FUCKING FAITH

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 19 jul. 2016
  • Status: Igang
Nogle gange finder man kærligheden de underligste steder, og andre gange er det lige foran en. Kærlighed er en underlig ting, den er så kvælende og på samme tid helt fantastisk. Men hvad sker der hvis man ikke tør tro på kærlighed?

Læsning på eget ansvar :)
Opdatere hver uge<3
ps. 1D er ikke "berømte"

4Likes
0Kommentarer
2463Visninger
AA

12. 11

6. december 2014

”Harry.” Hvisker jeg og sætter mig op.

”Ja?...” Han kigger forsigtigt på mig.

”Jeg er…” hans mavemuskler fanger mit blik og jeg har lyst til at kysse hans brystmuskler. Jeg bider mig selv i læben og tvinger mit blik tilbage til Harrys øjne.

”ikke klar…” Jeg dækker mit ansigt med mine hænder og mærker straks skylden brede sig i min krop.

”Det er helt okay.” Harry tager fat i mit liv og hiver mig tættere på ham. Jeg lægger min pande på hans nøgne skulder og vikler mine arme omkring ham.

”Det er altså helt okay.” Hans hånd bevæger sig i cirkler på min nøgne læn. Hans skulder er varm.

”Jeg ville ønske jeg kunne bliv lige her resten af mit liv.” Sagde jeg virkelig det højt? Harry fjerner en hårtot fra min kind og bider sig lidt i læben. Jeg kysser hans skulder og bevæger mig op imod halsen, jeg fortsætter op til hans ansigt og kysser ham på næsen. Kinderne. Panden.

”Du piner mig.” Harry tager fat i min nakke og hiver blidt mit ansigt ned, så vores læber mødes. Jeg smiler og mærker Harrys læber mod mine tænder. Jeg begynder at grine og det samme gør han, men ingen flytter læberne fra hinanden. Jeg får øjenkontakt med hans dejlige grønne øjne og aer ham på kinden med min tommelfinger. Jeg vil blive lige her for altid. Med Harry. Jeg tænker ikke på andet end mig og Harry og den tanke gør mig næsten lykkelig. Harry kysser mine smilende læber. Jeg gengælder hurtigt kysset og føler hans læber skiltes, det samme gør mine og vores tunger mødes. Han har en dejlig smag af en blanding af mynte og kaffe.

”Du smager af røg.” Han stopper ikke kysset.

”Undskyld.” Svare jeg hurtigt og trækker mig for kysset. Harry kigger underligt på mig og tager min hånd. Hans muskler og blodåre på armene er tydelige. Det begynder at svimle for mine øjne og jeg mærker en ulidelig trang til at lukke øjnene.

Mørke…

 

Harrys p.o.v.

”Du smager af røg.” siger jeg og vil ikke trække mig fra kysset. Normalt ville jeg ikke kunne udstå smagen af røg, men det gjorde mig faktisk ikke noget lige nu. Det vigtigste var at jeg lå på her i min bil med Jasie.

”Undskyld.” Hvisker hun og trækker sig fra kysset. Hendes blik ser bekymrende ud. Jeg fletter mine fingre ind i hendes for at vise hende at jeg er her og at der ikke er noget at være bekymret for. Jeg studere hendes dejlige blå øjne og blonde hår som stritter. Jeg kan ikke lade vær med at smile ved synet af hende, det er som juleaften hver gang jeg kigger på hende. Hendes øjne havde virket kolde og tomme de første gange vi havde set hinanden, men de er blødt op og nu stråler de som de lyseste stjerner på himlen. Pludselig bliver hendes øjne meget fraværende og med et falder hendes krop sammen. Hun begynder at ryste.

”Jasie!” Panikken breder sig i min krop. Jeg rusker i hende og prøver at komme i kontakt med hende.

”Jasie!” Jeg råber denne gang. Jeg rusker stadig i hende. Savl danner sig i hendes mundvige og glider ned af hendes kinder. Jeg ligger passagersædet ned og ligger hende forsigtigt ned. Derefter tænder jeg bilen og træder speederen i bund. Min ene hånd bliver liggende på Jasies arm.

”Jasie!” Jeg råber igen. Jeg træder speederen endnu mere i bund og efter få minutter er vi endelig fremme. Jeg stiger ud af bilen og får hende løftet med. Derefter løber jeg med hende i brudestilling i mine arme og løber ind på hospitalet.

”HJÆLP!” Jeg råber så højt mine lunger kan klare og hurtigt kommer en sygeplejerske hen til mig. Hun kalder på nogle over hendes walkie talkie. Hurtigt kommer en mand løbende med en båre som jeg skal ligge Jasie på.

”Hvad er hendes navn?” Spørge sygeplejersken mens vi løb hen ad gangen.

”Jasie Grey.” Får jeg fremstammet og klemmer stadig Jasies hånd.

”Jasie er du der?” Mandelægen holder rundt om hendes hoved.

”Hej Jasie, skat bliv hos os.” Sygeplejersken åbner hendes øjne.

”Hun er væk. Vi bliver nød til at sørge for at hun ikke får vand i lungerne.” Lægen nikker mod dem alle sammen. Og sygeplejersken stopper mig foran døren ind til operationsstuen.

”Vi giver besked så snart hun er sig selv igen.” Hun smiler og går selv ind i operationsstuen. Jeg føler mig rastløs og sparker til stolen ved siden af mig. Jeg mærker vreden og sorgen blusse op i min krop og sparker til endnu en stol.

”Det er min skyld!” Råber jeg og mærker klumpen i min hals. En anden sygeplejerske tager fat i min arm og beder mig om at sætte mig ned. Det gør jeg så og lægger mit hoved ned i mine hænder. En tåre lander på min håndflade.

”Undskyld Jasie.” Hvisker jeg og kigger op i loftet igen.

”Har hun noget familie vi skal ringe til?” Sygeplejersken aer roligt min nøgne ryg.

”Hun har en far så vidt jeg ved.” Jeg giver hende navnet og adressen eftersom jeg ikke kan nummeret.

”Okay makker, så ser jeg hvad jeg kan gøre. Og i mellemtiden burde du måske overveje at få en trøje på.” Hun blinker til mig og går op til skænken. Jeg nikker som svar og skynder mig ned i bilen for at tage en trøje på og skynder mig op igen.

”Noget nyt?” Spørger jeg sygeplejersken. Hun sender mig et undskyldende blik og ryster på hovedet. Jeg sætter mig ned og kigger på mine hænder.

”Hvor er min datter?” Jasies far kommer løbende fra elevatoren. Han har joggingbukser på og en krøllede T-shirt. Sygeplejersken forklare ham situationen og lidt efter kigger han surt efter mig.

”DIN! Hvorfor var du sammen med min datter?” Jeg bliver næsten bange for ham.

”Undskyld sir.” err det eneste jeg får fremstammet.

”Jasie er vågnet og er rystet, men hun er klar til at få besøg.” Sygeplejersken fra før kommer med et smil på læben. Jeg rejser mig hurtigt op.

”Kun familien.” Hun smiler undskyldende og viser Jasies far vej.

 

Jasies p.o.v

”Hvor er jeg henne?” Jeg kigger op i et par fremmede brune øjne.

”Hej søde du er på hospitalet. Du fik et anfald.” Hun fjerner en maske fra min mund og går hurtigt ud på gangen. Lidt efter høre jeg stemmer.

”Harry?” En glæde skyller over mig.

”Nej det er far.” Han ser bekymret ud.

”Nå..” Svare jeg og prøver på ikke at lyde skuffet.

”Harry sidder udenfor.” Han tager min hånd. Jeg vender mit hoved mod gangen og prøver at få øje på ham. Jeg ser hans krøllede hår og et smil bliver placeret på mine læber.

”Må han ikke komme ind?” Jeg kigger på sygeplejersken.

”Du skal hvile dig.” Hun sender mig et lille smil.

”Det kan jeg ikke uden ham.” Siger jeg og fortryder hurtigt da jeg ser min fars triste blik.

”Okay, så hurtigt.” Sygeplejersken går ud og kommer hurtigt tilbage med Harry i hælene. Jeg smiler stort da han kommer ind af døren.

”Jasie.” Han lyder glad. Jeg åbner mine arme og han kommer hen og giver mig et kram. Hans øjne er røde. Jeg kysser ham på munden og køre min hånd over hans ryg.

”Undskyld.” Han kigger på mig.

”Det er da ikke din skyld.” Jeg lægger min hånd på hans kind og køre min tommelfinger over hans læber. Lige nu føltes det som om der kun er mig og Harry i rummet. Selvom jeg er sikker på min far kigger på os med store øjne.

”Jeg elsker dig.” Harry kysser min tommel.

”Og jeg elsker dig.” Jeg smiler stort til ham. Jeg skimter hurtigt min far. Hvis jeg ikke ved bedre ville jeg tro at han smiler.  

        

  

            

 

 

      

         

        

                       

                

                      

      

 

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...