Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

230Likes
1128Kommentarer
300199Visninger
AA

8. Skyldfølelse..

 

                               Location: Huset, Beverly Hills. Dato: Onsdag d. 15. December 2021, Kl. 10.05.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Jeg snøftede svagt og tørrede min kind fri fra tårer med min ledige hånd, da Justin sad og holdte min anden hånd og nussede den på håndryggen..

Alle hans ord.. Alt den skyld han tog på sig.. Alle de følsomme emner han bragte på banen imens han forklarede mig alt.. Og jeg mener virkelig alt!. Alt lige fra hvad Em råbte af ham igår aftes til hvad han følte i de situationer, hvor han, efter hans egen mening, havde taget mig forgivet og slet ikke havde set alle mine signaler.. Det var slet ikke til at holde ud at høre på..

For det første fordi han sad åbent og ærligt og sagde, at han havde taget mig forgivet, ikke stolet på mig, bare havde været ligeglad, ikke havde værdsat mig, og ikke havde set, at jeg kun ville hjælpe ham i alle situationerne som han nævne.. Det gjorde sku lidt ondt at høre, trods det, at det også var det jeg følte dengang.. Men det var bare noget andet at få det bekræftet af ham selv.. Og samtidig fik jeg også virkelig meget skyldfølelse i kroppen, for.. Det var jo ikke rigtigt.. Det var ikke det der havde knækket mig.. Jeg vidste ikke helt præcist hvad det var, men.. Det var jo så længe siden, alt det han sad og snakkede om nu.. Det var jeg jo kommet over, så det var slet ikke grunden til alt det her.. Hvis jeg spurgte mig selv, så var det fordi, at Justin og jeg var gået fra hinanden og fordi, at han skulle have et barn med en anden.. Endda min ex-veninde..

’’Du må ikke bebrejde dig selv noget, Maddie.. Det er min skyld og jeg tager gerne alt skylden for det her, for det er virkelig mig der har fucket dig op.. Du har ikke bestilt andet end at finde dig i alt muligt pis og lort fra min side af og hjælpe mig i hoved og røv.. Jeg har bare siddet og troet, at du ville ændre mig til en jeg ikke var’’ Sagde Justin temmelig trist og nussede fortsat min hånd som han havde fat i med begge hænder imens han sad lænet over imod mig fra det andet biografsæde som han sad i lige ved siden af mig.

’’Hvis det ikke er for sent, så... Undskyld, babe.. Undskyld, at jeg har været sådan en fuckt up nar som ikke har sat en skid pris på alt det du har gjort for mig’’ Fortsatte Justin stille og trak min hånd op til hans mund og kyssede mine nederste dele af mine 3 midterste fingre.

’’Og så har jeg tænkt på, at...’’ Startede han, men stoppede hurtigt sig selv ved at tage en dyb indånding.

’’Hvis du virkelig gerne vil skilles, så.. Så er det fint med mig.. Så bliver vi bare skilt.. Men jeg håber, at vi stadig kan ses og... Ja, det er virkelig underligt at sige det her, men.. Hvis du vil, så vil jeg stadig virkelig gerne være din ven’’ Fortsatte Justin stille og virkede som en der talte direkte fra hjertet imens jeg bare sad tilbagelænet op af ryglænet og havde trukket mine bukkede ben helt ind til kroppen, hvor jeg bare sad med blikket nedad.

Jeg nikkede svagt som svar og snøftede kort, hvorefter jeg vendte blikket op på ham og så hans triste blik på mig.

’’Jeg vil ikke have, at du tror, at det her er din skyld, Justin.. For det er det ikke.. Det er min egen skyld’’ Sagde jeg stille uden at tage blikket fra ham.

’’Har du slet ikke hørt et ord af hvad jeg har sagt?.. Det er ikke din skyld, forhelved.. Du har gjort det bedste du kunne for mig og alle de andre.. Jeg har bare været egoistisk og kun set alt det du har gjort som noget du kun gjorde fordi det kunne komme dig til gode i sidste ende’’ Svarede Justin hurtigt og ret seriøst imens han kiggede mig i øjnene.

’’Alt det du har sagt nu.. Det er sikkert rigtigt nok, og ærligt, så.. Ja, så gør det virkelig ondt at høre, at du ikke har stolet på mig overhovedet.. Men det betyder ikke, at det er din skyld.. Det er min egen skyld, Justin.. Det var mig der pressede på med alt det med musikken til at starte med. Det var mig der fik booket dig til så mange ting i løbet af din turné, så du blev presset alt for meget.. Hvis jeg ikke havde presset dig så meget, så var det jo aldrig endt med at du faldt tilbage på stofferne, som du sagde hjalp dig til at klare presset og få dig ovenpå.. Jeg begyndte at se igennem mennesket og tænkte, at du bare skulle bookes til så meget som muligt, så du kunne blive set så meget som muligt og derved øge chancerne for at tjene flere penge.. Jeg tænkte slet ikke på at spørge dig om det var for meget. Jeg kastede dig bare ud i det og så pressede jeg dig til at gennemføre selvom der var ufattelig mange tegn på, at det var alt for meget.. Fejlen er min, og det kan intet af det du siger ændre på’’ Forklarede jeg med en stille tone og snøftede lidt indimellem.

’’Men det jeg siger skal ændre på den mening der, Maddie!’’ Sagde Justin og lød nærmest desperat for at få mig til at sige, at han havde ret.. Men den fornøjelse fik han ikke.. For jeg nægtede at give ham skylden for noget der tydeligt var min skyld!.

’’Men det kan det ikke, Justin.. Og jeg har egentlig heller ikke lyst til at snakke mere om det nu, for det gør mig bare ked af det, når du siger alle de ting og tror, at det er det der er skyld i a..’’ Sagde jeg og ville egentlig gerne sige en smule mere, men min mobil afbrød mig, da den begyndte at brumme på den sofa-biografstol jeg sad i nede i husets biograf.

Jeg vendte kort blikket ned på skærmen og så, at det igen var min mor der ringede.. Hun havde efterhånden ringet 20 gange, bare idag, men ingen af gangene havde jeg taget den eftersom jeg ikke havde lyst til at tale med nogen.. Ja, ikke engang den her samtale jeg havde haft med Justin, havde jeg orket, men jeg følte ikke, at jeg rigtig havde noget valg.. Heldigvis var det mest ham der snakkede og mig der lyttede. Det var faktisk kun her til sidst, hvor jeg sådan rigtig sagde noget og meget kort modsagde alt den skyld han påtog sig.

’’Skal du ikke tage den?’’ Spurgte Justin og fik min opmærksomhed. Jeg rystede svagt på hovedet, hvilket han tydeligt så, og fik ham til at kigge ned på min mobil og gribe fat i den.

’’Det er din mor’’ Sagde han og kiggede over på mig igen imens han sad med min mobil som ringede derudaf.

’’Ja, men jeg har slet ikke overskud til at tale med hende lige nu’’ Svarede jeg stille og tog min hånd til mig fra Justins og gned mig i hovedet med begge hænder et kort øjeblik imens jeg hørte, at Justin tog en dyb indånding.

Jeg vendte blikket over på ham igen og blev kort ret overrasket, da jeg så ham tage min mobil op til øret.

’’Karin?.. Ja, det er mig.. Hey.. Tjo, det går stille og roligt, hvad med dig?...’’ Sagde Justin afslappet i mobilen til min mor.. Okay, måske løj han lidt angående, at det ’’gik stille og roligt’’.. Men hvad skulle han ellers sige?..

Sidste gang jeg rigtig talte med min mor fortalte jeg hende, at Justin og jeg var ved at finde sammen igen efter at have været gået fra hinanden.. Heldigvis vidste hverken hende eller min far den egentlige grund på hvorfor at vi til at starte med var gået fra hinanden.. Desværre kunne vi ikke skjule, at vi var gået fra hinanden eftersom pressen havde fået billeder af os ved bla. statsforvaltningen, hvilket min mor og far selvfølgelig havde set i bladene.. Fucking lorte-paps altså!. Kunne de ikke bare.. Bare skride af helvedes til og lade mig, Justin og alle de andre være i fred?.. Helt ærligt, så var jeg virkelig træt af dem og det var bla. også deres skyld, at jeg valgte at holde mig indenfor.. Indenfor hvor jeg kunne gemme mig væk!. Væk fra alting!.

’’Okay... Maddie?.. Øhm, hun er lige på wc.. Nå?.. Okay?.. Nå ja, men det er der jo ikke noget at gøre ved så.. Nej, nej, det er helt okay.. Jaja.. Ej, men den skal jeg nok tage med hende.. Ja, hun er nemlig forstående.. Præcis.. Ja okay.. Det skal jeg nok.. Godt.. Okay, vi snakkes ved, Karin.. Okay.. Hey’’

Jeg vendte roligt blikket imod Justin som havde fået talt færdig i telefonen og fik lagt på og smidt min mobil over på min sofa-stol igen imens han vendte blikket op på mig.

’’Din mor siger, at hende og din far tager til Hawaii og holder jul med nogen af deres venner som også har et hus dernede, så de kommer ikke her og holder jul i år’’ Forklarede Justin mig og fik mig til at nikke svagt imens jeg fik en.. Ja, ærligt, så fik jeg en ret lettet følelse over det.. Så skulle jeg ikke tænkte på at skulle finde en god grund til at aflyse med dem..

’’Men angående jul, så tror jeg at Liam regner med, at vi skal ud og købe julegaver sammen som vi plejer’’ Sagde Justin roligt og holdte sit blik på mig. Jeg lukkede hurtigt øjnene og vendte hovedet den anden vej imens jeg gned mig lidt i hovedet og mærkede en voldsom knude i min mave.. Det havde jeg helt svedt det ud, og nu hvor jeg blev mindet om det, så kunne jeg bare mærke, hvor lidt overskud jeg havde til at gøre det.. Ja, vi plejede jo at tage ud og købe julegaver sammen og dele os op, så Liam skiftevis gik med mig og bagefter Justin, så vi alle kunne købe gaver til hinanden uden at dem gaverne var til, så det.. Men tanken om det gav mig virkelig en dårlig følelse i kroppen.

’’Er det ikke noget du kan klare med de andre?’’ Spurgte jeg stille Justin imens jeg vendte blikket ned i skødet på mig selv.

’’Maddie, forhelved.. Liam regner med at det er som det plejer at være’’ Svarede Justin lettere opgivende.

’’Ja, men.. Så må vi lære ham at tingene ikke altid kan være som de plejer.. Desuden så snakkede jeg med Em igår da hun var her og vi blev enige om, at i holder jul hjemme ved dem istedet for her’’ Forklarede jeg stille uden at kigge op på ham.

’’Hvorfor nu det?. Vi plejer sku da at holde det her’’ Svarede Justin hurtigt og lettere uforstående.

’’Ja, men.. Årg, Justin.. Jeg har virkelig ikke overskud til alt det der julehejs.. Jeg har slet ikke lyst til at holde jul og det vil jeg ikke have, at Liam skal lægge mærke til, så derfor sagde jeg til Em igår, at i holder jul hjemme ved dem.. Og så bliver jeg herhjemme’’ Sagde jeg virkelig opgivende og med intet overskud i stemmen.

’’Tror du ikke, at han vil lægge mærke til, at hans mor ikke er der juleaften?.. Og julemorgen?’’ Spurgte Justin mig undrende og fik mig bare til at sukke tungt og derefter synke en klump i halsen.

’’Er du klar over hvor skuffet han vil blive, når jeg fortæller ham, at vi skal holde jul uden dig?’’ Fortsatte han og gav mig et virkelig dårligt sug i maven imens en masse skyldfølelse skyllede indover min krop.

’’Er du overhovedet klar over hvor meget han savner dig?.. Hvor meget Mikayla savner dig?. Tror du ikke godt, at de kan mærke, at de ikke ser dig og at der er noget galt?’’ Spurgte Justin mig og startede meget hurtigt afløbet til mine tårer som kæmpede sig frem i mine øjne og ned af mine kinder, hvilket fik mig til at hulke.

’’Hold op, Justin’’ Hulkede jeg svagt og gemte mit ansigt ned i mine hænder.

’’Nej jeg vil sku ej, Maddie.. Jeg har kendt dig i mange år nu, og i alle de år har du ikke sagt andet end at det sidste du vil er at svigte dine børn!.. Men det er jeg ret sikker på, at du kommer til nu, når du melder fra juleaften’’ Sagde Justin en smule bestemt og lød ret ærlig i tonen.

’’Tror du det er sjovt for mig at skulle gøre det?.. Jeg savner dem hvert eneste sekund, men.. Du forstår det ikke, Justin.. Jeg kan ikke være en god mor overfor dem, når jeg har det sådan her.. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det’’ Hulkede jeg imens jeg kiggede på Justin og kæmpede med at holde tårerne inde.

’’Det ved jeg... Psykiateren og lægen sagde jo at antidepressiver kunne hjælpe dig til at komme ovenpå’’ Svarede Justin og fik mig hurtigt til at ryste på hovedet.

’’Jeg vil ikke have medicin til psyken, Justin.. Jeg er ikke syg i hovedet’’ Hulkede jeg kort og snøftede svagt.

’’Jo og nej.. Nej, du er ikke syg i hovedet, som en slags psykopat.. Men du er psykisk syg pga den depression og derfor vil det hjælpe dig, hvis du tager de piller.. Tænk dog på dine børn, forhelved.. De savner deres mor. De savner i det hele taget bare at se hende.. De er ikke vant til ikke at se, høre eller tale med dig i flere dage, og de kan godt mærke, at du er meget langt væk fra dem lige nu’’ Forklarede Justin roligt, men ret seriøst, hvilket han kun gjorde, når han ville have mig til at indse, at han havde ret.. Det havde han jo også, men.. Tanken om at skulle tage medicin for psyken.. Det.. Nej, det kunne jeg virkelig ikke!..

Jeg havde hørt hvordan sådan nogen piller virkede.. Lidt falsk glæde og så en afhængighed af dem, så de blev meget svære at slippe igen, og hvis man slap dem for hurtigt og for tidligt, så kunne man ende tilbage hvor man startede, og det nægtede jeg virkelig!. Hvis jeg virkelig skulle ud af det her, så skulle det være på en anden måde.. Jeg skulle klare det selv!.. Men det nåede jeg desværre nok ikke før juleaften..

Men Justin ramte virkelig et ømt punkt ved at bruge ungerne imod mig. Ligesom jeg nogengange havde brugt ungerne imod ham. Dog var han bare flippet skråt på mig over det, da han slet ikke kunne tage det der med at ungerne skulle bruges til at få åbnet øjnene.. Men det var bare det der normalt virkede, for de var jo det allervigtigste.. For os begge 2.. Men hvorfor var det så ikke nok?.. Hvorfor fik dét mig så ikke engang til at overveje lykkepiller?..

’’Du savner jo også dem, forhelved’’ Sagde Justin stille efter en kort stilhed, hvor jeg bare sad og tænkte, snøftede og græd svagt.

’’Ja, jeg savner dem hvert sekund, men hvilket billede ville de ikke få af mig, hvis jeg dukkede op helt ødelagt og knust og bare sad og tudede dem op i hovedet?..’’ Svarede jeg og snøftede svagt imens jeg tørrede mine kinder fri fra tårer.

’’Du ville ikke dukke op sådan, hvis du tog de piller der’’ Svarede Justin roligt og holdte sit blik på mig imens jeg vendte blikket over på ham og kiggede ham i øjnene.

’’Vi allesammen savner dig, Maddie.. Indse nu, at det er det rigtige at gøre’’ Sagde Justin stille imens han blidt greb fat om min hånd og begyndte at nusse den uden at bryde vores øjenkontakt.

’’Så er det du vil have?.. Du vil have mig til at fremstå som en psykisk syg, når jeg går til lægen og beder om en recept på lykkepiller som jeg derefter går ned og henter på apoteket imens en masse paps følger efter mig og derefter går ind og bestikker medarbejderne derinde til at sige, hvad jeg har været nede og hente, så de kan udstille mig i bladene og få det skrevet sådan, at din ekskone er blevet psykisk syg og totalt ustabil?’’ Spurgte jeg ham stille og snøftede svagt imens Justin sukkede tungt med lukkede øjne og rystede lidt på hovedet.

’’Maddie, stop nu.. Jeg vil bare have, at du skal have det bedre.. Om jeg så skal sende nogen ned og hente dem for dig eller bede lægen om at komme herhjem med dem helt diskret.. Det giver ikke nogen mening for mig, at du bare skal sidde herhjemme og pine dig selv og tage mere og mere afstand for alt omkring dig.. Det ligner slet ikke dig, og ærligt, så kan jeg sku bedst lide hende som render rundt og gerne vil bestemme, hende som har styr på det hele og ved hvordan alting bør og skal være.. Og ikke mindst, hende der er en fantastisk mor for mine unger og giver dem så meget kærlighed hver eneste dag’’ Sagde Justin med en blid tone og fik på ingen måder stoppet mit gråd med de ord der.. Tværtimod, så blev det bare værre, da de ord han sagde, gjorde ondt!.. Mest det sidste!.

Han havde jo ret når han sagde, at jeg altid havde sagt, at jeg aldrig ville svigte Liam, og efter Mikayla kom til, så selvfølgelig heller ikke hende. Det ramte mig virkelig, når han prikkede til mig med ungerne og sad og sagde, at jeg var en god mor normalt.. Det ville jeg jo så gerne stadig være, men jeg kunne bare ikke være det lige nu, og uden tvivl, så pinte det mig helt grænseløst.. Eller jo. Jeg kunne jo godt være det, men efter hvad jeg kunne forstå på det hele, så krævede det de skide lykkepiller, som jeg selv ikke engang troede på virkede.. Derfor måtte jeg finde på noget andet.. Men hvad?.. Eller måske skulle jeg bare tage dem og så se hvad der skete ved det?.. Eller måske?.. Nej.. Eller jo.. Turde jeg det?... Ej, stop dig selv, Maddie!.. Eller...

Jeg kneb hurtigt øjnene sammen og tog mine hænder op til ansigtet og gned mig hårdt i det i håb om at det ville kunne få mine svævende og frustrerende tanker til at holde op!. De tanker gav mig virkelig stres oven i hovedet og det var slet ikke til at holde ud!.. Men jeg kunne jo godt se det.. Hvis jeg virkelig ville være en god mor overfor ungerne, så måtte jeg jo gøre noget.. Og lige nu overvejede min hjerne flere muligheder.. Muligheder som jeg var virkelig i tvivl om, men som jeg samtidig havde set, rent faktisk virkede hvis man ville have lidt mere overskud.. Det var som at have englen og djævlen siddende på skuldrene, hvor englen mente, at jeg skulle gøre det rigtige og djævlen mente, at jeg skulle tage den nemme udvej.. Eller, nemme og nemme.. Den mindre rigtige udvej.. Men jeg havde jo set, at det virkede på nogen, så hvis det nu også virkede på mig?. Skulle jeg give det et forsøg?. Turde jeg give det et forsøg?!. Det var noget jeg skulle bruge noget tid til at tænke over... Det var bare det at.. Lykkepiller?. Hvad nu hvis det her bare var noget jeg bildte mig ind og jeg så fik det værre ved at tage dem?.

_____________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...