After the cold turkey *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2015
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Fanget midt ude i ingenting, ingen telefoner, intet internet, ingen form for alkohol, stoffer eller rygning, på en afvænningscamp, overlader ikke mange muligheder for at have det sjovt, åbne. Louis Tomlinson og Harry Styles er begge endt her, men i et helved af kedsomhed finder de alligevel noget at slå tiden ihjel med - de finder på at udfordre hinanden. De får hurtigt nye hemmeligheder, mens gamle bliver bragt frem i lyset og afslører, hvem de egentlig er, og hvad de går og gemmer bag misbrug og hårde facader. Alt sammen mens udfordringerne gang på gang prøver grænser af og bliver værre end den forrige

*Drengene er ikke kendte*

6Likes
2Kommentarer
1591Visninger
AA

4. Three

 

“Jeg fortæller historier, jeg ikke engang selv forstår”

Kapitel 3 

 

Næste morgen ved morgenbordet kunne jeg alligevel ikke lade være at være en smule glad for, at jeg havde sneget mig ind på Peters værelse. For det blik han gav mig, som vi alle sad og indtog vores mad sammen, det var alt værd.

Louis lagde også mærke til det. Han fnes til mig, som han sikkert også tænkte tilbage på dagen før, Jeg sendte ham et velvidende blik, og så morede vi os over, hvordan Peter rødmede under vores latter.

De andre lagde også mærke til, at der var noget galt - eller galt var måske så meget sagt, for egentlig, så prøvede Louis og jeg jo bare, at have det sjovt.

Niall, en lyshåret, spøjs gut med en smule skæve tænder spurgte endda, hvad vi grinte af på et tidspunkt, men hverken Louis eller jeg fortalte ham det. Det var vores lille hemmelighed.

 

Aktiviteterne til dagen var lige så røvsyge, som jeg havde forventet. Og jeg kunne næsten høre min far i mit baghoved sige “komme i kontakt med sit indre selv”, som vi fik valget mellem at fingermale, at skrive poesi eller yoga.

Det var ikke frivilligt, da jeg rakte hånden op på holdet poesi. Men den eneste tanke, jeg havde kørende i hovedet var, hvad der hurtigst kunne færdiggøres.

Jeg satte mig i et hjørne sammen med de 3 andre, der også havde valgt poesi. En sorthåret, småbuttet pige, med sort tøj, sort læbestift og piercinger, jeg huskede som Sophie. Hun havde kigget på mig med et bebrejdende blik lige siden samlingen, og det undrede mig en smule.

Derudover var der også Zayn. Han virkede også lidt som den følsomme type, så det undrede mig ikke, at han havde valgt poesi. Og sidst var Jesy. Festaben, havde jeg allerede fået indtrykket af. Hun virkede som en type, der ikke gik op i, hvad andre tænkte. Så var hun også den eneste, som mig, der endnu var under 18.

Vi fik udleveret papir og blyanter og de andre gik straks i gang med at tænke. Jeg kiggede på dem, som deres ansigter ændrede sig til en spørgende grimasse, der ledte efter en oplevelse, de kunne udtrykke på skrift. Selv havde jeg mange, jeg kunne nedskrive, men få, jeg ville have ud.

Jeg skrev et par skitser ned og nåede i løbet af den første time ikke særlig langt. Jeg gav hurtigt op, og spurgte så Peter, om jeg ikke måtte skifte aktivitet. Det fik jeg lov til.

Jeg tænkte inderst inde, at Peter bare gjorde, hvad jeg ville, så jeg ikke sladrede. Jeg valgte at skifte til fingermaling, da jeg vidste, at Louis havde valgt den aktivitet.

Han stod bag sit lærred med fingrene godt smurt ind i maling og var i fuld gang. Jeg beundrede ham et kort sekund, inden jeg gik hen til ham, for at fortælle, at jeg skiftede over til hans hold.

“Hey Louis,” hilste jeg, og han rettede sig straks mod mig, som rev jeg ham ud af hans dybe, personlige tanker. Han sendte mig et svagt smil og samlede så en klud, der lå ved siden af lærredet op, så han kunne tørre sine hænder.

“Hej Harry,” sagde han langsomt. “Jeg troede du havde valgt poesi?”

“Ja, men jeg var røvdårlig, så jeg skiftede,” beklagede jeg mig. Han sendte mig et ironisk medlidende blik, som jeg grinte svagt over. Det smittede af på ham.

“Lad mig høre,” sagde han overbevisende, men jeg rystede på hovedet af ham.

“Det vil bare pine dine ører” Jeg prøvede at virke bestemt, for der var intet, jeg var værre til, end at skrive digte. Han rystede lidt på hovedet af mig, så hans hår hoppede fra side til side. Så sendte han mig et bedende smil.

“Kom nu, Harry. Så må du også se mit”

Jeg tænkte lige kort over det, som jeg indså, hvor meget jeg egentlig havde lyst til at se hans maleri. At dømme ud fra hans hænder, var det de mørke farver, han havde gang i. Det virkede mystisk og dystert, og mindede mig egentlig meget om, hvordan jeg syntes Louis var.

“Okay,” gav jeg efter og fandt så det lille papir frem fra min lomme. “Men så heller ikke noget med at grine,” sagde jeg, hvilket han hurtigt lovede.

Jeg rettede det ud, rømmede mig og tog så en dyb indånding.

“Jeg går ofte virkelig kold

når jeg drikker alkohol

så vil jeg gerne boll’

og udøve noget vold”, sagde jeg, og så hvordan hans ansigt knækkede op, som han prøvede at holde masken og ikke begynde at grine. Jeg himlede med øjnene, havde godt allerede selv opdaget, hvor forfærdeligt mit digt var. “Så.. hvis du er færdig med at grine af mig indeni, må jeg så se dit maleri?” spurgte jeg let smilende, mens jeg lagde papiret ned i lommen igen og mit hovedet spørgende på skrå.

Han tøvede kort, men vendte så lærredet mod mig, så jeg kunne se, hvad han havde lavet. I starten kunne jeg ikke helt se, hvad det forestillede - for mig lignede det en masse mørke streger. Men så kunne jeg mærke, hvordan stregerne begyndte at nå mig. De var strøget så forsigtigt over lærredet, så følsomt. Jeg turde næsten sige, at det var kunst.

Hans historie bag kendte jeg endnu ikke, men det kunne tydeligt ses, at der var noget, der gik ham på. Noget han gemte væk bag de mørke farver på hænderne. Jeg beundrede maleriet et øjeblik - næsten lamslået af de mange følelser, der var gemt.

“Wow,” sagde jeg så. Fik øjenkontakt med Louis, der stod en smule genert og usikkert. “Det er altså virkelig smukt, Louis. Du har virkelig talent”

“Synes du virkelig det?” spurgte han med en rynket pande.

“Jaer! Helt seriøst, det er virkelig flot,” bekræftede jeg, og kunne ikke undgå at se, hvordan et smil fandt sin vej til hans mund - og øjne. Det varmede en smule.

“Tak. Jeg synes bare altid at det ender med at blive en sort krusedulle, der alligevel ikke ligner noget” Han sendte maleriet et blik med sammenknebne øjne. Jeg betragtede hans ansigtsudtryk. Måden hans øjne så en smule nostalgiske på billedet. Måske tænkte han over, at fingerstrøgene maleriet bestod af, var blevet for markante. Ellers vidste jeg ikke hvor han fandt sin sorte krusedulle, som jeg på ingen måde så i maleriet. Jeg så Louis’ forsigtige fingre kærtegne lærredet, komme ud med nogle følelser fra allerdybest inde - så dybt inde, at stregerne blev mørke.

“Louis,” sagde jeg, og fangede så hans blik. “Hvert eneste maleri har sin egen fortælling. Det er kun dig der ved præcist, hvad fortællingen bag dit maleri er. Men de farver, du bruger og de mønstre, du maler: de leder alle sammen i retningen. Det er ikke en sort krusedulle, det er en fortælling. Og selv jeg ved, at den fortælling, du maler, ikke er et eventyr, der ender lykkeligt”

Og i samme sekund forsvandt alle gnister fra hans øjne. Og det forsigtige smil, der havde sin form for lidt siden.

“Hvad mener du med det? Du lyder som en professor.”

Jeg slog mig selv i hovedet mentalt, mens jeg prøvede at finde noget, der kunne redde hans smil tilbage. Helt ærligt Harry. Jeg kunne ikke lide at se ham, når hans øjne hang sådan. Det fik en klump til at samle sig i mit bryst.

“Jeg mente bare, at det sagtens kan være smukt, selvom du har brugt mørke farver,” sagde jeg. Han sendte endnu et blik til maleriet og kiggede kun et kort sekund, inden han vendte det væk fra mig igen. “Og dit er virkelig smukt,” prøvede jeg igen.

Jeg modtog et lille blik fra ham. Jeg kunne ikke tyde det, kunne ikke regne ud hvad han tænkte eller følte. Om han var sur eller trist. Følelsesladet. Jeg overvejede kort, om jeg bare burde gå nu.

“Men så tak” Han holdte mine øjne et øjeblik. Piercede sine øjne ind i mine. “Skulle du ikke male eller hvad?” spurgte han så. Jeg nikkede hurtigt, som jeg fik hentet et lærred.

 

Det var helt ufatteligt hvor dårlig jeg var til at male. Jeg kunne ikke koncentrere mig, kunne ikke finde noget inspiration eller nogle tilsidesatte følelser. Mine øjne vandrede hele tiden hen mod Louis, der koncentreret fortsatte med at stryge hænderne så blidt over lærredet. Det så så nemt ud.

Heldigvis var der ikke længe tilbage af aktiviteterne, før vi alle fik lov at gå tilbage på værelserne, hvis man lystede. Der var et par stykker, der blev. Louis og jeg gik tilbage mod værelset igen, han tog sit billede med.

Mit billede lod jeg være i fælleslokalet - håbede, at nogle andre kunne få den historie ud af at kigge på det, som jeg ikke selv havde kunnet finde ud af at give maleriet. Det var bare en masse farver.

Vi gik tilbage med den melding, at der senere den aften ville være bål med snobrød og skumfiduser. Jeg havde sendt Louis det der blik, vi begge vidste betød; “Igen tror han, at vi er børnehavebørn”. Det havde kort fået et lille smil frem igen. Men egentlig syntes jeg, det var okay - jeg holdte endnu af lejrbål og varmen, ved at være sammen om det. Ikke at jeg troede at Louis havde det på samme måde - han var jo trods alt de to år ældre end mig.

“Det er sygt lang tid siden jeg sidst har lavet bål,” sagde jeg på vej tilbage til værelset, bare for at bryde den stilhed, der havde ligget over Louis siden jeg havde kommenteret på hans billede tidligere den dag. Han sendte mig et blik og trak så på skuldrene.

“Det er ikke så lang tid siden for mig,” sagde han. “Jeg plejede at lave bål i skoven om natten sammen med nogle gutter, hvor vi drak og røg. De fleste af de nætter husker jeg ikke engang længere”

Vi nåede værelsesdøren samme øjeblik. “Røg hash, eller hvad?” spurgte jeg, som vi klemte os ind i værelset og jeg satte mig på kontorstolen mens han lagde billedet på bordet med bunden i vejret og derefter satte sig på min seng.

“Hvad røg vi ikke?” Louis prøvede at lave lidt grin med det, så et halvkvalt grin undslap hans læber. Men det var tydeligt at se på ham, at det ikke var med munterhed, han tænkte tilbage på de nætter.

Jeg trak på skuldrene, som svar på hans spørgsmål. Selvom jeg godt vidste, det egentlig ikke var stillet, for at blive besvaret.

Jeg kunne næsten forestille mig ham om et bål. Det lysebrune hår, der ville få en svag rødlig farve fra ilden. De gråblå øjne, der ville genspejle flammerne fra bålet. En smule lukket af træthed og alkohol, som var han ikke helt til stede.

“Ja, men i aften bliver der ikke røget noget,” tænkte jeg højt. Jeg kunne ellers godt have brugt en cigaret eller to, det hjalp med at slappe af og holde humøret højt. Det var hårdt nok at stoppe med alkoholen, men også cigaretterne? Og det gjorde det ikke meget bedre, at der ikke engang var andre ting, man kunne aflede opmærksomheden med.

“Nej, jeg ved det..” Louis sukkede lavt. “Jeg ved ikke engang, om jeg synes det er godt eller skidt. Har lyst til at ryge - har næsten brug for det. Men samtidig ved jeg, at det er bedst at lade være”

“Jeg tror bare det er mere for at dræbe tiden,” sagde jeg, som jeg tænkte over det, han havde sagt. Han havde egentlig ret. Man vidste det var skidt, men alligevel, så havde man lyst.

“Ja, men der burde findes bedre måder at dræbe tiden på,” sagde han. Jeg nikkede, gjorde mig enig, som jeg kiggede rundt i rummet og ledte efter et eller andet, der kunne hjælpe. Så var det  jeg kom i tanke om noget.

“Hey,” sagde jeg pludseligt, og han sendte mig et spørgende blik. “Er det egentlig ikke min tur til at give dig en udfordring?”

“Din tur? Går den på tur eller hvad?” spurgte han med en panderynken, tydeligt at se, at han ikke havde regnet med netop det. Og han heller ikke havde helt så meget lyst til at få en udfordring, efter den han havde givet mig.

“Jaer, det kunne være vildt sjovt,” sagde jeg.

“Det kommer altså an på hvad det er”

Den skulle være god den her. Ikke kun for min egen skyld, men også for hans. Vi fortjente begge to et godt grin - især efter han havde været så stille hele dagen. Og jeg vidste lige, hvordan gløden ville komme tilbage til hans smukke øjne igen.

“Okay, jeg har det,” sagde jeg og trak på smilebåndet. “”Du skal løbe rundt om huset, mens vi andre laver bål i aften”

Han rynkede panden igen, sagde: “Det er da ikke særlig slemt. Okay, den er jeg med på”

Så fandt et luskede blik sin vej til mine øjne, da jeg tilføjede:

 

“Og du skal gøre det nøgen”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...