Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

230Likes
1128Kommentarer
296923Visninger
AA

43. Så Forkert!.

 

                       Location: American Musik Awards, Los Angeles. Dato: Fredag d. 29. April 2022, Kl. 22.19.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Yeah i kno-oh-ow that i let you down, is it too late to say sorry now?..’’ Sang jeg imens jeg faldt på knæ på scenegulvet og bukkede nakken forover imens jeg kneb øjnene sammen.

Musikken til Sorry fadede ud imens fans og alle andre i salen jublede og skreg over min første del af min performance. Jeg åbnede øjnene lidt og kiggede ud imod publikum imens jeg ved siden af mig kunne fornemme, at det store sorte piano kom op fra under gulvet igennem en stor lem som netop var blevet åbnet, da jeg faldt på knæ..

Jeg tog en dyb indånding, da den halvkolde regn begyndte at vælte nedover mig og mine dansere forlod scenen i hver deres retning, hvilket var mit stikord til at rejse mig fra gulvet og sætte mig hen til klaveret.

Jeg satte mig roligt ned på klaverbænken og satte min håndholdte mikrofon i det lille stativ ovenpå klaveret og mærkede hurtigt hvordan mit hår blev mere og mere vådt.. Ja okay. Vi havde aftalt regn, men det her var sku temmelig meget synes jeg..

Jeg kiggede ned på de våde tangenter og satte mine fingre klar til at spille 2 sekunder efter.

Min hjerne var fuldstændig tom for ord.. Da jeg startede med at spille kunne jeg dårligt huske hvad jeg skulle synge få sekunder efter. Men det var kun fordi, at mit hoved var fyld op med noget helt andet!..

At skulle sidde og lave en optræden, som jeg faktisk havde dedikeret til Maddie, som havde forladt showet igen for ganske kort tid siden.. Jeg havde aldrig følt sådan her ved en optræden før.. Ikke en eneste puls af adrenalin kom ind i min krop. Det plejede jeg ellers at få hver eneste gang jeg skulle på scenen.. Og det var uanset mit humør før showstart!.

Jeg havde bare aldrig prøvet at være på scenen til et awardsshow uden Maddie.. Hun plejede altid at være til stede.. Og langt de fleste gange stod hun backstage og var den første til at kramme og kysse mig og fortælle mig hvor pisse godt jeg gjorde det.. Men ikke idag.. Idag ville hun ikke stå derude, og bare tanken om det, fik mig til at føle mig helt tom indeni.. Det føltes slet ikke så rigtigt, når hun ikke var der til at følge med..

’’Feeling like I’m breathing my last breath..’’

Min mund bevægede sig og min stemme ramte tonerne.. Men jeg kunne ikke mærke det.. Det føltes som om, at jeg bare var en kopi der skulle sidde og blive styret af menneskerne ude bagved.. Som om, at det ikke var mig der sad her lige nu..

’’Feeling like I’m walking my last steps..

Look at all of these tears I’ve wept..

Look at all the promises that I’ve kept..’’

Jeg fik en kæmpe klump i halsen, da jeg hørte stilheden i salen og så at alle hev deres mobiler frem og tændte for blitzen i deres kameraer som de svajede fra side til side i et roligt tempo..

Normalt ville det havde glædet mig at se, da jeg elskede når det skete, men... Jeg kunne ikke tænke på andre end Maddie.. Ikke efter hvad hun lige havde stået og sagt til mig før hun smuttede igen.. Og specielt denne her sang fik mig kun til at tænke på hende, da den her sang var så dyb og var skrevet direkte til hende!.

Det var som om, at det først nu gik rigtigt op for mig, hvad det egentlig var der var sket.. Jeg havde virkelig mistet hende.. Hun rejste bare hjem og forlod mig her helt alene.. Hun ville bare væk fra det hele.. Og pga min karriere, så derfor også væk fra mig!..

’’I put my heart, into your hands

Here’s my soul to keep..’’

Jeg skulle egentlig havde gået op i en høj tone, da jeg sang ordet ’’to keep’’.. Jeg prøvede også, men istedet fik det min stemme til at knække over, så der ikke kom et eneste ord ud!. Fuck no!.. Ikke nu, Justin!.. Ikke lige her!. Ikke foran alle de mennesker!.

’’I let.. you in.. With all that i can...’’ Stammede jeg ud, så det lød helt forfærdeligt, hvilket kun var med til at gøre det hele meget værre!.

Jeg kunne sku ikke det her!. Hvis hun ikke var her, hvad skulle det her så til for?.. Jeg følte mig slet ikke hjemme herude på scenen, når jeg vidste hvor hun var lige nu.. På vej til lufthavnen for at tage flyet til Nashville!..

’’And you bless me with the best gift.. That I’ve ever known..’’ Sang jeg højt efter at havde taget en dyb indånding og havde sprunget en linje over i sangen.. Jeg var sku nød til at prøve. Jeg kunne ikke hakke mig hele vejen igennem denne her sang!.

Desværre var min dybe indånding ikke nok.. Specielt ikke når jeg skulle synge så meningsfyldt en tekst som alle nok ville vide gik direkte ud til Maddie som havde givet mig.. Ja, netop den bedste gave!.. Det her liv. Denne her karriere.. Men mest.. Mine to dejlige unger.. Som jeg nu også havde mistet!. Fordi de alle havde det meget bedre uden alt det kaos som var omkring os hele tiden pga den her karriere!.

’’You give me purpose.. Yeah, you’ve given me purpose..’’ Sang jeg videre og mærkede hvordan en varm tårer gled ud af mit øje og ned af min kind og mængede sig med regndråberne som væltede nedover mig.. Okay, lige nu var det så en fordel for mig.. Så kunne ingen se, at jeg sad og var ved at tudbrøle!.

’’Thinking my journey’s come to an end..’’ Sang jeg stille og stoppede mig selv i at synge, men fortsatte dog med at spille på klaveret imens jeg kneb øjnene sammen og bukkede hovedet lidt forover, så min mund kom lidt væk fra mikrofonen, hvilket derfor gjorde det sværere for publikum at høre mit lille svage hulk som jeg ikke kunne holde inde mere..

’’Fuck..’’ Mumlede jeg hviskende for mig selv imens jeg mærkede endnu flere tårer glide ud af mine øjne. Fuck det var sku pinligt det her!. Jeg var slet ikke i tvivl om at alle lige nu kunne se, at jeg bare sad og tudede!.. Men hvorfor vidste de ikke, så derfor havde de nok svært ved at forstå det..

Allermest havde jeg bare lyst til at rejse mig op og løbe min vej, men det vidste jeg jo godt, at jeg ikke kunne.. Derfor måtte jeg give det et forsøg mere.. Kom nu, Justin!. Du kan godt!.

Jeg tog en dyb indånding og løftede hovedet, så min mund igen blev rettet imod mikrofonen..

’’Sending out a farewell to my friends, forever peace..’’ Sang jeg videre og kunne godt høre, at det lød helt forfærdeligt!. Min stemme knak konstant og ordene skulle jeg presse ud imens jeg holdte mine hulk og mit gråd tilbage, så jeg dårligt kunne få luft.

’’Ask you to forgive me for my sins, oh would you please?..’’ Sang jeg videre og hulkede derefter, da det igen mindede mig så stærkt om Maddie, at jeg knap nok kunne holde ud at synge de ord.. Hvorfor skulle hun også stå og sige sådan noget til mig lige inden min optræden!. Jeg kunne kræftedeme ikke holde det ud!.. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det.. Hun havde truffet sit valg!.

’’I’m more than grateful for the time we spent..’’ Græd jeg hulkene ind i mikrofonen og kneb øjnene sammen, da jeg godt kunne høre, at det nok ville være bedst for alle, hvis jeg bare stoppede her, for det her kom der sku ikke noget godt ud af.. Jeg kunne ikke synge de her ord nu!. Det var bare for meget.. Og så forkert, når hun ikke engang var til stede... Og den sidste sætning jeg lige sang.. Jeg kunne ikke se hvorfor jeg skulle synge om en tid vi havde haft sammen, når alt jeg ville var at være sammen med hende!. Jeg vidste, at det var slut, men nej!. Det måtte det ikke være!.

’’..And you’ve given me the best gift!.. That I’ve ever known..’’ Fortsatte jeg og lagde mine sidste kræfter i ordene imens jeg vidste, at jeg havde sprunget en del over i sangen.. Men jeg kunne ikke mere. Tårerne væltede ned, stemmen knak.. Det var helt forfærdeligt og det skulle bare stoppe nu!. Jeg ville ikke det her!.

’’You give me purpose.. Everyday!.. YOU give me purpose.. In every way..’’ Sang jeg kraftigt og lagde tryk på nogen af ordene for at skjule de hulk som konstant ville ud af mig.

’’Ohhhh-ohh!.. You are my everything!.. Ohhhh-ohh, you.. Are.. My.. everything..’’ Sang jeg og brød virkelig grædende sammen til sidst og mærkede, at jeg virkelig ikke kunne mere!.

Jeg fjernede hurtigt munden fra mikrofonen og rejste mig op fra klaverbænken helt plaskvåd og med tårerne væltende ned af mine kinder.. Egentlig manglede jeg et stykke, hvor jeg skulle snakke, men det valgte jeg at droppe.. Jeg havde ikke mere at sige.. Og jeg kunne ikke sige mere lige nu. Jeg skulle bare ud herfra og prøve at glemme hvilken pinlig og helt igennem fuckt up performance jeg lige havde lavet!.

Jeg gik helt knækket hen imod udgangen af scenen imens jeg hørte, at jeg forlod en meget mundlam sal af mennesker.. Slet ikke mærkeligt, vel?.

Jeg kom hurtigt ud backstage og bemærkede at en masse folk styrtede rundt og ud på scenen.. Ja, ingen havde ligesom regnet med, at det ville ende sådan her og at jeg ville gå af før tid, så det gjorde jo, at folk var nød til at tænke hurtigt og skynde sig ud på scenen og fjerne klaveret og alt vandet fra gulvet, og samtidig få nogen andre mennesker til at rykke på de næste der skulle på efter mig og sige noget ovre på en af de andre store scener der var sat op her i arenaen.

Jeg kneb øjnene sammen og kørte begge mine hænder igennem mit drivvåde hår, så det blev kørt helt tilbage imens jeg hurtigt fornemmede at alle omkring mig slet ikke skænkede mig en tanke.. Det havde jeg selvfølgelig heller ikke regnet med, men.. Lige nu gjorde det bare ekstra ondt at Maddie ikke var her til at opmuntre mig og berolige mig med, at en optræden som den jeg lige lavet kunne havde været sket for alle!. Det var præcis nu, at jeg havde allermest brug for hende.. Men hun var væk.. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så sad hun sikkert allerede i flyet og var på vej til at lette!.

Jeg kørte mine hænder om i nakken og fjernede dem kort efter derfra for at gnide mig selv i hovedet med begge hænder for at fjerne det overskydende vand fra loftet og fra mine tårer, som stadig sad i mit våde ansigt.

Jeg sukkede tungt og snøftede og fjernede opgivende hænderne fra mit ansigt og kiggede frem for mig, hvor jeg blev ret overrasket over at se både Chris, Ryan og Em stå og stirre på mig imens alle andre farrede rundt om os og forsøgte at få showet til at fortsætte.

At se deres tomme og triste blikke, og tårerne på Ems kinder.. Det gjorde et eller andet ved mig lige nu.. Der stod de!. Mine eneste sande og mest ægte venner!. Bare ved at se på dem kunne jeg nærmest læse på dem, at de udmærket godt var klar over hvad der forgik inde i mit hoved lige nu.. Det føltes godt, at jeg ikke engang behøvede at sige noget for at få dem til at forstå.. Men.. Lige nu synes jeg virkelig bare, at der manglede én i den gruppe af mine eneste venner!.. For det var de virkelig.. Når det endelig kom til stykket, så var de 3 foran de eneste jeg havde!.

Jeg snøftede svagt og tørrede min kind fri fra endnu en tårer der sneg sig ud af mit ene øje og det var startskuddet for Em til at tage de første skridt hen til mig imens drengene hurtigt fulgte efter hende.

Em stoppede ikke engang op foran mig. Hun bredte bare armene ud og svang dem om nakken på mig og gav mig et kæmpe knus, hvilket jeg straks tog imod ved at vikle mine arme om ryggen på hende.. Bare det, at hun var pisse ligeglad med om jeg var fuldstændig gennemblødt sagde også en hel del.. Hende og hendes ellers pæne tøj ville blive drivvådt, men det var hun tilsyneladende pisse ligeglad med lige nu!. Hun ville bare give mig et kram.. Og det var jeg selvfølgelig virkelig glad for.. Men det var på ingen måder det samme som hvis det havde været Maddie jeg stod og krammede lige nu!.

’’Det der.. Det var den smukkeste optræden jeg nogensinde har set, Justin’’ Sagde Em stille ind i mit ører og snøftede derefter svagt imens jeg gemte min mund i hendes skulder og kneb øjnene sammen og hulkede svagt et kort øjeblik.

’’Jeg fuckede det hele op..’’ Sagde jeg stille og snøftede svagt og prøvede at holde mine tårer inde, men fuck det var svært!. De ville bare ud!.

’’I min verden var det der den største og smukkeste kærlighedserklæring nogensinde..’’ Svarede Em mig og trak sig ud af krammet så vi fik øjenkontakt med hinandens smågrædende og triste øjne.

Jeg vendte roligt blikket hen på drengene som begge nikkede til mig og klappede mig på skuldrene..

’’Når Maddie ser det der, så.. Det må jeg sku sige, bro.. Det var sku stort!’’ Sagde Chris og kiggede roligt og lidt smilende på mig imens jeg havde meget svært ved at forstå dem.. Jeg fuckede hele lortet op, men alligevel stod de og roste mig?..

’’Hun ved, at den optræden var til hende, Justin.. Måske forstår halvdelen af verden det ikke, men Maddie vil forstå det.. Og jeg er sikker på, at det der du lavede derude.. Det går lige i hjertet på hende, så snart hun ser det’’ Fortsatte Em og fik mig til at kigge ned på hende imens hun snøftede og tørrede sin ene kind fri fra tårer.

Jeg sukkede bare opgivende og trak lidt på skuldrene.

’’Det er jo ligemeget.. Hun er rejst og der er åbenbart intet der kan ændre på hendes beslutning.. Jeg har gjort alt. Jeg har nærmest tikket og bedt, men.. Hun har taget sit valg..’’ Sagde jeg helt opgivende og kiggede helt tomt på både Em, Ryan og Chris..

’’Justin...’’ Lød det fra en alt for velkendt stemme.. En stemme som jeg slet ikke havde overskud til at høre på lige nu.. Specielt ikke når jeg vidste hvad han ville sige!.

’’Ej, seriøst?..’’ Sukkede jeg opgivende og vendte blikket i den modsatte retning, så jeg undgik øjenkontakt med ham.

’’Jeg skal nok ordne det, Justin.. 2 sekunder’’ Sagde Em kort og fik mig til at kigge ned på hende før hun hurtigt bevægede sig over imod Scooter der stoppede op og kiggede lyttende ned på hende, da hun var en smule lavere end ham.. Ikke meget, men lidt.

’’Kom, bro.. Lad os gå ned i dit backstage-lokale’’ Sagde Chris og klappede mig kort på skulderen endnu engang.

’’Har du ikke et show der venter?’’ Spurgte jeg ham småundrende og snøftede svagt.

’’Fuck det.. Jeg skal først på igen når Selena og jeg skal uddele ’’Best Look’’ prisen senere.. Kom’’ Sagde Chris og trak lidt i min skulder, så jeg drejede mig selv til siden og roligt begyndte at følge med både Chris og Ryan som gik med mig forbi Em og Scooter, hvor jeg hurtigt bemærkede, at Scooter sendte mig et langt fra tilfredst blik imens Em stod og snakkede til ham.

Jeg vendte blikket væk fra dem igen og fortsatte sammen med drengene væk fra sceneområdet og videre ned til den lange backstage-gang, så vi kunne komme ned i mit rum.. Det var sku nok også det jeg følte mest for efter den optræden.. At få noget ro og fred og få samlet mig selv op fra gulvet, hvor jeg ellers bare lå i fosterstilling og rystede og tudbrølede!.. Hvor ynkeligt!. 

_____________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...