FUCKING FAITH

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 19 jul. 2016
  • Status: Igang
Nogle gange finder man kærligheden de underligste steder, og andre gange er det lige foran en. Kærlighed er en underlig ting, den er så kvælende og på samme tid helt fantastisk. Men hvad sker der hvis man ikke tør tro på kærlighed?

Læsning på eget ansvar :)
Opdatere hver uge<3
ps. 1D er ikke "berømte"

4Likes
0Kommentarer
2464Visninger
AA

4. 3

Undskyld, men det bliver altså nutid fra nu af <3

25 November

Jeg kigger på uret, der hænger på væggen i køkkenet. 8.02.

”Det er en ny dag, og jo før du kommer i skole, jo større mulighed er der for at du ikke skal gå en klasse om.” Jeg tager en dyb vejrtækning.

Jeg finder min skoletaske frem under min seng. Den er helt støvet, men fuck det. Da jeg kommer ned i gangen lægger jeg mærke til at jeg stadig ikke har tøjet, så jeg går op og tager et par sorte stramme jeans og en hvid og sort sweater på. Jeg køre lige en børste igennem mit hår og så er jeg er klar.

Jeg tager endelig mine dr. Martens og min jakke på. Jeg skriver en seddel til min far hvis han skulle komme hjem til frokost.

Tænkte over hvad du sagde, så er taget i skole. Jasie

Jeg ved ikke hvad der er sket med mig, men jeg skal bare væk herfra. Jeg tager min taske på ryggen. Da jeg kommer udenfor har jeg mest af alt lyst til at gå ind igen, men jeg tager mig sammen og henter min cykel, der står i haven. Det er længe siden den er blevet brugt, men min far er her ikke til at køre mig i skole. I starten er jeg ved at falde på røven flere gange, men med nød og næppe klare jeg lige at blive på cyklen.

Fem minutter efter er jeg endelig fremme, en klump samler sig i min hals.

Jeg stiller min cykel og går langsomt hen imod indgangen. Jeg kigger hurtigt på min mobil for at se hvad klokken er. 8.40. Jeg nærmer mig indgangen og mærker klumpen blive større og større.

Jeg tager i dørhåndtaget og går ind. Der er ingen andre end de ”seje” typer på gangen. Og med de seje mener jeg de der med farvet hår, piercinger og tatoveringer. Jeg smiler akavet til dem og går videre hen imod engelsk.

Da jeg stå foran døren trækker jeg vejret dybt og banker på. ”Kom ind.” Jeg høre mr. Kellys stemme. Jeg åbner lige så stille døren og ser alles blikke rettet mod mig.

”Undskyld jeg kommer for sent.” Siger jeg og sætter mig på det bagerste bord, tættest ved vinduet.

”Det er okay.” Mr. Kelly giver mig et anerkendende smil og fortsætter undervisningen. Jeg kan se alle hvisker og vender sig imod mig.

Jeg kigger ned i engelskbogen og holder godt fast i bordkanten.

Da timen endelig er slut og det ringer ud, er jeg på vej ud da mr. Kelly råber: Jasie kan vi snakke?” Han smiler venligt som altid.

Jeg går op til katederet og stiller mig op af et af de forreste borde overfor katederet.

”Hvordan går det?” Han smiler forsigtigt og pakker hans papirer sammen.

”Fint, jeg er jo tilbage.” Siger jeg og smiler falsk.

Det er da helt sindssygt hvor god jeg er til at falske min glæde.

”Det er godt at høre, jeg er glad for at du er tilbage.” Han lægger papirerne i en bunke på hjørnet af bordet og sætter sig på katederet.

”Tak.” Siger jeg og piller ved mit slidte neglelak.

”Jeg ved det er hårdt og det acceptere jeg, men du kan ikke blive ved med at komme for sent.” Hans smil falmer lidt, men bliver hurtigt større igen.

”selvfølgelig mr. Kelly.” Siger jeg og går hen imod døren.

Da jeg kommer ud af døren er gangen fuld af mennesker. Jeg er ved at få et panikanfald af alle de mennesker. Mine ben føles som gele og mine hænder ryster.

1…2…3…4…5…6…7…8…9…10. Jeg trækker vejret dybt og går hen imod mit skab.

”Jasie?” En stemme lyder bag mig. Jeg trækker hovedet ud af skabet og vender mig om. ”Abbygale?” En tung byrde letter fra mine skuldre.

”Hvad så smukke.” Hun kommer hen imod mig med åbne arme.

”Hvad så.” Jeg åbner også mine og hun giver mig et stort kram. Hvor  er det rart at se hende igen, jeg var helt bange for at hun ikke ville snakke med mig efter at jeg ikke har svarede hende da hun skrev og ringede. Vi trækker os fra krammet. Hun ligner stadig sig selv med det brune lange hår sat op i en høj hestehale. Hun har en flagrende sort nederdel, der går ned til knæene og en blå skjorte på. Og selvfølgelig hendes briller. Jeg indrømmer at hun er lidt af en nørd, men det er… var jeg egentlig også.

”Hvor er det dejligt at se dig her.” Hun smiler og hviner lidt af glæde.

”Tak.” siger jeg og smiler oprigtigt til hende. Hvad sker der for at jeg er begyndt at smile igen?

”Hej søde.” En fyr kommer bagfra og giver Abbygale et kys på håret.

”Når ja, Jasie mød Tom… min kæreste.” Hun ser glad ud. Jeg nikker og smiler til Tom og hæver mine øjenbryn da han vender hende om og kysser hende på munden… inderligt.

Jeg vender mig akavet om og begynder at lede efter mine bøger. Næste fag er fysik, så jeg finder min mappe frem.

Da Abbygale og Tom har kysset færdig går vi hen imod fysiklokalet.

”Hvor lang tid har det lige gået på?” Jeg smiler til hende, oprigtigt. Det er bare så dejligt at se hende så glad.

”I 2 måneder snart, og du er godt nok blevet tynd.” Hun giver mig smilende elevatorblik.

”Jeg har ikke rigtigt haft en appetit.” Sukker jeg. Hun lægger sin arm om mig og klemmer mig ind til sig.

”Hvorfor lugter du egentlig af røg.” Hun rynker så på næsen.

”Øm… det ved jeg ikke.” Jeg lugter til mig selv og prøver at virke så uskyldig som muligt. Men jeg kan god lugte det.

”Nu roder du dig ikke ud i noget dumt vel?” Hun kigger bekymrende på mig.

”bare rolig.” Jeg smiler opmuntrende til hende og vi går ind i klassen. Hvad sker der for at folk kigger sådan på mig?

”Hej elever… Og hej Jasie, det er godt at have dig tilbage.” Mrs. Bright smiler til mig. Jeg nikker som tak.

Resten af dagen går nogenlunde hurtigt nok. Alle lærerne kommer lige med en kommentar, men det ignorere jeg for det meste. Og et par af eleverne kommer hen for at ”kondolere”. Det er alligevel hårdt at spille glad, når folk får mig til at tænke på ulykken.

”Vi ses søde.” Abbygale giver mig et knus og går hen til hendes kæreste og han giver hende et kys og hun sætter sig i hans bil. Jeg skal lige vænne mig til tanken om at hun har fået en kæreste, men jeg er da glad på hendes vegne.

Da jeg kommer ud til min cykel tager jeg lige en smøg og cykler så hjemad.

Jeg åbner forsigtigt døren og går stille indenfor.

”Hej?” Jeg smider mit overtøj og går ind i stuen hvor min far sidder. ”Hej.” Han har et stort smil på læberne.

”Hvad?” Jeg mærker varmen bredde sig i mig da jeg ser at det ikke bare er et tomt smil, men et oprigtigt glad smil.

”Du var i skole i dag?” Han smiler stadig.

”Ja det var jeg.” Jeg gengælder smilet.

”kom her.” Han rejser sig op og giver mig et stort knus.

”Jeg elsker dig far.” for jeg fremstammet og gengælder hans kram.

”Jeg elsker dig skat.” Han kysser min pande, sætter sig i sofaen og hiver mig med. ”Skal vi ikke fejre det med at gå ud at spise.” Han klemmer min skulder.

Noget vender sig i min mave da han siger at det skal fejres, det føles bare ikke rigtigt uden hende. ”Hvordan kan man sige nej til det tilbud?” Jeg smiler falsk og læner mig op af ham.

Et par timer efter er klokken 7 og min far og jeg beslutter os for at tage på italiensk restaurant. Vi får et bord og får bestilt vores mad og drikkevarer. Det første gang vi sådan på alvor er ude at spise efter ulykken, altså vi har fået pizza og McDonald’s en del, men sådan rigtigt tage ud at spise er længe siden.

”Hvordan var det så i skolen.” Han giver mig et stort smil.

”Det var okay, Abbygale har for resten fået en kæreste.” Smiler jeg igen.

”Nå har hun det, hvor er det dejligt for hende.” Det er rart at se min far så glad.

”Ja, hun er virkelig glad.” Smiler jeg ved tanken om hvordan hendes ansigt lyste op da Tom krammede hende bagfra.

”værsgo, en salat til den unge dame og en pasta laks til den fine herre.” En blondine med rød læbestift giver os maden, smiler og går igen.

Da vi begge har spist og haft et par smalltalks er vi på vej hjem.

Jeg står ud af bilen, mine øjne er tunge og jeg gaber uafbrudt. Jeg hænger jakken på knagen og stiller mine støvler. Jeg går ovenpå og smider mig på sengen, og med et er jeg væk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...