Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

231Likes
1128Kommentarer
305920Visninger
AA

44. Intet Er Mere Værd!.

 

                       Location: American Musik Awards, Los Angeles. Dato: Fredag d. 29. April 2022, Kl. 23.03.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Det er det eneste rigtige.. Du kommer ikke til at fortryde det.. Det er ikke til diskussion.. Det skal ikke være sådan her.. Men kan du leve med det?.. Uden tvivl!. Intet er større!’’

’’Hallo, bro?.. Vågn lige op’’ Lød det fra Chris som straks rev mig ud af mine tanker og fik mig til at åbne øjnene og vende mit blik op på Chris og Ryan som nu stod foran mig.. Sidst jeg kiggede op, sad de ned på stolene overfor mig..

Jeg ville nok ikke lyve hvis jeg sagde, at jeg i de sidste 10 minutter bare havde siddet og lukket mig totalt inde i mig selv og ladet mine tanker tage over.. I 10 minutter havde jeg i hvert fald bare siddet i sofaen med spredte ben, mine albuer på knæene, hænderne over mine ører og med øjnene lukkede. Kun så jeg kunne mærke efter inde i mig selv og bare kun lytte til mine tanker der ingen ende ville tage.. Det blev bare ved.. Og ved.. Og ved..

’’Hvad?’’ Spurgte jeg og rømmede lidt mig selv, da der sad noget i min hals som lige skulle væk.

’’Jeg siger, at du skal ind og sidde på din plads i salen nu.. Jeg skal op lige om lidt og uddele prisen for ’’Best Look’’ og du er ligesom normineret’’ Forklarede Chris og kiggede afventende på mig imens jeg tog en dyb indånding og gned mig i hovedet med begge hænder.

Best Look, var den sidste pris jeg var normineret til i aften.. Prisen for Best Live Act havde jeg også hevet hjem i aften, men den var jeg ikke selv oppe at hente.. Faktisk så havde jeg siddet herinde i mit backstage-rum, da den blev råbt op, hvor Scooter var endt med at hente prisen for mig, da det gik op for folk, at jeg ikke kom op på scenen og ikke var til at finde nogen steder.. Kun Chris, Em og Ryan vidste hvor jeg var, men eftersom, at de vidste hvordan jeg havde det lige nu, så havde de ikke sagt noget til nogen om hvor jeg var.. Faktisk havde de alle bare spillet dumme og ladet som om, at de ikke anede hvor jeg var før efter prisen var uddelt, hvor Ryan ’’fandt’’ mig i mit rum, hvor jeg havde siddet helt alene og tænkt..

Chris og Ryan var til at starte med gået med mig herind, men efter at have talt med dem i 5 minutters tid havde jeg bedt dem om at gå, da jeg gerne ville være lidt alene.. Men de kom jo tilbage efter, at de skulle lades som om, at de havde fundet mig..

I mellemtiden havde jeg virkelig fået lov at tænke.. Faktisk tænkte jeg mest på den takketale jeg ville holde, hvis jeg endte med at vinde den sidste pris, hvilket gjorde, at jeg havde vundet alle 7 priser som jeg var normineret for i aften.. Jeg tog den sidste pris som et tegn.. Hvis jeg vandt skulle jeg.. Hvis ikke.. Så skulle jeg ikke..

’’Kommer du med?’’ Spurgte Ryan og kiggede spørgende på mig og fik mig til at nikke svagt og kort efter rejse mig. Jeg havde egentlig slet ikke lyst til at gå derind, men jeg var nød til det.. Det skulle jeg bare!. Hvis nogen skulle tage imod min sidste pris, så skulle det være mig!.

’’Godt, bro..’’ Sagde Chris i en dyb vejrtrækning og klappede mig kort på skulderen, hvorefter vi sammen gik ud af mit backstage-rum.

Vi fulgtes ad det meste af vejen, men tæt ved sceneområdet var vi nød til at splitte op eftersom at Chris skulle gøre sig klar til at gå ind på scenen og jeg og forhåbentlig også Ryan skulle ind og sidde i salen og vente på, at aftenens sidste pris blev uddelt.

’’Nå men, vi ses jo om lidt oppe på scenen, når du vinder, ikke?’’ Sagde Chris og prøvede tydeligvis at opmuntre mig til at smile lidt.. Men det kunne jeg ikke.. På ingen måder!.

’’Lad os nu se’’ Svarede jeg kort og vendte blikket imod Ryan.

’’Hvad gør du?’’ Spurgte jeg ham og kiggede spørgende på ham.

’’Jeg går ind og sætter mig sammen med dig, bro’’ Svarede Ryan og klappede sin hånd ned på min skulder imens jeg nikkede svagt til ham.

’’Okay.. Ses, bro’’ Sagde jeg imens jeg vendte blikket imod Chris som sendte mig et kort nik før Ryan og jeg drejede af og gik ned af en anden gang, så vi kunne komme ud og sidde på vores pladser i VIP området for kendisser og deres følge..

                                                                                                ~

                       Location: American Musik Awards, Los Angeles. Dato: Fredag d. 29. April 2022, Kl. 23.13.

 

’’De norminerede er.. Nicki Minaj... Rita Ora... Justin Bieber... Taylor Swift... Chris Brown..

Alle i salen jublede og klappede af de normineret som en elektronisk kvindestemme lige havde nævnt efter, at Chris og Selena havde stået og præsenteret hvilket pris der nu skulle til at uddeles..

Jeg sad på min plads og trippede med mit ene ben imens mit hjerte bankede en smule. Ikke fordi jeg var spændt på at vinde.. Det var mere min tale som jeg havde siddet og fundet på inde i mit rum.. Bare sådan hvis nu jeg gik hen og vandt.. Hvilket jeg et eller andet sted håbede virkelig meget!.. Men igen.. Ikke for prisens skyld!.

’’Og vinderen er.... Hehe, vil du sige det, Christopher?’’ Lød det fra Selena som åbnede kuverten og smilede til Chris som smilede skævt og nikkede.

’’Min bror og bedste ven.. JUSTIN BIEBER!!!!’’ Lød det fra Chris som fik alle i publikum til at juble og klappe.

Jeg tog en dyb indånding og rejste mig op fra stolen og bemærkede, at Ryan, som sad ved siden af mig, gjorde det samme.

’’Tillykke, bro’’ Smilede han stort og gav mig håndklask, hvilket jeg straks tog imod.. Dog var jeg knap så glad som han var.. Men okay.. Han vidste jo heller ikke noget, såe..

’’Thanks..’’ Svarede jeg kort og slap hans hånd og undlod at give håndklask til nogen andre, da jeg bare ville derop og tage imod min pris.. Og ikke mindst holde min tale, som ifølge mig selv var min sidste mulighed for at give Maddie noget tilbage og få hende til at indse, at hun ikke er skyld i noget der ikke skulle være sket!.

Jeg gik hurtigt op af de få trapper som førte op til scenen og gik så hen imod Chris og Selena, hvor Chris hurtigt modtog mig med håndklask og et stort mandekram.

’’Pisse godt, bro!.. Tillykke’’ Sagde Chris til mig og trak sig fra krammet, hvorefter jeg kort nikkede til ham og vendte blikket imod Selena som trådte et skridt hen til mig og rakte mig prisen, hvorefter vi gav hinanden et kort kram.

Jeg kiggede ned på min pris imens jeg stillede mig op foran mikrofonen og samtidig ud af øjenkrogen kunne fornemme, at Chris og Selena stillede sig ud i siden.

Publikums jubel og klapsalver blev ved et lille stykke tid, men blev dog mindre og mindre, så der til sidst var stille, så folk kunne høre hvad jeg sagde..

Jeg kiggede rundt i hele salen imens jeg tog en dyb indånding, så det kunne høres overalt, da jeg ikke fjernede munden fra mikrofonen.

’’Waow.. Tusind tak.. Tak for denne her og alle de andre priser jeg har vundet her i aften.. Eller.. Bare tak for alle de priser jeg har vundet igennem tiden.. Jeg ved godt at nogen ville mene, at jeg måske ikke er det bedste forbillede for mine fans, men.. Jeg har virkelig prøvet at gøre mit bedste for at være det... Øhm..’’ Startede jeg tøvende og rømmede mig lidt, da jeg ikke lige havde tænkt på en ordentlig måde at starte den her tale ud på.. Det blev faktisk ret svært at sige det her, men.. Jeg var nød til det..

’’Min performance før.. Den.. Ja, den kan man ikke rigtig prale af, men.. Det viser også bare hvor meget ting egentlig kan betyde for mig... Også selvom det kan ende med at man falder.. Falder med et brag!..’’ Fortsatte jeg imens folk i salen forholdte sig helt stille, da de nok kunne fornemme, at jeg havde noget mere at sige.

’’En person meget tæt på mig sagde engang: ’Det er måden du rejser dig fra et fald, som er vigtigt’.. Og hun har helt ret.. Hvis man bare arbejder med sig selv, så kan man sagtens rejse sig og blive en bedre person end den som man engang var.. Og det synes jeg selv, at jeg er blevet.. Og det et takket være denne her helt specielle person.. Hvis jeg ikke havde haft hendes støtte og hjælp, så havde jeg aldrig kunne rejse mig fra mine mange fald.. Fordi, at jeg i bund og grund er intet uden hende..’’ Sagde jeg ret seriøst men helt roligt imens mit hjerte bankede hårdt derudaf.. Ja, det var jo kun mig der vidste hvad jeg ville sige og ærligt, så var jeg lidt spændt på folks reaktioner..

Jeg tog en dyb indånding og vendte blikket direkte ind i kameraet som svævede foran mig i en af de der kraner som kunne bruges til at få nogen fede billeder oppefra.

’’Maddie..’’ Sagde jeg direkte til kameraet og holdte en kort pause, så jeg samtidig kunne fornemme, at folk i publikum virkelig havde deres øjne rettet direkte imod mig og deres ører meget åbne, så de virkelig kunne høre hvad jeg sagde direkte til kameraet.

’’Du fortjener det største tak for at jeg står her idag.. Du har af en eller anden årsag altid bare kunne få tingene til at ske bare ved at knipse med fingrene.. Da jeg ikke troede på mig selv.. Der gjorde du!.. Da jeg ikke troede på, at jeg kunne blive en god far for vores dreng.. Der gjorde du, og du fik mig med få ord overbevist mig om, at jeg sagtens kunne blive en god far for en lille dreng som virkelig manglede en.. Og den chance jeg tog dengang.. Den har jeg ikke fortrudt én eneste gang og det kommer jeg heller aldrig nogensinde til..’’ Sagde jeg og følte nærmest, at jeg kiggede Maddie direkte i øjnene ved at kigge direkte ind i kameraet et par meter foran mig.

’’Igennem vores tid sammen har vi oplevet at få en masse hate.. Og det har gjort ondt på mig.. Men det gjorde det kun fordi, at jeg kunne se hvor meget det ramte dig, når du så beskeder, hvor folk havde skrevet, at du havde ødelagt mig, fucket mig op og på ingen måder var god for mig.. Men de mennesker som har skrevet det, de tager helt fejl.. For i virkeligheden ved de slet ikke, hvor meget du har kæmpet for mig imens jeg bare har fucket dig op og ødelagt dig fuldstændig..’’ Sagde jeg og sank en lille klump i halsen, da jeg virkelig bevægede mig ind på et ømt punkt lige nu og kunne mærke, at jeg for aller første gang skulle stå frem foran hele verden og fortælle visse sandheder og vise en masse følelser!.

’’Hver eneste gang jeg fuckede op, så tilgav du mig.. Og det gjorde du fordi, at du kender mig præcis som den jeg i virkeligheden er.. Du har set alle mine mørkeste sider, og jeg mener virkelig ALLE!.. Men alligevel.. Alligevel har du holdt fast og troet på det gode i mig.. Og ikke mindst, så troede du på det bedste ved at være dig og mig sammen!.. Du har vidst lige fra starten, hvor jeg ikke engang selv var klar over det, at vi to er meget mere end bare to forelskede fjolser, der med tiden ville miste gnisten og blive skilt fra hinanden igen.. Du har altid vidst, at vi er soulmates og at intet kan skille os helt fra hinanden uanset hvor meget lort vi så går igennem.. Og tro mig, det er ikke så lidt vi har været igennem sammen!’’ Sagde jeg alvorligt og tøvede ikke med at fortsætte.

’’Maddie, du har holdt mig ud i så mange år efterhånden.. Selv når jeg fuckede mest op, så holdte du stadig fast og nægtede at give slip.. Og det gjorde du fordi du ved hvem jeg er og ved hvad jeg kommer fra.. Du kan se lige igennem mig og læse mig som en åben bog.. Fordi du har holdt fast selvom det ikke altid har været en dans på roser med mig.. Du ved, at jeg kan være en kæmpe prøvelse temmelig tit og jeg ved, at det kræver en helt speciel kvinde at kunne holde mig ud.. Men det har du gjort!. Og det har ført til, at du kender mig så godt som du gør.. Præcis ligesom jeg kender dig..’’ Fortsatte jeg og tog lidt luft ind og fortsatte så derefter.

’’Jeg ved, at du hader at blive vækket på en voldsom måde med råben og skrigen. Jeg ved, at dine spejlæg skal vendes på begge sider. Jeg ved, at edderkopper kan få dig til at løbe helt panisk rundt. Jeg ved, at du også børster tungen og ganen, når du skal børste tænder. Jeg ved, at du aldrig kunne drømme om at lave om på nogen, fordi du elsker folk som de er og tager dem præcis som de er!.. Og så ved jeg, at.. At du elsker mig for den jeg er og uanset i hvilket humør jeg er.. Uanset hvad der er sket for os i tidens løb, så har du aldrig lagt skjul på, at du virkelig elsker mig.. Præcis ligesom jeg elsker dig.. Jeg har bare i modsætning til dig lagt skjul på det engang imellem.. Og det er jeg ked af, for om nogen så fortjener du at blive elsket mest i hele verden.. Fordi du er så god af dig og er klar til at give slip på alt, bare så du kan give mig alt det som jeg går og drømmer om..’’

’’Hvis det ikke var for dig, så havde jeg ikke stået her idag. Uden din hjælp, støtte og kærlighed var jeg aldrig nået hertil, hvor jeg er idag, og det kan ikke siges med ord hvor taknemmelig jeg er for at have mødt sådan en god, fantastisk, varmhjertet og dejlig pige som dig!.. Du har givet mig et liv som er værd at leve. Du har givet mig et formål i vores to dejlige unger.. Og så har du givet mig en karriere som sådan en som mig ikke engang havde turde drømme om at få.. Men.. Hvad er det værd, når du ikke er en del af det mere?’’ Spurgte jeg ind i kameraet og kunne nærmest høre hvordan folk sad og enten holdt vejret, sank klumper i halsen eller sad og trippede fordi de egentlig var pisse ligeglade med det jeg stod og sagde.. Det ville jeg dog skide på lige nu!.

Jeg tog en dyb indånding og fugtede kort mine læber, før jeg igen kiggede ind i kameraet og følte, at jeg havde øjenkontakt med Maddie.

’’Vi byggede det her op sammen. Vi arbejdede sammen, og vi planlagde sammen, trods det, at du var min manager og egentlig selv skulle stå for de fleste ting. Du tog mig med på råd og spurgte hvad jeg helst ville, så jeg kunne få det lige præcis som jeg ville have det. Jeg fik min verdensturné som jeg ville have den.. Og der kæmpede vi.. Virkelig hårdt!. Men da jeg begyndte at opgive, så kæmpede du videre for min karriere for min skyld. Du kæmpede mine kampe for mig for min skyld. Du kæmpede med dig selv for min skyld.. Og du kæmpede for at holde mig ud!. Og igen, så kræver det virkelig en helt speciel kvinde!..’’ Fortsatte jeg og trak igen lidt luft ind.

’’I alt den tid du har kæmpet, der har jeg bare været blind. Jeg har taget alt din støtte, opbakning og hjælp forgivet.. Og jeg har taget dig forgivet.. Jeg har slet ikke lagt mærke til alt det som du i virkeligheden har kæmpet for, så jeg kunne få det som jeg ville have det.. Jeg har ikke set alt det som du har gjort for mig.. Fordi jeg bare er og bliver et stort fuck up.. Et fuck up som endte med at ødelægge dig.. For det gjorde jeg!.. Det er min skyld, at du er gået ned med en depression. Jeg ved godt, at du siger, at det er din egen skyld.. Men det er min!. Og det undskylder jeg virkelig for.. Du har fortjent meget bedre end sådan et fuck up som mig.. Din far havde ret.. Jeg endte med at svigte dig. Jeg knuste langsomt dit skrøbelige hjerte mere og mere. Jeg pinte dig halvt ihjel og gjorde kun tingene endnu sværere for dig imens du bare fortsatte med at kæmpe.. Men du gav op til sidst og faldt sammen, og det forstår jeg godt, for der er ingen mennesker på jorden som ville kunne kæmpe bare halvt så meget som du har gjort i din tid med mig, uden at bryde sammen.. Og specielt her på det sidste har du kæmpet voldsomt.. Og langt mere end du egentlig fortjente..’’

’’Lige siden du sagde op som min manager har jeg håbet på, at du ville fortryde dit valg og komme tilbage.. Også selvom.. Selvom jeg inderst inde nok godt vidste, at det kun var et spørgsmål om tid før jeg fik dig til at knække helt sammen.. Men jeg havde et håb!.. For denne her karriere er ikke kun min.. Det er også din!.. Men nu hvor du er rejst, så har jeg for alvor mistet håbet om at få dig tilbage som min manager.. Og hvad er denne her karriere uden dig?.. Intet!. Den er ingenting, hvis du ikke er med på sidelinjen og står klar ude i scenekanten til at støtte og hjælpe mig.. Og ikke mindst, give mig den styrke og kærlighed til at kunne gå ind og gennemføre på scenen..’’

’’I bund og grund, så er min karriere kun blevet bygget op omkring dig.. Mine sange ville ikke eksistere, hvis jeg ikke havde dig, for du er og bliver den første og sidste som jeg både kan og vil elske.. Og lige nu som jeg står her, så er jeg sikker.. Det her er ikke en skid værd uden dig!... Det startede med dig... Og i aften.. Der slutter det med dig!..’’ Sagde jeg og hørte hurtigt hvordan en masse mennesker ude i salen gispede højt og fik mig til at vende blikket nedad ved at bukke mit hoved lidt forover imens jeg mærkede hvordan knuden i min mave løste sig op.. Ja, det var sku rigtigt!. Efter mine ord mærkede jeg hvordan alting i min krop bare begyndte at slappe af.. Som om, at det kun var det her den havde ventet på, at jeg skulle gøre!..

Jeg bed mig kort i læben og vendte blikket hen imod Chris som jeg så stod med foldede arme og med blikket nede i jorden.. Dog gik der ikke længe før han løftede hovedet og kiggede over på mig med et afslappet og ret forstående blik, hvilket kun bekræftede mig i, at det var det helt rigtige jeg gjorde!.. Og det var sku skønt at se i hvert fald én person som godt kunne forstå mig!.

Jeg tog en dyb indånding og vendte igen blikket ud imod publikum, så min mund igen blev rettet imod mikrofonen.

’’Til alle mine fans derude.. Tak for alt jeres støtte og kærlighed. I er de bedste fans i verden og denne her rejse havde ikke været det samme uden jer.. Jeg håber i vil komme til at elske mit nye album som kommer ud lige efter showet her i aften.. Når i hører det vil i nok kunne forstå hvad jeg egentlig har gået igennem i den senere tid.. Og forhåbentlig vil i kunne forstå hvorfor jeg står her i aften og takker for det her fantastiske eventyr.. Jeg har elsket det her, men for mig.. Der er det her intet værd, hvis det koster mig min familie, som er de første der nogensinde har vist mig ægte kærlighed, og elsket mig kun fordi, at jeg er mig og selvom jeg har mine 1000 fejl.. Hvis ikke jeg har min familie med mig, så har jeg ingenting.. Og så har jeg ikke mig selv med i noget og alt vil blive så pisse ligegyldigt for mig.. For som en smuk og klog pige også engang sagde til mig: Nogengange må man ofre sig.. Og det er lige præcis dét jeg gør i aften.. Fordi min familie er større end alt hvad der ellers forgår i mit liv..’’

’’Jeg har lært at intet er større end ægte kærlighed, og den har jeg tænkt mig at holde fast i.. For uden den, så ved jeg ikke hvem jeg selv er.. Uden den eneste person i mit liv som virkelig har troet på mig og holdt fast i mig selvom det ville have knækket de fleste for længst og fået dem til at skride, så kan jeg ikke fortsætte i det her spil.. Uden Maddie i mit liv er jeg ingenting!.. For hun har gjort mig til den jeg er idag, og det elsker jeg hende for!. Jeg vil ikke miste den eneste person som har været stærk nok til at kunne holde mig ud så længe og kæmpe for mig så længe... Derfor er det på tide, at jeg tager kuglen for hende efter alle de år, hvor hun har taget den for mig!..’’ Sagde jeg afsluttende og tog en dyb indånding, før jeg tog min award og vendte mig om og gik imod udgangen imens jeg kiggede hen imod Chris som jeg hurtigt fornemmede havde tænkt sig at følge med mig ud bag scenen sammen med Selena..

At efterlade en så stor sal og så mange mennesker helt målløse og stille 2 gange på en aften, var sku ikke noget jeg havde prøvet før. Det var tydeligt, at det jeg havde sagt var kommet som et chok for alle og mon ikke også, at mit navn endnu engang ville fylde alle overskrifter de næste par dage?..

Det føltes som om, at jeg selv og alle andre bevægede sig i slowmotion, så snart jeg kom ud fra scenen. Alle de øjne som jeg fornemmede var rettet imod mig imens jeg bare fortsatte væk fra sceneområdet, så jeg kunne komme ned til mit rum, var jeg fuldstændig ligeglad med.. Alle kunne kigge på mig ligeså tosset de ville.. Jeg kiggede bare ikke tilbage.. Jeg havde ikke øjenkontakt med en eneste og hørte alle menneskers snak så fjernt.. Som om, at jeg var pakket ind i en boble, hvor lyden havde svært ved at trænge igennem og derfor kun blev til mumlen for mig..

Om Chris stadig gik bag mig var jeg ikke engang klar over, og jeg gad ikke engang kigge.. Jeg havde kun fokus på at komme ned igennem den ret fyldte gang og ned til mit rum.. Men jeg håbede da, at han fulgte med eftersom, at jeg godt kunne bruge at snakke i hvert fald med bare én af mine bedste venner..

Jeg åbnede døren ind til mit rum uden rigtig at stoppe op og så som det første mit våde tøj ligge og flyde på gulvet.. Det tøj jeg havde på inde på scenen til min optræden.. Ja, jeg havde skiftet tøj til når jeg skulle ind og optræde, da jeg ikke ville have mit hvide sæt med min blå jakke på derinde. Det havde jeg taget på igen bagefter, men fuck nu det..

Jeg satte min award fra mig på bordet, hvor alle de andre awards også stod linet op, og tog derefter begge mine hænder op til hovedet og gned mig hårdt i det.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det på ingen måder var hårdt at tænke på hvad jeg havde stået og sagt inde på scenen. Jeg elskede jo at lave musik og tjene kassen på det, men.. Som jeg sagde inde på scenen, så var det ikke en skid værd, hvis ikke jeg havde Maddie med mig!.

Hun var grunden til, at jeg stod her idag. Hun var grunden til at det her overhovedet var muligt for mig. Hun var grunden til, at jeg overhovedet havde fået et liv istedet for at blive en fucking taber som bare drømte om at vinde alle andre folks penge i poker!.

Alt det vi havde været igennem sammen.. Gode som dårlige ting!.. Alt det vi havde kæmpet.. Efter så fucking mange år, så havde jeg kun lært, at intet var vigtigere end Maddie og vores børn!. Det kunne man måske ikke fornemme på mig altid, men i aften.. Der havde jeg vidst gjort det klart for alle, at det var præcis sådan jeg havde det!.

Jeg tog en dyb indånding og fjernede hænderne fra hovedet og vendte mig om, da jeg kunne mærke, at jeg ikke var alene herinde. Egentlig havde jeg nok kun forventet Chris, da jeg vente mig, men blev ret overrasket, da jeg så at også Ryan og Em stod der..

’’Kæft i er hurtige..’’ Sagde jeg mumlende og tog min cap af hovedet med den ene hånd og kørte den anden igennem mit halvfugtige hår en enkelt gang.

’’Vi stod ude bag scenen da du kom ud, og så gik vi med dig’’ Sagde Em roligt. Okay, det havde jeg ikke engang opdaget!.

’’Også dig, Ry?’’ Spurgte jeg Ryan og kiggede spørgende på ham.

’’Da det gik op for alle, at du quitter karrieren gik jeg derom’’ Svarede Ryan med et roligt smil og fik mig til at nikke svagt imens jeg tog en dyb indånding.

’’Jeg vidste ikke, at du kunne være så følsom overfor så mange mennesker, Justin?’’ Sagde Em roligt og med en blid tone og virkede nok mest af alt ret overrasket over det, siden hun spurgte.

Jeg skulle lige til at svare hende, da døren til mit rum hurtigt blev åbnet og Scooter nærmest kom brasende ind med kursen direkte imod mig. Han så langt fra glad ud, men jeg var ligeglad. Fuldstændig iskold stod jeg og bare kiggede køligt på ham.

’’Hvad fanden laver du, Justin!’’ Småråbte han og stoppede op lige foran mig med et meget vredt blik.

’’Det er vidst nok det dummeste du kunne spørge om..’’ Svarede jeg iskoldt.

’’Jeg håber for dig selv, at du ikke mener det der!. Du har skrevet en kontrakt med mig, hvor der..’’

’’Hvor der ikke står en skid om, at jeg ikke må melde mig selv ud af det her!. Jeg måtte ikke fyre dig og du kunne ikke sige op.. Så må jeg selv droppe ud, ikke?!’’ Vrissede jeg bestemt af ham, så Scooter blev lidt mundlam et kort øjeblik, hvilket han prøvede at skjule ved at tage en dyb indånding.

’’Jeg håber fandme, at du er klar over, at det her..’’

’’...Bliver dyrt for mig!. Jaja, Scooter, men ved du hvad!. Du kan rende mig i røven med dine latterlige trusler om, at jeg mister alt!. Det gør jeg muligvis også, men jeg er pisse ligeglad!. Tag hvad du vil man!. Mine biler, mit hus og alle mine penge!.. Men du kan sku ikke tage det fra mig som jeg mest er bange for at miste!. Hvis du slog dine store ører ud og lyttede på min tale derinde, så ville du vide at intet af det her er en skid værd for mig!. Det der betyder noget for mig kan ikke engang penge ændre på!.. Så værsgo.. Tag det hele!. Jeg er pisse ligeglad!. Men nu må du godt skride!. Jeg står lige og snakker med nogen der også er vigtigere end dig!’’ Vrissede jeg bestemt af ham og følte slet ikke nogen form for respekt for ham.. Om jeg gad at lytte til alt hans bræk!. Jeg vidste alligevel hvad idioten ville sige, så hvorfor stå og lytte på endnu en prædiken fra ham!.

Scooter kiggede helt mundlamt, men stadig vredt på mig i ret mange sekunder, hvor jeg valgte at holde mit kølige blik direkte ind i hans øjne, så han kunne se hvad jeg mente.

Scooter pustede tungt og vendte sig derefter om og gik hen imod døren til mit rum.

’’Lille mide!..’’ Brummede Scooter mumlende for sig selv, før han forsvandt ud af døren og smækkede den efter sig.

’’Nar man..’’ Mumlede jeg køligt efter ham og rystede lidt på hovedet.

’’Hvad så nu, J?’’ Spurgte Ryan og kiggede spørgende på mig, da jeg hurtigt vendte blikket over imod dem.

’’Ja, det ved jeg sku ikke.. Jeg skal bare hjem tror jeg.. Maddie sagde, at hun havde pakket nogen af hende og ungernes ting, så måske man skulle se hvor meget af det hun egentlig har taget’’ Svarede jeg kort.

’’Skal vi tage med dig?’’ Spurgte Chris og kiggede spørgende på mig.

’’Har du ikke et afslutningsnummer at lave?’’ Spurgte jeg ham og løftede svagt det ene øjenbryn.

’’Fuck det man.. Hvor meget show er der også lige tilbage efter din udmelding?.. Jeg tror sku ikke på, at jeg kan gå derind og få folk i god stemning igen’’ Svarede Chris med et svagt skævt smil, så jeg kunne se, at han ikke mente det som et dis til mig.

’’Vi ved jo begge godt, at du altid har været meget større end mig, ikke?’’ Indrømmede Chris imens han trådte over til mig og gav mig et hurtigt håndklask imens jeg udstødte et lille svagt grin og trak på skuldrene.

’’Det kan diskuteres.. Men fuck det, bro.. Gå ind og lav dit show. Bare fordi jeg har fucket det op behøver du jo ikke at gøre det samme.. Jeg kan godt lige vente med at smutte indtil du er færdig’’ Sagde jeg roligt og med et seriøst og roligt blik, så han kunne se, at jeg mente det.. Han havde sku også mange fans der stod derude og ventede på ham og bare fordi jeg nok havde skuffet en del mennesker, så betød det jo ikke, at han skulle gøre det samme..

                                                                                                   ~

                                            Location: Huset, Beverly Hills. Dato: Fredag d. 29. April 2022, Kl. 23.49.

 

’’Justin!!. Justin!!. Yo, Bieber, mener du virkelig, at du stopper?.. Hvad vil du så lave?.. Duer du overhovedet til noget andet?!. Yo, giv os noget!... Bieber!.. Justin!.. Justin!.. Kom herud igen, så vi kan få de sidste billeder!.. Tror du, at Madeline vil bryde sig om, at du quitter efter alt det hun har gjort for dig?!.. Hun er skyld i din karriere man!..’’

Jeg ignorerede bare alle de ekstremt mange paparazziers spydige kommentarer og råben efter mig ude fra vejen og skyndte mig hurtigt at åbne døren til huset så snart jeg havde fået låst den op.

Jeg trådte hurtigt ind i gangen efterfulgt af Ryan, Chris og Em som var taget med mig hjem i deres egne biler imens jeg havde fået kørt min egen bil hjem..

’’Hold nu kæft man.. Det er kræftedeme ravnerok derude man’’ Pustede Em tungt da hun lukkede og låste døren efter sig og derefter vendte sig imod os andre.

Ja, hun havde sku ret.. Jeg ramte vidst ikke meget ved siden af, hvis jeg sagde, at der som minimum stod 50 paps derude og havde forfulgt os hele vejen herhjem!. Shit man.. Det var gået totalt amok efter awardsshowet var slut og alle papsene vidste allerede hvad jeg havde stået og sagt til showet.. Og det kunne fandme mærkes!. Kæft, de var desperate efter billeder!.. Altså, mere end de plejede at være!.

’’Ja, men jeg går lige op.. I kan bare sætte jer ned i stuen.. Eller.. Bare gør hvad i har lyst til’’ Sagde jeg lettere ligegyldigt imens jeg gik hen til trappen og roligt bevægede mig ovenpå.

De andre gjorde tydeligvis som jeg sagde og bevægede sig ned imod stuen imens jeg hurtigt kom ovenpå.. Ja, Maddie havde jo sagt, at hun havde hentet nogen ting, og jeg ville gerne se hvad hun egentlig havde taget med sig.. Altså var det mange store ting eller var det bare tøj og småting?.. Indtil videre virkede det i hvert fald ikke som om, at hun havde rippet noget stort i huset.. Men okay, det var jo heller ikke fordi, at vi havde så mange ting i gangen nedenunder, ovenpå og på trappen, vel?..

Jeg valgte som det første at gå ned og tjekke Mikaylas værelse. Ærligt, så frygtede jeg lidt, at jeg ville komme ind til et helt tomt værelse.. Maddie var flyttet med ungerne, så hvorfor ikke tage hele lortet med?. Godt nok havde hun sagt, at HUN havde hentet nogen ting, men når hun sagde ’’hun’’, så kunne hun jo sagtens også havde ment, at hun havde nogen flyttefolk med sig..

Jeg tog en dyb indånding, da jeg stoppede op ved Mikaylas dør, men tøvede ikke ret længe med at åbne den.. Jeg så ingen grund til at vente, for det var jo ligesom det som jeg var gået herop for..

Jeg åbnede døren helt op og trådte ind og kiggede hurtigt en smule overrasket rundt, da værelset nærmest lignede sig selv.. Alle møbler og ting og sager stod her stadig. Massere af Mikaylas legetøj stod stadig på hylderne og på gulvet.. Okay, der manglede sikkert noget legetøj, nogen bamser og sådan noget, som Maddie havde taget med sig, men det kunne man ikke rigtig se.. Men nu havde jeg heller ikke tal på alle Mikaylas ting..

Jeg vendte mig roligt om igen og forlod igen værelset og lukkede døren efter mig. Jeg gik med lidt hurtige skridt over til Liams værelse lige overfor og tøvede ikke med at åbne døren hurtigt op og tjekke om hans værelse også lignede sig selv.

Alle møblerne var her stadig, men herinde kunne man dog godt se, at der var blevet taget en masse legetøj, fodboldplakater, fodboldting osv.. Hvis jeg ikke tog meget fejl havde Maddie gået ret meget efter Liams yndlingsting.. Måske havde hun endda snakket med Liam, så han kunne fortælle hvad hun skulle tage med sig tilbage til dem?..

Jeg sukkede opgivende og lukkede igen døren til hans værelse og bevægede mig roligt ned imod mit og Maddies værelse nede for enden af gangen, nede ved trapperne.

Ærligt, så var jeg lidt nervøs for at se hvor mange af Maddies ting der var væk, men alligevel tøvede jeg ikke med bare at bryde døren op og træde ind på vores værelse og kigge mig omkring.

Det tog mig ikke mange sekunder at se, at hele hendes sminkebord med det store spejl med lys i, var så godt som tømt.. Normalt havde hun spandevis af parfumer stående på bordet, men nu var det helt tomt.. Så tomt, at jeg ikke engang gad at tjekke skufferne i bordet for at se om hun også havde taget hendes makeup og alle de andre ting som hun havde deri.. For det vidste jeg bare, at hun havde.. Og walk in closettet var sikkert også halvt tomt, så der undlod jeg også at gå ned.. Hvorfor også gøre det, når man var 100% sikker på det syn man ville få?..

Jeg gik hen til vores seng og smed mig opgivende ned i den, så mit ansigt landede på den dyne som Maddie altid plejede at ligge i.. Den plejede at dufte af hende, men der var ikke et eneste spor af hende eller hendes duft.. Kun duften af nyvasket sengetøj!.

Jeg vendte mig om i sengen, så jeg lå tvært indover den med blikket oppe i loftet, og lagde så hænderne om i nakken imens jeg tog en dyb indånding.

Sjovt.. Nu havde jeg cuttet karrieren med håbet om, at Maddie på et tidspunkt ville komme hjem igen.. Men efter at have set hvor mange ting der egentlig var taget og at det var de fleste hverdagsting der var væk.. Så mistede jeg sku lidt håbet..

Det var så fuckt!. Selv når jeg følte at alt håb var ude og havde set Maddie direkte i øjnene imens hun sagde, at hun flyttede til Nashville, hvor hun allerede havde skaffet et hus.. Så var der bare noget i mig der nægtede at give op.. Som om at noget i mig virkelig troede på, at hun på et tidspunkt ville fortryde og komme hjem igen..

Ærligt, så kunne jeg nok godt skyde en hvid pil efter den idé.. Hun var så sikker.. Hun havde besluttet sig.. Hun var rejst og kom nok ikke tilbage.. I hvert fald ikke fast.. Måske på besøg, som hun havde lovet, men.. Hun kom nok ikke tilbage for at bo her igen..

Jeg gned mig lidt i øjnene med mine håndpuder og satte mig derefter op i sengen. Jeg rejste mig op og bevægede mig opgivende ud af værelset, da jeg virkelig ikke kunne holde ud at ligge herinde alene med alle de tanker om Maddie i mit hoved.. Det her var vores hus engang.. Men nu var det kun mit.. Og det var slet ikke så fedt at have så stort et hus helt alene!.. Det var sku ensomt.. Det havde jeg allerede mærket førhen, men nu var det bare ekstra slemt.. Og langt nemmere at mærke!.

Jeg lukkede døren til værelset efter mig og gik så hen til trappen og småløb ned af den og satte kursen ind imod stuen, hvor jeg fandt de andre siddende ved siden af hinanden i den ene sofa. Dog kiggede de straks op på mig, da jeg kom ind.

’’Din skilsmissepapirer er kommet, Justin’’ Sagde Em og rakte papiret hen imod mig.

’’Har i åbnet min post?’’ Spurgte jeg undrende imens jeg gik hen imod dem.

’’Nej. Det lå åbent her på bordet..’’ Svarede Em imens jeg stoppede op ved sofaen overfor dem og satte mig opgivende ned.

’’Så må Maddie have gjort det, da hun var her tidligere for at hente nogen af deres ting’’ Svarede jeg opgivende og med en kæmpe knude i maven..

 Godt nok havde jeg lovet Maddie at skrive under på skilsmissen, når den blev sendt til os, men.. Fuck det var stramt.. At vide at jeg skulle sætte min underskrift på det papir og derved gøre mig enig med Maddie om, at vi skulle skilles.. Jeg var jo ikke enig!.. Men hvad kunne jeg gøre?. Hun var jo rejst nu og alting var så pisse ligemeget!.

’’Jeg synes, at du lige skulle læse det, Justin’’ Sagde Em og rakte igen papiret over imod mig, da jeg ikke havde taget imod det først, og sendte mig samtidig et lille smil.

Jeg kiggede lidt undrende på hende, men vendte så blikket ned på papiret og fik lidt hjertebanken, da jeg godt kunne fornemme, at der var et eller andet helt specielt på det papir, som Em ville have, at jeg skulle se.

Jeg greb fat i papiret og vendte det om, så jeg kunne se det foran og sprang hurtigt alt det der bla-bla-bla over og kiggede direkte ned på de stiplede linjer hvor Maddie og jeg skulle sætte vores underskrifter..

Det gippede i hele min krop og mit hjerte begyndte at banke hårdt derudaf imod mit bryst, så jeg nærmest kunne høre hvor hårdt det slog i pulsen af mine ører!.. Hun havde kræftedeme ikke skrevet dem under!..

’’Hun har ikke skrevet under..’’ Mumlede jeg helt lammet og kunne slet ikke tage øjnene væk fra den stiplede linje, hvor Maddies fulde navn stod nedenunder, så man kunne se, at det var der hun skulle sætte sin underskrift.

Hold kæft man!. Jeg var fandme så overbevist om, at hun havde skrevet dem under da de andre sad med papiret.. Men fandme nej!. Hun havde ikke skrevet en skid!..

Jeg kiggede roligt op på de andre som alle sad og stirrede på mig med svage smil på læben, hvilket gjorde, at jeg heller ikke rigtig kunne lade vær med at smile lidt.

’’Jeg tror lige at Maddie har gengældt den kærlighedserklæring som du har lavet på scenen i aften’’ Smilede Em svagt til mig imens jeg sank en klump og nikkede svagt og igen vendte blikket ned imod papiret for at sikre mig, at jeg havde set rigtigt og at det ikke bare var noget jeg sad og bildte mig selv ind!. Nej, den var sku god nok!. Hun havde ikke skrevet under!.

Jeg smed hurtigt papiret på bordet og rejste mig op og kiggede ned på Em.

’’Em, gider du ringe til lufthavnen for mig og bestille en billet til Nashville hurtigst muligt?.. Enkelt tak..’’ Spurgte jeg hende, da jeg slet ikke var i tvivl mere!. Fuck alting!. Jeg skulle til Nashville nu!. Jeg skulle bare se min kone!.

’’Justin, det kan du ikke.. Du må ikke forlade LA’’ Sagde Em lettere skuffet på mine vegne og kiggede afventende på mig.

’’Det vil jeg da skide på!..’’ Sagde jeg meget hurtigt og kiggede seriøst på hende.

’’De vil snuppe dig i lufthavnen, Justin.. Du kommer aldrig afsted, hvis du bestiller en almindelig flybillet’’ Svarede Em mig kort.

’’Så bestil den i en af jeres navne!’’ Svarede jeg hurtigt og anspændt, da jeg ikke orkede så meget tøven, som der pludselig opstod..

’’Det kan godt være, at du lige har droppet musikken, men alle ved stadig hvem du er, og efter at pressen har fyldt overskrifterne med din dom og påpeget, at du ikke må forlade LA, så vil de stoppe dig med det samme, så snart de ser dig i lufthavnen’’ Forklarede Em og fik mig til at gnide mig selv i ansigtet med begge hænder, da hun desværre endnu engang fik ret.. Hvis jeg fløj til Nashville.. Eller, hvis jeg forsøgte på det, så ville jeg aldrig komme afsted.. Og det skulle jeg!. Om jeg så skulle.. Hey!. Vent lige lidt!.. Fuck ja, Justin man!. Der var den sku!.

’’Ryan?’’ Spurgte jeg ham kort og kiggede spørgende på ham.

’’Ja?’’ Svarede han og kiggede afventende tilbage op på mig.

’’Hvad siger du til en bytter?’’ Spurgte jeg ham og stak hånden i lommen og hev min bilnøgle til Ferrarien op og rakte den imod ham.

’’Hva?.. Hvad mener du?’’ Spurgte han lettere grinende og kiggede totalt uforstående på mig..

’’Vi bytter.. Du får min Ferrari og jeg får din Audi?’’ Spurgte jeg ham afventende og løftede svagt mit ene øjenbryn.

’’Har du tænkt dig at køre hele vejen til Nashville?!.. Det tager over 24 timer, bro!’’ Udbrød Chris lettere chokeret imens både Em og Ryan også bare sad og kiggede chokeret på mig.

’’Jeg gør hvad der skal til for at se hende igen.. Så ja.. Min eneste mulighed er at køre dertil, men jeg kan sjovt nok ikke tage min egen bil, for den vil kunne genkendes meget nemt og så snart nogen finder ud af, at jeg ikke er i LA mere, så vil jeg blive efterlyst, og det vil stå overalt i blade, nyheder og på de sociale medier, så alle ville kunne genkende min røde Ferrari, hvis de så den køre imod Nashville, og så når jeg ikke engang halvvejs før jeg bliver snuppet!’’ Forklarede jeg dem og kunne godt lidt se, at de godt kunne følge mig.

’’Men, Justin forfanden.. Der står 50 paps derude.. Hvis de ser dig køre i Ryans bil, så efterlyser de jo bare den’’ Sagde Em og kiggede spørgende på mig.

’’Vi gemmer sku da bare Justin’’ Indskød Chris og kiggede på Em, som straks kiggede undrende på ham.

’’Hvad mener du?’’ Spurgte Em undrende.

’’Hvis Justin går ud af huset nu, så vil papsene kunne se ham med det samme, men hvis han går ud af havedøren først og sniger sig om til bilerne langs muren rundt om grunden her, så vil de ikke kunne se ham.. Så det vi 3 andre gør, er at gå ud af huset helt normalt og sætte os ind i vores biler og lader som om, at vi lader Justin være alene.. Justin hopper ind på bagsædet af Ryans bil imens, og gemmer sig nede på gulvet, så man ikke kan se ham ud af forruden som er den eneste rude der ikke er tonet. Vi kører væk og ryster hver for sig papsene af os. Vi ringer sammen. Mødes et sted, hvor Justin tager Ryans bil og køre afsted og så tager vi Ryan med tilbage og tager senere herhen og låser huset af, for det kan vi jo ikke gøre, når alle papsene kigger på. Så vil de sikkert undre sig over, hvorfor vi går og låser døren imens Justin stadig er inde i huset..’’ Forklarede Chris.

’’Det er det vi gør!’’ Indskød jeg bestemt, da jeg ikke så nogen grund til ikke at gøre det.. Det var sku nok den bedste idé jeg havde hørt længe man!. Fuck det var genialt!.

’’Ja okay.. Men, Justin?’’ Sagde Em og kiggede spørgende op på mig.

’’Mm?’’ Mumlede jeg kort imens jeg trådte hen til bordet igen og tog skilsmissepapiret op i hænderne.

’’Hvad vil du gøre, når du skal sove?.. Du har været vågen hele dagen og det tager over 24 timer at køre til Nashville.. Hvis du bliver efterlyst, så vil enhver motelejer kunne genkende dig og derved buste dig ved at ringe efter politiet?’’ Sagde Em og kiggede spørgende på mig.. Dog var det slet ikke noget problem for mig, det der.. Det vidste jeg nemlig allerede hvordan man løste.

’’Maddie har ikke været her længe, så mine ting er ikke blevet gennemrodet.. Jeg har noget hvid magi der kan hjælpe på det problem, gemt nede i walk in closettet’’ Svarede jeg hende helt køligt og vendte blikket ned på skilsmissepapiret i mine hænder og tøvede ikke ét sekund med at rive det midt over og smide det fra mig!. Min sidste handling var sku nok en af de ting der gav mig den bedste følelse!. Det føltes kræftedeme godt at rive det lort i stykker!. 

______________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...