Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

230Likes
1128Kommentarer
297135Visninger
AA

25. I Stay Here..

 

                                Location: LAX lufthavn, Los Angeles. Dato: Søndag d. 30. Januar 2022, Kl. 18.25.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Altså, hvornår kommer de?.. De landede kl. 18?’’ Lød det utålmodigt fra Chris, som stod overfor mig imens jeg sad sammen med Ryan på stolene i ankomsthallen.. Egentlig ville vi helst have ventet ude ved bilerne, men eftersom, at der var fyldt op med fans og paps, så valgte vi at gå indenfor, hvor vi kunne sidde i fred.

Jeg var ret spændt på at se Maddie lige om lidt og høre hvad hun havde at sige.. Eller forklare.. Ja, jeg ville sku have en forklaring fra hende.. Hvorfor?.. Fordi jeg kun havde snakket med hende 1 gang siden hun tog afsted.. Hun ringede ikke engang tilbage som hun havde lovet at gøre, når hun havde hørt de nye sange.. Okay, det kunne jeg så ikke vide om hun havde endnu.. Men jo.. Det kunne jeg godt lidt alligevel, for uanset hvad, så var Maddie nysgerrig og havde aldrig lagt skjul på, at hun elskede at høre nye sange fra mig, så jeg vidste, at hun havde hørt dem.. Men ringede hun tilbage?. Nej!. Og heller ikke når jeg havde forsøgt at ringe til hende, hvor hun så ikke tog den.. Jeg havde slet ikke hørt en lyd fra hende hele weekenden, men forhåbentlig kunne jeg få en forklaring på det lige om lidt!.

’’Ved de godt, at vi sidder herinde?’’ Spurgte jeg svagt og køligt imens jeg kiggede op på Chris som hurtigt nikkede imens han kiggede ned på mig.

’’Ja, jeg har skrevet det til Em, og jeg sagde også tidligere da jeg snakkede med hende og hun fortalte hvornår de ville lande, at hvis vi ikke var i ankomsthallen, så var vi ude ved bilerne’’ Svarede Chris og fik mig til at nikke svagt imens jeg vendte blikket ned i gulvet imellem mine ben, som var lettere spredte og som mine underarme hvilede på imens jeg pillede lidt ved mine fingre og sad pænt foroverbøjet.

’’Em og Toby kommer der’’ Lød det fra Ryan som hurtigt fik både Chris og mig til at kigge over imod indgangen til ankomsthallen, hvor Em kom kørende med en vogn med hendes og Tobys bagage som Toby sad ovenpå.

Chris var hurtigt til at gå over imod dem og hurtigt hilse på Em med et stort kys og en kæmpe krammer til Toby som også virkede glad for at se sin far. Jeg selv og Ryan rejste os op fra stolene og gik roligt derover.. Jeg gik dog med et meget undrende ansigtsudtryk imod Em eftersom, at det undrede mig helt vildt, hvorfor hun ikke kom sammen med Maddie og ungerne.

’’Jamen, Toby skulle lige på toilettet, så det ordnede vi lige inden vi stod af flyet..’’ Lød det fra Em som svarede roligt på et spørgsmål fra Chris, hvorefter hun vendte blikket imod mig og Ryan som stoppede op ved hende og hendes vogn.

’’Hvor er Maddie og ungerne?’’ Spurgte jeg undrende og holdte mit blik på hende.

’’Slap af, J.. De kommer vel om lidt’’ Indskød Ryan afslappet og klappede mig kort på skulderen imens jeg holdte mit blik på Em og hurtigt bemærkede hendes tunge suk, som straks gjorde mig klar over, at hun ikke var enig med Ryan.

’’Em?’’ Spurgte jeg hende og kiggede bestemt og afventende på hende.

’’De kommer ikke, Justin..’’ Sagde Em sukkende og fik mig til at rynke panden kraftigt imens jeg spilede øjnene lidt op og nærmest bad om en forklaring med mit ansigtsudtryk og mit blik.

’’Maddie sagde det til mig, da vi skulle til at køre fra hendes onkels gård og til lufthavnen.. Lige efter, at jeg havde talt med Chris’’ Forklarede Em kort og ret mut, da hun nok godt vidste, at det ikke lige var sådan en nyhed jeg havde ønsket mig at høre.

’’Hvad sagde hun da?!’’ Spurgte jeg hende lettere desperat og bestemt og kiggede spørgende på hende.

’’At hun ikke tog med hjem..’’ Svarede Em.

’’Var det det eneste?. Du spurgte ikke hvorfor eller noget?’’ Spurgte jeg lettere frustreret og prøvede virkelig at beherske mig eftersom, at Toby jo også var til stede.

’’Hun sagde bare, at hun ikke kunne se nogen grund til at komme hjem nu, så derfor blev hende og ungerne i Nashville’’ Svarede Em lettere opgivende og med en seriøs tone, så jeg kunne høre, at hun ikke havde mere at fortælle.

Jeg tog en dyb indånding imens jeg kørte begge mine hænder op igennem ansigtet som jeg gned mig lidt i.. Jeg forstod virkelig ingenting her!. Havde hun ikke nogen grund til at komme hjem?!. Hvad så med mig?. Var jeg ikke grund nok eller hvad?!.

’’J, rolig nu.. Lad os komme ud i bilerne og så kan du jo ringe til hende og bede om en nærmere forklaring’’ Sagde Chris og forsøgte at få mig til at blive lidt mere rolig.

’’Ring til Kenny og Hugo og bed dem om at gøre plads for fansene og papsene, så vi kan komme ud’’ Indskød Ryan med en rolig tone og klappede mig lidt på skulderen.

Ja, fandme om jeg ikke skulle ringe til hende man!. Det som Em havde at sige var kræftedeme ikke forklaring nok!. Det var helt sikkert!.

                                                                                                ~

                                       Location: I bilen, Los Angeles. Dato: Søndag d. 30. Januar 2022, Kl. 18.49.

 

’’Dut.. Duut.. Velkommen ti..’’

’’Forhelved!’’ Brummede jeg irriteret for mig selv imens jeg fjernede telefonen fra øret endnu engang og lagde på.. Nu havde jeg efterhånden prøvet at ringe til Maddie 3 gange og ingen af gangene tog hun telefonen.. Men så let gav jeg sku ikke op!. Jeg skulle have fat på hende!.

Jeg trykkede igen på hendes navn på min mobil og ringede hende op imens jeg tog en dyb indånding og lænede mig godt tilbage i det bløde sæde på bagsædet af bilen, hvor jeg sad helt alene.. Ja, Ryan kørte med i de andres bil, så jeg havde hele min lækre bil for mig selv.. Egentlig ville jeg jo helst gerne havde set Maddie, Liam og Mikayla herinde også, men det skulle jeg så åbenbart ikke!.

’’Jaer?’’ Lød det pludselig svagt i min mobil, da røret blev taget af, hvilket jeg straks reagerede på.

’’Maddie!’’ Sagde jeg kort og satte mig ret op i sædet og bukkede mine ben, så mine fødder gled tilbage henover skintæppet på gulvet.

’’Ja, Justin?’’ Svarede Maddie i røret med en lettere opgivende tone.

’’Hvad fanden sker der?. Jeg tager i lufthavnen sammen med de andre for at hente dig, Em og ungerne og så er du ikke med?..’’ Forklarede jeg kort og lyttede afventende. Dog fik jeg ikke rigtig andet end et suk i røret.

’’Maddie, hvad sker der?!’’ Sagde jeg bestemt og lettere frustreret.

’’Jeg har bare valgt at blive i Nashville i lidt længere tid, Justin..’’ Svarede Maddie stille og trist.

’’Hvad med ungerne, hva?. Liam skal i skole imorgen og Mikayla skal i vuggestue!. Du kan sku da ikke bare blive væk!’’ Sagde jeg frustreret og lettere vredt.

’’Jeg har snakket med en privatlære her i Nashville som vil undervise Liam, og jeg har ringet til både vuggestuen og skolen og sagt, at vi er på ferie’’ Svarede Maddie stille og fik mig til at sukke tungt imens jeg gned mig lidt i panden og lænede mig tilbage i sædet.

’’Du kunne fandme godt have ringet og snakket med mig om det istedet for at gøre det på den her måde, du kunne!’’ Sagde jeg lettere bestemt, men lidt mere lavt i tonen.

’’Ja, men du ville jo ikke kunne forstå det, Justin.. Du ville synes, at det var en virkelig dårlig idé..’’ Svarede Maddie stille og trist.

’’Det synes jeg sku da stadigvæk, at det er man!.. Hvad med mig, hva?!’’ Spurgte jeg hende lavt men meget vredt og frustreret imens jeg rev cappen af mit hoved og smed den på sædet ved siden af og kørte derefter min ene hånd igennem mit uglede hår.

’’Du tager jo på promoting-tour på onsdag i over en måned, og når du er hjemme arbejder du jo i studiet.. Du er væk på Mikaylas fødselsdag d. 14, og jeg vil gerne have, at hun kan mærke, at hun har fødselsdag og ikke bare er derhjemme sammen med mig og Liam, hvor der ingenting sker.. Så hellere være sammen med min familie, hvor min onkel vil planlægge en god fødselsdag for hende, og hvor min familie i Nashville og min mor kommer..’’ Forklarede Maddie stille og stadig trist.

’’Jeg forstår dig fandme ikke, Maddie.. Ja, jeg smutter lige om lidt, men tror du ikke, at jeg gerne ville se jer inden jeg tog afsted, hva?!’’ Spurgte jeg lettere vredt og lyttede afventende.

’’Tror du ikke også at jeg gerne ville det, Justin?.. Forstår du ikke, at vi alle savner dig?.. Men hvis vi kommer hjem nu bare lige for at sige farvel, så vil savnet til dig bare blive endnu større.. Og den næste måned ville blive så forfærdelig.. Også for ungerne’’ Svarede Maddie stille og fik mig til at tage en dyb indånding og gnide mig lidt i øjnene.

’’Fint!. Så bliv i Nashville man!.. Og hils ungerne og sig, at jeg skal arbejde i hele verden i den næste måneds tid og at de ikke fik mulighed for at sige farvel eller bruge lidt tid sammen med mig inden jeg rejser, pga deres mor!..’’ Vrissede jeg vredt og lagde derefter på, da jeg slet ikke kunne tage det her!. Et eller andet sted kunne jeg jo godt se hendes pointe, men det var fandme ikke måden at gøre det på, det her!. Hun skulle kræftedeme have fortalt mig det og snakket med mig om det, så jeg kunne fortælle hende, at det ikke ville gøre nogen forskel om vi lige sagde farvel inden jeg rejste!. Det kunne jo være, at jeg kunne sige noget til ungerne, som gjorde savnet til mig lidt mindre for dem!.. Hun var kræftedeme for latterlig man!.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Jeg sukkede opgivende og rynkede panden lidt, da jeg kunne mærke, at tårerne var på vej op i mine øjne, da jeg fjernede mobilen fra øret efter Justins flip, hvor han bagefter lagde på.. Forstod han mig slet ikke?. Forstod han ikke, at ungerne ville have meget sværere ved at sige farvel, hvis de kom hjem og sagde farvel og derefter tog tilbage hertil?.. Det var da nemmere at blive her uden at sige farvel eftersom det gjorde, at de mærkede mindre til savnet og havde følelsen af, at det var dem der var taget væk på en slags ferie, istedet for at vide, at deres far var rejst fra dem for at arbejde.. Så ville de jo tænke mere på ham og savne ham endnu mere..

’’Hva så?..’’ Lød det fra Noahs stemme som fik mig til at kigge op og hen på ham, hvor han sad på en af barstolene ved køkkenbordet imens jeg selv stod henne ved vinduerne og kiggede ud imod den kæmpe have fra køkkenet, hvor ham og jeg var igang med at lave mad.

’’Ja, det var ikke populært..’’ Svarede jeg sukkende og tog en dyb indånding igennem næsen imens jeg lukkede skærmen på min mobil og gik hen imod køkkenbordet, hvor jeg lagde min mobil og satte mig på den ene barstol på hjørnet af køkkenbordet som stod i midten af køkken-pladsen.

’’Forstod han ikke, at du havde brug for at komme lidt væk?’’ Spurgte Noah mig med svagt hævede øjenbryn.

’’Ja, det nåede jeg så ikke at sige også var en af grundende før han smed røret på’’ Svarede jeg stille og mærkede at tårerne virkelig nev i øjenkrogene.

’’Blev han sur?’’ Spurgte Noah roligt og kiggede spørgende på mig.

’’Ja, men.. Jeg tror mest, at det var fordi, at han blev ked af det over, at vi ikke kommer hjem og siger farvel inden han tager afsted.. Det virkede ikke som om, at han kunne forstå mig når jeg sagde, at mig og ungerne bare ville savne ham endnu mere hvis vi tog hjem og sagde farvel og så tog hertil igen bagefter.. Lige nu tror ungerne jo, at det er os der er rejst og jeg ved, at Liam vil se det for en helt anden vinkel, hvis han skulle sige farvel til Justin fordi at han skal afsted på sin promoting-tour.. Lige nu føler Liam jo ikke så stort et savn til Justin fordi det er os der er rejst’’ Forklarede jeg imens et par stille tårer løb ned af min kind.

Noah nikkede forstående og greb blidt min hånd og nussede den lidt.

’’Jeg tror bare lige, at han skal sluge den.. Det skal nok gå op for ham, at du ikke gør det her af nogen ond mening, men fordi, at du har brug for at komme lidt væk fra det hele og fordi du ikke vil savne ham imens han er væk og du er derhjemme’’ Sagde Noah med en rolig tone imens jeg snøftede svagt og tørrede mine tårer væk med min frie hånd.

’’Men han har jo ret altså.. Det her var den forkerte måde at gøre det på.. Han stod og ventede på os i lufthavnen’’ Svarede jeg stille og opgivende med blikket nede i bordet, som jeg satte min albue på, så jeg kunne have min kno under hagen og holde mit hoved hvilende på den.

’’Hvilke andre løsninger var der?.. At tage hjem og sige farvel?.. Det var jo det du ikke ville’’ Svarede Noah stille.

’’Nej, men jeg kunne have ringet og fortalt ham det noget før’’ Svarede jeg opgivende.

’’Du var jo ikke sikker før du sagde det til Em i sidste øjeblik, Maddie.. Lad nu vær med at tage alt skylden fordi det ikke lige glider i smørret..’’ Svarede Noah og brugte et god gammeldags land-udtryk, hvilket faktisk gav mig et dejligt sug i maven eftersom det var noget jeg ikke havde hørt meget længe.

’’Vi snakkede om det igår, ikke?.. Du kan ikke bebrejde dig selv for alting. Du skal tage de valg som er bedst for dig selv og ungerne og lige nu er det bedste, at du bliver her og kommer lidt på afstand af alt det som giver dig stress og bekymringer.. Justin er væk den næste måned og ja, jeg kan da godt forstå, at han godt ville sige farvel til jer, men han ved også hvordan du har det for tiden, så han burde have lyttet på dig og forstået, at det får dig til at slappe af og være meget mere rolig at være her, hvor der ikke er alt det der ståhej ligeså snart du træder udenfor din egen hoveddør.. Det er også godt for ungerne. De bliver jo også påvirkede af jeres humør og alt det stress og tumult der er omkring jer, så snart i træder ud i offentligheden.. Og jeg ved godt, at de ligesom er opvokset i det og måske er vant til det, men derfor kan det jo stadig være meget stressende for dem også, at i ikke kan gå på gaden sammen som en rigtig familie uden at der kommer fans og paparazzier efter jer’’ Sagde Noah og sagde faktisk alt det rigtige og i så rolig en tone, at jeg godt kunne mærke, at det var den rigtige beslutning jeg havde taget.. For han havde jo helt ret..

Imens vi havde været her, hvilket godt nok var ret kort tid, så havde ungerne dog alligevel mærket følelsen af ro og fred, og de havde allerede nu fået smag for hvordan helt almindelige mennesker levede.. Hvordan de kunne gå på gaden uden at blive overfaldet af paps og fans, så man var nød til at søge dække i en bil, hvor man ikke rigtig fik set noget pga tonede ruder og motorveje.. Noah havde jo ret når han sagde, at det stressede ungerne helt vildt.. Også selvom de var vant til det!.. Jeg kunne bare mærke hvordan ungerne var i meget bedre humør her end derhjemme, hvor vi ikke kunne gå på gaden inde i byen uden at nogen skulle tage billeder af os eller snakke til os..

’’Husk på hvorfor du gør det her, Maddie.. Du gør det fordi du vil ovenpå igen.. Så du kan være der for dine unger og være deres glade og positive mor som har overskud til at bruge tid sammen med dem’’ Fortsatte Noah kort og fik mig til at slippe et par tårer mere imens jeg nikkede med lukkede øjne og tørrede mine kinder og snøftede godt ind.

’’Jaer’’ Hviskede jeg stille og åbnede øjnene imens jeg tog en dyb indånding.

’’Mor.. Mor!.. Mor, se lige hvad Mikayla kan!’’ Lød det fra Liams stemme som kom ind i køkkenet og straks fik min og Noahs opmærksomhed.

’’Se hende lige’’ Smilede Liam, da han kom gående med hænderne om Mikaylas sider imens Mikayla stod ovenpå Liams skateboard og blev skubbet rundt af Liam.

’’Ja, hvor er i dygtige.. Men pas nu på at det ikke går galt, ikke’’ Sagde jeg kort imens jeg fulgte Liam og Mikayla med øjnene og betragtede deres kæmpe smil..

’’Hun bliver et år om lidt og hun står allerede på skateboard.. Og det er mig der har lært hende det!’’ Smilede Liam virkelig tilfreds og stoppede med at skubbe Mikayla på boardet, men undlod dog at slippe hende helt.

’’I er så dygtige begge to’’ Svarede jeg ham imens jeg holdte blikket på min storsmilende datter, som jeg var sikker på, kunne gå selv om ikke så mange måneder.

Mikayla var begyndt at rejse sig op, stå alene og kunne også godt gå et par skridt, hvis hun fik støtte fra en der holdte hende i hånden eller en ting hun kunne skubbe frem foran sig. Det gav mig faktisk et ret dårligt sug i maven ved tanken om, at jeg ikke rigtig var der ved hendes første skridt.. Det var jo sådan noget en mor var en af de første til at se.. Men i mit tilfælde, var det nok mere Justin, Em, Chris og Ryan der så det.. Og det ramte mig lidt, at jeg ikke var en af dem.. Men det hjalp mig at sige, at det så var en af grundende til, at jeg var her nu.. Fordi jeg ville være der, når det skete noget stort for mine børn!..

____________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...