Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

230Likes
1128Kommentarer
298503Visninger
AA

9. Mor!.

                   

                       Location: Chris og Ems hus, Beverly Hills. Dato: Fredag d. 24. December 2021, Kl. 16.15.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’I’ll take every single piece of the blame, if you want me too.. But you know that there is no innocent one in this game for two.. I’ll go I’ll go and then...’’

Jeg stoppede med at læse min tekst op inde i hovedet, da jeg ærligt talt ikke vidste, hvad jeg mere skulle skrive ned i min noter på mobilen, hvor en ny og langt fra færdig sangtekst var igang med at komme ud af mig og ned på skrift.. Jeg havde haft en masse ord i hovedet i ret lang tid efterhånden og havde også fundet omkvædet og døbt sangen ’’Sorry’’ eftersom, at det var det jeg ville sige.. Helt præcist, så var det det jeg ville sige til Maddie, men det var som om, at hun slet ikke lyttede når jeg sagde det til hende i hendes åbne ansigt.. Og det frustrerede mig faktisk helt vildt!.

Hun nægtede at indse, at det ikke var hende der var noget galt med. Hun holdte fast i, at det ene og alene var hendes skyld alt sammen, selvom jeg havde Ems ord på, at det var min skyld!.

Jeg havde virkelig prøvet at tvinge det ind i knolden på hende, at hun ikke måtte eller skulle bebrejde sig selv, men det virkede ikke.. Og så gjorde det det slet ikke bedre, at hun nærmest var forsvundet fra jordens overflade siden igår!.

Jeg havde prøvet at ringe til hende flere gange, men ingen af gangene tog hun den, og da jeg tog hjem til hende igår aftes, så var det kun Kenny der sad derhjemme, hvilket jeg var ret utilfreds med eftersom, at jeg havde bedt ham være over hende hele tiden!. Dog havde han sagt, at Maddie nægtede, at han skulle med hende, da hun skred hjemmefra og selv da han sagde til hende, at jeg havde bedt ham om at følge med hende hele tiden, så lyttede hun ikke og endte så med at snige sig ud af huset, hvor Kenny først opdagede at hun var væk, da det var for sent at stoppe hende.

Kenny havde ringet til mig igår og fortalt hvad der var sket og det var det der gjorde, at jeg tog derhjem.. Derefter havde jeg ringet efter Mike og Hugo, som sammen med Kenny nu var i fuld gang med at lede efter hende.

Jeg og de andre ville egentlig gerne have hjulpet til med at lede efter hende, men som Kenny, Mike og Hugo var ret enige om, så var det bedst, hvis vi blev herhjemme og lod som ingenting overfor ungerne eftersom, at de ikke skulle mærke noget til at Maddie var forsvundet på en virkelig underlig måde. Det havde de jo sådan set også ret i og eftersom, at de forsikrede mig om, at det var bedst sådan og at de sagtens kunne klare det alene, så valgte jeg at lytte.. Men det forhindrede mig ikke i at prøve at ringe til Maddie temmelig tit i håb om, at hun ville tage telefonen, for.. Ja, jeg var sku nervøs for hvor fanden i helved hun var skredet hen!.

Jeg havde ret mange gange idag siddet og tænkt, at det måske var pga mig, at hun var smuttet og havde ladet sig forsvinde.. Igår formiddags tog jeg nemlig det valg, at lade Liam ringe fra min telefon og til Maddie, selvom Maddie havde sagt, at hun ikke ville kunne snakke med Liam, da han bare ville kunne høre hvor ked af det hun var og hvor fjern hun var at tale med.. Men Liam savnede hende virkelig og snakkede hele tiden om hende, så til sidst gav jeg ham lov til at ringe til hende uden at give Maddie nogen former for advarsel om, at det var Liam hun ville få i røret, når hun jo ville tro, at det var mig der ringede..

Set i bakspejlet var det måske ikke så smart eftersom, at Maddie havde givet sig og altid taget røret hver gang jeg ringede.. Men det var kun når det var mig!. Det var sku nok fra den dag hvor jeg sagde, at hun skulle tage telefonen når jeg ringede?.. Jeg havde jo også lovet hende, at når nogen ringede fra min mobil, så var det KUN mig der ville være i den anden ende af røret, eftersom at hun ikke ville tale med andre end mig. Selv når Em forsøgte at ringe til hende, så tog hun den ikke.. Så måske var det det der var skyld i, at hun nu var totalt og sporløst forsvundet?.. Fordi jeg havde brudt mit løfte til hende og ladet Liam ringe og snakke med hans mor uden at advare hende først?..

Ærligt, så gik Liams samtale med Maddie faktisk ret godt. Jeg havde sat den på medhør, så jeg kunne høre hvad hun sagde til Liam. Jeg kunne godt høre hvor svært det var for hende at snakke med ham, men hun gjorde det faktisk virkelig godt og Liam virkede ikke som en der fattede mistanke til hvordan Maddie havde det for tiden.. Godt nok havde jeg fortalt ham, at hun ikke havde det så godt for tiden, men han forstod det jo ikke sådan 100% og det gjorde jo klart det hele nemmere og fik ham ikke til at tænke så meget over det.

Efter Liams samtale med Maddie kunne jeg dog godt mærke, at han havde det lidt blandet. Han var glad nok for at få snakket lidt med hende, men lidt trist over, at Maddie sad og bekræftede overfor ham hvad jeg tidligere på ugen havde fortalt ham.. At hun ikke kom i aften og holdte jul med os.. Selvom jeg havde sagt det til ham for et par dage siden, så havde han alligevel et håb i sig, som fik ham til at holde fast i troen om, at Maddie nok skulle komme i aften og blive til imorgen, hvor vi skulle have gaver, som Maddie så heller ikke havde været med ude at købe sammen med os andre, hvilket Liam også var blevet virkelig skuffet over..  

Liam mistede desværre bare håbet igår, hvor Maddie sagde, at hun nok først kom til at holde jul med os næste år.. Liam prøvede endda at lokke hende ved at sige, at han havde købt en gave til hende som han gerne ville give hende imorgen tidlig, men det virkede sku ikke. Maddie holdte fast og sagde pænt til Liam, at hun desværre ikke kunne komme, hvilket hun var meget ked af, og hvilket også gjorde Liam så ked af det, at han gik op på sit værelse og smækkede døren og nægtede at snakke med nogen af os efter at han havde lagt på i telefonen.

Idag var han dog i bedre humør eftersom, at han trods alt glædede sig meget til at holde jul i aften og hygge med os allesammen ligesom vi plejede.. Ja, lige dér tog jeg meget Maddies ord og kæmpede virkelig for, at alting blev som det plejede at være selvom Maddie ikke var her.. Godt nok plejede det var være Maddie der styrrede juleaften og fandt på ting vi skulle lave, men i aften var det nok mere mig der måtte tage den rolle og sørger for, at gøre tingene så rigtigt og så vant som det plejede at være for Liam..

Jeg tog en dyb indånding over mine tanker og lukkede ned for mine noter på mobilen og bestemte mig for at gå ind i opkald, hvor jeg igen forsøgte at ringe til Maddie, men hvor den desværre meget hurtigt efter 1 dut gik på telefonsvare, hvilket jeg vidste betød, at hun havde sat den på forstyr ikke..

’’Forhelved’’ Mumlede jeg for mig selv og fjernede telefonen fra øret igen og lagde på og derefter smed min mobil hen på Chris og Ems sofabord, hvor jeg sad med den ene fod oppe på kanten.

’’Mmhr’’ Lød det fra min højre side, hvilket straks fik min opmærksomhed og fik mig til at kigge på Mikayla som kravlede rundt på sofaen og konstant prøvede at rejse sig op at stå imens hun holdte sine små hænder på ryglænet som i den grad var en stor hjælp for hende. Ja, hun var jo blevet 10 måneder og efter hvad jeg havde hørt fra Em, så var Mikayla kommet i den alder, hvor hun ville prøve at rejse sig op af ting istedet for at kravle rundt.

’’Hva så, prinsesse?’’ Spurgte jeg hende roligt og fik hurtigt hendes opmærksomhed over på mig imens hun stod og holdte på ryglænet. Jeg smilede sødt til hende og fik kort efter et smil igen imens hun hurtigt fjernede hænderne fra ryglænet og rakte armene imod mig imens hun væltede over imod mig, da hun ikke kunne holde balancen. Jeg reagerede meget hurtigt og greb hende, så hun ikke faldt direkte ind i min skulder og slog sig, og tog hende så helt ind til mig og satte hende på skødet af mig, så hun havde fronten imod mig.

’’Glæder du dig til i aften, hva?’’ Spurgte jeg hende roligt med et sødt smil imens jeg tog fat i hendes små hænder og nussede dem blidt uden at forvente nogen former for svar.. Igen, hun var jo kun 10 måneder, så et svar på mit spørgsmål var nok for meget at forlange.

’’Har du været sød nok til at få julegaver imorgen?’’ Spurgte jeg hende videre imens jeg lænede mig frem imod hende og gav hende et kys på panden.

’’Moar’’

Jeg trak mig overrasket fra hendes pande og kiggede hende i øjnene imens hun bare sad og kiggede op på mig.. Hvad sagde hun lige der?.. Hørte jeg rigtigt?.. Sagde hun mor?.. Okay, jeg havde hørt hende sige noget der skulle forstille at være ’’mor’’ tit, men aldrig så klart og tydeligt, og så rigtigt, som lige nu.. Kunne man sige, at hun havde sagt sit første ord?..

’’Hvad sagde Mikayla?’’ Spurgte jeg hende overrasket og håbede sådan på, at hun forstod, at jeg ville have hende til at sige det igen. Dog svarede hun mig ikke men sad bare og kiggede næsten spørgende op på mig.

’’Sagde du mor?’’ Spurgte jeg hende videre og smilede svagt, hvilket også fik Mikayla til at smile og grine lidt, hvilket mit smil kun blev bredere af.

’’Mikayla?... Mor’’ Sagde jeg og kiggede afventende og smilende på hende i håb om, at hun ville sige det igen.

’’Mm-moh’’ Mumlede hun til mig og smilede sødt.

’’Moar’’ Sagde jeg og smilede sødt imens jeg prøvede at udtale det som hun gjorde lige før.

’’Moar’’ Mumlede Mikayla og holdte sit blik på mig imens jeg hurtigt sendte hende et stolt smil.

’’Hvor er du dygtigt, prinsesse!’’ Smilede jeg sødt og tog fat om hendes lille krop og løftede hende op at stå og plantede derefter et stort kys på hendes kind imens jeg lænede mig tilbage i sofaen.

’’Moar’’ Sagde Mikayla endnu højere og havde nok fanget, at hun havde fat i noget af det rigtige.

’’Ja, du er så dygtigt, skatter.. Kan du sige daddy?’’ Spurgte jeg hende og smilede sødt imens hun bare kiggede spørgende på mig igen.

’’Daddy’’ Gentog jeg igen med et smil og kiggede hende i øjnene.

’’Dada’’ Pludrede Mikayla og fik mig til at smile svagt igen.

’’Dad-dy’’ Gentog jeg og stavede det for hende.

’’Da-y’’ Mumlede hun og fik mig til at grine svagt, hvorefter jeg trak hende ind til mig igen og kyssede hende på kinden og derefter omfavnede hende.

’’Du er dygtig’’ Sagde jeg roligt til hende imens jeg nussede hende op og ned af hendes lille ryg.

’’Du Savner mor, hva?’’ Sagde jeg stille i krammet og sad og vippede mig selv lidt fra side til side imens jeg kunne mærke, at Mikayla gemte sit ansigt i imellem min hals og skulder.

’’Moar’’ Mumlede Mikayla stille imod min hals med en tone, så jeg kunne høre, at jeg nok havde ramt plet med mit spørgsmål til hende, som hun nok alligevel ikke forstod.. Eller måske gjorde hun og valgte bare at svare med at gentage ’’mor’’?.

’’Det gør du vidst’’ Mumlede jeg selv stille imens jeg tog en dyb indånding og lukkede kort øjnene og nød at holde om min datter som virkede til at have det fint med at få et stort knus af mig... Ja, nu hvor Maddie ikke var her, så var jeg jo bare nød til at være der dobbelt så meget.. Jeg forstod pludselig hvordan Maddie havde haft det de gange, hvor hun havde stået lidt alene med Liam, når jeg bare har villet i byen og feste med tanken om at Maddie tog sig af alt det andet uden at jeg overhovedet begyndte at tænke.. Nu var det pludselig mig der skulle tænke for to.. Og lige nu kunne jeg ikke engang spørge Em om hjælp eftersom hende, Chris og Ryan havde taget Toby og Liam med til noget julehalløj ovre i en eller anden kirke.. Spørg mig ikke hvorfor at drengene gad det.. Jeg orkede det i hvert fald ikke og heldigvis kunne jeg bruge undskyldningen om at Mikayla sov, da de ville afsted og at jeg ikke ønskede at vække hende når jeg pakkede hende sammen og tog hende med derhen.. Ja, så jeg slap heldigvis for et kirkebesøg.. Heldigvis!.. For helt ærligt.. Mig i en kirke?.. Ej, det var sku nok ikke lige det sted som sådan en som jeg skulle tage hen!.. Ikke med den fortid jeg havde...

                                                                                             ~

                      Location: Chris og Ems hus, Beverly Hills. Dato: Fredag d. 24. December 2021, Kl. 19.02.

 

’’Liam, du kan da ikke hænge alle nisserne på den samme gren?’’ Lød det smågrinende fra Em som straks fik min opmærksomhed og fik mig til at kigge over imod hende, Toby og Liam som stod og pyntede juletræet som de allesammen var kommet hjem med efter at de havde været i det der kirkehalløj.

Drengene og jeg havde fået ansvaret for at få det sat op i den juletræsfod som de også havde købt på vejen hjem. Det var jo i sig selv let nok, hvis ikke det var fordi at drengene havde fejlbedømt højden fra gulv til loft her i stuen og derfor havde købt et alt for højt juletræ..

Der var ca. 4-5 meter op til loftet og drengene havde været så sikre på, at der var højere, så de havde købt et juletræ som næsten fik knækket hele toppen af fordi det blev mast op i loftet.. Så ja. Chris måtte finde en sav frem og så måtte vi 3 ellers stå ude i haven og save træet til og hele tiden slæbe det frem og tilbage imellem stuen og haven for at se om det passede, for selvfølgelig ejede Chris og Em da ikke en tommestok eller noget andet vi kunne måle højden med!.

Det var lidt af et arbejde, men nu stod det endelig og Toby, Liam og Em hyggede sig gevaldigt med at pynte træet imens jeg, Chris og Ryan sad i sofaerne, hvor Chris og Ryan sad og spillede FIFA og jeg sad med Mikayla, som jeg havde fået i bad og derefter givet hende en lille fin rød velour-julekjole på med et sort bånd om maven og en rød hårbøjle med en rod rose i siden.

Vi havde alle fået gjort os klar til aftenen og jeg havde klædt mig i et afslappet og næsten helt rødt sæt.. En rød T-shirt, et par røde baggybukser som skinnede lidt, en mørkerød og åbenstående hættetrøje, røde strømper, røde Calvin Klein boxers og så nogen hvide sko.. Og så havde jeg kørt mit hår tilbage med en smule voks, så det ikke så alt for fedtet ud.

 


 

’’Jo, for så kan de nemlig snakke sammen’’ Svarede Liam Em som yderligere grinede svagt og nikkede forstående.

’’Ja okay, hvis det skal være på den måde.. Men så hænger jeg da bare alle kuglerne herovre’’ Sagde hun med et skævt smil og begyndte at hænge en masse kugler op på en enkelt gren.. Hold nu kæft hvor blev det træ dog grimt!.. Men okay, hvis de ville have det sådan, så måtte de sku selv om det.. Jeg var sku ligeglad..

’’Mig hænger dem her’’ Lød det fra Toby som havde et eller andet gammeldags julepynt i hænderne som han hang helt nede i bunden, og ligesom de andre, så begyndte han at hænge dem på samme gren..

’’Hey, skat, tjekker du ikke lige til anden?’’ Lød det hurtigt fra Em som kiggede over på Chris der var fulgt optaget i den store fladskærm på væggen.

’’Øhm nej, jeg kan sku ikke finde ud af det der’’ Svarede han lettere fjernt uden at stoppe med at spille FIFA imod Ryan.

’’Unger, i kan bare fortsætte med at pynte træet. Jeg skal lige ud i køkkenet’’ Sagde Em kort til ungerne og satte en lille kasse med julekugler fra sig på gulvet og bevægede sig så hen imod gangen for at komme ud i køkkenet.

’’I kunne sku godt hjælpe lidt istedet for at sidde der og spille’’ Småbrokkede Em sig lavt, da hun gik forbi sofaerne og videre ud i gangen.

’’Jaja’’ Mumlede Chris totalt ligeglad og fik mig til at grine svagt af ham imens jeg rystede lidt på hovedet og valgte at rejse mig op og tage Mikayla med mig, da jeg ikke turde lade hende sidde i sofaen uden opsyn.. Ja, de andre sad lige ved siden af, men jeg vidste, at når de sad og spillede, så var de sku ikke til meget hjælp.. Og det vidste jeg, for jeg var selv sådan..

Jeg kom ud i køkkenet, hvor Em stod ved ovnen med en ske i hånden og tog noget af saften, som anden lå i, i fadet, og hældte udover anden. Hun kiggede kort hen imod mig, da hun fornemmede, at jeg kom hen imod hende, og sendte mig så et svagt smil, hvorefter hun kiggede tilbage på anden og tog et par skefulde væde mere og hældte det udover anden.

’’Hvorfor gør du det der?’’ Spurgte jeg af ren nysgerrighed og stoppede op et par meter fra hende. Mest så Mikayla ikke kom for tæt på ovnen.

’’Så den ikke bliver tør.. Der skal ikke så meget til før en and bliver knastør’’ Svarede Em mig roligt imens hun skubbede anden ind igen og lukkede ovnen og lagde skeen fra sig imens hun bevægede sig over til kogepladerne i køkkenbordet, hvor alle pladerne var taget i brug, da hun var ved at lave den helt store julemenu.

’’God man.. Hvorfor er det kun mig der kan lave mad her i huset?. Jeg kunne virkelig godt bruge noget hjælp’’ Sukkede Em imens hun kiggede og rørte i de forskellige gryder som dampede godt og grundigt.

’’Du kan bare sige hvad jeg skal gøre’’ Sagde jeg roligt og fik Em til at kigge over på mig og smile svagt imens hun rystede på hovedet.

’’Ellers tak.. Jeg har prøvet at smage maden når du har blandet dig..’’ Svarede hun med et lille grin imens hun vendte blikket tilbage på gryderne imens jeg trak lidt på smilebåndene og nok måtte indrømme, at jeg ikke ligefrem var den bedste kok.. Jeg kunne lige strejke mig til at lave spaghetti, men det var også det..

’’Hvordan går det med sangen du er ved at skrive?’’ Spurgte Em imens hun rørte i en gryde og vendte blikket over på mig.

’’Tjo, fint nok.. Jeg har bare lidt problemer mange steder, hvor jeg bare har stoppet teksten, såe’’ Svarede jeg roligt imens jeg stillede mig hen ved køkkenbordet et lille stykke fra Em, hvor jeg satte Mikayla på bordkanten og holdte fast i hende, så hun ikke faldt nogen steder.

’’Okay.. Hvad med Scooter?. Har du snakket med ham?’’ Spurgte hun videre og holdte sit blik på mig.

’’Ja. Jeg snakkede med ham i forgårs og efter nytår skal vi igang med at promovere det akustiske album.. Det er jo færdigt nu og Scooter vil gerne have det ud hurtigst muligt’’ Svarede jeg roligt imens Mikayla prøvede at stille sig op på bordet, hvilket jeg hjalp hende med uden at slippe hende.. Ja, hvis hun ville stå op, så skulle hun da endelig bare gøre det.. Det skete jo ikke noget, når jeg stod foran hende og hun nærmest stod lænet op af mig.

’’Hvad så med det nye du snakker om?.. Du har jo arbejdet meget på nye sange for tiden?’’ Spurgte Em videre og fik mig hurtigt til at nikke.

’’Ja, det er præcis derfor at Scooter vil have det akustiske album ud hurtigst muligt, så vi kan sætte fokus på det nye album og få det færdiggjort og ud til verden’’ Svarede jeg hende roligt og fik hende til at nikke svagt.

’’Han spilder ikke tiden, hva?’’ Svarede Em med et roligt smil og fik mig til at ryste svagt på hovedet imens jeg tog en dyb indånding.

’’Det irritere mig bare, at han kun fokusere på arbejdet. Han forstår åbenbart ikke, at ungerne har meget brug for mig for tiden.. Han har endda selv en familie, så jeg forstår virkelig ikke at han ikke lige kan sætte sig bare lidt ind i hvad fanden jeg har at slås med for tiden i mit privatliv’’ Sagde jeg en smule irriteret, da bare tanken gjorde mig irriteret og gav mig en irriterende følelse i kroppen.

’’Mon ikke han indser det på et tidspunkt.. Jeg mener, du har jo ikke travlt med at komme videre til et nyere album.. Der er jo tid nok og der er ikke sat en dato for hvornår albummet skal ud, såe’’ Svarede Em mig kort og gav mig en god følelse i kroppen igen eftersom, at det var rart at vide, at hun i det mindste forstod mig.

 

*Ding Dong*

 

’’Er der nogen der lige åbner?’’ Sagde Em højt med blikket vendt ud imod gangen som tegn på, at hun kaldte ind til de andre eftersom, at det ringede på døren.

’’Hvem kommer?’’ Spurgte jeg hende lettere undrende og fik hendes opmærksomhed.

’’Aner det ikke’’ Svarede hun kort imens hun trak lidt på skuldrene og jeg bemærkede, at Liam kom løbene ude i gangen, forbi døren ud til køkkenet og med kursen imod hoveddøren.

’’Hvem kommer på besøg juleaften?’’ Spurgte jeg undrende og rynkede ansigtet svagt.

’’Tja?.. Julemanden måske?’’ Småjokede Em og kiggede på mig med et skævt smil så jeg fnyste kort til hende med et lille grin og rystede på hovedet.

’’MOR!’’

Liams jubelkald fik straks både min og Ems opmærksomhed vendt hen imod gangen. Dog vendte vi hurtigt blikket imod hinanden og så begge pænt forvirrede og chokeret ud.

’’Aww, hey, skat.. Hvor er det godt at se dig’’ Hørte jeg Maddies stemme sige ude i gangen, hvilket kun bekræftede mig i, at den var god nok.. Hun var her sku!..

___________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...