FUCKING FAITH

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2016
  • Opdateret: 19 jul. 2016
  • Status: Igang
Nogle gange finder man kærligheden de underligste steder, og andre gange er det lige foran en. Kærlighed er en underlig ting, den er så kvælende og på samme tid helt fantastisk. Men hvad sker der hvis man ikke tør tro på kærlighed?

Læsning på eget ansvar :)
Opdatere hver uge<3
ps. 1D er ikke "berømte"

4Likes
0Kommentarer
2456Visninger
AA

2. 1

10 år før.

 

20. november 2014

Det var den første dag jeg havde været udenfor siden ulykken. Jeg havde siddet på mit værelse i snart tre måneder og nogle gange i køkkenet, men det var kun når jeg skulle have noget at spise, hvilket ikke var ret tit. Min far havde ikke sagt andet end små sætninger som: ”Er du færdig?.. Har du det godt… Du går bare ud når du er klar… Du ser lidt tynd ud.”. Ulykken havde taget hårdt på os begge, men i modsætning til mig kunne min far ikke bare låse sig inde på værelset. Han havde brug for at tjene penge til os, så vi kunne overleve. Det hele var egentlig bare kaos og det værste var at jeg vidste at min far ikke havde fået tid til at fordøje det hele. Jeg kunne høre hans hulken om aftnen, hvilket fik min mave til at trække sig sammen, så jeg lå med de sygeste smerter.

Jeg sad i køkkenet da min far kom hjem, han havde det ikke for godt. Han rodede skufferne igennem.

”Det er her ikke!” Han så helt forvirret ud.

”Hvad er der ikke…Far?” Jeg rejste mig op og gik hen til ham.

”Jeg er sikker på at jeg købte det!” Han tog sig til hovedet.

”Hvad far?...Hvad købte du?” Jeg tog hans hånd.

”Jeg havde lige planlagt at vi skulle spise det for at ære hende!” Han kiggede mig i øjnene, hans øjne var tomme.

”Far rolig nu… Jeg går ned og køber det.” Jeg havde slet ikke opfattet at, for at skulle købe det, skulle jeg udenfor huset.

”Vil du det?” Han gav mig et tomt smil.

”Selvfølgelig far.” Jeg kyssede hans pande og gik ud for at tage overtøj på. Da jeg rørte mine slidte doktor Martens kom en følelse af sorg over mig. Det var hende der havde valgt dem.

”Far hvad er det jeg skal købe?” Jeg stod i køkkenåbningen.

”pesto.” Han var ved at blive sindssyg.

”Okay.” Jeg gik hen og tog den lange sorte jakke af knagen. Foret var koldt og den lugtede af en god omgang parfume.

Jeg gik hen til den store dør og tog fat i håndtaget. Den eneste lyd jeg kunne høre var min egen nervøse vejrtrækning. Ind. Ud. Ind. Ud.

”jeg går nu.” Jeg afbrød stilheden og åbnede langsomt døren. Luften susede direkte ind på mit ansigt. Jeg stod stille i noget der lignede fem minutter.

Jeg tog mig langt om længe sammen til at åbne den helt og gå ud i den kolde luft. Jeg gik ned af trappen og stod også lidt og kiggede på alt den hvide sne der lå på jorden. Jeg trådte ud på det. Luften bredte sig langsomt ind gennem min jakke. Klokken var på vej mod fem, hvilket betød at det var begyndt at blive lidt mørk.

Jeg åndede den luft ud, jeg ikke havde lagt mærke til at jeg holdte tilbage. Jeg gik med hænderne i lommen og kiggede ned i den hvide sti.

Bang. Jeg gik ind i en og faldt ned på sneen, med røven først. AV.

”Undskyld. Lad mig hjælpe dig.” En dreng rakte sin hånd ned mod mig.

”Se dig for.” Jeg kiggede på hans hånd og kørte op til hans ansigt. Han havde krystalgrønne øjne og mørkebrunt krøllet hår, som sad lidt hulter til bulter.

”Så det er min skyld.” Han tog fat i min arm og nærmest hev mig op og stå.

”Ja. Nå men jeg bliver altså nød til at gå.” Jeg børstede sneen af min numse og vendte mig om og gik.

”Hey vent.” Han løb efter mig. ”Hvordan kan det være min skyld.” Han tog fat i min arm og vendte mig om.

”tja… det var dig der ikke var opmærksom på mig også bang.” Jeg illustreret (banget), men det fik mig til at tænke på ulykken.

”Det var da dig der kiggede ned.” Han så lidt fornærmet ud.

”Jeg gider altså ikke at have den her diskussion.” Jeg kiggede surt på ham og gik.

Sikke et svin!

Ham og hans perfekte øjne burde rejse til Indien.

Eller måske Nordkorea.

Spasser!

Okay nu overdrev jeg lidt, men det her var godt nok sidste gang jeg gik udenfor! Jeg vendte mig rundt og så at han fulgte efter mig. Jeg begyndte at løbe. Hold da mavle det var virkelig lang tid siden jeg havde rørt mig. Da jeg nåede købmanden kiggede jeg mig hurtigt omkring. Intet. Godt. Super. Fantastisk!

Jeg gik ind i varmen. Selvom det var en købmand og der var lidt koldt, var det tusinde gange varmere end udenfor.

Jeg gik hen til hylden med dressinger og andre ting og begyndte at gå på jagt efter pestoen. Den ret min far snakkede om, som var hendes yndlingsret, gættede jeg på var pasta med pesto og hvidløg. Lyder klamt i know, men smager som gud! Hvis man altså kan lide hvidløg. Jeg kiggede på de nederste hylder, men kunne ikke finde det.

Og der var det! På den øverste hylde, hvordan kommer jeg nogensinde der op. Den hylde var mindst to meter og jeg var 165cm høj, så hvordan skulle jeg få fat i den?

”Kigger du efter noget.” Det var stemmen jeg havde hørt for lidt siden.

”Hvorfor følger du efter mig?” Jeg tog mig sammen og vendte mig så jeg kiggede på ham.

”Ja undskyld at jeg også handler ind.” Han tog hænderne i vejret.

”Jaja, men nu når du er her, kan du så ikke nå pestoen?” Jeg kiggede på hylden.

Han strakte sin arm og tog en pesto ned fra hylden: ”Værsgo.”

”Tak skal du have.” Jeg tog pestoen og gik hen imod kassen. Jeg lagde pestoen på rullebåndet og smilede til den halvskallede ekspedient.

Det bliver mig en dag, men bare med 67 katte ventende på mig derhjemme.

”Ellers andet?” Spurgte ekspedienten og gengældte smilet.

”Øh ja, kan jeg få en Prince?” Jeg kiggede på cigaret pakkerne bag i ham, nøj hvor kunne jeg godt bruge en smøg.

”Må jeg se et id?” Han smilede og rakte hånden ud. BUSTED.

”Bare pestoen tak.” Svarede jeg og var sikker på at mine kinder var røde som tomater.

Da jeg havde betalt gik jeg ud af butikken, det var fuldstændig tomt, folk var vel ved at gøre sig klar til jul.

”Hvor gammel er du egentlig?” Krøltoppen smed cigaret pakken i hovedet på mig.

Av.

”16 og tak.” Jeg gav ham et forsigtigt smil.

”20 og mit navn er Harry.” Han gav mig sin hånd.

”Jasie.” Fik jeg fremstammet.

”Det er et pænt navn.” Han så ud som om han tyggede på det.

”Hvad vil du egentlig med mig?” Jeg blev hurtig seriøs igen.

”Snakke.” Han smilede stadig.

”Hvorfor med mig? Jeg er jo bare en deprimeret pige, som aldrig kommer ud, og ikke er god nok til nogen.” Jeg gav ham et falsk smil.

”Okay for det første ser du ret sød ud og for det andet deprimeret?” Han stoppede mig op. ”Har du en lighter?” emneskifter.

”Ikke noget med at skifte emne, og her.” Han gav mig en lighter. Jeg fandt en cigaret frem og tændte den.

”Det er ikke lige det bedste samtaleemne på første møde.” Jeg gav ham lighteren tilbage og tog cigaretten op til munden.

”Du er godt klar over at rygning kan dræbe ikke?” Han kiggede på cigaretten.

”Det fint med mig.” Jeg kiggede deprimeret på cigaretten.

”Okay nok om det. Hvor går du i skole?” Blev han dog ved?

”Ikke nogle steder her for tiden, men gik på River East Highschool.” Jeg kiggede opgivende på ham

”Og dig, hvad laver du nu?” lidt interesseret var jeg trods alt

”Jeg er med i et boyband, One direction, ved ikke om du har hørt om det.” Hans hår røg ind over hans øjne.

”Nej.” Det havde jeg, men ville egentlig bare gerne hjem og så op på mit værelse, hvor ingen ville snakke med mig.

”Nå det her er mit stop.” Sagde jeg, da vi havde gået i lidt tavshed.

”Okay, vi ses prinsesse.” Han smilede til mig.

”Farvel.” Jeg smilede falsk til ham og gik ind af døren.

Mine kinder brændte da jeg steg ind af døren.

”Jeg har det far.” Jeg gik ind i køkkenet, hvor min far sad op af køkkenskufferne.

”Er du okay?” Jeg satte mig ved siden af ham og lagde min arm omkring hans skulder. Han brød sammen og lagde sig på mit skød. Et hulk. To hulk. Tre hulk. Jeg viklede mine arme rundt om ham og lagde mit hoved på hans ryg. Den her gang var det hans tur til at være svag og min tur til at være den voksne.

”Undskyld skat.” han tog fat i min hånd og strammede grebet.

”Det er okay.” Jeg strammede også mit greb.

”Det er ikke meningen at du skal se mig sådan her.” Hans hulk blev mindre og mindre.

”Far det er okay, virkelig! Alle kan ikke være stærke 100 procent af tiden.” jeg aede hans hånd med min tommelfinger. Han rejste sig stille op og trak vejret dybt.

”Er du okay?” Jeg stillede mig ved siden af ham.

”Tak skat.” Han gav mig et side kram. Jeg smilede til ham og begyndte at finde pastaen frem.

”Værsgo.” Min far lod en gryde med vand i glide ned på komfuret.

”Tak.” Jeg puttede lidt salt i vandet og skruede op for varmen. Efter lidt tid kogte vandet endelig. Jeg åbnede posen med pasta og hældte halvdelen ned i det kogende vand.

Efter fem minutter var pastaen kogt færdig, jeg hældte vandet fra og hældte næsten hele pesto glasset i. Og derefter et par hakkede hvidløg.

”Så er der mad.” Jeg tog gryden med ind til spisebordet hvor min far havde dækket bord.

”Tak skat.” Han kyssede min pande og satte sig ned overfor mig. Der var stadig en tom plads ved bordet, det gjorde ondt i hele min krop bare at kigge på den.

”Må jeg?” spurgte jeg min far, da jeg havde rejst mig og stod bag i stolen.

”Det skal jo gøres før eller siden.” Han gav mig et anerkendende nik.

Jeg løftede stolen og stillede den hen i hjørnet af spisestuen.

”smager det?” Jeg satte mig igen.

”Det smager dejligt.” Han så oprigtig glad ud nu.

”Tak.” Jeg tog en ordentlig portion på min gaffel og stak den ind i munden.

”Jasie, jeg syntes snart du skal begynde i skole igen.” Min far kiggede forventningsfuldt på mig.

”Jamen, så kommer jeg jo til at gå et klassetrin om.” Jeg kunne ikke klare tanken om at mine venner skulle se mig i en klasse under dem.

”Det ved jeg godt skat, men du kan ikke gemme dig for evigt.” Han tog en bid af en pasta.

”Okay, men lad mig lige sunde mig lidt før.” Jeg nikkede og tog en bid af maden.

”Du er ikke klar over hvor glad jeg bliver, når du siger det.” Han kiggede overbegejstret på mig. Jeg gav ham et forsigtigt smil og rejste mig op.

”Er du færdig?” Jeg tog min tallerken i hånden.

”Jeg skal nok tage opvasken skat.” Han rejste sig hurtigt op.

”Okay.” Jeg gik ud i køkkenet og stillede min tallerken på køkkenbordet.

”Jeg går i seng.” Jeg gik ud i gangen og op af de hvide trapper. Da jeg nåede enden af trapperne stod jeg i lidt tid og kiggede på rummene der var formet som en cirkel. Der var fire af dem. Mit, min fars, toilettet og hendes. Jeg ignorerede det og gik ind mit værelse, hvor jeg fandt min computer frem. Jeg gik ind på facebook bare for at kigge. Det var første gang efter ulykken. Der stod at jeg havde fået 123 beskeder. Jeg gik hurtigt ind på oversigten, men lukkede den hurtigt ned igen da jeg så den første besked, HVORDAN HAR DU DET SØDE.

Jeg havde lyst til at brække mig hvad fanden har de gang i? Den eneste der kan være bekendt at skrive til mig, var ikke nogen. Jeg ledte ikke efter medlidenhed… Spader!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...