Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

230Likes
1128Kommentarer
297072Visninger
AA

21. Trøst Og Tvang..

 

                        Location: Chris og Ems hus, Beverly Hills. Dato: Mandag d. 24. Januar 2022, Kl. 20.20.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Hvis der er noget du vil spørge om, så spørg du bare, ikke også champ?’’ Sagde jeg roligt imens jeg sad med min hulkende søn på skødet, med armene om ham og let svajende fra side til side.

’’Mmh..’’ Mumlede Liam og nikkede svagt med kinden imod min skulder og bryst.

’’Godt’’ Sagde jeg roligt og kyssede ham blidt på panden og strammede grebet om ham.

Jeg havde netop fortalt Liam den kedelige nyhed om at hans morfar var død og jeg var ret sikker på, at det var første gang at Liam mærkede følelsen af at miste. Han tog det nu meget pænt. Han sagde ikke så meget.. Dog talte hans tårer et ret tydeligt sprog.. Det gjorde ondt på ham, at han aldrig kom til at se sin morfar mere..

Maddie havde bedt mig om at fortælle Liam det med hendes far, da hun ikke selv kunne klare det. Det var sådan set også forståeligt nok, da jeg vidste, at Maddie ville bryde helt sammen over at skulle fortælle Liam det.. Egentlig havde hun bedt mig om at fortælle ’’ungerne’’ det, men eftersom, at Mikayla var så lille og knap nok kendte sin morfar, så forstod hun jo ikke en skid af det hele. Dog havde jeg lidt på fornemmelsen, at hun godt kunne mærke spændingerne i luften, da hun klynkede ret meget inden jeg fik puttet hende ind i seng, hvor hun faldt roligt i søvn med sit tøjdyr og sin lyserøde sut.

Spændingerne i luften kom sådan set kun fra Em, som også havde været meget ked af det idag. Hun kendte jo Damien godt og så ham som en bonusfar, så selvfølgelig skulle hun også sidde og græde lidt i armene på Chris nede i stuen.

Jeg selv var egentlig ikke så ked af det.. Jo, jeg var ked af det på Maddies vegne, men så kynisk som jeg følte mig lige nu, så var jeg ikke specielt mærket af at vide, at ’’kongen af Vegas’’ var død af en blodprop på vej til hospitalet i en ambulance med hans søde kone ved hans side..

Ja, det var lykkedes både mig, Chris og Em at få mere ud af Maddie nede i studiet, da hun fik den dårlige nyhed.. Hendes mor havde grædende fortalt i telefonen, at Damien faldt om efter at være kommet hjem fra et møde. Karin ringede straks til en ambulance, men de nåede ikke at køre særlig langt med Damien før han døde..

Maddie var taget hjem kort efter hun havde fortalt os hvad der var sket, nede i studiet. Jeg havde tilbudt hende at tage med hjem, men hun ville helst være alene og pointerede så dér, at børnene også skulle hentes og have den kedelige nyhed.

Jeg havde valgt at fortælle Liam den dårlige nyhed efter, at vi havde spist aftensmad, men selv der kunne han godt fornemme en trykket stemning eftersom, at Em jo også var helt nede.

Drengene og jeg var egentlig ikke så mærket af situationen. Em var på et tidspunkt gået ud i haven alene for at få lidt luft og Liam rendte rundt og legede med Toby, så der sad kun mig, Chris, Ryan og Mikayla i stuen, hvor drengene og jeg så valgte at tale om hvad der var sket.

Og nu kom jeg helt sikkert til at lyde kynisk og fik både Chris, Ryan og jeg til at lyde som forfærdelige mennesker, men.. Vi var alle 3 ret enige om, at Damien trods alt ikke var den værste at slippe af med.. Hverken drengene eller jeg havde glemt hvordan han havde været overfor os.. Mest, hvordan han havde været overfor mig.. Men ingen af os havde glemt situationen dengang, hvor han fik Chris og Ryan banket ned og mig gennemtæsket ved at sende bud efter et par fyre som troppede op ved studiet i Vegas, hvor vi dengang boede.

Måske ville nogen mene, at det slet ikke var grund nok for drengene at føle sig totalt ligeglade med hans død, men eftersom, at vi var som brødre og da de vidste hvordan Damien havde været overfor mig, så følte de lidt det samme had til ham som jeg havde til ham.. Ja, vi var sku brødre og trådte man på én af os, så trådte man på os alle 3!. Og sådan ville det sku altid være!.

Men nej.. Selvfølgelig havde vi ikke sagt noget til hverken Maddie eller Em om hvordan vi havde det. Vi havde faktisk brugt hele dagen på at trøste pigerne og holde med dem, når de sagde ting som: ’’Det er så uretfærdigt!’’ ’’Hvorfor lige ham?’’ og ’’Han fortjener det virkelig ikke!’’..

Ja, det var mest Em der sagde de sætninger eftersom Maddie ville være alene derhjemme, men jeg vidste, at Maddie tænkte det samme, så det kom vel ud på et, at vi også holdte med hende og hendes meninger om det her..

’’Far?’’ Mumlede Liam og snøftede svagt og fik mig til at vende blikket ned på ham.

’’Mm?’’ Mumlede jeg kort og tæt ved hans pande.

’’Vil du ikke læse godnathistorie for mig?’’ Spurgte han stille og kiggede op på mig med tårer ned af kinderne.

’’Selvfølgelig, champ.. Så kom. Lig dig ned under dynen, så finder jeg en god historie vi kan læse, okay’’ Sagde jeg roligt og med et roligt smil imens jeg tog fat under armene på ham og satte ham ned på gulvet.

Jeg rejste mig op fra Liams sengekant imens Liam selv kravlede op i sengen og lagde sig under dynen. Jeg sendte ham et kort og sødt smil og vendte mig så om og gik hen til Liams legetøj som jeg havde hentet en del af herhjem, hjemme fra huset.. Og deriblandt var der også en masse bøger.. Eller godnathistorier, som vi kaldte dem eftersom, at der næsten kun blev læst i dem, når Liam skulle sove..

                                                                                                ~

                              Location: Chris og Ems hus, Beverly Hills. Dato: Mandag d. 24. Januar 2022, Kl. 20.47.

 

’’Jeg smutter lige, guys.. Gider i lige høre efter Liam og Mikayla?’’ Spurgte jeg hurtigt imens jeg kom ind i stuen og med hurtige skridt gik over imod sofabordet, hvor min mobil og bilnøgler lå.

’’Hvad skal du, bro?’’ Spurgte Ryan og kiggede spørgende op på mig imens han lå på sofaen og så tv sammen med Chris og Em som lå i ske på den anden sofa og også kiggede op på mig.

’’Jeg tager lige et smut hjem til Maddie.. Jeg kan sku ikke lide, at hun er alene’’ Sagde jeg lettere alvorligt imens jeg satte babyalarmen på sofabordet og derefter fyldte mine lommer med min mobil og nøgler.

’’Jeg er slet ikke sikker på, at det overhovedet var en god idé, at jeg lod hende tage hjem alene’’ Fortsatte jeg alvorligt og var allerede fast besluttet på, at jeg skulle hurtigt ud til min bil og så hjem til Maddie for at tjekke op på hende.

Ja, imens jeg havde siddet og læst Liam i søvn, så var tankerne om Maddie begyndt at dukke virkelig meget op i mit hoved.. Jeg blev sku ret utilpas over, at hun var alene, når hun var så ked af det som hun var.. Hvem sagde ikke, at hun.. I ved.. Gjorde noget dumt!.. Godt nok havde hun lovet mig ikke at gøre det igen, men jeg tog fandme ingen chancer!. Jeg gav sku ikke en fuck for, at hun havde lovet mig det!.

’’Justin, jeg kan se hvad du tænker, men..’’

’’Em, vil i ikke godt bare være søde at høre efter ungerne imens jeg er væk, hva?’’ Afbrød jeg hende meget hurtigt, da jeg ikke magtede at høre en eller anden prædiken om, at Maddie selvfølgelig ikke kunne finde på at gøre det igen osv... Det kunne man sku ikke være sikker på, når hun havde en slem depression og så lige idag får af vide, at hendes far er død!.

’’Det skal vi nok, bro’’ Indskød Chris hurtigt, så Em kiggede sig over skulderen og op på Chris som vendte blikket ned på hende og rystede lidt på hovedet som tegn på, at hun ikke skulle sige noget.

’’Tak, bro.. Vi ses’’ Sagde jeg kort og gik hurtigt ud af stuen og ud i gangen, hvor jeg tog mine sko på og derefter forsvandt ud af døren.. Heldigvis kunne jeg trøste mig med, at der kun var 15 minutters kørsel herfra og hjem til vores hus.. Hvis man altså overholdte fartgrænsen.. Det havde jeg dog nok ikke lige tænkt mig lige nu..

                                                                                              ~

                                      Location: Huset, Beverly Hills. Dato: Mandag d. 24. Januar 2022, Kl. 21.02.

 

Jeg smækkede hoveddøren efter mig, da jeg kom ind i huset, hvilket var ret let eftersom, at Maddie hverken havde låst porten eller hoveddøren.

Jeg undlod at smide skoene og gik med hurtige skridt ned imod stuen, da jeg valgte at lede efter Maddie derinde som det første.. Og heldigvis havde jeg ret i min mavefornemmelse!.

Maddie sad inde i stuen på sofaen med ryggen til mig og en tændt smøg hvilende i sin hånd, hvis albue støttede på hendes ene knæ imens hun sad i skrædderstilling og kiggede ud imod den mørke have.

Jeg blev faktisk virkelig lettet over at se hende sidde der.. Hele vejen herhen havde jeg frygtet at få sådan et syn som da jeg fandt hende ude i køkkenet med blod over det hele... Eller faktisk så havde jeg frygtet det der var værre, men heldigvis havde jeg ingen grund til bekymring længere!.

Jeg tog en dyb indånding og pustede tungt ud og gik derefter ind i stuen med rolige skridt og vidste allerede nu, at Maddie havde hørt mig eftersom, at jeg smækkede hoveddøren før og nu gik med sko på, så mine skridt kunne høres.

Jeg kom helt hen til hende og kiggede ned på hende og bemærkede, at hun kort efter vendte blikket op på mig, så jeg så hendes trætte, røde og hævede øjne.. 1. tegn på, at hun havde siddet og stortudet det meste af dagen.

’’Hva så, smukke?’’ Spurgte jeg hende roligt og valgte at sætte mig ned ved siden af hende i sofaen imens Maddie tog et hvæs af sin smøg og sugede det godt ned i lungerne og kort efter pustede ud..

Jeg kiggede kort hen på sofabordet og greb så Maddies smøger og tog selv en smøg.. Ja, nu hvor hun røg indenfor, så kunne jeg sku også ligeså godt.. Jeg tog hende lighter og tændte min smøg og vendte så blikket imod hende imens jeg pustede røgen ud til siden.

’’Jeg har haft min mor i røret hele dagen..’’ Sagde Maddie træt og småhæst imens hun kiggede ned imod gulvet og virkede mere rolig end sidst jeg så hende.. Men jeg var dog stadig slet ikke i tvivl om, at hun var helt knust. For det var sku stadig tydeligt at se.

’’Min fars ønske har altid været at blive begravet på min families familiegravsted i Nashville, hvor hele min fars side af familien ligger begravet..’’ Fortsatte hun stille uden at kigge op fra gulvet og afsluttede sin lille bemærkning ved at tage endnu et hvæs af sin smøg.

’’Har du fortalt ungerne det?’’ Spurgte Maddie videre og kiggede træt og roligt på mig og fik mig til at nikke svagt.

’’Ja.. Mikayla forstår jo ikke så meget, men Liam ved det godt. Han blev ret ked af det, men han har det fint og han ligger og sover nu’’ Svarede jeg hende kort og fik hende til at nikke svagt.

’’Min mor vil gå igang med at planlægge begravelsen imorgen.. Og den skal foregå i Nashville, så jeg håber, at det er okay med dig, at jeg tager ungerne med dertil.. Og Em vil sikkert også gerne med..’’ Fortsatte hun stille og fik mig til at nikke svagt og helt roligt.

’’Det er helt fint, babe.. Men..’’ Startede jeg og stoppede bevidst mig selv, da jeg ville have hende til at kigge op på mig igen.

’’Men hvad?’’ Spurgte hun stille og kiggede på mig ligesom jeg ville have hende til.

’’Vil du gerne have, at jeg tager med?’’ Spurgte jeg hende roligt og kiggede hende seriøst i øjnene så hun kunne se, at jeg mente det..

’’Det er sødt af dig, men... Du har jo aldrig kunne lide min far, Justin’’ Svarede Maddie stille og snøftede svagt uden at græde og uden at tage blikket fra mig.

’’Nej, men.. Jeg kan jo godt lide dig og hvis du gerne vil have, at jeg er der, så skal jeg nok tage med’’ Sagde jeg ærligt og roligt.

Maddie overraskede mig en smule ved at sende mig et lille smil og blidt tage fat i min ene hånd og nusse den på håndryggen med hendes tommelfinger uden at tage blikket fra mig.

’’Du ved godt, at jeg elsker dig, ikke?’’ Sagde hun stille og meget kærligt og fik mig til at smile sødt til hende og nikke svagt.

’’Ja, det ved jeg godt, baby’’ Sagde jeg roligt og lod min hånd gribe fat om hendes istedet for omvendt, og trak den så op til min mund, hvor jeg gav den et roligt kys.

’’Men skal jeg tage med?’’ Spurgte jeg hende videre imens jeg sank vores hænder uden at slippe hendes hånd.

’’Nej.. Du har nok at se til.. Jeg klare det selv’’ Svarede Maddie stille imens jeg kunne se, at hendes øjne blev ret blanke.

’’Jeg vil ikke have, at du er alene’’ Sagde jeg roligt og trykkede lidt til hendes hånd.

’’Det er jeg jo heller ikke.. Hele min familie er der’’ Svarede Maddie kort og lod den første tårer slippe ud af hendes øje, hvilket fik mig til at sukke og slippe hendes hånd.. Men kun for at kunne rykke mig tættere på hende og omfavne hende.

’’Kom her, babe’’ Sagde jeg stille og lagde armene om hende imens jeg kunne se og høre, at Maddie brød helt sammen og hurtigt lagde sig ind til mit bryst imens jeg holdte stramt om hende og blidt pressede mine læber imod hendes hår.

’’Jeg kan virkelig ikke mere, Justin’’ Hulkede Maddie ind i brystet på mig og græd som pisket.

’’Nej, jeg forstår dig godt, babe, men du skal nok komme igennem det her.. Jeg hjælper dig jo, ikke?’’ Sagde jeg stille imod hendes hår og afsluttede mine ord med at kysse hendes hår.

’’Det er bare så meningsløst det hele..’’ Hulkede hun videre og gispede efter vejret.

’’Arg, vel ikke det hele’’ Sagde jeg stille og nussede hende blidt op og ned af ryggen med min ene hånd.

’’Kan du nævne noget der ikke er meningsløst?’’ Hulkede hun stille og snøftede svagt og trak svagt efter vejret.

’’Der er mange ting.. Du kan bare ikke se dem lige nu fordi du er ked af det’’ Sagde jeg roligt imod hendes hår, men trak kort efter hovedet lidt tilbage, da Maddie roligt trak sig en lille smule og kiggede op på mig, så vi fik øjenkontakt.

’’Nævn noget..’’ Bad Maddie hviskende og kiggede afventende og trist på mig.

’’Ungerne.. Dine venner.. Din familie.. Og så er der dig og mig. Vi er da ikke meningsløse’’ Sagde jeg stille imens jeg holdte fast i vores øjenkontakt og samtidig blidt tog min hånd op til hendes kind og tørrede hendes tårer væk med min tommelfinger.

’’Er vi?’’ Spurgte jeg hende videre og helt roligt med et svagt løftet øjenbryn eftersom, at hun ikke svarede men bare sad og kiggede mig i øjnene. Ikke fordi, at jeg tvivlede på hendes svar, men kun for at få hende til at sige det højt og ikke bare tænke det..

’’Kys mig..’’ Hviskede Maddie stille og gled sin hånd blidt op af mit bryst og videre op på siden af min hals.

’’Det er ikke et svar’’ Svarede jeg lettere køligt.. Ikke fordi, at jeg ikke ville kysse hende. Tro mig, det ville jeg gerne, men jeg ville høre hendes svar.. Så hun kunne indrømme højt og høre sig selv sige, at det ikke var alt der var meningsløst.

’’Nej.. Vi er ikke meningsløse.. Tværtimod’’ Hviskede Maddie stille og kiggede mig direkte i øjnene.

Jeg sendte hende et roligt smil og lænede mit ansigt ned til hendes og placerede mine læber på hendes, hvilket jeg kunne mærke, at hun med glæde tog imod, da hun blidt kørte sin hånd om i nakken på mig.

Jeg nød virkelig at kysse på hende og jeg kunne mærke, at det virkelig også gjorde Maddie meget mere afslappet end før.. Som om, at det gav hende en ro.. Det måtte hun sku da også kunne mærke?.. Men det spurgte jeg hende selvfølgelig ikke om.

Maddie trak sig blidt efter lidt tid og jeg åbnede langsomt mine øjne, så jeg hurtigt fik en tæt øjenkontakt med hende.

’’Du er.. Det mest fantastiske der findes!’’ Hviskede jeg stille og tæt ved hendes læber i takt med, at jeg kunne mærke, at hendes kys førte et helt bestemt sted hen!. Ja, bare et kys fra hende var efterhånden rigeligt til at give mig boner på!. Det var helt sygt, så meget jeg havde lyst til hende.. God, jeg voldtog hende sku snart, hvis hun ikke snart lige.. Ej, det mente jeg selvfølgelig ikke.. Eller.. Hvad?.. Ej, stop dine frække tanker, J forhelved!.

’’Nej.. Det er du’’ Svarede Maddie hviskende tilbage og placerede derefter sine læber på mine, hvilket jeg selvfølgelig lod hende gøre.

Jeg strammede grebet om hende og udviklede vores kys til et blidt og intenst snav og lod kort efter min hånd glide ned imod hendes røv som var let at komme til eftersom, at hun sad lænet over imod mig og derfor havde den ene balle oppe fra sofasædet.

’’Mmh’’ Mumlede jeg stille stønnende imod hendes læber imens jeg gav hendes røv et lille klem og trak hende længere over imod mig imens jeg selv lænede mig lidt tilbage. Dog fulgte Maddie ikke med som forventet, men slap derimod mine læber og kiggede mig i øjnene med et lidt forsigtigt blik.

’’Skal vi ikke?..’’ Spurgte jeg hende stille og virkelig tændt imens jeg stødte min pande til hendes uden at slippe grebet om hendes ryg eller røv.

’’Justin, jeg..’’ Startede Maddie trist og trak sig fra mig, så jeg slap hende og lod hende sætte sig ordentligt op imens jeg hurtigt gjorde det samme uden at tage blikket fra hendes fortvivlede ansigt.

’’Hvad, babe?’’ Spurgte jeg stille og kørte virkelig på med min bløde side, da jeg ikke ville få hendes fortvivlelse til at blive værre eller endda komme helt derud, hvor vi begyndte at skændes..

’’Jeg har bare ikke sovet så meget de sidste par dage, så jeg er virkelig træt..’’ Sagde Maddie stille imens hun vendte blikket ned imod gulvet og snøftede kort.

’’Jeg troede da, at de piller var begyndt at virke på din søvn.. Altså så du sov bedre og længere?’’ Sagde jeg roligt og med en spørgende tone imens jeg hvilede min underarm på hendes skulder imens jeg blidt nussede hende på kinden.

’’Har du ikke taget den pille du skal tage om aftenen endnu?’’ Spurgte jeg hende videre, da hun ikke svarede, og kiggede spørgende på hende.

’’Mm-mm’’ Svarede hun mumlende og rystede svagt på hovedet.

’’Var det så ikke en god idé at tage den nu, så du kan sove i nat?’’ Spurgte jeg hende roligt og kiggede spørgende på hende og bemærkede, at hun kort trak på skuldrene uden at tage blikket fra gulvet.

’’Jo, babe.. Det skal du gøre’’ Sagde jeg kort og lænede mig hurtigt hen til hende og gav hende et kys på kinden, hvorefter jeg rejste mig fra sofaen imens jeg hurtigt skimmede bordet, men så ikke noget pilleglas.

’’Hvor har du stillet dem henne?. Så skal jeg nok hente dem og noget vand til dig’’ Spurgte jeg hende imens jeg vendte mig om og bevægede mig over imod åbningen i stuen som førte ud på gangen og som havde køkkenet lige overfor, da jeg næsten kunne fornemme, at de ikke var i stuen.. Mit bud var køkkenet eller badeværelset..

’’Jeg har skyllet dem ud i toilettet..’’

Jeg stoppede straks op og vendte mig hurtigt imod Maddie.. Hvad var det lige hun sagde?..

’’Hvad sagde du?’’ Spurgte jeg hende og kiggede spørgende på hende imens jeg gik roligt tilbage imod hende.

’’Det var det jeg prøvede at fortælle dig tidligere.. Jeg vil ikke tage dem mere’’ Sagde Maddie stille og lød som en der var på kanten til at græde.

’’Du kan sku da ikke bare skylle dem ud sådan uden videre, Maddie!’’ Sagde jeg ret bestemt og virkelig frustreret imens Maddie kiggede op på mig og så virkelig trist ud.

’’Jeg får det så dårligt af dem, Justin.. Jeg kan slet ikke mærke mig selv, når jeg tager dem. Og for et par dage siden vejede jeg mig og jeg har taget 5 kilo på pga de piller..’’ Sagde Maddie klynkende og tog derefter en dyb indånding, da hun tydeligvis prøvede at lade vær med at græde og derfor fik svært ved at trække vejret.

’’Sikkert, men det kan man sku ikke se på dig!.. Du kan ikke bare stoppe med de piller, Maddie.. De hjælper dig til at få det bedre’’ Sagde jeg bestemt imens jeg kiggede skarpt ned på hende.

’’Nej de gør ej.. Jeg får det værre af dem’’ Svarede Maddie hurtigt.

’’Du har sku da ikke nogen bivirkninger mere!’’ Påpegede jeg hurtigt og lettere frustreret.

’’Nej, jeg får ikke kvalme, bliver svimmel eller noget af det, men.. Jeg kan ikke huske noget mere, og..’’

’’Det er ikke pga pillerne. Det er pga din depression!. Jeg har tjekket op på det og jeg har læst, at en depression også kan være skyld i at ens hukommelse bliver dårligere’’ Afbrød jeg hende hurtigt imens hun sukkede og gned sig lidt i hovedet.

’’Men jeg kan stadig ikke mærke mig selv, Justin.. Jeg kan ikke mærke mine følelser!. De piller blokere virkelig for dem. Så meget, at jeg slet ikke kan mærke mig selv mere!. Jeg føler mig slet ikke som mig eller i det hele taget som et menneske, når jeg ikke har følelserne med i mit liv!’’ Svarede Maddie virkelig frustreret.

’’Du har sku da følelser man!. Du har tudbrølet hele dagen over det med din far!. Hvis det ikke er følelser, så ved jeg sku ikke hvad der så er!’’ Svarede jeg hurtigt og bestemt.

’’Det er kun fordi, at jeg er stoppet med at tage de piller, og fordi det er noget meget slemt som er langt over det normale af hvad der sker i dagligdagen!’’ Svarede Maddie imens de første par tårer gled ned af hendes kinder og jeg stod og kiggede lidt undrende på hende over det hun sagde.

’’Fortæl mig lige.. Hvornår skyllede du de piller ud?’’ Spurgte jeg hende undrende og kiggede afventende på hende.

’’For nogen dage siden..’’ Svarede Maddie stille og vente blikket væk fra mig imens jeg spilede øjnene kort op.

’’Du har ikke taget pillerne i flere dage?!.. Maddie, hvad tænker du på, hva!. Du kan ikke bare stoppe med at tage dem fra den ene dag til den anden!’’ Udbrød jeg frustreret og kiggede skarpt på hende.

’’Det var jeg nød til, Justin!.. Jeg kunne ikke klare de piller der. Jeg lovede dig at give det et forsøg, og det har jeg gjort nu.. Jeg kunne ikke mærke mine følelser eller mig selv mere!. Jeg følte mig ikke som et menneske!. Jeg følte ingenting!. Kun tomhed!. Og det gør jeg stadig en lille smule selvom jeg ikke har taget pillerne i nogen dage.. Du kender mig, Justin.. Du ved, at jeg har følelserne med i de ting jeg gør og jeg føler med folk i hverdagen.. Da jeg hørte dine sange tidligere følte jeg ingenting. Når jeg tænker på folks ulykke er jeg ligeglad!.. Da jeg kyssede dig før, mærkede jeg ingenting!.. Og det er kun pga de piller!.. Jeg har ikke lyst til ikke at kunne mærke mine følelser for dig, hvis jeg kysser dig!. Jeg har ikke lyst til ikke at kunne mærke dine sange og ikke blive rørt af dem!. Jeg vil ikke være iskold og ligeglad med alt og alle i hverdagen!.. Det kan jeg ikke holde ud og jeg bryder mig slet ikke om at være sådan!’’ Sagde Maddie grædende og frustreret og fik mig hurtigt til at gnide mig selv i ansigtet med begge hænder imens jeg tog en dyb indånding og pustede tungt ud imens jeg igen fjernede hænderne.

’’Så skal du jo bare have nogen andre slags piller..’’ Svarede jeg hende og kiggede hen på hende og bemærkede hurtigt, at hun kneb øjnene sammen og hulkede svagt imens hun tog hænderne op til ansigtet og gemte sit ansigt.

’’Jeg ringer til lægen. Så kan du fortælle ham det du lige har fortalt mig, så han kan bedømme hvilke piller du så skal have’’ Sagde jeg kort og vendte mig imod havedøren imens jeg stak hånden i lommen for at trække min mobil op.

’’Nej, Justin!.. Du må ikke ringe til lægen!’’ Lød det fra Maddie som straks fik mig til at kigge bagud eftersom, at jeg kunne høre på de små lyde og hendes tone i stemmen, at hun rejste sig op.. Og ganske rigtigt. Lige som jeg vendte mig om, så jeg hvordan hun kom grædende og meget hurtigt imod mig med et pleasende blik.

’’Du er syg, Maddie.. Du har brug for sådan nogen piller!’’ Sagde jeg bestemt imens jeg vendte mig helt om imod hende, så vi stod lige foran hinanden.

’’Please, Justin.. Du må ikke bede mig om det her!. Vil du ikke nok lade vær?’’ Pleasede Maddie mig grædende og gjorde det virkelig svært for mig at være bestemt eftersom, at jeg ikke kunne holde ud at se hende græde..

’’Nej, Maddie!. Du har brug for medicin, hvis du skal blive rask!’’ Sagde jeg bestemt og trådte virkelig i karakter og prøvede at lukke hendes gråd totalt ud.

’’Nej, Justin..’’ Hulkede hun og voldsomt og stillede sig helt op af mig og lagde sine hænder på siderne af min hals.

’’Justin, jeg lover dig.. Jeg gør alt hvad du siger, hvis.. Hvis bare du lader mig klare det her uden de piller.. Jeg kan bedre komme igennem det her, hvis jeg ikke får dem.. Jeg lover det!..’’ Pleasede hun mig og lød nærmest desperat imens hun kiggede mig i øjnene og græd og hulkede videre og havde virkelig svært ved at få luft.

’’Hvis du virkelig elsker mig, så lytter du på mig nu!.. Du må ikke gøre det her imod mig.. Stol nu på mig.. Vil du ikke nok være sød.. At lytte til mig, bare denne her ene gang.. Så behøver du aldrig lytte på hvad jeg siger mere.. Du kan gøre lige hvad du vil.. Og jeg mener det.. Lige hvad du vil!.. Du må bare ikke tvinge mig til at tage de piller.. For de gør det hele meget værre for mig..’’ Hulkede Maddie pleasende videre imens tårerne bare strømmede ud af øjnene på hende og ned af hendes kinder i pendulfart!.

’’Maddie, stop nu’’ Sukkede jeg opgivende og kiggede lidt væk fra hende, da jeg havde virkelig svært ved at kigge hende i øjnene.

’’Please.. Please.. Please, Justin!’’ Hulkede hun imens hun omfavnede mig om ryggen og pressede sin kind imod mit bryst.

’’Jeg gør alt hvad du siger, hvis bare du ikke tvinger mig til at tage de piller igen..’’ Blev hun ved og fik mig til at sukke opgivende.

’’Stop så!..’’ Sagde jeg lettere bestemt og kiggede ned på hende, hvilket hun tydeligvis kunne mærke, da hun kort efter vendte blikket op på mig, så vores ansigter var tætte.

’’Please’’ Hviskede hun meget stille og pivende og blinkede kort med øjnene, så flere tårer gled ned af hendes kinder, hvilket fik mig til at knibe øjnene sammen og kort vende ansigtet væk fra hende.

Jeg mærkede hendes læber presse sig imod min kind, og det fik mig til at åbne øjnene svagt og puste tungt ud, så min krop automatisk blev mere slap og opgivende. Jeg sukkede tungt og lagde armene om hendes nakke og drejede hovedet lidt, så hun slap min kind og vi fik øjenkontakt.

’’Okay. Jeg giver mig. Jeg ringer ikke til lægen.. Men hvis jeg bedømmer, at det går endnu værre for dig eller fanger dig midt i noget, som kan skade dig, så tager du de piller igen.. Forstår vi hinanden?’’ Forklarede jeg og afsluttede med et seriøst spørgsmål og kiggede seriøst på hende.

Maddie nikkede svagt og tog en dyb og lettet indånding imens hun fjernede sine arme om min ryg og trak mine arme væk fra hendes nakke. Dog kun så hun kunne lægge sine arme om min nakke og presse mit ansigt helt ned til hendes så hun kunne placere sine læber på mine. Jeg tog straks imod hendes kys og smed i det samme mine arme om ryggen på hende og trykkede hende helt ind til mig.

’’Jeg elsker dig, Justin!. Tak!’’ Hviskede hun hulkende imellem vores kys og kyssede mig derefter igen. Hun udviklede det til et dejligt snav, som jeg straks tog imod.. 1 chance!. Og kun 1 chance fik hun til at vise mig, at hun kunne klare det uden de skide piller!. 

________________________________________________________

Ja, så kom der lige et ekstra kapitel igen idag :) Som tak til alle jer som har været så vanvittig dejlige at gå ind og stemme på mig til diverse awards <3 Det har virkelig varmet at se <3 I aner ikke hvor meget det betyder for at mig, når i gør sådan noget for mig helt frivilligt <3 

Så meget kærlighed herfra! <3 <3 <3 

#MuchLove <3

Møs I Fucking Face :*

Fortsættelse Følger Imorgen ;) 

-NetteC :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...