Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

230Likes
1128Kommentarer
298512Visninger
AA

5. Gå!.

 

                               Location: Huset, Beverly Hills. Dato: Tirsdag d. 14. December 2021, Kl. 10.50.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Jeg gispede svagt i sengen, da jeg hørte, at der blev trukket ned i håndtaget til døren, som dog ikke gik op eftersom, at jeg havde låst den da lægen og psykiateren gik.

’’Maddie?’’ Lød det fra Justins stemme ude på den anden side af døren imens det bankede kort på. Dog reagerede jeg slet ikke på det eftersom jeg slet ikke gad at tale med ham!. Ja, faktisk var jeg virkelig sur på ham!. Hvordan kunne han få sig selv til at tilkalde en læge og en psykiater, som skulle snakke med mig uden, at jeg havde sagt god for det!?. Det var simpelthen dét han vækkede mig for!. Ja, han vækkede mig kræftedeme selvom jeg dårligt nok havde sovet i nat og først var faldet i søvn ved 8 tiden i morges... Fordi han havde tilkaldt en læge og en psykiater, som han ville have, at jeg skulle tale med!.. Og se nu!. Selvom jeg ikke sagde et ord til dem og bare lod dem sidde og plapre, så havde lægen alligevel fået mig til at udfylde et skema, som jeg ikke vidste hvad var for, og da så han sagde det, så kunne han lige se, at jeg havde en depression!. Tak Justin!. Skide meget tak fordi du har udleveret mig til vildt fremmede mennesker som nu ved hvordan jeg har det!..

’’Maddie?!’’ Lød det igen fra Justin som nu havde en mere brummende tone, hvilket jeg sagtens kunne høre trods det, at hans bank på døren blev hårdere. Men jeg var ligeglad!. Fuldstændig ligeglad!. Jeg gad slet ikke snakke med ham!.

’’Maddie, åbn den dør nu!’’ Brummede Justin højt imens han bankede voldsomt på døren.

’’SKRID!’’ Råbte jeg grædende tilbage imod døren, hvorefter jeg igen gemte mit ansigt i mine arme og ben, som jeg havde trukket helt op til kroppen, så jeg sad helt pakket ind i mig selv. Ja, jeg følte mig virkelig ydmyget!. Lykkepiller.. Eller.. Antidepressiv medicin og psykiatertimer.. Fandme nej man!. Jeg skulle ikke fremstå som psykisk syg!.. Ikke mere end hvad Justin har fået fremstillet mig som hos den læge og den psykiater!.

’’JEG MENER DET, MADDIE!. ÅBN DEN FUCKING DØR LIGE NU!.. ELLERS SPARKER JEG SKU LORTET IND!’’

’’...Ja, eller, lirker den op!. Det kan du jo’’ Tænkte jeg hurtigt imens jeg vendte blikket op og kiggede hen imod døren, hvor der er kort øjeblik efter blev meget stille.

Jeg sank en klump i halsen og vidste allerede nu, at hvis jeg ikke åbnede, så ville han selv komme ind.. Men jeg nægtede at åbne!.. Eller at være her, når han kom ind..

Jeg rejste mig hurtigt fra sengen og snøftede svagt og kiggede mig omkring.. Okay, lige nu havde jeg 2 muligheder?.. Ud på altanen og ind i et andet rum... Eller ned i walk in closettet?.. Eller vent lige lidt!..

I mit hoved virkede min idé virkelig godt.. Jeg tænkte ikke så længe over den eftersom, at jeg kunne høre, at der igen blev banket på døren.

’’Maddie!. Åbn eller jeg sparker lortet ind!’’ Lød det igen fra Justin imens jeg løb hen til altandøren på værelset og åbnede den helt op. Dog blev jeg inde på værelset og løb istedet hen til walk in closettet, hvor jeg meget forsigtigt åbnede døren og trådte ind og igen meget forsigtigt lukkede døren.

Jeg nåede lige at lukke døren, da jeg hørte et brag ude fra værelsets dør.. Dog lød det ikke som om, at døren gik op eftersom der kort efter kom endnu et brag magen til.. Det var fordelen ved tykke døre.. De var ikke lige til at sparke op i 1 tryk!.

Jeg småløb hurtigt hen til lemmen i gulvet som jeg åbnede op, så jeg så trappen der førte ned til selve walk in closettet. Jeg begyndte at gå ned og lukkede så lemmen efter mig meget forsigtigt imens jeg hørte endnu et brag fra værelsets dør, som lød meget mere voldsomt end før, hvilket gav mig indtrykket af, at Justin havde fået sparket den op.

Kun iført undertøj og en hvid stropbluse småløb jeg ned af trapperne som havde noget lyst gulvtæppe på, hvilket gjorde, at man ikke rigtig kunne høre fodtrinene på trappen.

Jeg kom ned på gulvet og drejede rundt om trappen, så jeg kunne fortsætte videre ind i walk in closettet og helt ned i bunden, hvor jeg kunne sidde og gemme mig.. Faktisk, så gav det  mig en ret god følelse i kroppen.. Jeg følte virkelig, at Justin ville gå ud fra, at jeg var smuttet ud af altandøren og ikke herind, hvilket gjorde, at han nok ikke lige tænkte på at lede efter mig hernede lige foreløbigt... Heldigvis!.. Måske kunne man håbe på, at han blev træt og så skred til sidst og jeg kunne få lov at gemme mig væk i fred?..

Jeg fortsatte helt ned i bunden til allersidste række af walk in closettet og drejede så ind i ’’afdelingen’’, kaldte jeg det, hvor jeg satte mig på.. Ja.. Ærligt, så kaldte både Justin og jeg det for ’’kneppe-sofaen’’ eftersom Justin, engang før hans tour overhovedet var planlagt, havde købt den, fordi han havde set den på nettet, hvor de reklamerede for den med navnet ’’sex-sofaen’’, hvor der var tegnet en masse sexstillinger på den, så man kunne se, hvilke stillinger man kunne lave på den... Og ja!. Den var selvfølgelig prøvet af!.. Flere gange!...

 


 

*Flashback Start*

 

Jeg tog en dejlig afslappet og dyb indånding, da jeg trak ned i håndtaget til huset, da det føltes rart endelig at være hjemme efter en laaang arbejdsdag med photoshoots..

Egentlig var jeg stoppet med at lave modelarbejde, men lige idag havde jeg været på et shoot fra tidligt i morges og her til sen eftermiddag.. Et shoot som jeg virkelig ikke kunne sige nej til, da det gav virkelig godt, og da de havde ringet til mig og nærmest pleaset mig om at hjælpe dem eftersom at deres hovedrolle-model var sprunget fra.. Ja, god løn og en pleasende produktion.. Så kunne man da ikke sige nej, vel?..

Jeg trådte ind i gangen og underligt nok, så blev jeg ikke angrebet af bjæffende glade hunde som jeg plejede at blive når jeg kom hjem.. Faktisk så var her overraskende stille, hvilket for mig ikke var så vant længere.. Var der overhovedet nogen hjemme?..

’’Hallo?’’ Kaldte jeg højt i den rummelige gang og stod helt stille og ventede på svar.

’’Babe.. Kom herop’’ Lød det hurtigt og meget fjernt oppe ovenpå fra Justins stemme.

Jeg rynkede panden lidt og smilede svagt med lidt lyd på og smed så mine sko, min jakke og satte så min taske fra mig op af væggen, hvorefter jeg gik hen til trappen og småløb op af den imens jeg holdte min laksefarvede sommerkjole lidt op, så jeg ikke skvattede i den.

Jeg kom hurtigt ovenpå og af bare intuition valgte jeg som det første at gå imod hans og mit soveværelse.. Jeg anede ikke om han var der, så det var bare et rent gæt.. Men jeg gættede rigtigt.. Han stod inde på værelset.. Foran.. What?.. Hvad fanden var det?.. En stol eller hvad?..

Justin vendte sig imod mig og sendte mig hurtigt et lumsk smil imens jeg fniste lidt og vendte blikket tilbage på den stole-ting der stod midt på gulvet lige foran ham imens jeg gik over imod ham.

’’Hvad er det der?’’ Spurgte jeg smågrinende og stoppede op ved ham og vendte blikket op imod ham og fik hurtigt et kys imens han svang armen om mine skuldre.

’’Hvad ligner det?’’ Spurgte Justin med et frækt smil efter kysset og uden at fjerne armen om mine skuldre.

’’Ja, det ligner en stol.. En meget mærkelig stol’’ Småfniste jeg og vendte blikket op på ham igen og fik hurtigt et skævt og lusket smil fra ham. Han lænede sig lidt imod mig og jeg fornemmede hurtigt, at han ville hviske mig noget i øret, så jeg drejede hovedet lidt og mærkede kort efter hans varme ånde i øret på mig.

’’Det er en kneppe-sofa’’ Hviskede Justin med en virkelig fræk tone i mit øre. Dog begyndte jeg hurtigt at grine og drejede blikket imod ham.

’’Ej, hold nu kæft’’ Smågrinede jeg og bemærkede hurtigt et lille grin fra Justin.

’’Det er sku rigtigt.. Jeg fandt den på nettet, hvor den omtales som sex-sofaen.. Den er god nok, babe. Der var billeder af tegnede personer i forskellige stillinger og så tænkte jeg.. Den skal vi sku da have’’ Forklarede han og smilede frækt ved hans sidste bemærkning så jeg fnes kort. 

’’Og hvor havde du så tænkt dig, at den skulle stå?.. Husk på, at Liam også bor her, ikke?’’ Svarede jeg med et flabet smil og et svagt løftet øjenbryn.

’’Nede i walk in closettet.. Der kommer Liam alligevel aldrig.. Men lige nu står den her og jeg gider ikke slæbe den derned inden vi indvier den’’ Sagde Justin med en virkelig fræk tone imens han lod sin hånd glide henover min lænd, hvor han blidt tog fat i min kjole og begyndte at løfte lidt op i den, så jeg igen ikke kunne lade vær med at fnise lidt.

’’Vi kan ikke gøre det her.. Liam er her’’ Sagde jeg imens jeg mærkede, at han stødte sin pande imod siden af mit ansigt imens jeg blidt gled sin anden hånd henover min mave, hvor han også begyndte at trække op i min kjole imens jeg mærkede hans åndedrag i mit øre.

’’Nææ, det er han ikke.. Jeg har sørget for, at han overnatter hos Em, Chris og Ryan.. Og de har også taget hundene med, såe’’ Svarede Justin virkelig frækt og fik mig til at bide mig frækt i læben.

’’Der er ingen undskyldning’’ Brummede han ind i øret på mig og drejede mig derefter imod ham med et hårdt greb, så jeg smilede frækt og kort efter blev totalt overmandet af ham og hans læber, hvilket tændte mig helt vildt.

Jeg mærkede Justins hånd stramme sig i ryggen på mig imens han tog et skridt frem og jeg ramte sofaen med min hæl. Han trykkede lidt til mig og jeg tog det straks som et tegn på, at han ville have, at jeg skulle sætte mig ned på sofaen, hvilket jeg selvfølgelig også gjorde.

Et kort øjeblik slap vi hinandens læber, men Justin fulgte hurtigt med mig ned på sofaen og lænede sig indover mig imens jeg lænede hovedet tilbage og nød hans store og stærke krop over mig imens vi begyndte at kysse grådigere.. Bare det at høre vores vejrtrækninger blive tungere og tungere fik mig helt op i gear!.. Men det var jo det Justin kunne gøre ved mig.. Bare et frækt blik fra ham og lidt kyssen.. Ja, så var jeg sku klar til ham!..

 

*Flashback Slut*

 

’’MADDIE!’’

Jeg gispede hurtigt og spjættede med kroppen, da hans kalden på mig, i takt med at lemmen ned til walk in closettet nærmest blev flået voldsomt op, da det gav et ordentlig brag, gav mig et virkelig stort chok og fik mit hjerte til at brage derudaf i brystet på mig. Fuck!. Så var han alligevel ikke hoppet på min lille ’’gode idé’’ som jeg troede.. Eller måske var han, men var bare ikke endt med at løbe hele huset rundt?.. Fuck man!. Hvad skulle jeg nu gøre?. Jeg kunne hverken gemme mig el.. Eller jo!. Her var jo skabe forfanden!.

Jeg rejste mig hurtigt op fra sofaen som stod i midten af ’’afdelingen’’ og løb så hen til et af skabene, hvor jeg hurtigt rev lågerne op og kiggede ind, hvor jeg hurtigt så, at bunden var tom for ting.. Der kunne jeg da godt lige sidde?..

Jeg satte mig hurtigt ned på hug og væltede nærmest ind i skabet med speedende hjerte og panikken virkelig meget over mig. Jeg satte mig til rette og trak benene helt op til maven og skulle lige til at række ud efter den første skabslåge for at lukke den, da den hurtigt forsvandt ud af min gribeafstand og istedet blev erstattet med et par ben.

’’Shit’’ Hviskede jeg lettere opgivende for mig selv og opgav totalt at prøve at gemme mig for ham eftersom han helt sikkert havde set mig, trods det, at der hang jakker på bøjler over mig.

’’Ud..’’ Sagde han stille, men lettere køligt og bestemt imens jeg kunne se på hans ben, at han bare blev stående.

Alene hans lille bemærkning fik tårerne til at gå amok i mine øjne og der gik virkelig ikke mange sekunder før de første prallede ned af kinderne på mig, hvilket fik mig til at hulke svagt.

’’Gå..’’ Hulkede jeg og krydsede mine arme ovenpå mine knæ og gemte mit hoved i mine arme.

’’Maddie, ud NU!’’ Brummede Justin virkelig bestemt og gav mig virkelig en knude i maven.

’’Gå nu!’’ Hulkede jeg videre og nægtede at gøre som han sagde, hvilket jeg vidste var en smule risikabelt eftersom jeg vidste, at Justin hadede når jeg sagde ham imod.

Det gik også lynhurtigt op for mig, at Justin nægtede at skride, som jeg bad ham om. Han tog derimod en dyb indånding og rykkede jakkerne til side over mig, hvilket jeg nemt kunne mærke og høre.

’’Nu siger jeg det for sidste gang, Madeline!.. Kom ud derinde fra’’ Brummede Justin og lød virkelig som en der ikke havde mere tålmodighed tilbage i sig.

’’Skrid nu bare.. Forhelved’’ Hulkede jeg som svar og gispede efter vejret og hulkede derefter videre.

’’Fint!. Så gør vi det på den hårde måde!’’ Brummede Justin, hvorefter jeg mærkede et fast greb i min ene overarm og derefter mærkede, at jeg blev trukket hårdt i, så jeg fik overbalance til siden og faldt ud af skabet og landede på gulvet, hvilket bare fik mig til at hulke endnu mere imens jeg foldede mig sammen i fosterstilling og bare ønskede, at jeg kunne forsvinde et helt andet sted hen lige nu.

Jeg nåede ikke at ligge i fosterstilling særlig længe, før jeg mærkede Justins hænder på mig, som løftede mig op at stå imens jeg bare holdte hænderne foran ansigtet, da jeg dårligt nok turde kigge ham i øjnene..

’’Lad mig være..’’ Hulkede jeg og mærkede, at min krop begyndte at ryste svagt eftersom jeg samtidig med at være vred på ham, også var pisse bange for, at han pludselig ville slå eftersom jeg havde strittet virkelig meget imod, hvilket jeg vidste, at han ikke kunne fordrage i den her sammenhæng.

’’Hvorfor gør du det her, Maddie?’’ Spurgte Justin bestemt imens jeg mærkede hans hænder på mine overarme og fornemmede at han stod lige foran mig imens jeg gemte mit grædende ansigt væk i mine hænder.

’’Kig på mig!’’ Vrissede Justin bestemt og greb fat i min ene hånd og fjernede den fra mit ansigt, så jeg gispede højt af frygt og trak mig væk fra ham. Dog kom jeg ikke så langt væk, da han spændte grebet om mit håndled med den ene hånd og holdte stramt fast i min overarm med den anden hånd.

’’Lad mig nu gå..’’ Hulkede jeg med massere af knæk i stemmen og tårer ned af kinderne.

’’Maddie, nu slapper du kræftedeme af man!’’ Brummede Justin uden nogen form for tålmodighed i stemmen, hvilket bare fik mig til at knække endnu mere.. Dog lod jeg vær med at stritte imod eller på nogen måde bruge mine kræfter i kroppen, hvilket derfor også resulterede i, at mine ben begyndte at føle sig som gelé som dårlig nok kunne holde mig oppe mere.

’’Vil.. Vil du ikke nok lade mig være, Justin..’’ Hulkede jeg virkelig opgivende og mærkede, at Justin hurtigt greb godt fat om mig, da jeg langsomt og virkelig ustabilt sank sammen i kroppen.

’’Hvorfor låser du dørene og gemmer dig hernede for mig man?!’’ Spurgte Justin lettere brummende imens jeg kiggede grædende op på ham og kort efter vendte blikket nedad, da vi fik en øjenkontakt som jeg slet ikke brød mig om.

’’Fordi du skal gå..’’ Hulkede jeg opgivende og ventede bare på at mærke slaget fra når jeg ramte gulvet, når Justin ville slippe mig.

’’Hvad fuck har jeg gjort man?’’ Brummede Justin videre og holdte fortsat om min ryg, så jeg bare hang op af ham.

’’Du udleverede mig totalt.. Hvorfor skulle jeg tale med de mennesker?’’ Hulkede jeg og mærkede, at min pande stødte til hans bryst imens mine arme hang over hans.

’’Fordi du er syg, Maddie!. Det var en læge og en psykiater som kan hjælpe dig forhelved.. Hvorfor talte du ikke med dem?’’ Spurgte Justin mig imens jeg mærkede og fornemmede, at jeg nærmede mig gulvet meget langsomt, hvilket fik mig til at åbne øjnene lidt, hvor jeg så så, at Justin satte sig ned på gulvet sammen med mig.

’’Fordi ingen kan hjælpe mig.. Jeg har ikke brug for nogens hjælp’’ Hulkede jeg imens Justin bare kunne kaste rundt med mig uden at jeg gjorde nogen form for modstand.. Okay, kastede gjorde han ikke ligefrem, men han satte os begge ned på gulvet og rykkede rundt på mig, så jeg endte med at sidde i en sammenkrøbet stilling imellem hans ben, med siden til ham og med hovedet hvilende på hans bryst, hvor jeg kunne høre hans hurtige hjertebanken.

’’Jo du har, Maddie!. Du har en depression, og sådan noget kræver hjælp’’ Svarede Justin mig imens jeg mærkede, at hans arme lagde sig om mig, hvilket plejede at gøre mig tryg.. Det gjorde det dog ikke denne gang.. Jeg var stadig bange og rystede som en sindssyg.. Jeg var virkelig bange for ham.. Jeg var bange for alt!.

’’Der er.. Ikke nogen.. Der kan hjælpe mig’’ Hulkede jeg bange og gispede vildt efter vejret imellem alle mine små hulk.

’’Babe, slap af, okay.. Træk vejret stille og roligt, forhelved, og lad os tale om det her.. Nu hvor du ikke ville tale med dem om det, så må du jo tale med mig’’ Lød det fra Justin som tydeligvis kunne mærke, at jeg var bange eftersom min krop blev ved med at ryste.

’’Nej.. Bare gå.. Gå og lad mig være i fred’’ Hulkede jeg imens jeg kneb øjnene sammen og gemte mit hoved i hænderne uden at fjerne siden af hovedet fra Justins bryst.

’’Jeg går ingen steder før du fortæller mig hvad fanden der er gået så galt siden du pludselig har det sådan her!’’ Svarede Justin ret bestemt og fik mig bare til at hulke endnu mere!.

’’Alt er gået galt.. Forstår du det ikke?.. Jeg kan ikke holde ud at være nogen steder.. Jeg er bange for alt og alle..’’ Hulkede jeg næsten hysterisk, hvilket bare fik Justin til at holde strammere om mig.

’’Er du også bange for mig?’’ Spurgte Justin mig lettere roligt og spørgende ned i mit hår.

’’Du er en del af alle’’ Hulkede jeg opgivende og prøvede virkelig at give ham hvad han ville have, så han kunne gå og jeg bare kunne være i fred.

’’Maddie, Forhelved..’’ Sukkede Justin hviskende og strammede grebet lidt om mig imens jeg mærkede, at han bukkede ansigtet ned imod mit hoved, så hans læber til sidst strejfede min pande.

’’Du må sku da ikke være bange for mig man.. Jeg vil jo bare passe på dig og hjælpe dig’’ Sagde Justin stille imod min pande og kyssede den blidt efter hans ord imens jeg bare snøftede svagt og hulkede videre.

’’Det sagde du også under touren..’’ Mumlede jeg stille og snøftede svagt imens jeg kunne høre, at Justin sukkede svagt.

’’Jaer, men.. Der var jeg under et virkelig stort pres og jeg var.. Altså.. Ligesom ikke helt mig selv’’ Sagde Justin lettere opgivende, hvilket jeg godt vidste betød, at han ikke ville tale om dengang.. Ja, alt det dårlige der var sket igennem tiden for mig og Justin var virkelig et tabu.. Det var aldrig noget vi snakkede om. Faktisk lukkede vi begge øjnene for det og lod som om, at de situationer slet ikke var sket, og det var ikke engang fordi vi havde talt om det.. Det var bare fordi, at jeg kunne mærke, at han ikke brød sig om at tale om det og derfor snakkede vi aldrig om det og lod bare som om, at det ikke var sket selvom... Selvom det 100% stadig stod stoleklart for os begge..

’’Hvad tror du så ikke, at jeg var?.. Jeg skulle både være manager, den forstående kæreste og mor.. Du var ikke alene om presset, men i modsætning til dig, så lod jeg det aldrig gå udover dig’’ Sagde jeg stille og hulkede svagt imens jeg mærkede, at Justin løsnede grebet lidt om mig og rettede sig lidt op.

’’Så du siger det er min skyld det her eller hvad?’’ Brummede han spørgende og sad helt stille og ventede på mit svar imens jeg kunne fornemme, at han ikke var så tilfreds med situationen.

’’Nej.. Det er min skyld.. Min alene’’ Hulkede jeg og skød mig væk fra ham og møvede mig lidt væk og rejste mig derefter op.

’’Det var min skyld, at du blev et kendt ansigt, og pga det, så kom du i et pres som gik udover mig.. Og fordi du er et kendt ansigt så lærte du andre kendte mennesker at kende.. Som Hailey f.eks.. Det var også min skyld!. Fordi jeg er venner med Kendall, som er venner med hende.. Alt hvad der er sket kan spores tilbage til mig.. Hvis det ikke var for mig, så havde tingene set helt anderledes ud.. Din drøm var at spille, men det ødelagde jeg.. Min drøm var, at være sammen med dig.. Men det ødelagde jeg også.. Fordi jeg satte dig i for pressede situationer og fik dig præsenteret for Hailey.. Så nej, Justin. Det er ikke din skyld.. Det er min.. Min alene!.. Og det er også derfor, at jeg ikke kan holde ud at være i mig selv.. Jeg fucker alting op.. Både for mig selv og dem jeg elsker.. Jeg fortjener ikke noget af det her’’ Sagde jeg og startede derefter vandfaldet i mine øjne igen imens jeg vendte mig om og gik væk fra Justin og ned imod udgangen af walk in closettet.

’’Maddie, vent nu forhelved’’ Lød det bag mig fra Justin som jeg kunne fornemme på lydene, rejste sig op og fulgte efter mig.

’’Nej, bare gå..’’ Hulkede jeg og satte i løb hen til enden af walk in closettet og drejede om hjørnet, så jeg kunne komme hen til trappen og op ovenpå...

                                                                                           ~

                    Location: Chris og Ems hus, Beverly Hills. Dato: Tirsdag d. 14. December 2021, Kl. 12.22.

 

*Justins Synsvinkel*

 

’’Ey, hva så, bro?’’ Lød det hurtigt fra Ryan, da han var den første af Em, Chris og Ryan der så mig, da jeg trådte ind i Chris og Ems stue i deres store glashus.

Chris og Em vendte hurtigt deres blikke over skulderen imens de sad i sofaen.

’’Hvordan har Maddie det?’’ Spurgte Em hurtigt imens jeg opgivende bevægede mig hen til dem og satte mig ned i den ene sofa ved siden af Ryan.

’’Af helvedes til..’’ Mumlede jeg virkelig opgivende og gned mig lidt i hovedet.

’’Hvad er der sket?’’ Spurgte Em videre og virkede for mig, virkelig bekymret.

’’Hun er bange og hun græder hele tiden.. Jeg ved sku ikke hvad jeg skal gøre.. Hun tør ikke være alene, men hun tør heller ikke være sammen med nogen.. Og så er hun pisse bange for mig’’ Mumlede jeg opgivende videre imens de andre sad og lyttede trolig med.

’’Hvad sagde lægen og psykiateren?’’ Spurgte Em kort eftersom hun vidste, at jeg havde tilkaldt dem tidligere, hvor jeg også snakkede med Em.

’’De sagde, at hun ikke havde sagt en lyd til dem, men at hun havde svaret på et spørgeskema, hvor det viser sig, at hun har en meget svær depression.. Og det kan fandme mærkes.. Hun græder hele tiden og føler virkelig, at det er hendes skyld alt sammen.. Hun føler endda, at det er hendes skyld, at jeg overhovedet røg i med Hailey og det så endte med alt det her’’ Svarede jeg opgivende og virkelig frustreret imens jeg lænede mig lidt forover og spredte mine ben lidt og hvilede mine arme på mine ben.

’’Er hun så alene derhjemme nu?’’ Spurgte Em videre og kiggede spørgende på mig.

’’Nej.. Hun ville have, at jeg skulle gå, så det gjorde jeg.. Men jeg ringede til Kenny inden og bad ham om at sidde og holde øje med hende og sagde til ham at uanset hvad hun sagde, så måtte han ikke gå fra hende før en anden kom og overtog.. Jeg vil ikke have at hun er alene.. Ikke efter igår’’ Svarede jeg stille og frustreret og virkelig opgivende.

’’Hvad skete der igår?’’ Spurgte Ryan og kiggede spørgende på mig imens jeg vendte blikket over på ham et kort øjeblik, hvorefter jeg vendte blikket over på Em.

’’Du har ikke fortalt det?’’ Spurgte jeg hende, da jeg faktisk havde regnet med, at hun ville sige det videre til de andre eftersom at jeg fortalte hende det tidligere da vi snakkede i telefon sammen.

’’Nej, Ryan sov da jeg fortalte Chris det, og så har jeg ikke lige fået det sagt’’ Svarede Em kort og fik mig til at nikke svagt imens jeg tog en dyb indånding og vendte blikket imod Ryan.

’’Jeg tog jo hjem til hende igår aftes efter at have sat ungerne af her.. Jeg fandt hende ude på køkkengulvet, smurt ind i blod og med en stor kniv foran sig.. Hun havde..’’ Jeg stoppede mig selv og tog en dyb indånding og gned mig lidt i hovedet med begge hænder imens jeg pustede ud.

’’Hun havde skåret mit navn langs hele indersiden af underarmen’’ Sagde jeg afsluttende til Ryan som straks spilede øjnene op og så helt lammet ud og virkede som en der fik et kæmpe chok og ikke anede hvad han skulle sige til det.

’’Er du seriøs nu?’’ Spurgte han helt lammet og fik mig til at rynke panden og øjnene kraftigt.

’’Ligner jeg en der laver sjov eller hvad?!’’ Vrissede jeg af ham med en irriteret tone.

’’Nej nej, bro. Slap af.. Det er bare.. Det ligner bare slet ikke Maddie at være sådan’’ Svarede Ryan og fik mig til at sukke svagt og ryste på hovedet imens jeg vendte blikket ned på sofabordet.

’’Der er efterhånden ikke noget ved hende man kan kende længere.. Hun er så forandret og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Hun blev sur på mig fordi jeg havde tilkaldt en læge og en psykiater som kunne hjælpe hende.. Hun sagde, at jeg havde udleveret hende og at der ikke var nogen der kunne hjælpe hende og at hun bare ville være i fred’’ Svarede jeg og gned mig træt i øjnene eftersom jeg godt kunne mærke, at jeg var lige ved at gå i brædderne, da jeg var virkelig smadret og træt.

’’Hey, hvad skal du?’’ Lød det fra Chris, som straks fik mig til at kigge op, hvor jeg så at Em havde rejst sig fra sofaen og stod og var ved at pakke sin mobil og sine nøgler fra bordet, ned i sine lommer.

’’Jeg skal hjem og tale med min bedste veninde’’ Svarede Em lettere køligt og fast besluttet på, at det var det hun ville.

’’Em, det hjælper jo ikke. Hun vil ikke snakke med nogen’’ Svarede jeg opgivende og fik hurtigt hendes opmærksomhed.

’’Måske vil hun ikke snakke med dig, fordi at du kan være årsagen til, at hun har det sådan her.. Tænk over det. Hun gik ned efter at være gået fra dig pga alt det med Hailey.. Det kan godt være, at hun er syg, men der må stadig være noget i hende som fortæller hende, at der er visse ting hun ikke kan sige til dig, fordi det sårer dig.. Og så kender jeg hende bare lige siden dengang hun flyttede til Vegas og startede på min skole.. Jeg ved hvilke knapper jeg skal trykke på for at få hende i tale’’ Svarede Em ret selvsikkert og virkede virkelig som en der ikke tvivlede overhovedet på, at hun sagtens kunne få Maddie i tale.

’’Em, forhelved. Der har lige siddet en psykiater og en læge og snakket til hende i næsten en time. Hun sagde ikke et ord man’’ Sagde jeg opgivende, da jeg tvivlede virkelig meget på, at det ville virke..

’’Måske, men de kender hende ikke. Jeg kender hende, og jeg ved, at hun ikke åbner sig op til fremmede mennesker.. Og det kan jeg godt forstå..’’ Svarede Em, hvorefter hun vendte sig om og forlod mig, Chris og Ryan i stuen alene..

_____________________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...