kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2015
  • Opdateret: 14 maj 2016
  • Status: Igang
Den seksten årige Mie, er flygtede sammen med hendes bedste ven. Mie er vild med ham, men er han også vild med hende?
Og hvis har er, er det så muligt at have et forhold?

0Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

2. flugten fra kærelighed

Det perfekte øjeblik forsatte, det perfekte øjeblik blev kun mere perfekt. Han så ned på mig, med sine gylden Hazel eyes. Jeg stivnede, trak ikke vejret. Så genert ned i jorden, sagde ikke noget. Han løftede mit hoved, kørte hånden gennem mit filtrende hår. Vi stod tavse, i uendelighedens øjeblik. Ham og mig, mig og ham. Øjeblikkede blev afbrudt, af det bankede på døren. tjeneren, tjeneren selvfølgelige hvem ellers?

”Hr. Mahone de glemte deres hat ned i restauranten” Austin tog forsigtigt imod sin cap.

”Tak… men det er ikke en hat, men en cap” tjeneren så fornærmet på ham, Austin lukkede døren.

Jeg var ikke længer sikker på noget, andet end jeg elskede Austin. Jeg gik hen til vinduet, verden var sikker. Jeg var alene i verden, med den føles af at være usikker, usikker på om det var det rigtige jeg havde gjort. Jeg stod længe ved vinduet, i flere minutter uden at røger mig. jeg bevægede mig første da Austin kom og lagde sine arme om mig, jeg skælvede, verden forsvandt, Austin forsvandt, alting forsvandt. Da jeg kom til mig selv og åbnede øjnene, så jeg lige ind i Austins øjne. Jeg så det, jeg så det hele, alt det jeg ikke havde løst til at se, men også alt det jeg gerne ville se. Han smilede skævt til mig, kærtegnede min kind med sin tommelfinger.

”Hvad skete der, lige der?” Han så på mig med sine store gylden øjne, jeg så længe på ham men intet kunne jeg sige eller gøre.

”Er der sket dig noget? Hvad er der galt siden du ikke siger noget?” han var begyndt at blive bekymrede, begyndt at blive usikker. Jeg så på ham, så tårne stå i kø for at komme ud, den falske glade i hans øjne. Alt det fik tårne til at fylde mine øjne, jeg vidste det var forkert det, det valg jeg havde taget. Mit valg var forkert og det vidste vi begge, valget var ikke kun forkert for mig men også for ham.

Jeg rejste mig og gik, lod ham sidde tilbage på gulvet, uvidende i uvisheden, om hvor jeg skulle hen og hvornår jeg ville komme tilbage.

Jeg løb ned af trapperne, havde ikke tid til at vendte på elevatoren, løb videre ude i natten, løb igennem menneskemængden, der stod udenfor hotellet. Var ved at snuble, men var ligeglad løb bare videre. Ignorerede alle stemmer, hørte kun mine tanker. Og dog alligevel ikke, der var en stemme der var højre, klarer, stærkere og mere smertefuld, end alle andre, og den stemme kunne jeg ikke ignorere. Den kaldte på en måde på mig, den sang af smerte mit navn om og om, igen og igen.

”MIIIEEE, MIIIEEE, MIIIEEE, MIIIIIEEEEE”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...