Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

231Likes
1128Kommentarer
307199Visninger
AA

38. Splittet.. Men I Tvivl?..

 

                   Location: Onkel Davids Gård, Nashville, Tennessee. Dato: Torsdag d. 7. April 2022, Kl. 14.43.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

’’Babe, er du der?..’’

Jeg kunne slet ikke få et eneste ord ud af min mund, og hvis jeg prøvede, så ville det kun være hyl og gråd der kom ud.. Og det ønskede jeg ikke, at Justin skulle høre lige nu.. Så derfor tog jeg valget og lod min hånd, som holdte telefonen glide roligt væk fra mit øre imens jeg vendte blikket ned og trykkede på læg-på knappen på telefonen, så jeg afbrød opkaldet imens de første tårer gled ud af mine øjne og faldt ned på spisebordet..

’’Maddie, hvad er der?’’ Spurgte min onkel roligt ved siden af mig imens han lagde en hånd på min ryg og nussede den blidt i cirkulere bevægelser og min mobil begyndte at ringe igen.

Jeg svarede med et hulk og lod min ringende Iphone falde ud af min hånd på bordet og tog mig så til ansigtet med begge hænder og lod alt min gråd komme ud.  

’’Musse?.. Hvad sker der dog?’’ Spurgte min onkel imens han hurtigt trak mig ind til ham og omfavnede mig i et stort knus imens min Iphone brummede løs på bordet og jeg fortsat holdte mine hænder op foran mit ansigt trods det, at siden af mit hoved blev trykket ind på min onkels bryst.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke følte mig lettet over det Justin fortalte mig i telefonen, og det var helt sikkert også derfor, at jeg græd.. Men samtidig havde jeg virkelig svært ved at tro på det. Jeg kunne ikke rigtig forklare det, men.. Jeg havde virkelig en mavefornemmelse der sagde, at det var løgn.

Jeg kendte Justin og i det sidste stykke tid havde han været temmelig opsat på at få mig hjem, så min mavefornemmelse sagde mig, at der var noget som ikke var som det skulle være.. For mig virkede det ret opsat og knap så sandsynligt, at Hailey skulle have aborteret.. Okay, det kunne selvfølgelig godt ske for nogen, men Hailey var efterhånden virkelig langt henne, efter hvad jeg kunne regne ud, og der var det ikke så normalt at abortere som det ville være i starten af en graviditet.. Og hvis det så var rigtigt, at hun havde aborteret, så tvivlede jeg på, at det var sket helt af sig selv..

Efter Justins uhyggelige måde at fastholde hvad han havde tænkt sig at gøre for at den baby ikke kom til at eksistere, så havde jeg utrolig svært ved, at han ikke havde noget med det at gøre.. Tænk hvis han havde brugt Em som dække over det.. Tænk hvis både Chris, Ryan, Em og Justin havde siddet og aftalt hvad de skulle sige til mig, da de alle kendte mig og vidste, at selvom jeg ikke kunne fordrage Hailey og ikke kunne holde tanken ud om, at hun var gravid med Justins barn, så ville jeg nok stadig se på Justin på en helt anden måde, hvis han valgte at gøre som han hele tiden havde været så besluttet på at gøre..

Men hvad nu hvis det var rigtigt?.. Hvad nu hvis hun virkelig havde aborteret og Em virkelig havde set papirerne?.. Ja, så var jeg jo utrolig lettet, men samtidig også ked af det på Haileys vegne... Ja, hvor underligt det så end lød, så havde jeg virkelig ondt af hende. Ingen fortjente at lide den smerte, og jeg havde allerede set min bedste veninde abortere og det var bestemt ikke sjovt for hverken hende, Chris eller os andre i deres omgangskreds.. I min verden var det noget af det værste der kunne ske for en pige..

Jeg var virkelig splittet!.. Skulle jeg tro på det Justin så hurtigt havde sagt?.. Eller skulle jeg stole på min fornemmelse om, at det var løgn?.. Uanset hvad, så ville jeg nok fortsætte med at være splittet, da det gav mig et argument mindre overfor Justin for at blive her.. Men samtidig var jeg heller ikke i tvivl, for jeg havde besluttet mig.. Jeg ville bo her i Nashville!.. Nu manglede jeg bare et af mine argumenter, og jeg vidste, at Justin ville blive pænt sur, hvis jeg fandt nye argumenter for hver gang han fik løst et af mine issues som jeg hele tiden brugte som argument for at blive her..

’’Pusser?.. Fortæl mig hvad der sker..’’ Lød det stille fra min onkel som gav mig en masse tryghed ved at sidde og holde om mig og trøste mig, hvilket også fik mig til at hulke og græde lidt mindre end jeg ellers startede ud med at høre.

Jeg tog en dyb indånding og trak mig ud af min onkels greb og vendte mit grædende blik op på ham.

’’Det var Justin.. Han siger, at Em har fundet Hailey, som mistede barnet for 14 dage siden’’ Sagde jeg stille og smågrædende imens jeg tørrede mine kinder fri fra tårer.

’’Jamen.. Hvorfor græder du så?.. Du var jo helt knust over, at Justin skulle have et...’’

’’Du behøver ikke sige det, onkel.. Jeg ved det godt.. Jeg græder fordi.. Fordi, at jeg faktisk er lettet, men... Jeg har bare virkelig svært ved at tro på det..’’ Afbrød jeg ham og snøftede svagt.

’’Hvorfor skulle han sige det, hvis det ikke var rigtigt?’’ Spurgte min onkel roligt og kiggede spørgende på mig.

’’Fordi jeg kender Justin, og lige nu gør han alt for, at jeg skal komme hjem igen, så hvis han tænker, at det ville ændre en masse ting at sige, at Hailey havde mistet det barn, som jo er hans, så ville det få mig til at komme hjem med troen om, at han ikke pludselig blev far til hendes barn på et tidspunkt... Forstår du hvad jeg mener?’’ Spurgte jeg ham og fik et roligt nik fra min onkel imens han tog en dyb indånding.

’’Jeg forstår.. Men det tror jeg nu ikke er tilfældet, min skat.. Jeg tror, at han tænker længere end det og tænker, at hvis du kom hjem efter han havde sagt det, og han så pludselig fik af vide, at han var blevet far, så ville du også finde ud af det og så ville i bare stå samme sted som i gør nu..’’ Forklarede min onkel helt roligt, så jeg tog en dyb indånding og tørrede min kind en ekstra gang imens jeg lænede mig tilbage på stolen, så jeg sad op af ryglænet.

’’Jeg forstår godt, at du har svært ved at finde tilliden til ham efter hvad der er sket imellem jer.. Men tror du ikke, at det er på tide, at du åbner lidt op og vælger at stole lidt på ham?. Han vil tydeligvis gøre alt for at få dig hjem igen’’ Fortsatte min onkel og fik mig til at nikke svagt.

’’Men min plan er jo ikke at komme hjem igen..’’ Sagde jeg stille og vendte blikket over på min onkel.

’’Måske du så snart skulle finde tidspunktet at sige det på.. Før det er for sent.. Husk på, at du også har sat Clara igang med den pressemeddelelse som Justin nok også gerne vil have af vide fra dig og ikke finde ud af igennem et sladderblad..’’ Sagde min onkel og fik mig til at gnide mig selv i hovedet med begge hænder, da jeg godt kunne mærke, at alt bare begyndte at forvirre og stresse mig.

’’Jaja... Jeg ved det godt.. Men som jeg sagde før, så har jeg ikke tænkt længere end hertil.. Jeg ved ikke engang hvor jeg og ungerne skal bo indtil huset er blevet renoveret færdigt og gjort klar til at flytte ind i’’ Svarede jeg frustreret og kunne godt høre og mærke på mig selv, at jeg lige nu trådte totalt vande og bare prøvede at gøre det hele meget sværere at finde ud af, så jeg kunne få lidt mere tid til at finde det helt rigtige tidspunkt at sige tingene til Justin på..

’’Hold da op, Maddie.. I bor da bare her. Det er intet problem’’ Svarede min onkel med et ansigtsudtryk som viste, at det slet ikke var noget problem for ham, at vi boede her.. Jeg vidste godt, at jeg og ungerne altid var velkomne, men nu havde vi boet her i ret lang tid efterhånden og jeg havde boet i mine egne huse i virkelig mange år, så jeg kunne godt mærke, at det der med at bo hos min onkel, det var... Det var hyggeligt, men.. Jeg havde sådan brug for at bo i mit eget.. Et sted, hvor hverken jeg eller ungerne var i vejen.. Okay, det vidste jeg jo godt, at vi ikke var her, men min onkel arbejdede så meget og tit fik jeg ham til at passe Liam og Mikayla for mig, hvis jeg lige skulle noget.. Det kunne bare ikke fortsætte sådan her..

’’Det er sødt af dig, onkel, men du har selv en masse arbejde at lave. Imens jeg har boet her har du været babysitter virkelig tit.. Og jeg kan godt mærke, at jeg snart at brug for mit eget til mig og ungerne..’’ Svarede jeg roligt og snøftede svagt imens jeg kiggede på min onkel som nikkede forstående.

’’Jeg forstår.. Men så har jeg muligvis løsningen på dit problem’’ Sagde min onkel med et lille svagt smil på læben.

’’Hvad er den så?’’ Spurgte jeg lettere overrasket og løftede svagt mine øjenbryn og kiggede roligt, men afventende på ham.

’’I kunne flytte ned på mit feriested?. Det er jo lukket frem til Juni, så i kunne have det hele for jer selv og gøre hvad i ville’’ Forslog min onkel med et roligt smil og fik også mig til at smile svagt imens jeg udstødte en lille grinende lyd, hvilket fik min onkel til at smile endnu mere.

’’Måske’’ Svarede jeg med et roligt smil og vendte blikket ned på min mobil, da jeg fik en SMS, som jeg hurtigt kunne se var fra Justin..

’’Du har jo massere af tid at tænke i, og indtil du har besluttet dig, så er i velkomne til at blive her så længe i vil.. Husk på det, min skat’’ Sagde min onkel roligt og kærligt og rejste sig op fra stolen og gav mig et kort kys i håret efter hans ord.

’’Tak, onkel’’ Sagde jeg roligt imens jeg greb min mobil på bordet og holdte blikket på skærmen.

’’Jeg går lige ind og arbejder lidt. Du skal endelig bare komme ind, hvis du har brug for at snakke mere’’ Sagde min onkel videre bag mig imens hans stemme blev fjernere og fjernere, hvilket jeg hurtigt regnede ud var fordi, at han bevægede sig over imod udgangen af køkkenet.

’’Det skal jeg nok’’ Svarede jeg ham kort og åbnede beskeden fra Justin ved at slide min finger henover beskeden og derefter taste min kode.

’’Godmorgen, prinsesse.. Er man endelig vågnet fra skønhedssøvnen?’’ Lød det bag mig fra min onkel, hvilket hurtigt fik mig til at kigge mig over skulderen, hvor jeg så min onkel stå i døråbningen og kigge efter Mikayla, som kom gående hen imod mig med et meget træt blik, med hendes lyserøde pyjamas med bamser på, hendes sut i munden og hendes sutteklud med sig i hånden.

’’Hey, pusling’’ Sagde jeg roligt og kærligt til hende imens jeg rykkede mig lidt ud fra bordet og hun stoppede op ved mig og rakte armene op imod mig som tegn på, at hun ville op til mig og sidde.

’’Har du sovet godt?’’ Spurgte jeg hende kærligt imens jeg tog fat under hendes arme og løftede hende op at sidde på skødet af mig, hvor hun straks lænede hovedet op af min skulder og puttede sig træt ind til mig. Ja, efter en 2 timers lang middagslur på sofaen inde i stuen, så var man måske stadig lidt træt når man vågnede.

Jeg kyssede blidt Mikayla på panden og holdte om hende med min ene arm imens jeg vendte blikket tilbage på min mobil, som var kommet ind i Justins besked, som var klar til at blive læst.

’’Justin: Hvad sker der, Maddie?..’’

Allerede nu fik jeg en kæmpe knude i maven.. Hvad skulle jeg svare?.. At jeg lagde på fordi jeg begyndte at græde?.. Ej, det skulle jeg bare forklare.. Måske jeg bare skulle lade vær med at svare så?.. Ej, det ville måske gøre ham sur.. Eller, ikke måske.. Han ville blive sur eftersom, at han hadede når jeg ikke tog telefonen eller ikke svarede ham..

’’Maddie: Den der må jeg lige have lov til at synke..’’

Jeg trykkede på send og skar lidt en tøvende grimasse i ansigtet selvom det godt nok var for sent at sende den nu hvor jeg havde trykket ’’send’’.. Men jeg kunne virkelig godt se, at det ikke ligefrem var det bedste svar jeg kunne komme med, og nok ikke et svar som Justin ikke lige havde forventet.. Nu håbede jeg bare, at han ville respektere det og lige lade mig tænke mig om, så jeg kunne tænke over alt det som jeg egentlig havde at forklare ham... Måske jeg skulle ringe til Noah?.. Han var altid så god at tale med, netop fordi, at han ikke kendte nogen i LA eller nogen i min omgangskreds og derfor ikke havde nogen forudfattede meninger om hvad jeg skulle stille op..

________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...