FUCKING FAITH

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 19 jul. 2016
  • Status: Igang
Nogle gange finder man kærligheden de underligste steder, og andre gange er det lige foran en. Kærlighed er en underlig ting, den er så kvælende og på samme tid helt fantastisk. Men hvad sker der hvis man ikke tør tro på kærlighed?

Læsning på eget ansvar :)
Opdatere hver uge<3
ps. 1D er ikke "berømte"

4Likes
0Kommentarer
2466Visninger
AA

6. 5

27 november 2014

”Er du sikker på at den her dreng er ordentlig?” min far sidder i sofaen og læser en avis.

”Ja.” Jeg kigger efter noget chokolade i køleskabet.

”Jeg er bare bange for at der sker der noget.” Jeg kan mærke hans blik på mig.

”For det første skal vi bare ud som venner og for det andet så er jeg snart 17.” Jeg kigger på min far og giver ham et smil.

”Okay skat.” Han sukker og kigger igen ned i avisen. Jeg kigger hen på ovnen hvor der står at klokken er kvart over fem. Jeg finder hurtigt chokoladen og går langsomt ovenpå. Det er underligt ikke at snakke med en pige om det der skal ske. Jeg får en klump i halsen og lader et par tåre løbe ned af mine kinder imens jeg prøver at finde tøj. Jeg hader livet! Tårende løber hurtigere ned af mine kinder og jeg falder sammen på gulvet. Jeg vikler mine arme rundt om mine ben og lægger hovedet op af sengen. Et eller andet i mig siger at jeg bare skal blive siddende og græde, men inderst inde ved jeg godt ar det ikke er det hun ville have ønsket. Jeg tørre mig om øjnene og begynder igen at kigge i mine skuffer efter noget at tage på. Jeg fik ikke at vide om vi skulle være fint eller ikke fint klædt. Følelsen kommer op igen og jeg har lyst til at springe ud af vinduet, men det kan jeg ikke være bekendt overfor min far. Det hele ville bare være så meget lettere hvis du hopper. Min underbevidsthed giver mig kuldegysninger. Jeg tænker over hvad hun ville have gjort, men intet kommer op. ”For helvede du kan klare di selv!” Nærmest råber jeg. Jeg kigger for tredje gang i skuffen, men der er ingenting.

”Jasie?” Min far åbner døren til mit værelse. Jeg tørre mig om øjnene og kigger på ham. Han kigger på mig med et trist ansigt.

”Det er på tide.” Han viser mig en nøgle han har i hånden.

”Hvad?” Jeg kigger måbende på ham.

”Der er gået tre måneder, det skal jo gøres før eller siden.” Han hjælper mig op. Vi går i stilhed hen til hendes værelse. Jeg kan høre min egen nervøse vejrtrækning da min far stikker nøglen ind i nøglehullet. Klik. Han hiver ned i håndtaget og døren åbnes med en knirkene lyd. Det føles som om at alt luft i min krop bliver sugede ud af mig da jeg ser værelset. Alt ser ud som det gjorde dengang. Der er ikke blevet rørt ved noget, ikke engang gardinerne er blevet rullet op endnu. Min far går ind og jeg følger efter ham. Han åbner døren til hendes walk in closet. Det var et slag i maven at se alt hendes tøj hænge der, det tøj hun havde elsket så højt og gået i. Jeg giver min fars hånd et klem, og han smiler til mig. Jeg går længere ind i skabet og kigger på hendes sko der står perfekt stablede.

”Hun var sådan en perfektionist.” Min far griner lidt for sig selv.

”Det må man nok sige, bare en sko pegede lidt til den ene side var hun ved at få et flip.” Jeg begynder selv at grine lidt og forstiller mig hendes ansigt.

”Her.” Min far rækker mig en langærmet blå og hvid kjole. Jeg tager imod den og kan huske præcis hvornår hun havde den på.

”Hun ville have ønsket det.” Han smiler til mig og går ud af rummet. Jeg kigger lidt på kjolen, den er blå med sorte blonder på skørtet, udskæringen og for enden af ærmerne. Den er helt vidunderlig, ligesom et eventyr. Jeg tager den op foran mig og kigger ind i spejlet. Jeg smider mine bukser og trøje og tager kjolen på. Da jeg vender mig om og kigger ind i spejlet ligner jeg hende på en prik. Jeg trækker vejret dybt og finder et par af hendes sorte støvletter frem. Jeg ser helt fantastisk ud. Jeg kigger på uret på kommoden. Kvart i 6. Jeg går ud af værelset og lukker forsigtigt døren bag mig. Da jeg kommer ind på mit værelse tager jeg hurtigt mascara og rød læbestift på. Det ringer på døren da jeg sidder og er i gang med at flette mit hår, men jeg opgiver og køre et par fingre gennem mit hår, så fletningen bliver filtret ud. Jeg kigger mig en gang i spejlet og jeg må indrømme at jeg ikke ser her dum ud. Jeg går langsomt ned af trapperne og kan høre Harry og min far snakke om noget med sport. Drenge.

”Wauw.” Harry spærrer øjnene op da han ser mig gå ned af trappen. Min far vender sig om og han ser måbende på mig, men ændre det hurtigt til et smil.

”Jeg skal vist til at holde op med at kalde dig lille mere.” Min far kysser min hånd og smiler.

”Tak far.” Jeg smiler til ham og kigger bagefter på Harry. Han har en hvid skjorte der er knappet lidt ned, et par sorte stramme jeans og en sort habit jakke på. Han ser ret flot ud.

”Du ser smuk ud.” Han smiler sødt.
”Tak, du ser heller ikke helt dårlig ud.” Jeg smiler til ham og tager min jakke på.

”Hun skal være hjemme senest klokken 10.” Min far giver Harry hånden og vi går ud i kulden.

Da vi kommer hen til bilen åbner Harry døren for mig og jeg sætter mig ind. Hvis det ikke havde været nu ville jeg sikkert have gjort grin med ham, fordi han prøver for hårdt, men det er lidt sødt.

”Så… hvor skal vi hen?” spørger jeg da vi køre ned af vejen.

”Det er en overraskelse.” Han smiler fjoget til mig.

”Jeg hader overraskelser.” Siger jeg ærligt, men får hurtigt dårlig samvittighed.

”Nå men du får det stadig ikke at vide.” Han griner lidt. Jeg rækker tunge til ham hvilket får ham til at grine endnu mere. Hans dybe latter er rar og får mig til at slappe af.

Efter vi har kørt i noget der ligner en halv time, er vi ude på landet. Man kan kun lige skimte træerne i vejkanten eftersom det er lidt mørkt udenfor. Det er dejligt varmt i bilen og virkeligt hyggeligt at køre i det her mørke, med musik i radioen. Vi har ikke set en anden bil i et kvarter.

”Så er vi her.” Harry trækker mig ud mine tanker.

”Er vi det.” Jeg kigger skeptisk ud mod skoven.

”Ja.” Han smiler slevsikkert.

”Du har vel ikke tænkt dig at voldtage mig eller noget.” Jeg griner lidt og kigger igen ud mod skoven.

”Stol på mig.” Han går ud af bilen, og kommer over på min side for at lukke mig ud.

Han tager min hånd og vi går hen imod skoven.

”Stoler du på mig?” Hans hænder holder om mit liv.

”Nogenlunde.” Jeg smiler stort.

”Så luk øjnene.” Han fjerner sine hænder og sætter dem for mine øjne.

”Jeg sagde at jeg ikke kunne lide overraskelser.” Jeg bider mig i læben. Han svare ikke, men føre mig over et par grene og 2 minutter efter stopper han mig .

”Så må du kigge.” Han fjerner sine hænder. Jeg åbner langsomt mine øjne. Foran mig er et lille glashus, det ligner lidt en udestue (et flot et af slagsen). Igennem glasset kan man se et tæppe og nogle stearinlys. Det er næsten som et vinter eventyr med sneen liggende ved op af den lille glas bygning.

”Har du gjort det her for mig?” Varmen breder sig i min krop.

”Ja… kan du lide det?” Jeg kan mærke at han smiler.

”Jeg elsker det, men det behøvede du altså ikke.”

”Jeg tænkte bare at du måske havde brug for at komme lidt væk fra det hele.” Han tager fat i min hånd og vi går hen imod huset. Han åbner glasdøren og en duft af en blanding af pizza og stearinlys fylder mine næsebor. Han tager min jakke og hænger den på en knage sammen med hans. Jeg smider mine sko og går med ham videre ind. Et ternet tæppe er lagt på gulvet, på tæppet står en bakke pizza og ved siden af står et par sodavand.

”Jeg vidste ikke om du drak.” Han tager sine hænder i lommerne.

”Det gør jeg heller ikke.” Jeg smiler og sætter mig ned. Han nikker og sætter sig overfor mig.

”Så… hvorfor er du her stadig?” Jeg tager et stykke pizza.

”Hvad mener du med stadig?” Han tager en bid af pizzaen.

”Altså du er 20, du kan tage derhen du vil, men alligevel sidder du her?” Jeg tager selv en bid.

”Altså, mig og bandet har også tænkt lidt på om vi skulle tage et sted hen for at prøve at få en plade kontrakt, men byen kan lide os og vi spiller fast på Toms, så vi mangler ikke noget.” Han kører en hånd igennem håret og smiler, så hans smilehuller kommer frem.

”Nå ja… du er med i det der band.” Jeg tager en gigantisk bid af min pizza og lægger den ned på tallerknen foran mig.

Det der band? At du ved det elsker folk os her.” Han prøver at efterligne min stemme.

”Sådan lyder jeg altså ikke.” Jeg skubber til hans skulder.

”Jeg er allergisk over for bistik.” Han griner. Jeg skærer en grimasse og slår ham igen, men hårdere denne gang.

”Min oldemor slår hårdere end dig.” Han griner stadig, først nu lægger jeg rigtigt mærke til hans smilehuller. Han stopper med at grine, da han ser at jeg stirrer på hans mund.
”Har jeg noget siddende mellem mine tænder.” Han griner og jeg er sikker på mine kinder ligner tomater. Jeg slår ham i maven og han lægger sig på ryggen.

”Okay den sad.” Han tager sig til maven og griner.

”Hjælp mig lige op.” Han rækker sin hånd hen imod mig. Jeg tager den og prøver at hive ham op, men han hiver mig ned over ham. Min ene hånd ligger under mit bryst på hans brystkasse og den anden holder stadig fast i hans hånd. Jeg kigger ind i hans grønne øjne og får sommerfugle i maven. Vores næser rører hinanden og jeg kan mærke hans varme ånde mod mine læber. Han løfter hovedet så jeg kan mærke hans læbe mod min, noget indeni mig skriger efter at kysse ham. Men min underbevidsthed siger at jeg skal flygte. Jeg hopper hurtigt væk fra ham og sætter mig op af glasvinduet.

”Undskyld, jeg blev revet med.” Han sætter sig op.
”Det er mig der skal undskylde.” Jeg læner mit hoved op af glasset. Han rejser sig op og sætter sig ved siden af mig.

”Hvorfor skulle du undskylde?” Hans stemme er hæs og langt væk.

”Fordi det er min skyld, det er det altid.” Jeg gemmer mit hoved i mine hænder.

”Det nægter jeg at tro på.” Han rykker tættere på mig og lægger hans arm om mine skuldre. Tårerne begynder langsomt at løbe ned af mine kinder og et hulk slipper ud af mine læber. Harry siger ikke noget, men strammer grebet om mine skuldre, så mit hoved lægger på hans brystkasse. En underlig følelse fylder min krop, men den er ikke ubehagelig, rettere sagt er den helt fantastisk. Han lægger sin hage på toppen af mit hoved og stryger mig blidt på ryggen.

”Hvad er det du gør ved mig?” Hans stemme fylder blidt mine øre. Jeg svare ikke, men begraver mit ansigt dybere ind i hans bryst. Tårerne løber stadig ned af mine kinder, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ikke ked af det, men jeg har det heller ikke fantastisk. Hans skjorte bliver våd, men jeg flytter mig alligevel ikke. Hans hænder bevæger sig op af min ryg og kører igennem mit hår. Jeg får kuldegysninger, jeg plejer normalt ikke at lade folk røre mit hår, men af en eller anden grund er jeg ligeglad når Harry gør det. Jeg løfter langsomt mit ansigt så jeg kan se hans ansigt. Han bider sig i læben og kigger mig øjnene. Han fjerner sin hånd fra mit hår og tørrer en tåre væk. Hvorfor bliver jeg ved med at græde? Han smiler lidt, og flytter ikke sine øjne fra mine. Jeg ville ønske jeg kunne blive siddende her i hans arme.

”Hvad er klokken?” Jeg bander langt væk af mig selv for at afbryde stemningen.

”Shit…” Han viser mig hans mobil, hvor der står at klokken er 10. Jeg rejser mig hurtigt op og går ud til døren hvor min jakke hænger jeg tager den på og tager Harrys med ind til ham. Han er i gang med at folde tæppet sammen. Jeg samler pizzabakken op og smiler til Harry, der står og kigger på mig.
”Er jeg spændene?” Jeg rækker ham sin jakke, og han tager den på.

”Du er mere end bare spændene.” Han samler det foldede tæppe op gør tegn til at jeg skal gå ud. Hans svar gør mig blød i knæene. Harry låser døren da vi er kommet ud.

”Hvad gør jeg med denne her?” Jeg kigger på pizzabakken jeg har i hånden.

”Der er en skraldespand herhenne.” Han går forrest og rigtigt nok når vi hen til en skraldespand.

”Undskyld.” Siger jeg og smider pizzaen ud.

”Hvorfor undskyld.” Jeg kan mærke at han smiler.

”Fordi der stadig var et par stykker tilbage,” Jeg griner lidt af mig selv.

”Og?...” Han griner også.

”De fattige kunne blive mæt af det der.” Okay det lyder dumt når man siger det højt.

”Okay?” Han griner og vi går videre hen imod bilen. Det er helt mørkt.

”Hvordan kan du finde rundt her?” siger jeg fascineret og kigger på omridsene af træerne.

”Jeg var her meget da jeg var mindre.” Han tager fat i min hånd og drejer så.

”Hvorfor?” Jeg strammer grebet da han er ved at give slip på min hånd.

”Jeg ville bare væk hjemmefra og så tog jeg herud.” Et par billygter bliver tændt og jeg kan se hans Porsche. Jeg sætter mig på passager sædet og han sætter sig ved siden af.

”Tror du nogensinde du må hænge ud med mig igen.” Harrys sætning får mig til at smile.

”Altså hvis du siger undskyld og virkelig mener det, så vil han stadig ikke kunne lide dig.” Griner jeg og han kører væk fra skoven.

”Seriøst?” Han kigger på mig med store øjne.

”Jeg joker ikke.” Siger jeg seriøst, men kan ikke lade vær med at grine.

”Jaja.” han puffer blidt til mig med et glimt i øjet.

Jeg smiler til ham og kigger så ud af vinduet. Sneen falder blidt ind imellem træerne og et par falder på vinduet.

”Jasie, det ser vist ud til at vi ikke kommer hjem i dag.” Harry peger på skiltet foran os. ´SPÆRRET PÅ GRUND AF ULYKKE´

”Kan man ikke køre en anden vej?” Jeg kigger nervøst på uret. 10.30.

”Nej det her er den eneste vej.” Han vender bilen om.

”Jeg bliver nød til at ringe til min far.” Jeg tager min mobil frem, tænder den og ser hans navn overalt på skærmen. Jeg åbner den og ringer til ham.

”Jasie! Hvor er du?” hans stemme er sur, men på samme tid nervøs.

”Vi blev lidt forsinket, og nu er vejen spærret.” Jeg sukker og forventer et mindre udbryd, men i stedet svare han: ”Okay skat, pas godt på dig selv.” med en rolig stemme.

”Det skal jeg nok far, elsker dig.” Jeg lægger på da han svare med et lidt hårdt godnat. For at være ærlig falder han nok ikke i søvn foreløbig.

”Hader han mig?” Harry kigger på mig med store øjne.

”Meget.” Fniser jeg og ryster på hovedet. ”Hvor skal vi sove?” Jeg kigger nysgerrigt på ham.

”Jeg kender et sted.” Han køre hen imod skoven.

”Okay.” Jeg smiler nervøst.

 

”Så er vi her.” Harry ryster blidt i min arm. Jeg vågner med et sæt og kigger på det palæ vi holder foran.

”Hvem bor her?” Siger jeg med store øjne.

”Bare nogle venner.” Han stiger ud af bilen.

bare.” spørger jeg og stiger også ud.

”Ja.” Han går op imod hoveddøren.

”Der er jo mindst 50 værelser.” Jeg kigger op af huset.

”48, men tæt på.” Harry vender sig om og vinker mig op til ham.
”Hold da op.” siger jeg og går op af trapperne. Harry trykker på en rød knap og en stemme spørger: ”Hallo?”

”Hej Nick.” Harry sukker.

”Oh hej Harry,  længe siden.” Døren siger et lille klik og en ældre mand med smoking på åbner døren.

”Du har en gæst med?” Han kigger spørgende på Harry.

”Vi var på vej tilbage til byen, men et trafik uheld havde spærret vejen.” Harry tager min hånd og går forbi Nick. Var det ikke det han hed?

”Nå, men skal jeg vække…”

”NEJ! Det skal du ikke.” han afbryder hurtigt Nick og hiver mig op af trappen.

”Skal jeg ikke vise din gæst et værelse?” Nick smiler til os.

”Nej vi klare os.” Harry trækker mig videre hen imod en dør forenden af gangen. Han åbner den og en brun seng, med sort sengetøj viser sig. Jeg går videre ind og ser en masse plakater på væggene. Man kan kun lige skimte de hvide vægge.

”Det er dit værelse, er det ikke?” Jeg går hen til altandøren.

”Jo.” Han sætter sig på sengen.

”Og det er dit?” Jeg åbner døren og en kulde breder sig i rummet.

”Mine forældres.” Retter han mig.

”Hvorfor bor du her ikke mere?” Jeg tager et skridt ud og kigger hen over skoven.
”I ejer også skoven. Det er derfor du kender den så godt.” Jeg kigger tilbage på Harry, som kigger forundrende på mig.

”Mine forældre ejer skoven og ja.” Han rejser sig op og går hen og låser døren.

”Hvorfor gjorde du det?” Jeg går ind igen og lukker dørene.

”Fordi Nick ikke kan holde mund, så mine forældre vil prøve at komme herind i morgen.” han går hen imod mig.

”Jeg skal lige bruge toilettet.” Jeg går hen til en hvis dør og åbner den. Det er et skab og ikke et toilet. Jeg kigger tilbage på Harry som peger på en dør i den anden side af værelset. Jeg løber nærmest derhen og låser døren efter mig. Toilettet er hvidt og gigantisk. Der er to håndvaske, en brusekabine og et boblebad med fjernsyn på væggen. Der er en lille dør mere hvor selve toilettet er. Jeg smider hurtigt noget vand i hovedet og går ud til Harry igen.

”Vil du låne en T-shirt?” han har kun underbukser på.

”Ja tak.” Jeg tager imod den grå T-shirt han kaster.

”Jeg skal nok lade vær med at kigge.” Harry vender sig om.

”Det er lige meget.” Jeg smider min jakke.

”Hvad?” Han kigger spørgende på mig.

”Selvfølgelig skal du ikke kigge!” Jeg kaster jakken efter ham.

”okay…” han vender sig om.

”Tak.” jeg lyner kjolen ned og smider den på gulvet, så tager jeg hurtigt T-shirten på og lunter over til sengen, og gemmer mig under dynen. Jeg kigger hurtigt hen på Harry, han kigger på mig.

”Så du noget?” Jeg løfter øjenbrynene.

”Nej.” Han smiler. ”skal jeg sove på sofaen?” Han smiler stadig.

”Nej.” Jeg banker på pladsen ved siden af mig.

”Er du sikker?” Han kigger på mig med store øjne.

”Bare du ikke røre mig!” Jeg prøver at holde masken, men et fnis undslipper.

”Skal jeg nok.” Han ligger sig ned ved siden af mig.

”Er du ikke sød at holde om mig?” Jeg fortryder hurtigt.

”Jo.” Han griner ikke, som jeg havde forventet, men ligger hans hånd omkring min skulder.

”tak.” Jeg får kuldegysninger, men det er den dejligste følelse nogensinde.

”Kom do tættere på.” Han griner lidt, men jeg adlyder og rykker lidt tættere på ham. Men ifølge ham er det ikke tæt nok, fordi han hiver mig helt ind til ham, så jeg kan mærke hans lår mod mine.

”Godnat.” Han aer mit hår.

”Godnat.” Jeg smiler for mig selv.            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...