Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

230Likes
1128Kommentarer
298666Visninger
AA

3. Helt Stået Af!.

 

                               Location: Huset, Beverly Hills. Dato: Mandag d. 13. December 2021, Kl. 21.15.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Jeg tog endnu et hvæs af min halvrøget smøg og sugede røgen godt ned i lungerne imens jeg askede resten i askebægret på bordet foran mig.

Jeg røg jo ikke normalt, men efter, at mit humør og livslyst var dykket så gevaldigt, så var jeg begyndt at ryge ret meget.. Jeg kunne normalt godt tage en smøg i ny og næ, hvis alting blev for stresset eller jeg havde meget i hovedet, men nu.. Nu føltes det allermest som om, at jeg bare røg for at have noget at give mig til, og med et håb om, at jeg kunne slappe lidt mere af, hvis jeg røg.. Men ærligt, så var jeg ret sikker på, at jeg ville blive fast ryger, hvis jeg fortsatte sådan her.. Men jeg var ligeglad.. Fuldstændig!. Alting var bare pisse ligemeget for mig!.

Jeg havde tit siddet og stillet mig selv det spørgsmål: Hvorfor?. Hvorfor havde jeg det sådan her?... Jeg fik desværre bare aldrig noget svar.. Jeg vidste, at det var ramlet for mig efter jeg gjorde det forbi med Justin, men jeg havde jo prøvet det før, så hvorfor gik jeg så meget ned på det nu?..

Det var på mange måder så uforstående for mig. Det her kom bare som et lynnedslag fra en klar himmel i mig.. Fra det ene sekund til det andet.. Og det skræmte mig virkelig.. Jeg havde gået igennem så mange ting i mit liv, så hvorfor var det først nu, at jeg havde det sådan her?.. Jeg følte mig virkelig tom.. Som om, at der var kommet noget ind i min krop, som bare havde revet alt ud af mig og efterladt mig som en tom skal af.. Ja, af noget der skulle forstille et menneske.. Men ærligt, så følte jeg mig slet ikke som et menneske mere..

Jeg sad bare her uden nogen form for energi, fik kvalme når jeg tænkte på, at der var noget jeg skulle tage mig af eller gøre. Jeg var så træt som aldrig før og havde de vildeste søvnproblemer.. Jeg havde bare mest lyst til at blive usynlig, så ingen kunne se mig, finde mig eller høre mig græde.. Jeg følte ingen glæde overfor noget. Jeg vidste, at jeg normalt var en pige fuld af glæde og liv, men nu.. Nu var der kun negative tanker og bare tanken om en fremtid fik mig til at få det dårligt og næsten begynde at græde..

Det værste ved det her var næsten det, at jeg ikke kunne holde ud at være nogen steder. Jeg følte mig utryg overfor alt og alle.. Ikke engang som jeg sad her nu følte jeg mig tryg.. Og så det, at jeg ikke engang kunne sove det væk.. Når jeg prøvede at sove kunne jeg ikke, og når jeg så endelig kunne falde lidt i søvn og var træt nok til at sove, så var der ungerne at tage sig af.

Jeg følte mig som et håbløst menneske, som ikke kunne finde ud af noget.. Jeg kunne ikke tage mig af ungerne. Jeg kunne ikke tage mig af et enkelt telefonopkald. Jeg kunne ikke klare alle de paps der stod der, så snart jeg nærmest åbnede hoveddøren..

Jeg følte mig så ubrugelig og brugt.. Jeg duede ikke til noget mere. Jeg var bare færdig.. Intet lykkedes for mig.. Hver eneste gang jeg satte noget igang, så fuckede det op.. Det var præcis det der skete i forholdet med Justin.. Jeg lagde liv og sjæl i det og hvad skete der?. Nu sad jeg her alene imens ham jeg elsker var på vej til at få et barn med en anden!.

Min sidste ustoppelige tanke fik igen det hele til at ramle.. Tårerne fik sit startskud og der gik kun få sekunder før de igen havde et kapløb om hvem der først kunne nå ud af øjnene på mig og ned af mine kinder..

Jeg hulkede svagt og kneb øjnene sammen imens jeg trak mine ben op på sofaen og viklede armene om dem og gemte mit ansigt i skødet på mig selv imens min smøg bare røg sig selv væk igennem mine fingre..

’’Hvad er du her overhovedet for, Maddie?.. Hvorfor pine dig selv på den her måde?.. Du ved jo godt hvordan man forsvinder.. Du overlever ikke det her..’’

Mine tanker var ustoppelige og førte ingen steder hen.. De var endeløse og uanset hvor meget jeg prøvede at forhindre mig selv i at tænke sådan, så kunne jeg ikke lade vær.. Der var bare ingenting der gav mening i mit liv mere.. Alt var tabt og jeg kunne ikke længere se nogen grund til at gå igennem det her.. Jeg pinte kun mig selv..

’’Hvad ville der ske, hvis du tog springet nu?.. Hvem ville savne dig?.. Justin?. Han ville komme over det.. Vennerne?.. De havde hinanden og kunne sagtens klare sig uden mig.. Liam og Mikayla?....’’

Idet mine tanker ramte Liam og Mikayla brød jeg kun endnu mere sammen. Dem ville jeg bare ikke undvære!. Og det kunne jeg ikke!.. Men samtidig kunne jeg heller ikke finde ud af at være mor for dem.. Jeg kunne ikke passe på dem.. Jeg kunne ikke være til stede, når jeg var sammen med dem.. Jeg kunne ikke engang overskue at få Mikayla til at holde op med at græde, hvis hun begyndte uden grund!.. Hvilken forfærdelig mor var jeg ikke?.. Jeg kunne jo ikke finde ud af at være mor for dem.. Se nu bare på Liam.. Han blev forhindret i at være sammen med andre børn i over et år, bare fordi at jeg var egoistisk og ville med på Justins tour i hele verden.. Liam blev bare kastet rundt fra den ene by til den anden og fra det ene hotelværelse til det andet.. Han havde ikke noget hjem!.. Og samtidig brugte jeg over halvdelen af tiden på at skændtes med Justin, hvilket også var min skyld!. Jeg skulle bare ikke have blandet mig så meget i hans liv.. Det havde måske også gjort, at han ikke var endt med at være sammen med Hailey til den fest han holdte dengang jeg var hjemme ved mine forældre med ungerne..

Apropos mine forældre.. Især min far var sikkert pisse skuffet over mig. Fordi jeg var gået så meget imod ham og havde giftet mig med en som han ikke kunne fordrage og som han blev ved med at sige, bare ville ende med at knuse mit hjerte.. Og det var sket nu.. Men det var jo ikke Justins skyld, men min egen!.. Alting var min skyld!. Hvis det ikke var for mig, så havde folk haft det meget bedre!.. Alle ville have haft det meget bedre, hvis jeg ikke var en del af deres liv..

Bare se på Em!. Hun havde det hele i Vegas.. En kæreste, et lækkert hus, et fedt job sammen med mig.. Og så bare fordi, at jeg får en god idé om at hende og jeg skulle være Justin og Chris’ managers, så fuckede hele hendes liv også op og blev vendt 180 grader!. Hun mistede sin kæreste fordi hun ikke havde tid til ham, pga hun var sammen med Chris så meget.. Og fordi at Justin og jeg flyttede hertil, så endte Em med at gøre det samme eftersom at Chris, som hun var forelsket i, også blev trukket med hertil, da han ikke havde noget valg fordi han på det tidspunkt ikke havde nogen penge til at bo alene eller bo på hotel.. Hun skred fra hele sin familie i Vegas bare pga mig!.

Og Justin.. Åh gud, det var næsten det værste!.. I bund og grund havde jeg presset ham herhen hvor han var idag!.. Hans drøm var ikke en skid musikken!. Hans drøm var at komme til Vegas og vinde boksen i spil.. Pga ham selv og hans egen og drengenes indsats, så kom de også til Vegas og fik udlevet deres drøm.. De havde det som de ville have det og nød deres liv i fulde drag.. Og hvad skete der så?.. Så stødte han på mig, som havde født hans søn uden at han havde sagt god for det!.. Og hvad så?.. Så tog vi på en lille ferie, hvor jeg som bagtanke havde det, at drengene kunne komme lidt væk fra det jeg kaldte et sidespor, men som for dem var at udleve deres drøm!.. Og så opdagede jeg Justins talent indenfor musikken og vupti!. Så fik jeg planlagt massere af møder og fik fløjet drengene til LA, hvor de kunne snakke med en masse pladeselskaber.. Hvilket var MIN idé!..

Hvorfor så jeg det ikke?.. På touren viste Justin jo de mest tydelige tegn!. Det var ikke det her han ville!.. I bund og grund ville han bare vinde boksen i poker eller et andet game i Vegas og leve det vilde og uafhængige liv, men det fuckede jeg fuldstændig op for ham.. Jeg var ikke i tvivl om, at han elskede mig, og det var nok derfor, at han ikke sagde mig imod og bare lod mig køre mit eget løb og få ham ind i musikbranchen, som han ikke engang selv havde overvejet!.

Han hadede jo det her liv.. Han havde tit siddet og fortalt, hvor meget han hadede, at han ikke kunne gå udenfor en dør alene uden at blive overfaldet, og hvor meget han hadede tanken om at ungerne måske skulle vokse op med falske venner som kun ville være venner med dem pga Justins status her i verden.. Alt hvad han ville var jo bare at leve det fede og uafhængige liv, men det var mig der satte en stopper for hans egentlige drøm..

Og så det, at jeg nærmest havde tvunget ham til at stoppe med at drikke, ryge og tage stoffer.. Fordi jeg tænkte på alle andre end ham selv!. Okay, jo, selvfølgelig tænkte jeg også på ham, da det jo ikke ligefrem var sundt at indtage alt det.. Men det var jo det han ville.. Det var sådan han var.. Og jeg ødelagde ham og gjorde ham til en han ikke var!.. Jeg kom væltende ind i hans liv og smadrede alle hans planer om sin egen fremtid som han ville leve på sin helt egen måde!..

Det var min skyld!. Min alene!. Hvis det ikke var for mig, så havde folk ikke følt sig presset til noget!.. Justin med sin karriere, Em også med sin karriere.. Hun havde det fint med den webshop vi kørte, men pga mine ’’gode’’ idéer, så droppede hun alt hvad hun var nød til bare for at være en god og støttende veninde for mig!..

’’Du er et sørgeligt menneske!.. Du har spildt folks tid og smadret deres egne drømme for at udleve dine egne!.. Drømmen om en kernefamilie. Drømmen om det fede job, hvor du er din egen chef, som kun bestemmer over sig selv og ingen andre!.. Dig som aldrig har forstået hvordan din egen far har kunne have moral nok til at koste rundt med folk!. Du er jo selv blevet sådan nu!. Du har kostet rundt med Justin i årevis og forvandlet ham til noget som han egentlig slet ikke ville være, men som du gerne ville have, at han skulle være, trods det, at du elskede ham før alt det her startede!. Du elskede ham som han var, men du skulle lige ødelægge ham og gøre ham til et perfekt menneske der kunne vises frem til alle.. Og deriblandt din far!. Ha!. Det var jo kun derfor man!. Det eneste du har tænkt på, er jo fucking bare at skabe et tryg og harmonisk glansbillede som du kunne vise til din far, som ikke mente at Justin var god nok som han var!.. Føj, Maddie!’’

Det føltes som om, at min hjerne levede sit helt eget liv og bare jordede mig fuldstændig.. Som om, at det var englen og djævlen der sad på mine skuldre og styrrede mig.. Djævlen som var et billede af mine tanker, og engel som var et billede af mig selv, som prøvede at modsige alt hvad tankerne sagde, men som ikke kunne trænge igennem til hjertet.. Så jeg lod tankerne vinde og lod dem save mig fuldstændig.. Men.. Hvis det nu var sandt og jeg bare altid havde lukket øjnene for det?..

Jeg løftede hovedet, da min sidste tanke kom til mig.. Hvad nu hvis mine tanker først havde trængt igennem nu og virkelig havde vist mig hvilket nederen menneske jeg var, som bare havde kroppen fyldt af facader?.. Facader som skabte det perfekte billede af mig og gemte alt det dårlige væk, så ingen kunne se, hvilket forfærdeligt, egoistisk, selvcentreret, usselt og grimt et menneske jeg var!..

’’Du er ussel!.. Du er forfærdelig!.. Du er egoistisk!.. Du er en dårlig mor!.. Du er selvcentreret!. Du tænker kun på hvad der er bedst for dig selv i sidste ende!.. Du er manipulerende!. Du fucker med andre og er bagefter så pisse god til at skjule det overfor dig selv og andre!.. Men det er slut nu!.. Nu kan du endelig se, hvem du selv er!.. Kan du leve med hende du er i virkeligheden?.. Facaderne er smidt nu og de kommer ikke tilbage!.. Fat det Maddie!.. Du er færdig!’’

                                                                                            ~

                                 Location: Huset, Beverly Hills. Dato: Mandag d. 13. December 2021, Kl. 21.45.

 

*Justins Synsvinkel*

 

Jeg parkerede min bil foran det totalt mørkelagte hus og slukkede min bil og trak nøglen ud imens jeg tog en dyb indånding. Jeg steg kort efter ud af bilen og låste den og bevægede mig så op imod hoveddøren imens jeg lagde mine bilnøgler til min røde Ferrari ned i min ene lomme, som jeg kort efter trak hoveddørsnøglerne op af bagefter.

Lige nu var jeg virkelig glad for, at jeg havde taget de nøgler igen ude fra nøgleskabet i gangen, eftersom, at jeg havde prøvet at ringe til Maddie inden jeg kom herhen, hvor hun igen ikke tog den, trods det, at jeg bestemt havde påpeget, at hun skulle tage telefonen når jeg ringede eller skrev til hende.

Det irriterede mig fandme meget, at hun trods mine ord, stadig nægtede at tage telefonen når jeg ringede og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville tale med hårde ord, så snart jeg kom indenfor.. Heldigvis havde jeg sat ungerne af hjemme ved Em og Chris, hvilket Liam meget hellere ville end at blive passet af Anna hjemme på hotellet, hvilket jeg først havde planlagt.

Jeg havde taget en snak med Liam om, at jeg var nød til at tale med Maddie alene, hvis han stadig ønskede, at vi allesammen kunne bo under samme tag igen. Han forstod det tydeligvis og trods det, at han kun var 7 år, så var han virkelig samarbejdsvillig og havde intet imod, at skulle overnatte hjemme hos moster Em, onkel Chris, onkel Ryan og fætter Toby.. Faktisk begyndte han lidt at glæde sig til at komme derhjem, hvilket jo var mere en positivt og som gjorde det meget nemmere end hvis jeg skulle til at tvinge ham.. Ja, for jeg nægtede at undlade at tale med Maddie nu hvor jeg endelig havde chancen for det uden forstyrrelser af nogen art!.

Jeg stoppede op foran hoveddøren og hev kort ned i håndtaget, så jeg hurtigt bemærkede, at døren var låst. Derfor stak jeg hoveddørsnøglen i låsen og låste døren op og åbnede den, hvor jeg straks hørte en masse bjæf komme imod mig imens jeg fornemmede 3 små skikkelser komme løbene imod mig igennem den mørke gang.

Jeg lukkede døren imens Diamond, Karma og Sammy sprang op af benene på mig og.. Underligt nok, så logrede de ikke med deres haler.. Og så.. Pev de?.. Det lignede sku da ikke dem?..

’’Hvad er der med jer?’’ Spurgte jeg stille og kiggede undrende ned på dem alle 3, som i næste nu stormede tilbage ned igennem den mørke gang, da de hørte en klingrende lyd komme nede fra køkkenet.

Min fornemmelser fik mig hurtigt til at følge efter dem ned igennem gangen og ned til køkkenet som også var mørkelagt.

Jeg stoppede op i dørkarmen og kneb øjnene lidt sammen, da jeg igennem mørket kunne fornemme en skikkelse ligge på køkkengulvet i en sammenkrøbet stilling.

’’Maddie?’’ Kaldte jeg kort imens mit hjerte begyndte at slå hårdt imod mit bryst. Jeg fik ikke et ordentligt svar.. Ikke andet end en slags stønnen, som jeg var 100% sikker på, var Maddies.

Jeg vendte blikket ned på væggen lige ved siden af mig og tog hånden hen til dørkarmen, hvor kontakten til lyset ud til køkkenet var placeret.

Jeg tændte lyset, så hele køkkenet blev lyst op og vendte så blikket tilbage ned imod Maddie, hvilket gav mig det største chok jeg nogensinde havde fået i mit liv!. Maddie lå i fosterstilling på gulvet kun iført noget sort undertøj og hulkede med blod i hovedet, på siden af maven og blod foran sig på gulvet, hvor en stor køkkenkniv lå lige ved siden af hendes arm, som der løb blod ned af og som havde en alle helvedes masse snitsår overalt!.

’’Maddie, hvad fanden laver du!’’ Udbrød jeg og fløj hurtigt hen til hende imens alle 3 hunde drønede rundt om hende og virkede mildt sagt paniske.

Jeg satte mig straks ned på knæ ved siden af hende og foran den lille pøl med blod som tydeligvis stammede fra hendes arm, da det var det eneste sted som jeg kunne se snitsår på.. Så alt det andet blod rundt omkring på hende stammede så tydeligvis kun fra hendes arm, som hun åbenbart havde ramt sig selv flere steder med.

Jeg valgte som det allerførste at gribe fat i hendes blodige arm og var fucking ligeglad med om jeg fik blod på mig. Jeg skulle bare se hvor fuck hun havde sat de snitsår henne!.

Jeg tjekkede indersiden af hendes arm, hvor alle snitsårene var placeret og bemærkede hurtigt, at hendes pulsårer heldigvis ikke var cuttet i.. Dog skræmte noget andet mig ret meget.. Alene det, at hun havde skåret i sig selv var skræmmende og fik mig til at tænke, at den var stået helt af for hende.. Men det, at hun havde skåret navnet ’’Justin’’ i sin arm... Det var direkte uhyggeligt og det gav mig en sikkerhed om, at den var helt gal med hende.. Hun VAR syg!. Og jeg var 100!.

Jeg vendte hurtigt blikket op på hendes ansigt, hvor tårerne trillede ned af kinderne på hende imens hun stirrede tomt ind i skabene i det midterste køkkenbord, eftersom at hun lå i mellemgangen af køkkenbordet i midten af køkkenet og køkkenbordene som sad fast ind til væggen.

Jeg slap hendes blødende arm og tog begge mine hænder op til hendes ansigt, hvor hun fik lidt blod på kinden fra min hånd, men det var jeg ærlig talt pisse ligeglad med lige nu!.

Jeg drejede hendes ansigt op imod mig og kiggede hende rasende ind i øjnene.

’’Hvad fanden sker der oven i hovedet på dig, hva!?.. Er du fuldkommen syg eller hvad!?... Vil du gerne dø!. Er det det?!’’ Råbte jeg vredt, såret, chokeret og frustreret ind i hovedet på hende imens jeg rystede lidt i hende, da hun skulle mærke, at det her kræftedeme ikke var noget hun bare så meget som skulle tænke på at gøre igen!.

’’Hvad helved tænker du på man!’’ Råbte jeg videre og virkelig frustreret og kæmpede virkelig med at holde følelserne inde, men det var så godt som umuligt for mig, da mit stoneface umuligt ville kunne klare at holde alt inde denne gang!. Det her var fandme grænsen!.

’’Du er kræftedeme for dum du er!. Hvad fuck tænker du på man!’’ Udbrød jeg og slap hendes hoved igen, så hun hulkede videre og krøb sig endnu mere sammen imens jeg hurtigt rejste mig op og greb kvinden på gulvet og smed den op i vasken, så den ikke lå indenfor hendes rækkevide.

Jeg vendte mig hurtigt om og farrede ud af køkkenet og ned af gangen, hvor jeg stoppede op ved badeværelset, hvor vi havde en førstehjælpskasse liggende.. Ja, faktisk havde vi en på hvert et badeværelse, men det var ligemeget lige nu!.

Jeg rev døren op til badeværelset og fløj hen til skabene under vasken, som jeg også hurtigt rev op. Den røde kasse med det hvide kryds på kom hurtigt til syne og jeg tog hurtigt fat i den og rev den ud af skabet, hvorefter jeg vendte mig om og løb tilbage til køkkenet, hvor Maddie bare lå og hulkede og græd som pisket på gulvet imens hundene prøvede at trøste hende imens de stadig var ret paniske og løb rundt om hende og nok ikke turde komme alt for tæt på selvom de gerne ville.

Jeg smed hurtigt førstehjælpskassen ned på gulvet foran Maddie, som spjættede lidt i kroppen ved larmen over kassen der ramte gulvet.. Hundene fik også et lille chok af det, men det overlevede de sku nok. Jeg gik hurtigt hen til skuffen med rene og nystrøget hviskestykker og uåbnede klude og tog så en stak klude og et par hviskestykker med mig hen til Maddie og smed hviskestykkerne ned foran hende uden at de ramte den lille blodpøl på gulvet.

Jeg åbnede pakken med klude og rev et par stykker ud og gik hen til håndvasken, hvor jeg tændte for det kolde vand og gjorde kludene drivvåde, så jeg kunne vaske både hende og gulvet af.

Jeg slukkede for vandet igen og satte mig ned på knæ ved hende og begyndte at vaske hende af i ansigtet og på kroppen, hvorefter jeg tog gulvet og vaskede det af. Jeg lagde derefter et par hviskestykker ovenpå hinanden og lagde så Maddies blødende arm ovenpå det, så blodet dryppede ned på hviskestykkerne istedet for på gulvet.

Jeg tog en dyb og tung indånding og pustede tungt ud imens jeg åbnede førstehjælpskassen og fandt noget rensevæske frem. Jeg tog en lille desinficerende serviet frem og tog den ud af pakken, hvorefter jeg gav mig til at vaske hendes arm af for det blod der var nået at løbe ud efter, at jeg havde tørt alt blodet væk med kludene.

Jeg fik derefter endnu en serviet ud af indpakningen og hældte så noget rensevæske på den, hvorefter jeg begyndte at ’’spritte’’ hendes arm af med den, hvilket jeg tydeligt kunne se på Maddie, sveg som ind i helvede eftersom, at hun kneb øjnene sammen og sugede noget luft ind og holdte vejret.

Jeg vidste godt, at de sveg, det væske der, eftersom jeg selv havde prøvet det et par gange.. Men det var altså virkelig godt eftersom at det rensede sårene og stoppede blødningen.. Ja, så faktisk var jeg pisse ligeglad med om det gjorde ondt.. Umuligt at det gjorde mindre ondt end da hun sad og skar mit navn i sin arm!.

Jeg hørte kort efter, at Maddie begyndte at trække vejret igen imens jeg fortsatte med at rense hendes sår med servietten som blev pæn rød efter det blod.. Det virkede som om, at hun begyndte at slappe lidt mere af og vænnede sig lidt til den svigende smerte som det her rensevæske gav hende.

Ridserne i hendes arm var ikke små, men samtidig var de heldigvis heller ikke så store, at de skulle sys.. Jeg var selv blevet syet et par gange igennem tiden, så jeg kunne heldigvis og med sikkerhed sige, at hun ikke skulle sys.. Tak fortid for at jeg har så meget erfaring indenfor det her!.

’’Jeg forstår godt, at du hader mig..’’ Lød det pludselig meget hviskende fra Maddie som brød stilheden og fik mig til at kigge køligt op på hende istedet for at kigge på hendes arm, som jeg dog fortsatte med at spritte af. Maddie lå selv og kiggede op på mig med tårer ned af kinderne og et tomt blik i hendes halvlukkede øjnene.

’’Tss..’’ Fnøs jeg stille og rystede lidt på hovedet imens jeg vendte blikket tilbage ned på hendes arm. Jeg hadede hende sku da ikke man!. Hvor fanden havde hun det fra?.. Okay, lige nu var jeg pisse arrig på hende over, at hun overhovedet kunne tænke tanken om det her og så derefter at gøre det, men.. Jeg hadede hende jo ikke!. Tværtimod faktisk!.

’’Du gør ikke det her igen!’’ Mumlede jeg køligt og krøllede servietten sammen i min hånd, for derefter at ligge hendes arm tilbage på hviskestykkerne og derefter finde noget bandage og en masse små plastre frem i førstehjælpskassen.

’’Jeg har ødelagt dit liv..’’ Hviskede Maddie med en knækket stemme imens flere tårer strømmede ned af hendes kinder uden at hun tog blikket fra mig.

’’Det er min skyld..’’ Fortsatte hun imens jeg satte alle de små plastre over hendes snitsår på indersiden af hendes underarm.

’’Hvad er din skyld?’’ Spurgte jeg hende virkelig undrende og rynkede hele ansigtet imens jeg kiggede op på hende og holdte en lille pause med at sætte de små plastre på.

’’Jeg har bare tvunget dig til det her.. Det eneste du ville.. Var.. At spille i Vegas.. Og det.. Ødelagde jeg.. Fordi.. Fordi jeg pressede dig til at tro, at din drøm var.. Musikken’’ Hulkede Maddie hviskende og havde til tider svært ved at få luft.

’’Du ville bare.. Være.. Uafhængig og.. Leve det vilde liv.. Men.. Pga mig.. Fik du ikke lov... Jeg smadrede din drøm.. Og plantede.. En.. En falsk drøm hos dig.. Og.. Så tvang jeg dig.. Til.. At være far.. For.. Liam..’’ Hulkede Maddie videre imens hun trak hårdt efter vejret.

’’Hvor fuck har du det der fra, hva?.. Er det det du tror eller hvad?.. Du har ikke tvunget mig til en skid man!.. Du kender mig forhelved. Du ved, at jeg aldrig siger ja til noget som jeg ikke vil forfanden!’’ Svarede jeg lidt hårdt og bestemt, men det var kun så hun kunne forstå, at hun ikke havde tvunget mig til en skid. Hvorfor fanden troede hun pludselig det?..

’’Du.. Du behøver ikke lyve overfor mig mere.. Jeg har.. Indset det.. Alle de tegn.. Tegn på, at du ikke ville det her.. De er så tydelige nu’’ Hulkede hun hviskende videre imens jeg fik sat de sidste plastre på hendes arm og derefter greb ud efter bandagen som jeg roligt begyndte at vikle om hendes arm.. Og mit navn..

’’Er det derfor, at du har gjort det her?.. Fordi du tror, at du har tvunget mig til noget?.. Du har ikke tvunget mig til en skid, Maddie!. Du har tværtimod hjulpet mig.. Du har hjulpet mig igennem alt man!. Forstår du ikke det?.. Forstår du ikke, at jeg er taknemmelig for alt hvad du har gjort, hva?.. Du har givet mig alt hvad jeg ville have, når jeg bare har knipset med fingrene!.. Og du har givet mig de skønneste unger på jorden, okay!.. Jeg elsker dig, forhelved!..’’ Sagde jeg direkte fra hjertet, men stadig i en bestemt tone eftersom, at hun skulle vide, at jeg virkelig mente det.

’’Nej.. Du elsker mig ikke.. For.. Du kender mig ikke’’ Hulkede Maddie videre og begyndte at hulke og græde mere efter hendes ord.

’’Hvad fuck snakker du om?.. Kender jeg dig ikke?!’’ Brummede jeg vrissende og meget bestemt og stoppede et kort øjeblik med at vikle bandagen om hendes arm, for at se op på hendes ansigt endnu engang.

’’Nej.. Jeg er kun facader.. Inderst inde er jeg.. Et forfærdeligt.. Egoistisk.. Og klamt menneske, som.. Kun.. Tænker på mig selv.. Og.. Som kun gør ting som.. Er bedst for mig selv’’ Hulkede hun videre og brød helt sammen.

’’Nu tager du dig kræftedeme sammen, Maddie!. Lad vær med at sig sådan noget der, for vi begge ved kræftedeme godt, at det ikke passer man!.. Du er for langt ude man!’’ Brummede jeg og viklede det sidste bandage om hendes arm, da jeg sagde min sidste sætning.

Jeg greb saksen i førstehjælpskassen og klippede så resterne af bandagen af og fiskede så de 2 klips, som skulle holde sammen på bandagen, op af den og klipsede dem på hendes arm, så bandagen sad fast.

’’Hvornår har du sidst sovet?’’ Spurgte jeg hende og kiggede op på hende ansigt imens jeg pakkede førstehjælpskassen sammen.

’’Det ved jeg ikke..’’ Hulkede Maddie og trak gispende efter vejret.

’’Hvor længe sov du?’’ Spurgte jeg hende videre og tog kassen op og satte den op på det midterste køkkenbord imens jeg holdte mit blik på Maddie og så, at hun trak på den ene skulder.  

’’Hvornår har du sidst spist?’’ Spurgte jeg videre i et tungt suk og fik igen det samme svar fra hendes krop.. Et lille træk på skulderen.

’’Okay..’’ Pustede jeg tungt og rejste mig op fra gulvet og gik om bag hende ved hendes ryg og tog fat i hende og løftede hende op af stå, men undlod at slippe hende, hvilket nok var meget godt, da hun knækkede sammen, da hendes ben nærmest lignede gelé.

Jeg bukkede mig lidt forover uden at slippe hende om livet og greb så fat i hendes ben og løftede hende op i brudestilling, så hun lå i mine arme og hulkede med kinden presset imod min skulder.

’’Du skulle ikke være kommet’’ Hviskede hun grædende imens jeg forlod køkkenet med hende i mine arme og satte kursen ned imod trappen som førte ovenpå.

’’Det var jeg glad for, at jeg gjorde!’’ Brummede jeg stille og køligt uden at kigge ned på hende.

’’Hvor tager du mig hen?’’ Mumlede Maddie hulkende efter en kort stilhed imens jeg tog de første par trin op af trappen.

’’Du skal op og sove’’ Svarede jeg køligt og fortsatte op af trapperne.

’’Nej.. Jeg vil ikke’’ Hulkede hun og lød nærmest som et lille barn.

’’Hold kæft, Maddie!.. Du skal sove, og jeg bliver her og sover sammen med dig.. Ungerne er hos Em og Chris til imorgen, så jeg gider ikke diskutere det her med dig!. Det bliver som jeg siger!’’ Sagde jeg lettere bestemt, da jeg på ingen måder ville gå på kompromis efter hvad jeg havde set i aften!.. Fra nu af nægtede jeg at lade hende være alene!.. Fuck man!. Jeg skulle være blevet her!. Hvis jeg var blevet her istedet for at tage med ungerne på Mc Donalds og til det Lucia-halløj, så var det kræftedeme ikke endt sådan her!. Jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse!..

Jeg kom ovenpå og bevægede mig ned til vores værelse, hvor døren stod på klem. Jeg skubbede den op med foden og gik så ind og hen til vores seng, hvor jeg slap Maddies ben forsigtigt, så hun støttede på dem imens jeg stadig holdte om hende med den ene arm.

Jeg fjernede dynen på sengen med min frie hånd og tog så fat i Maddie igen og vendte hende om og lagde hende ned i sengen og lagde dynen over hende.

Jeg smed hurtigt mine sko og cap og trak derefter min trøje og bluse af og smed det på gulvet, hvorefter mine bukser og sokker fik samme tur, så jeg til sidst kun var iført mine grå boxers.

Jeg gik over på den anden side af sengen, som var længst henne imod døren og som normalt var min plads i sengen og rev dynen til side, så pladsen var fri til at ligge sig ned på. Dog vendte jeg mig hurtigt om og gik hen til døren ind til værelset og lukkede den i.

Jeg gik tilbage til sengen og lagde mig ned og svang dynen om mig og drejede mig så om på siden. Helt uden at tøve møvede jeg mig helt hen til Maddie og løftede op i hendes dyne og lagde armen om hendes ret kolde mave imens hun lå på ryggen.

Jeg tog en dyb indånding og pustede tungt ud imens jeg blidt begyndte at nusse hende op og ned af siden af hendes krop imens jeg stirrede på hendes ansigt. Hun selv lå bare og kiggede ned af sig selv og snøftede ind imellem, da hun var holdt op med at græde og hulke.. For nu i hvert fald..

’’Kig på mig..’’ Sagde jeg stille uden at tage blikket fra hendes øjne, som hun kort efter min sætning lukkede i imens hun drejede ansigtet imod mig og derefter åbnede øjnene igen, så vi fik øjenkontakt.

’’Du gør aldrig nogensinde det der igen..’’ Sagde jeg stille og næsten hviskende, men alligevel med en meget seriøst tone og et bestemt blik.

Maddie sukkede meget svagt og vendte blikket tilbage ned af sig selv uden at lave en eneste mine i ansigtet.. Hvis altså man så bort fra den triste mine som var det eneste ansigtsudtryk jeg havde set på hende meget længe.

’’Jeg kan ikke holde ud at være nogen steder.. Jeg kan ikke engang holde ud at være i min egen krop mere.. Jeg er bange.. Bange for alting..’’ Fik hun nærmest stammet frem med meget lange pauser imellem og en meget svag tone i stemmen.

’’Er du også bange for mig?’’ Spurgte jeg hende lettere køligt, men alligevel ret roligt.

’’Det.. Det ved jeg ikke’’ Sagde hun meget stille uden at vende blikket op på mig. Jeg sukkede tungt og blev ærlig talt lidt ramt af det svar hun kom med.. Jeg havde jo forventet, at hun ville sige nej, og så måske noget med, at hun var tryg hos mig, men det fik jeg så ikke.. Desværre.

’’Nu høre du hvad jeg siger, Maddie.. Helt stille og roligt, okay?’’ Startede jeg uden at tage blikket fra hende og så så, at hun nikkede svagt.

’’Jeg siger ikke til hvem som helst, at jeg vil tage en kugle for dem.. Det er kun noget jeg har sagt til dig.. Og jeg mener det, og det vil jeg aldrig holde op med at mene.. Du og ungerne er de eneste som jeg er parat til at gå i døden for.. Jeg vil passe på dig, Maddie.. Og det har jeg fundet ud af i aften, at det kræver, at jeg er omkring dig hele tiden.. Fra nu af får du ikke lov til at være alene.. Forstår du hvad jeg siger?’’ Spurgte jeg hende helt stille og roligt imens jeg godt kunne mærke og se på Maddie, at det påvirkede hende eftersom der igen begyndte at løbe nogen forsigtige tårer ned af hendes kinder imens, at hendes krop begyndte at ryste svagt.

Jeg tog en dyb indånding ind, uden at puste ud og rettede mig så lidt op i sengen, så jeg sad op af vores bløde hovedgærde til sengen.

’’Kom her’’ Sagde jeg roligt og blidt og drejede hende om på siden, så hun havde ansigtet imod mig. Jeg trak lidt op i hende imens hun hulkede svagt og fik hende så ind til mig, så hendes ansigt hvilede på mit bryst imens jeg lagde armene om hende og holdte godt om hende og kyssede hende blidt i hendes halvfugtige og velduftende hår, hvilket hurtigt gav mig tanken om, at hun næsten lige havde været i bad.

’’Jeg elsker dig forhelved, Maddie!.. Og jeg vil kun passe på dig’’ Hviskede jeg blidt imod hendes hår imens hun snøftede og derefter hulkede svagt.

’’Jeg er så skide træt’’ Hulkede hun svagt og meget stille.

’’Så tag en dyb indånding og luk øjnene, babe’’ Hviskede jeg roligt imod hendes hår og afsluttede min sætning ved igen at placere et kys i håret på hende.

’’Jeg kan ikke.. Og det er ikke.. Noget jeg bare siger.. Hver.. Eneste gang jeg prøver, så.. Så kan jeg bare ikke sove..’’ Hulkede hun stille imens jeg mærkede, at hendes ene hånd gled henover min nøgne mave, så hendes arm hvilede på den og hendes hånd hvilede lige ved min hofte som var længst væk fra hende.

’’Bare prøv. Jeg lover jeg bliver her og passer på dig’’ Sagde jeg stille i håb om, at det kunne gøre hende rolig og tryg og måske få hende til at sove lidt.

’’Det hjælper ikke’’ Hviskede hun svagt og snøftede kort.

’’Du har ikke engang forsøgt endnu.. Jeg lover dig, at du godt kan sove så længe jeg er hos dig, baby’’ Hviskede jeg ned imod hendes hår og kyssede det endnu engang.

’’Luk øjnene’’ Sagde jeg stille efter kysset.

’’Og så tag en dyb indånding og slap helt af’’ Fortsatte jeg hviskende og hørte kort efter, at hun tog en dyb og skælvende indånding og i det mindste prøvede at gøre som jeg sagde..

Jeg lukkede selv øjnene og holdte min mund i hendes hår og trak vejret igennem næsen og nød virkelig duften af hende.. Dog kunne jeg ikke nyde den 100% eftersom at mine tanker var et helt andet sted..

Jeg vidste, at jeg ikke fik meget søvn i nat.. Ja, jeg turde sku ikke at sove eftersom, at jeg frygtede at Maddie forblev vågen og måske gjorde noget dumt igen!.. Jeg var 100!.. Hun var syg og havde brug for hjælp.. Og jeg vidste præcis hvem jeg skulle ringe til imorgen!. 

___________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Åh åhhh, det tegner sku ikke godt med Maddie.. Hvad mon der er galt med hende? :/ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...