg nej til at tage med ham hjem og bagefter var det Liam!.. Jeg kunne ikke også skuffe ham ved at sige, at jeg ikke tog med til AMA.. Ikke lige nu i hvert fald..

’’Nej.. Selvfølgelig kommer jeg til showet, Justin’’ Svarede jeg ham stille og snøftede svagt og bemærkede på Justin udtryk i ansigtet, at han blev lidt mere rolig.. Det var dog ikke meget.

’’Hvad så med ungerne?.. Hvordan skal jeg så kunne komme til at se dem, hvis du ikke vil hjem?’’ Spurgte han mig en smule frustreret, men mest ret opgivende.

’’Tro mig, det finder vi en løsning på’’ Svarede jeg kort og snøftede svagt.

’’Hm.. Har du den løsning nu eller hvad?’’ Spurgte Justin igen lidt bestemt og kiggede køligt og afventende på mig.

’’Nej, men..’’

’’Se selv, Maddie!.. Man kan jo ikke regne med en skid så længe det er sådan her.. Jeg risikere ikke at kunne se mine unger i flere måneder fordi du ikke er parat til at komme hjem.. Hvordan ville du ikke have det, hvis det var dig der dårligt nok så dine unger mere, hva?!’’ Spurgte Justin ret bestemt imens han rejste sig frustreret op fra sengen.

’’Skat, please, hold nu op.. Jeg lover dig, at vi finder en løsning.. Hvis det er, at ungerne en dag siger, at de vil hjem, så kan jeg godt flyve med dem til LA og aflevere dem til dig’’ Sagde jeg hurtigt, da det var den eneste løsning der poppede ind i mit hoved.

’’Men du tager så selv tilbage hertil eller hvad?’’ Spurgte Justin bestemt og kiggede køligt ned på mig.

’’Hvis jeg ikke er klar til at komme hjem, så ja..’’ Svarede jeg ham roligt og nåede dårligt nok at sige mere før Justin reagerede.

’’Tss!’’ Udbrød han tørt og rystede lidt på hovedet imens han vendte blikket over imod vinduerne.

’’Justin, forhelved..’’ Pev jeg stille og lod et par tårer glide ned af mine kinder imens jeg rejste mig op og stillede mig hen foran ham og lagde blidt mine hænder på hans hofter.

’’Justin, se lige på mig’’ Bad jeg pænt og strammede grebet i mine hænder om hans trøje ved hofterne imens Justin køligt vendte blikket ned på mig.

’’Jeg elsker dig.. Og ungerne elsker dig!.. Men lige nu er det bedste for os at være her.. Liam har det også virkelig godt her. Han virker så forandret.. På den gode måde.. Han elsker, at han kan få lov at løbe ud og lege med byens andre unger, hvor halvdelen af dem er familie, og som allesammen er blevet hans rigtig gode venner.. Han har flere gange sagt, at han godt kan lide, at der ikke er store mænd med kameraer efter hverken os eller ham hele tiden, så snart vi træder udenfor en dør.. Og Mikayla er også langt gladere.. Der er så mange børn her i byen som ungerne leger med hver eneste dag udenfor, hvor de frit kan løbe rundt.. Hvis du bare giver os den tid vi har brug for, og giver dig selv tid til at knokle i studiet og få det album færdigt, så..’’

Jeg stoppede mig selv, da jeg kunne høre, at jeg var lige ved at fyre en løgn af til Justin.. Eller, løgn og løgn.. Jeg var jo ikke selv 100% sikker på om jeg ville blive her, og hvis jeg endelig blev sikker, så skulle jeg også fortælle Liam det som kunne fortælle mig om det var noget han kunne have lyst til.. Altså, at bo her.. Hvis han nu hellere ville hjem til LA, så var valget sku nok lidt sværere for mig at tage eftersom, at det ville føltes utrolig tomt uden hverken ungerne eller Justin.. Justin vidste jeg jo, at jeg nok ikke kunne få overtalt, og hvis jeg kunne, så nyttede det alligevel ikke noget, for så ville han bare tage alt hvad jeg flygtede fra med hertil, og det var lige præcis det der ikke skulle ske.. Det var ikke derfor, at jeg gik med overvejelserne om at blive her!..

’’Så hvad?’’ Spurgte Justin og kiggede afventende på mig, da han tydeligvis ventede på, at jeg skulle snakke videre.. Men hvad fanden skulle jeg så sige?. Jeg ville ikke lyve og sige, at hvis han gav os tid, så ville alting blive godt igen og vi med sikkerhed ville komme tilbage... For det var jeg jo slet ikke sikker på overhovedet!.

’’Så skal alting nok falde på plads og løse sig’’ Svarede jeg stille og kiggede ham i øjnene og sank en lille klump i halsen.

’’Forhelved, Maddie man.. Hvorfor fanden kan du ikke bare komme med hjem?.. Så er alting jo løst nu?’’ Spurgte Justin lettere frustreret og kiggede seriøst ned på mig.

’’Nej, for.. Jeg tør ikke tage den chance.. Hvad nu hvis jeg kommer hjem og alting bare starter forfra?.. Alle de gamle ting kommer op igen. Alt det som jeg kæmper med at komme over..’’ Svarede jeg imens endnu et par tårer gled ned af mine kinder, hvilket fik Justin til at sukke opgivende og ligge hans arme om nakken på mig, så han trak mig helt ind til sig og kyssede mig i håret imens jeg lagde mine arme om ryggen på ham og pressede min kind ind imod hans bryst.

’’Jeg ved godt hvad du tænker på.. Men jeg har sagt, at jeg nok skal løse det’’ Sagde Justin roligt ned imod mit hår og fik mig kun til at græde endnu mere, da han nævnte én helt speciel ting som jeg virkelig havde svært ved at slippe og glemme.. Hvordan skulle jeg også kunne det, når det kunne ende med at Justin fik et barn med en anden?.. Bare at tænke sådan gav mig det ondeste stik i hjertet og gjorde det helt ulideligt at være mig..

’’Babe, se på mig’’ Sagde Justin stille og gled sine arme væk fra min nakke, så han kunne tage blidt fat i mine kæber med hans hænder og vende mit blik op på ham, så vi kunne kigge hinanden i øjnene.

’’Jeg lover dig det!.. Du skal ikke frygte det der, for det kommer ikke til at ske... Om jeg så skal flere år i spjældet for at forhindre det!’’ Sagde Justin stille, men ret bestemt og fik mig til at hulke svagt.

’’Jeg ved godt hvad du vil.. Men det kan du ikke gøre, Justin.. Sådan er du ikke’’ Græd jeg stille og huskede på hans gentagende ord han så tit sagde den dag han kom og fortalte mig, at Hailey var gravid.. At han ville sparke det ud af maven på hende, hvis det blev nødvendigt!.

’’Så kender du mig slet ikke..’’ Sagde Justin iskoldt og gjorde mig faktisk lidt bange for ham.. Godt nok vidste jeg, at han engang kunne være kold og kynisk.. Men det her.. Det var lige grænsen.. Sådan kunne man bare ikke gøre.. Og det var uanset hvem det var..

’’Justin, du gør mig bange’’ Hviskede jeg lettere skræmt og kiggede ham skræmt i øjnene.

’’Du skal ikke være bange’’ Hviskede Justin seriøst imens han lænede sit ansigt ned til mit og plantede hans læber på mine, hvilket jeg ikke havde noget imod.. Eller.. Lige nu turde jeg faktisk ikke engang at trække mig.. Ikke efter hans meget overbevisende måde at sige tingene på.. Men shit, hvor var jeg splittet!. Jeg ville ikke have, at han gjorde det der.. Men jeg kunne heller ikke bære, at se ham på et barn med en anden!.. 

_________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...