After the cold turkey *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2015
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Fanget midt ude i ingenting, ingen telefoner, intet internet, ingen form for alkohol, stoffer eller rygning, på en afvænningscamp, overlader ikke mange muligheder for at have det sjovt, åbne. Louis Tomlinson og Harry Styles er begge endt her, men i et helved af kedsomhed finder de alligevel noget at slå tiden ihjel med - de finder på at udfordre hinanden. De får hurtigt nye hemmeligheder, mens gamle bliver bragt frem i lyset og afslører, hvem de egentlig er, og hvad de går og gemmer bag misbrug og hårde facader. Alt sammen mens udfordringerne gang på gang prøver grænser af og bliver værre end den forrige

*Drengene er ikke kendte*

6Likes
2Kommentarer
1569Visninger
AA

7. Six

“Der er kun en fin linje mellem skuespil og virkelighed”

Kapitel 6

 

Jeg følte mig bedre tilpas. Det var som om, at min hemmelighed havde syet usynlige tråde mellem Louis og jeg og gjort, at vi ikke forlod hinandens side resten af dagen.

Ved aftensmaden sad vi og sendte hinanden små, diskrete blik, som vi grinte over. Og efter maden var det vores værelses tur til at have køkkentjansen, men vi var begge ligeglade.

Perrie havde tilbudt os at hjælpe, hun havde hvisket til mig, at hun gerne ville snakke med mig om noget. Jeg havde naturligvis ladet hende komme med os.

 

“Så, hvad går dig på?” spurgte jeg hende, da vi tre stod i køkkenet og skrubbede tallerkener. Hun smilte for sig selv, som en rød farve steg i kinderne på hende.

“Okay, så jeg har brug for et råd fra en dreng, for jeg har aldrig rigtig, sådan…. kunne lide nogen før. Og der er en, jeg godt kan lide nu,” sagde hun.

Jeg grinte lidt for mig selv da jeg indså, hvor det her var på vej hun. Hun var ret sød, som hun stod der og hakkede i ordene.

“Jeg skal nok prøve at hjælpe så meget som muligt”

“Okay… bare, hvad skal jeg gøre. Altså, kan drenge godt lide, når en pige tager det første skridt, eller skal jeg vente til Zayn gør-” I samme sekund klappede hun hånden for munden, da hun indså, at hun lige havde indrømmet, hvem ham, hun godt kunne lide, var. Selvom både Louis og jeg allerede var klar over det.

Jeg satte en bunke tallerkener i opvaskemaskinen og grinte lidt af hende, mens jeg sagde: “Nurh Perrie, er du lidt forelsket i Zayn?”

Hun slog mig blidt på armen men kunne heller ikke lade være at smile lidt. “Måske lidt,” sagde hun så, under et åndedræt, så man knap hørte det. Jeg kiggede hen på Louis, der stod med kopperne under vandhanen og sendte mig et selvtilfreds blik.

“Men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis nu det var dig, vil du så have at pigen tager det første skridt?” spurgte hun mig og jeg tænkte kort over det.

“Øhm altså-..” sagde jeg, som tanken om Perrie, der prøvede at kysse mig, poppede op i hovedet på mig. “Faktisk, måske skulle du bare lade ham tage det første skridt,” røg det ud af mig.

“Synes du virkelig det?” Hun lød næsten lidt skuffet.

“Altså, eller… du kan godt gøre det, men bare pas på du ikke…. presser dig på,” sagde jeg og så hvordan hendes ansigt faldt en smule. Jeg fortrød straks mit ordvalg.

Selvfølgelig skulle Louis blande sig. “Vent lige to sekunder, Harry;” sagde han. “Okay, vi laver lige en hurtigt prøve… eller demonstration”

Jeg sendte ham et undrende blik. Han lagde kopperne tilbage i vasken og slukkede for vandet.

“Okay, så nu lader vi lige som om, at du er Zayn og så er jeg Perrie, og så siger du bare, hvad du egentlig gerne vil have til at ske i situationen,” sagde han. Jeg rynkede brynene og forstod ikke rigtig, hvad han mente. Perrie sendte mig det samme, forvirret blik.

“Jamen du er jo en dreng,” pointerede Perrie. Han sendte hende et overbevisende blik.

“Det kan da være fuldstændig ligemeget, om jeg er en dreng eller pige, det er ikke det, der tæller. Og er I med eller ej?”

Perrie og jeg sendte hinanden et blik. Jeg var ikke sikker på, hvad det var for noget Louis var i gang med at rode sig selv ud i. Om det var hans måde at få mig til at springe ud på, eller om han bare godt kunne lide at spille skuespil, for at få folk til at grine engang imellem. Men jeg trak bare på skuldrene.

“Hvorfor ikke,” sagde jeg så, og så Perrie gøre det samme.

Louis klappede glad i hænderne og hans ansigt lyste op. Han fangede mine øjne med sine blå, funklende og smilte så til mig.

“Okay, yay,” sagde han. “Harry, hvis du lige stiller dig derhen” Han kommanderede mig længere ind på gulvet og væk fra opvaskemaskinen. Jeg himlede med øjnene til Perrie, så hun grinte lidt af mig.

“Det her skal nok blive godt,” sagde hun.

Louis rystede på hovedet af mig, da jeg havde placeret mig lidt længere inde på gulvet. Så tog han min hånd og rev mig endnu længere ind, så vi stod midt i det hele, som var det en scene. Perrie stod bare og grinte lidt over min forvirring og Louis’ iver. Men da jeg stod der, indså jeg, at Louis stadig havde et fast greb om min hånd og så steg varmen lidt i mine kinder.

“Okay,” sagde han og nikkede tilfreds. Jeg fangede hans øjne og han gav mig et hurtigt klem, inden han slap sit greb igen. “Bliv lige stående der”

Jeg så ham gribe ud efter et af forklæderne, kokkene brugte, når de lavede mad. Og da jeg indså, hvad han skulle bruge det til, kunne jeg ikke holde et grin tilbage.

Iført sin forklæde-kjole skubbede han feminint hoften ud til siden, så han havde alt vægten på det ene ben. Det hele gik næsten i slow motion og jeg følte, at jeg var med i en dårlig tøsefilm. “Hvad så Zayn,” sagde han så med en pigestemme, mens han kastede håret tilbage på den rigtig pigede måde.

Jeg rystede grinende på hovedet af ham. “Ej Louis, det her er simpelthen for underligt”

“Louis? Jeg kender ingen Louis. Jeg hedder Perrie” Han lod som om, han var lidt fornærmet og tog sig til brystet, som hvis jeg havde knust hans hjerte. Jeg hørte Perrie slå en latter op bag mig. Louis blik afslørede, hvordan det gjorde ham tilfreds.

“Åh, undskyld så,” sagde jeg ironisk. “Perrie, Det her er ret underligt” Jeg så hans smil finde sin vej til hans mund igen, som han tog et skridt nærmere.

“Nej det er så ej, Zayn. For resten ser du ret godt ud i dag,” flirtede han, som han kom endnu nærmere. Han kørte en hånd gennem sit hår og smilede forførende til mig. Jeg kunne ikke benægte, at han så hamrende lækker ud, selvom han var iført et forklæde. Måske var det hans blå øjne og det pjuskede hår, eller måske var det hans veltrænede krop, der kunne anes gennem tøjet.

Det var egentlig en underlig scene. Louis klædt som pige, mens han prøvede at forføre mig, Perrie, der stod og kiggede på os, og mig, der ikke rigtig kunne finde hoved eller hale i situationen. Men jeg prøvede at spille med på den.

“Årh Perrie, du smigrer mig,” sagde jeg, så ironisk, som jeg kunne.

Han rakte ud efter min arm og lod sine fingerspidser køre over min underarm og videre ned mod min hånd. Jeg modstod den pludselige, uventede fristelse for at gribe fat om hans fingre og knuge hans hånd i min.

“Jeg siger bare sandheden. Den T-shirt ser forbandende flot ud på dig,” fortsatte Louis med øjnene på min overkrop. Jeg nød næsten hans blik og hans ord, selvom jeg vidste, at det hele ikke var ægte.

“Ja, det forklæde klæder også dig fantastisk,” drillede jeg ham og hørte endnu engang Perrie grine bag mig. Det mindede mig om, at vi ikke var alene i rummet. Louis, derimod, lod som om han blev smigret over koplimentet.

“Stop Zayn, du får mig til at rødme” Han bed sig lidt i underlæben og tog hånden til sig igen. Hans øjne kørte over mit ansigt. De blå, søgende øjne. Så landede de på mine læber. “Du har sådan et smukt smil”

Jeg smilte knapt nok, men ordene fik et lille smil frem. Hans blik på mine læber var næsten brændende, så jeg åndede tungt ud, da han endelig kiggede dybt ind i mine øjne igen. “Hver gang du smiler, så bliver jeg helt glad”

Jeg himlede med øjnene over hans forfærdelige parodi af Perrie, men jeg nød alligevel at se ham sådan. Og høre hans komplimenter.

“Jeg kan ikke lade være, når du er her,” sagde jeg og følte selv, at det var en god linje. Især da en ægte rød farve blussede svagt i hans kinder et kort sekund. Jeg fik næsten lyst til at kysse de røde kinder. “Du er så sjov og smuk,” fortsatte jeg. Hans blå øjne funklede.

Vi stod sådan to sekunder og kiggede på hinanden. Det var Louis’ tur til at sige noget, men han forblev tavs. Han stod med øjnene lukkede om mine. Han var ligeglad et øjeblik. Så indså jeg, hvad Perrie burde gøre.

“Perrie,” sagde jeg og brød øjenkontakten. “Drop det der med ikke at presse dig på, du skal vise Zayn, at du gerne vil have ham. Bare gør det, okay?”

Hun virkede lidt forvirret først, men smilte så bredt. “Okay,” sagde hun glad.

“Og Louis” jeg vendte mit blik mod Louis’ igen. “Jeg har en lille udfordring til dig. For det der forklæde virker altså en smule tamt”

 

Jeg vidste ikke hvorfor jeg pludselig var så opsat på, at Louis skulle have kjole og make-up på. Men Perrie havde også synes det var en super sjov idé, så det var grunden til vi var endt på hendes værelse sammen med hendes room mate Leigh-Ann, i fuld gang med at klæde Louis på.

Leigh-Ann var cool nok. Hun var sød og smuk, og så grinte hun af alt, hvad jeg sagde. Især når jeg gjorde nar af Louis og hans perfekte pige-røv, der passede helt perfekt ind i den stramme, pink kjole, Perrie havde fundet til ham.

“Gør du bare grin af mig, Hazza, du ville bare ønske du måtte røre ved den,” sagde han og klaskede sig selv bagi. Så grinte pigerne igen, og jeg rystede på hovedet over, hvor sandt det var.

Leigh-Ann havde fundet flere par sko frem, og var gået i gang med en længere debat med sig selv, for at udvælge de, der passede allerbedst til Louis. Jeg kunne se på hende, hvordan hun tænkte, så det knagede, mens hun stod og kiggede mellem de forskellige sko.

 

“Vælg nu bare et par,” havde Perrie sagt. Jeg havde bare sagt, hun skulle tage de sorte, høje, for de var størst, og Louis kunne garanteret ikke få foden ned i de andre.

“Jamen,” argumenterede Leigh-Ann. “De matcher bare ikke helt.”

Så havde Louis og jeg sendt hinanden et blik. Louis rullede lidt med øjnene over, hvordan piger kunne gå så meget op i sko. Men jeg kunne på ingen måde tage det seriøst, som han stod der i sin pinke kjole.

Da Leigh-Ann langt om længe havde fået udvalgt et par sko, som endte med at blive de grå plateau, måtte vi kæmpe for at få Louis’ fod mast ned i dem.

“Av, det gør pisse ondt, det der,” stod Louis og klagede, mens vi samarbejdede. Leigh -Ann og jeg kunne ikke lade være at grine over det. “Hallo stop nu med at grine, det gør ondt, ik”

“Sorry,” sagde jeg. “Men du ser simpelthen for latterlig ud i det der”

Louis lagde armene over kors og så et kort sekund lidt småmuggen ud, men jeg vidste, at det kun var på grund af de stramme sko. Derfor løsnede jeg dem en smule.

 

“Hallo, det er mit tøj, du kritiserer,” kommenterede Perrie bag os. Jeg himlede med øjnene af hende.

“Jeg glæder mig allerede til det bliver din tur, til at klæde dig ud i pigetøj, Harry,” sagde Leigh-Ann, og jeg sendte hende en grimasse, som Louis lod et fnøs ud. Hans humør var hurtigt røget i top igen.

“Ej, må jeg ikke flette dit hår, så?” lød det fra Perrie.

“Jeg skal ikke ned i nogen pink kjole, og så er det sagt! Jeg vil helst gerne forblive dreng, tak!”

“Så betyder det, at jeg ikke må flette dit hår?”

Perrie sendte mig et smørret, udfordrende smil, men jeg behøvede ikke hende, til også at give mig udfordringer.

“Nej. Men du kan jo spørge Louis, om du ikke må flette hans”

Men det havde Louis også pænt sagt nej til. Fletning eller ej, så så han i hvert fald virkelig latterlig og på en forskruet måde, også virkelig sød ud, som han rendte rundt i kjole. Ingen af os kunne lade være at grine, da han var gået ud i fælleslokalet i den.

Jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke mærkede noget vende sig i maven på mig, da han, foran alle, havde taget min hånd, kysset mig på kinden og, i et pigeligt toneleje havde sagt, at hans navn var mrs. Styles. Jeg synes egentligt det klædte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...