Let The Game Begin 7!. - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 6 mar. 2016
  • Status: Færdig
Efter at Maddie valgte at gøre det forbi med Justin, har hun mildt sagt ikke haft det godt. Justin selv er heller ikke på toppen. Han har startet et samarbejde med Scooter, som er hans nye manager og som presser ham meget på karrieren, men Justin har slet ikke overskud til at tænke i de baner.. Han tænker kun på Maddie, som han godt kan mærke, er røget langt ned og slet ikke virker som sig selv mere.. Og endnu værre bliver det, da Maddie får en opringning fra sin mor.. En opringning som man helst ikke ønsker at få!.. Hvordan kommer det til at gå Maddie, når hun for alvor tager sit liv op til overvejelse og mildt sagt virker opgivende?. Kan Justin formå at komme ind i Maddies liv igen?.. Og kan han forhindre, at han mister hende for altid?.. Er han virkelig parat til at ofre alt for Maddie, når det virkelig gælder?.. Find ud af det i den sidste serie af ‘’Let The Game Begin''

233Likes
1135Kommentarer
314988Visninger
AA

16. Falsk Igennem 5 År!.

 

                         Location: The Venetian Hotel, Las Vegas. Dato: Lørdag d. 1. Januar 2022, Kl. 11.40.

 

*Maddies Synsvinkel*

 

Jeg kneb øjnene godt sammen og gravede mig længere nedunder min dyne, da det gik op for mig, at det var endnu en ny dag og at jeg desværre var vågnet op til den.. Endnu engang vågnede jeg op med følelsen af ubehag og magtesløshed i kroppen.. Sådan var det efterhånden hver eneste morgen jeg vågnede og havde fået mine ’’hjælpemidler’’ ud af kroppen..

Det var et sandt helved.. Hvorfor kunne jeg ikke bare ligge mig ned og sove alt smerten væk?.. Alt den ubehag, skuffelse, sorg, klynk, angst, frustration og.. Ja, det sidste var helt klart den værste!. Følelsen af at have så fucking ondt af mig selv!.. Det var så fucking uudholdeligt og slet ikke til at holde ud!.  

Jeg ville helst ikke ligge og have så skide ondt af mig selv.. Men det havde jeg, og det ville ikke stoppe.. Udenpå havde jeg mest af alt bare lyst til at tude, imens jeg indeni sad og trøstede mig selv ved at sige ’’Ja, det er synd for dig.. Det er så hårdt for dig.. Du fortjener det slet ikke’’.. Urgh!. Bare tanken gav mig den vildeste kvalme!.

Hver eneste morgen havde jeg det på samme måde.. Og efter jul var jeg bare blevet klar over, at der kun var én ting der kunne hjælpe mig imod de virkelig stramme følelser der farrede rundt i min krop og mest af alt gav mig til at tude.

Jeg trak dynen over mit ansigt væk og åbnede øjnene op. Det gik hurtigt op for mig, at jeg befandt mig i præsidentsuiten og... Åh, gud.. Det havde jeg næsten glemt!. Jeg havde sagt ja til at bo her i resten af mit ophold og de andre havde også sagt ja.. Det var bare en endnu større grund til at finde min taske og gå en tur ud på toilettet, for... De skulle ikke se mig sådan her og se hvordan jeg bare lå og led af mega selvynk!.

 

 

Jeg satte mig op i sengen med et virkelig opgivende suk og gned mig i ansigtet.. Tankerne om i nat begyndte så småt at dukke op i mit hoved og jeg huskede nu, hvordan Justin nærmest tvang mig til at gå i seng efter, at vi havde fået vores ting, og ikke mindst, ungerne slæbt herind.. Jeg huskede tydeligt, hvordan jeg skabte mig og nægtede at gå i seng bare fordi han sagde det..

Bedst som jeg ikke troede, at det kunne blive værre, kom jeg i tanke om, at Justin også i nat opdagede det som jeg havde holdt for mig selv som en lille hemmelighed og som jeg egentlig ikke ville have at nogen skulle vide.. Oh god, hvad havde jeg ikke sagt til ham?.. Det stod soleklart for mig og bare ved tanken fik jeg det virkelig dårligt, når jeg tænkte på alt det lort jeg sagde og gjorde imod ham igår.. Han.. Han prøvede jo bare at hjælpe mig.. Ligesom jeg før i tiden prøvede at hjælpe ham..

Jeg kneb øjnene lidt sammen uden at tage mine hænder væk fra mit ansigt, trods det, at jeg var færdig med at gnide mig i hovedet. Jeg bed mig selv hårdt i underlæben og prøvede virkelig ikke at græde, men det var svært eftersom at alt det jeg sagde til Justin igår, gjorde virkelig ondt på mig.. Jeg ønskede allermest, at det bare var en drøm, men jeg måtte nok indse, at det var virkeligheden.. Desværre!.

’’Pis’’ Mumlede jeg klynkende for mig selv og mærkede, at de første tårer pressede sig ud af mine øjne og ramte indersiden af mine hænder. Ja, det var sku stramt at indse alt det lort jeg havde lavet.. Og endnu værre, så var det straffen for at tage de forbandede lortestoffer!.

Fordelen ved dem var jo, at jeg havde meget svært ved at mærke mine inderste følelser.. Ulempen var så, at jeg.. Ja, mildt sagt blev lidt af en kælling!. En side af mig selv, som jeg sjældent selv havde set og som jeg dårlig nok kendte til.. Det var bare ikke mig at være sådan, men hvad kunne jeg gøre, når jeg var totalt styret af det lort?.. Meningen med dem var jo bare, at jeg ville have overskud til at klare at holde jul med ungerne, men da det gik op for mig, hvor godt jeg egentlig fik det, så.. Så blev de bare ved med at kalde på mig.. Ligesom nu!. Det eneste jeg kunne tænke på var, at finde min taske og få lidt mere af det, bare så dagen var til at holde ud.. Specielt fordi at ungerne var her!.

Jeg tog en dyb indånding og gned mig hårdt i øjnene for at stoppe mine tårer, hvilket de heldigvis også gjorde.. Sådan da, i hvert fald..

Jeg kiggede op og kiggede hurtigt imod venstre side af sengen imens jeg svang dynen af mig og vippede benene udover kanten. Jeg tog endnu en dyb indånding og gned mig lidt i hovedet imens jeg pustede tungt ud og tog mig sammen til at rejse mig op.

’’Har du det hårdt?’’ Lød det pludselig bag mig fra en meget velkendt stemme som fik mig til at gispe, da jeg fik et lille chok.

Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen og fik hurtigt øje på Justin som sad i stolen henne ved den Imac som stod herinde.. Ja, suiten her var jo til storspillere, så de skulle jo også have mulighed for at spille lidt på nettet, ikke?..

Jeg vendte hurtigt blikket væk fra ham igen og mærkede hvordan den dårlige samvittighed virkelig tog til i min krop og fik mit hjerte til at banke meget hårdt og hurtigt imod mit bryst. Hvorfor sad han overhovedet der?.. Og hvor længe havde han lige siddet der?..

Inderst inde havde jeg helt sikkert en masse at sige til ham, men alligevel valgte jeg bare at holde min kæft og rejse mig fra sengen imens jeg bare lod ham sidde uden at få noget svar.

Jeg kiggede kort ned af mig selv og bemærkede, at jeg kun havde undertøj på, hvilket var fint nok for mig lige nu.. Ja, Justin havde jo set alt på mig, så at han så mig i undertøj var ikke noget der rørte mig.. Hele verden havde jo nærmest set mig i undertøj, da jeg var undertøjsmodel.. Urgh!. Selv det gav mig en kæmpe knude i maven.. Som om.. Som om, at jeg virkelig fortrød det!.

Jeg kløede mig lidt i hovedet imens jeg kiggede rundt og kort efter fik øje på min taske som stod henne på bordet som computeren stod på.. Og som Justin sad ved.. Ja, selvfølgelig..

Jeg tog en dyb indånding og bevægede mig hen imod ham og prøvede så vidt muligt at undgå hans blik på mig, da jeg helst ikke ville have øjenkontakt med ham.

Jeg stoppede op ved bordkanten og trak min taske hen til mig imens Justin drejede stolen direkte imod mig, så jeg rigtig kunne fornemme, at han sad og kiggede på mig. Jeg havde det virkelig ikke godt med hans kølige blik på mig, men jeg var nød til at ignorere det.. Måske hjalp det, hvis jeg sagde noget?..

’’Hvad laver alle de andre?’’ Spurgte jeg ham uden at kigge på ham og samtidig med, at jeg åbnede min taske og begyndte at lede efter mine små gennemsigtige poser i min ekstra lille lomme i tasken.

’’De er allesammen gået ned i legelandet her på hotellet, så ungerne kan lege’’ Svarede Justin køligt og fik mig til at nikke svagt imens jeg holdte blikket nede i min taske og begyndte at lede alle rummene igennem, da mine poser ikke lå hvor de plejede.. Måske jeg bare havde kylet dem herned igår, hvor Justin kom og bankede på og opdagede mig?..

’’Leder du efter noget specielt?’’ Spurgte Justin mig køligt og gav mig et sug i maven.

’’Nææ’’ Svarede jeg bare imens jeg blev mere og mere frustreret over, at jeg ikke kunne finde det jeg ledte efter.

’’Hvis det er dine stoffer du leder efter, så finder du dem ikke der’’ Lød det igen køligt fra Justin, som denne gang fik mig til at stoppe med at rode i min taske og roligt vende mit blik imod ham.

’’Nå, det var dem du ledte efter, hva?’’ Sagde Justin lettere spydigt og fik mig til at kigge opgivende på ham.

’’Justin, jeg har det virkelig ikke særlig godt lige nu.. Gider du ikke godt at være sød at give mig dem’’ Spurgte jeg ham, synes jeg selv, ret pænt og kiggede bedene på ham.

’’Det kan jeg ikke..’’ Svarede Justin køligt uden at tage blikket fra mig.

’’Jeg mener det, Justin’’ Sukkede jeg opgivende og mærkede hvordan bare det her gav mig lyst til at græde.

’’Det gør jeg også.. Jeg kan ikke give dig dem’’ Svarede Justin køligt.

’’Hvorfor ikke?’’ Spurgte jeg ham opgivende og bed tænderne sammen for ikke at begynde at græde.

’’Fordi jeg har skyllet hele lortet ud i lokummet da du sov’’ Svarede Justin iskoldt og gav mig en krampe i maven.

’’Det mener du bare ikke, vel?’’ Spurgte jeg imens jeg frustreret fornemmede, at mine øjne langsomt blev mere og mere fugtige.

’’Jo, det kan du fandme tro jeg gør’’ Svarede Justin køligt og uden at tøve og rejste sig derefter op uden at tage blikket fra mig, så jeg ikke var et sekund i tvivl om, at han så de første par tårer glide ned af mine kinder af bar frustrationer.

Jeg vendte straks blikket væk fra ham og tog hænderne op til mit ansigt og hulkede ned i dem imens jeg kneb øjnene hårdt sammen og prøvede at stoppe mit gråd.

’’Jeg håber for dig, at du har det virkelig af helvedes til lige nu!’’ Lød det iskoldt fra Justin ved siden af mig, hvilket ramte mig virkelig dybt og bare fik mig til at hulke endnu mere imens jeg fjernede hænderne fra mit ansigt og gik tilbage imod sengen, som jeg smed mig ned i.

’’Du skal ikke tro, at jeg får ondt af dig, når du hyler sådan der!’’ Lød det virkelig spydigt fra Justin imens jeg krøb mig sammen i fosterstilling og trak min dyne helt ind til mig og hulkede ned i den, da hans ord gjorde virkelig ondt på mig.

’’Hvorfor gør du det her imod mig?’’ Hulkede jeg imod min dyne og opgav at prøve at stoppe mit gråd eftersom jeg ikke kunne uanset hvor meget jeg prøvede.

’’Det er nok det dummeste spørgsmål du nogensinde har stillet mig’’ Svarede Justin iskoldt og lød til at stå tæt på sengen.

Jeg vendte hurtigt mit grædende ansigt væk fra dynen og fandt ham hurtigt stående ved sengekanten med krydsede arme og et iskoldt blik imod mig.

’’Er det om det i nat?’’ Spurgte jeg ham hulkende og snøftede svagt imens min krop rystede svagt pga alt det gråd. Justin rystede svagt på hovedet imens han smilede svagt ondt og hadefuldt til mig.

’’Du er.. Det mest falske menneske jeg nogensinde har mødt!. Du er!. I 5 år har jeg gået og troet, at jeg kendte dig, men igår gik det virkelig op for mig, at du ikke er andet end en forpulet klam bitch man!’’ Vrissede Justin med ord som fik mig til at bryde helt sammen og hulke ned i min dyne.

’’I nat viste du dig virkelig som den du i virkeligheden er!. I nat smed du den søde og uskyldige facade og viste mig nogen sandheder!. I virkeligheden er du ikke en skid bedre end mig man!’’ Fortsatte Justin vrissende.

’’Hold nu op, Justin’’ Hulkede jeg højt og kunne dårligt tage mere.

Jeg vendte blikket op på Justin igen og hulkede svagt.

’’Jeg mente ikke noget af alt det jeg sagde igår..’’ Hulkede og græd jeg imens jeg satte mig op i sengen, så jeg kunne møve mig hen til kanten.

’’Du må ikke være vred på mig, Justin..’’ Hulkede jeg og rejste mig fra sengen og lagde mine hænder på hans overarme. Dog løsnede han hurtigt sine krydsede arme og skubbede mine hænder væk fra ham.

’’Du skal fandme ikke røre mig!’’ Vrissede han højt og fik mig til at hulke igen ned i mine hænder som jeg tog op til hovedet.

’’Jeg er færdig med at være i dit syge spil!. Du har fremstået som det perfekte menneske overfor mig i alle de år!. Spillet skuespil overfor mig som om, at jeg ikke betød en skid for dig!’’ Vrissede Justin vredt og fik mig hurtigt til at fjerne hænderne fra ansigtet igen og kigge op på ham.

’’Det er ikke rigtigt, Justin!.. Jeg mente intet af det jeg sagde igår!. Virkelig, du må tro mig!’’ Hulkede jeg grædende og kiggede bedende på ham.

’’Du har bare leget rundt med mig som om, at jeg var din lille fucking marionetdukke!’’ Blev Justin ved med en ond tone som virkelig gik mig på.

’’Nej!.. Nej, nej, nej, nej!’’ Modsagde jeg ham hulkende og grædende.

’’Så forklar mig, hvordan helved det er muligt for dig, at kunne gå i over 5 år og forbyde mig at spille, når du ikke engang selv kan styre det!. Forklar mig hvordan helved du kan få dig selv til at begynde på stoffer, som du har taget så meget afstand fra og tvunget mig til at holde op med selvom du vidste hvor stramt jeg havde det!.. FORKLAR MIG, HVORDAN FUCK DET ER MULIGT FOR DIG AT SIGE, AT DIN STØRSTE FEJLTAGELSE I LIVET VAR AT GIFTE DIG MED MIG!..’’ Vrissede Justin arrigt og begyndte at råbe voldsomt ved den sidste bemærkning imens han tog fat i mig, ruskede lidt i mig og derefter skubbede mig tilbage, så jeg faldt tilbage og ned i sengen imens jeg tudbrølede og intet holdte tilbage.

’’Du er det mest falske menneske på hele den her forpulede jord man!. Jeg gider dig ikke mere!. Forstår du det, Madeline?!. Gør hvad du vil med dit ynkelige liv og find dig en anden at lege med!. For jeg er færdig med dit spil!. Fuldstændig færdig!’’ Vrissede Justin arrigt, hvorefter jeg hørte, at han gik væk fra sengen, hvilket hurtigt fik mig til at kigge efter ham og se, at han var på vej imod udgangen af værelset.

’’Du må ikke gå, Justin!’’ Skreg jeg grædende efter ham og møvede mig ud af sengen for at komme efter ham.

’’Justin, du må ikke!’’ Hulkede jeg, da det hurtigt gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at stoppe.

’’Jeg har brug for dig, Justin!’’ Hulkede jeg imens jeg løb over imod ham, men hurtigt stoppede op, da Justin meget hurtigt vendte sig om og kiggede arrigt på mig.

’’Ja, du har brug for mig!. Så meget brug for mig, at du kan fremstå så fucking perfekt og lade mig vise mig som den jeg virkelig er til hele verden, så de kan se hvor fuckt up jeg er og helt glemmer at se hvor fucking falsk og klamt et menneske du er!.. For det var din plan fra starten af, ikke?!. Gøre mig kendt og fortælle mig, at jeg bare skulle vise mig som den jeg var, så alle kunne se hvor fuckt i hovedet jeg var, og så du kunne fremstå som hende den søde og uskyldige der kom ind i mit liv og forandrede alting for mig og fik mig på det rette spor og på den måde fremstå som noget af det smukkeste der findes!’’ Vrissede Justin arrigt af mig imens jeg fortsatte med at tudbrøle og ryste på hovedet.

’’Nej, Justin.. Nej, det er slet ikke sådan det er..’’ Hulkede jeg voldsomt imod ham og bemærkede, at han kort fnyste af mig imens han rystede på hovedet og derefter vendte sig om for at fortsætte sin gang imod døren, som førte ud af værelset.

’’Justin!. Hør nu på mig!.. Jeg ville ikke ændre på dig!. Den eneste grund til, at jeg ikke sagde noget om, at jeg selv har et problem med spil var fordi, at jeg vidste, at du ville kunne bruge det imod mig, fordi jeg så ikke ville være bedre end dig og derfor ikke have nogen magt til at stoppe dig i at spille alt for meget. Du ville ikke kunne tage mig seriøst, hvis jeg bad dig om at stoppe, når du vidste, at jeg selv havde et problem med det.. Du ville tænke, at jeg ville vide hvor svært det var at lade vær og så ville du kunne bruge dét som begrundelse for ikke at stoppe..’’ Hulkede jeg imens jeg gik efter ham, da han blev ved med at gå igennem hele den kæmpe suite og ud imod hoveddøren.

’’Ja, for du ved jo lige præcis hvordan jeg tænker, gør du ikke?!’’ Vrissede Justin og stoppede op og vendte sig imod mig.

’’Nej, men...’’

’’Ved du hvad jeg ville tænke, hvis du havde fortalt mig det?.. Jeg ville tænke, at hvis du kunne lade vær, så ville jeg også kunne!. Jeg ville tænke, at du vidste hvad du snakkede om!.. Men fordi du ikke fortalte mig det, så tænkte jeg bare, at du ikke anede hvad du snakkede om og ikke havde en skid at skulle have sagt i mit spilleri!’’ Vrissede Justin videre og vendte sig derefter om og fortsatte med at gå.

’’Justin, please.. Bliv her nu.. Du må ikke gå!. Undskyld, at jeg ikke sagde det!. Unds..’’

’’Du har fået mig til at fortælle dig fucking alt om mig og mit liv og så går du selv og skjuler noget for mig i 5 år!. Hvad fuck kan jeg bruge en undskyldning til, hva?!’’ Vrissede Justin, da han igen stoppede op og vendte sig imod mig.

’’Men nu ved du det.. Jeg har et problem med spil!. Hvis først jeg begynder, så kan jeg ikke stoppe igen!. Jeg er svag!.. Vil du ikke nok please lade vær med at gå!.. Please’’ Pleasede jeg ham grædende og kiggede grædende på mig.

’’Okay!. Fint!. Jeg giver dig én chance.. Og hvis du ikke er fucking ærlig overfor mig nu og fortæller mig alt hvad jeg vil vide.. Så ser du aldrig hverken mig eller ungerne igen!. Forstår du det?!’’ Spurgte Justin vrissende imens han gik et par skridt imod mig og stoppede op foran mig.

’’Ja’’ Hulkede jeg svagt og nikkede kort.

’’Hvorfor skulle vi hertil nu?.. Hvorfor skulle vi til Vegas og spille, når du altid har prøvet at få mig til at stoppe og du nu endda selv har et problem med spil!?’’ Spurgte Justin skarpt. Jeg snøftede svagt og tog en dyb indånding, hvilket desværre ikke stoppede mine tårer.

’’Fordi jeg ændrede dit liv.. Fordi jeg har indset, at det du ville var at spille. Du ville slet ikke musikken som en karrieremulighed.. Derfor tænkte jeg, at hvis vi tog tilbage hertil kunne du måske genfinde hvad der i virkeligheden er din drøm og så kunne du for én gangs skyld få lov til at gå dine egne veje uden at jeg skulle blande mig og ødelægge det for dig.. Igen’’ Græd jeg og havde til tider svært ved at trække vejret, men var virkelig hudløst ærlig overfor ham.

’’Godt, det var også det jeg havde tænkt var grunden.. Hvorfor var det så, at du valgte at begynde på stoffer som du altid havde taget så stor en afstand fra, istedet for at tage de lykkepiller som lægen havde anbefalet dig.. Og som du løj overfor mig og sagde at du tog, når det i virkeligheden var stoffer, som du også skjulte for mig!?’’ Spurgte Justin vrissende.

’’Fordi jeg havde set, at det virkede for dig, og fordi, at jeg var bange for at tage de lykkepiller som jeg ville ende med at blive afhængig af og få falsk glæde af..’’ Svarede jeg ærligt og snøftede stakåndet og tørrede mine ene kind fri fra tårer inden der væltede flere ud af øjnene på mig.

’’Mm-hm.. Underligt, at det så ikke er gået op for dig, at stoffer gør præcis det samme ved dig!. De er i modsætning til lykkepiller bare pisse farlige og kan i værste tilfælde ende med at slå dig ihjel!’’ Vrissede Justin af mig og prikkede virkelig verbalt hårdt til mig.

’’Og det var måske det jeg håbede, at de ville!’’ Udbrød jeg hulkende imod ham og bemærkede hurtigt at Justin blev en smule mundlam.

’’Ja, nu ved du også det... Hver eneste dag går tanken igennem mit hoved: Alle ville være glade hvis jeg ikke var her!. Jeg ville få en ende på mine pinsler, hvis jeg bare sagde farvel nu!.. Du ville kunne komme videre med en som ikke på nogen måder ødelagde dit liv!.. Ungerne ville få en pap-mor som ville kunne være der mere for dem end jeg kan lige nu!..’’ Indrømmede jeg imens tårerne væltede ned og min mave slog knuder over, at jeg for første gang sagde det højt.

’’Jeg troede det gik op for dig, da du fandt mig i køkkenet derhjemme den aften.. For der prøvede jeg virkelig at få en ende på det her.. Og samtidig vise dig, at jeg virkelig elsker dig ved at skrive dit navn.. Hvis du ikke havde fundet mig den aften, så havde jeg ikke stået her idag.. Jeg ville ikke gå igennem alt det her fucking lort og have det så dårligt!.. Alle de fejl jeg har lavet. Alle de gange jeg troede, at jeg hjalp, hvor jeg i virkeligheden bare har forsøgt at ændre på folk uden egentlig at vide det.. Det har bidt mig i røven nu.. Og det gik op for mig den dag jeg sagde til dig, at vi ikke skulle være sammen mere pga.. Pga hende!.. Det var der, at alt faldt på plads for mig og kort efter gik det op for mig, at jeg kunne slippe for at gå igennem alt det her, hvis bare jeg forsvandt.. Jeg ville ikke skulle tænke på hvor meget jeg har fucket alles liv op. Jeg ville ikke skulle tænke på hvor meget jeg savner og elsker dig.. Jeg ville ikke skulle gå og tænke på, at hvis det ikke var for mig, så havde du aldrig mødt Hailey og så var det aldrig sket, at du var sammen med hende og at hun blev gravid, så jeg ikke kunne være sammen med dig, fordi jeg ikke ville kunne leve med, at min fyr fik et barn med en anden..’’ Forklarede jeg grædende og valgte at åbne op for alle kanaler og alle sandheder.. Nogen af dem vidste han godt i forvejen, men lige nu gjorde det ikke noget, at han hørte det igen.

’’Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke ville kunne leve med, at du fik et barn med en anden.. Og det får du!.. Og det er i sidste ende pga mig!.. Det er min skyld!. Vi behøver ikke engang spole tilbage til da du mødte hende.. Vi kan nøjes med at spole tilbage til det tidspunkt, hvor jeg forsøgte at ændre på dine vaner, hvilket gjorde, at vi blev så uvenner, at du blev hjemme istedet for at tage med mig og ungerne hjem til mine forældre for at fejre fødselsdag.. Det skænderi vi havde inden jeg tog afsted var min skyld, og hvis vi ikke havde skændtes der, så er der et lille håb i mig der siger, at du nok ikke havde været sammen med hende den aften for at straffe mig.. Eller glemme mig.. Eller hvad du nu tænkte på det tidspunkt..’’ Fortsatte jeg og havde stadig mere på hjertet. Ja, han bad om sandheden.. Og det fik han!.

’’Jeg vil bare væk fra det hele.. Væk fra alt smerten.. Jeg kan ikke undvære dig, Justin.. Og det vil jeg heller ikke.. Men samtidig kan jeg ikke leve med mit kæmpe fejltrin som jeg begik den dag inden jeg tog hertil for at fejre min mors fødselsdag!.. Men det er for sent at ændre på skæbnen nu.. Hailey har truffet sit valg og der er ikke en skid jeg kan gøre ved det... Men jeg kan heller ikke leve med det.. Så derfor tænker jeg, at det ville være det nemmeste, hvis jeg bare sagde farvel og forsvandt fra jordens overflade’’ Sagde jeg afsluttende og brød totalt sammen i hulk og gråd derefter.

’’Og jeg ved det godt.. Det er syge tanker.. Men jeg kan ikke gøre en skid ved det, for det er sådan jeg har det, når jeg vågner om morgenen.. Jeg ærgrer mig over hvorfor jeg vågnede til det meningsløse liv jeg har skabt for mig selv... Det er sandheden.. Den sandhed du spurgte efter.. Så.. Jeg forstår godt, hvis du smutter med ungerne.. Det har jeg fortjent’’ Hulkede jeg, da der lige kom lidt mere i mig som jeg bare lod komme ud, uden at tøve. Dog valgte jeg hurtigt at vende mig om og sætte kursen tilbage imod soveværelset eftersom, at jeg havde virkelig svært ved at se Justin i øjnene efter alt det jeg havde stået og sagt!.

Hvad tænkte han ikke om mig?.. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så tænkte han, at han måtte se at få ham og ungerne så langt væk fra mig som overhovedet muligt!.. Og jeg forstod ham, for han elskede ungerne og ønskede dem kun det bedste.. Og det var langt fra mig!.

Jeg kom hurtigt tilbage til værelset og løb hurtigt over til sengen som jeg kastede mig ned i. Jeg greb hurtigt min dyne igen og knugede den ind til mig og hulkede voldsomt ned i den imens jeg krøb mig sammen i fosterstilling og bare ønskede, at jeg om lidt ville vågne og finde ud af, at det hele bare var en ond drøm og at vi var tilbage til dengang hvor alt det her lort startede, så jeg vidste, at min største fejltagelse i livet var... At starte min egen modelkarriere!.

Mine hulk var ikke til at stoppe og min rystende krop ville ikke holde op.. Men selvom mine hulk og ryst i kroppen gjorde, at jeg bevægede mig meget i sengen, så mærkede jeg alligevel, at nogen satte sig ned på sengekanten.. Og jeg var selvfølgelig ikke i tvivl om hvem det var.

’’Jeg mente ikke noget med det jeg sagde i nat.. Jeg.. Jeg var bare ond og forsøgte kun at ramme dig..’’ Hulkede jeg ned imod dynen og snøftede godt ind.

’’Det bedste der er sket for mig.. Er dig.. Men jeg ødelagde alt for dig.. For mig selv.. Og for os.. Jeg forstår godt, at du synes, at jeg er for sindssyg at være sammen med.. Du skal bare vide, at... At jeg ville give alt væk, hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage og gøre det om igen.. Og stadig vide, hvad der ville ske, hvis jeg valgte at følge mine egne egoistiske drømme.. Men.. Du må bare.. Aldrig nogensinde.. Tvivle på.. At mine følelser for dig er ægte.. Og at jeg aldrig nogensinde.. På et eneste tidspunkt.. Har fortrudt.. At jeg giftede mig med dig.. For det.. Det har jeg aldrig gjort!.. Det er nok det eneste.. Rigtige valg.. Som jeg nogensinde har taget..’’ Sagde jeg virkelig stakåndet og havde virkelig svært ved at tale for alt den gråd og hulk der væltede ud af mig.

’’Hvorfor gør du det, Maddie?’’ Lød det svagt fra Justin som kort efter snøftede, hvilket fik mig til at vende blikket imod ham, hvor jeg blev meget overrasket over at se, at han sad og kiggede på mig med tårer ned af kinderne.

’’Hvorfor bliver du ved med at tro, at alting er din skyld?.. Halvdelen af det du siger er ikke noget du har valgt!..’’ Fortsatte Justin og holdte sit blik på mig.

’’Nej, det er ikke noget jeg har valgt.. Men jeg er skyld i, at det blev som det blev’’ Svarede jeg ham grædende uden at tage blikket fra ham.

’’Nej, for du kan ikke se det i det der perspektiv.. Du kan ikke sammenligne det, at du præsenterede mig for Hailey og det, at jeg var dig utro med hende.. Det var min fejl. Min alene!. Du blamer dig selv for alt det som du ikke har kunne gøre en skid ved.. Så stop med det!. Vil du ikke nok?’’ Spurgte Justin mig og kiggede nærmest bedende på mig, hvilket bare fik tårerne til at rende endnu mere.

’’Jeg kan ikke stoppe.. Og det er jo også ligemeget, for du vil jo ikke være sammen med mig mere.. Og det forstår..’’

’’Den eneste grund til, at jeg sagde alt det til dig før var fordi, at jeg ville have hele sandheden ud af dig, hvilket jeg har prøvet at få så mange gange, men aldrig rigtig har fået.. Jeg tænkte, at det eneste der kunne få dig til at være så hudløst ærlig, var når man fangede dig i dit mest følsomme og sårbare moment, hvilket du er i nu, fordi du ikke er på noget og bare er helt dig selv og har det som du har det inde bag facaden, som du sætter op, når du er på stoffer..’’ Afbrød Justin mig og blinkede kort med øjnene så et par tårer gled ned af hans kinder imens han snøftede svagt.

’’Jeg skyllede dine stoffer ud fordi jeg ikke vil se dig være på det.. For det er ikke dig.. Det igår var heller ikke dig.. Og det ved jeg netop fordi, at jeg selv har været på stoffer alt for mange gange og jeg ved, at man siger ting som man ikke mener.. Man siger dem kun for at ramme den anden.. Jeg vidste, at hvis jeg kørte hårdt på dig, når du var allermest sårbar, så ville jeg få nogen svar.. Og ja, det kom bag på mig, at du har holdt skjult for mig i så mange år, at du selv har et problem med spil.. Men dengang vi mødtes holdte jeg også nogen ting skjult for dig.. Nemlig dét, at jeg bare ville tage røven på dig og bare ville have dine penge.. Og selvom det kom frem, så.. Så tilgav du mig alligevel senere hen.. I forhold til alt det lort jeg har lavet, så er det du har lavet vand ved siden af.. Ja, det er næsten ingenting.. Og da jeg sagde, at du var falsk.. Det mente jeg ikke.. Jeg sagde det kun for at få dig til at være så sårbar som muligt, så du kunne åbne dig op for mig og fortælle mig det jeg ville have svar på.. Jeg vidste, at det ville ramme dig, hvis jeg kaldte dig falsk og sagde, at jeg aldrig ville se dig mere.. Fordi jeg kender dig.. Og fordi jeg ved, at du elsker mig..’’ Sagde Justin stille og kiggede mig i øjnene hele vejen, så jeg virkelig kunne se og mærke, at han talte sandt lige nu.

’’Men det som jeg.. Men det som ramte mig mest.. Det var det, at.. At du sagde, at du hver dag bare ønsker at komme væk herfra.. Væk fra mig, fordi jeg i sidste ende kun gør dig ked af det..’’ Sagde Justin og snøftede hurtigt derefter imens flere tårer gled ud af hans øjne og ned af hans kinder.

’’Hvis det ikke var for mig.. Så havde du det ikke sådan her nu.. Så havde du ikke ønsket at.. Og hvis du modsiger det.. Så.. Så ved jeg ikke om jeg kan tilgive dig for det, for... Jeg vil ikke have, at du blamer dig selv for det her.. For det er min skyld!.. Det er min skyld, at du overhovedet er kommet så langt ud..’’ Fortsatte Justin og stoppede sig selv for at trække vejret tungt ind imens han hulkede svagt, hvilket gik lige i hjertet på mig.

’’Justin..’’ Hulkede jeg og rakte min ene arm op imod ham imens han vendte blikket imod mig og hurtigt fangede hvad jeg ville have.. Jeg ville have ham ned til mig!. Og det kunne ikke gå for hurtigt!.

Heldigvis afviste han mig ikke. Han rejste sig derimod op og kravlede hurtigt op i sengen imens jeg slap min dyne og lagde mig om på ryggen, så han kunne ligge sig imellem mine ben og gemme sit ansigt imellem min hals og skulder. Jeg svang hurtigt armene om nakken på ham og krammede ham godt ned til mig imens jeg hulkede ned i hans skulder som var dækket af hans sorte T-shirt som han havde på.

’’Du må ikke ønske at dø, Maddie.. Det må du bare ikke gøre imod mig!. Du er det smukkeste og dejligste menneske jeg nogensinde har mødt!’’ Hulkede Justin imod min hals og fik også mig til at hulke svagt.

’’Kan du huske til din fødselsdag, som du holdte på et af hotellerne her i byen for mange år siden?.. Jeg kom op og slås med Kyle fordi jeg var jaloux.. Og jeg lod det gå udover dig.. Du havde intet gjort og alligevel blamede jeg dig for det.. Så meget, at du til sidst gjorde skade på dig selv, hvilket jeg så, da jeg kom hjem til dig om morgenen, hvor det var gået op for mig, hvad jeg havde gjort og hvad jeg var skyld i... Kan du huske det?’’ Sagde Justin imod min hals og hulkede svagt indimellem og fik også mig til at hulke svagt eftersom, at den dag stadig stod soleklart for mig.

’’Mm..’’ Mumlede jeg som svar og hulkede svagt og snøftede derefter.

’’Du lovede mig aldrig nogensinde at gøre skade på dig selv igen..’’ Sagde Justin stille og fik mig til at gispe lidt efter vejret imens jeg kneb øjnene sammen og strammede grebet om hans nakke.

’’Undskyld’’ Hulkede jeg og gispede lidt mere efter vejret, da jeg godt vidste hvor han ville hen.

’’Du skal ikke undskylde.. Du skal love mig, at du fra nu af holder det løfte’’ Svarede Justin mig stille imod min hals, som han kort efter plantede et dejligt kys på, så jeg blev helt varm i kroppen.

’’Lover du mig det?’’ Spurgte Justin kort efter sit kys.

’’Mm’’ Mumlede jeg som svar og nikkede svagt imod hans skulder og hals som jeg begravede mit ansigt endnu mere i imens jeg hulkede svagt og gispede efter vejret, da jeg mildt sagt var helt grædefærdig.

’’Jeg elsker dig!’’ Hviskede Justin imod min hals og gav den derefter igen et dejligt kys.

’’Jeg.. Elsker også.. Dig’’ Hulkede jeg og gengældte hans kys ved at plante et kys på hans hals og stramme grebet endnu mere om hans nakke imens jeg lod min ene hånd glide op i hans hår.. Lige nu havde jeg det virkelig svært ved tanken om at skulle give slip på ham!. Han skulle bare være her!.. Her hos mig!.. 

____________________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...