After the cold turkey *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2015
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Fanget midt ude i ingenting, ingen telefoner, intet internet, ingen form for alkohol, stoffer eller rygning, på en afvænningscamp, overlader ikke mange muligheder for at have det sjovt, åbne. Louis Tomlinson og Harry Styles er begge endt her, men i et helved af kedsomhed finder de alligevel noget at slå tiden ihjel med - de finder på at udfordre hinanden. De får hurtigt nye hemmeligheder, mens gamle bliver bragt frem i lyset og afslører, hvem de egentlig er, og hvad de går og gemmer bag misbrug og hårde facader. Alt sammen mens udfordringerne gang på gang prøver grænser af og bliver værre end den forrige

*Drengene er ikke kendte*

6Likes
2Kommentarer
1559Visninger
AA

2. One

"Folks ord kan kun gøre det ved dig, du lader dem gøre.." 

 

Kapitel 1.

 

Mine øjne vandrede frem og tilbage fra den camp vi skulle være i, til skoven som lå få meter fra stedet. Det var nu underligt at skulle tilbringe sin tid på et så mærkværdigt sted, uden at kunne bruge den på alkohol og rygning.

Jeg havde aldrig været god til at holde mig fra ting, jeg fandt betryggende. Alkohol og cigaretter var netop blandt disse - trods mine kun 17 år, kunne jeg ofte føle mig usikker og alene. Ensom, endda; og måske det netop var ensomheden og tomheden, jeg brugte alkoholen til at udfylde. Lige siden jeg for et år siden var sprunget ud, og siden da ikke var blevet accepteret for den jeg var, begyndte jeg så småt at finde selskab i andet end venner og familie.

Jeg sendte først et blik til campen og derefter et bebrejdende blik til min far, der stod og nikkede anerkendende til det lille, små-slidte hus og den mørke skov, velvidende om, at “nu fik hans søn endelig lidt tid til at komme i kontakt med sit indre selv, uden at blive distraheret af omverdenen”. Jeg kunne næsten høre ham sige det for mig.

“Fuck det bliver jo røvsygt det her,” sagde jeg og rystede på hovedet af tanken. Han smilede tilfreds til sig selv, som han begav sig derhen imod med faste skridt. Jeg kunne ikke lade være med kort at overveje muligheden for at stikke af ind i skoven, men jeg vidste også samtidig, at det her var nødvendigt.

“Det bliver godt for dig,” sagde min far, og jeg himlede kort med øjnene, inden jeg skyndte mig op på siden af ham. “Også bare at få snakket med nogle unge, der lider af det samme.”

“Det er altså ikke en sygdom,” sagde jeg bestemt og træt af, at folk altid skulle nævne det, som var jeg virkelig langt ude, hvor jeg slet ikke kunne bunde længere. Sådan var det slet ikke, jeg drak bare en smule mere end de fleste. “Det er bare en afhængighed”

“Et misbrug,” rettede han mig, hvilket jeg endnu engang fandt irriterende. “Men bare rolig,” sagde han, og drejede hovedet mod mig, så et kærligt blik kom til syne. “Du skal nok få den hjælp, du har brug for.”

Jeg himlede endnu engang med øjnene af ham, og vi begav os indenfor i det lille hus, hvor en mørkhåret mand på omkring de 30 sad bag et lille bord, hvorpå der stod; “CHECK IN”

“Harry Styles er ankommet,” sagde min far til manden, der hurtigt kiggede på en seddel, hvorefter han krydsede mig af. “Han er super spændt på det hele, skulle jeg hilse og sige. Er det ikke også rigtigt, Harry?”

“Jo, mega spændt,” sagde jeg ironisk, og modtog hurtigt et strengt blik fra min far, jeg ignorerede. Manden så ikke ud til, at have taget notis af det.

“Vi er også enormt spændte. For resten hedder jeg Peter Martin, jeg er campleder her på stedet. Jeg sørger for, at der ikke sker noget, der helst ikke skulle ske.” Han rakte hånden frem for at give mig den, og jeg sendte hans hånd et misbilligende blik og et rynket bryn, inden han hurtigt trak den til sig igen, en smule akavet. Min far gav mig en albue i siden.

“Nåh men, i hvert fald så skal jeg bede om din telefon, og hvis du har andre former for elektroniske devices, så-..”

“Jeg har min bærbar,” afbrød jeg.

“Ja, den skal afleveres. Din pung skal også afleveres. Og selvfølgelig hvis du har alkohol, stoffer eller nogen form for rygning med, så skal det også afleveres. Det bliver låst væk i et skab indtil opholdet er ovre, så får I det igen,” fortsatte han bestemt. Og med det samme vidste jeg bare, hvor røvsyg campen ville blive.

“Hvad med sovesteder og sådan. Sover de flere på et værelse, eller hvordan foregår det?” spurgte min far.

“Ja, de har hver en roommate, så to på hvert værelse. Hvis du lige hurtigt afleverer de ting, så kan jeg vise dig dit værelse efter” sagde Peter, hvorefter jeg hurtigt fik smidt min telefon, min bærbar, min pung og de fire pakker cigaretter, jeg havde liggende i jakkelommen, op på bordet.

 

Jeg blev vist ned på det værelse, der lå allersidst på drengegangen, der gik ud fra ankomsthallen. Gangen overfor var tilegnet pigerne - der ville jeg stensikkert ikke komme til at bruge meget tid.

Værelset var ikke stort. Der var lige plads til en køjeseng, et skab og et skrivebord, hvorpå der var lagt en seddel med overskriften: “Afslapning af sjælen.” Skod.

Min roommate tittede kun lige ud fra øverste køje for at sige hej, mens jeg fik sat tingene på plads. Ikke længe efter tog min far afsted igen, og jeg fik endelig en smule fred.

Jeg satte mig i skrivebordsstolen og gav mig til at kigge listen med idéer igennem. Mit hoved var allerede blevet godt træt, og egentlig havde jeg mest lyst til at tage en hurtig lur, men jeg var blevet fortalt, at der var præsentation i et såkaldt fælleslokale om 5 minutter, så jeg valgte at lade være. Derudover ville jeg gerne tjekke, hvad de forventede, man gik rundt og lavede på stedet. Allerede fra første forslag “meditere” kunne jeg regne ud, at der ikke var meget underholdning at hente i den lille seddel.

“Jeg har læst dem igennem,” lød det bag mig, og jeg drejede mig i stolen for at se drengen titte hovedet ud fra øverste køje endnu engang. “De stinker totalt - der er jo ikke en skid at lave her”

Jeg nikkede bekræftende med hovedet. Drengen sukkede lidt for sig selv og slog så benene ud over køjen, for at hoppe ned derfra. Først der kunne jeg faktisk se ham sådan rigtigt.

Han var køn; Pæne ansigtstræk, brede, muskuløse skuldre og stærke arme, måske en smule lav, men egentlig gjorde det ham bare flottere. Hans hår strittede en smule tilfældigt til alle sider på den gode måde. Jeg fandt ham faktisk ret tiltrækkende.

“De mener, at man skal ligge i sin seng og tænke over de muligheder et liv uden misbrug bringer til en,” sagde han i et irriteret toneleje. “Men alt jeg har kunnet tænke på i den sidste halve time er hash”

Jeg grinte lidt af hans seriøse ansigtsudtryk og kort efter fandt et smil også sin vej til hans læber. Han havde nogle flotte læber. Og gråblå, skinnende øjne, der dog havde et svagt træk af udmattelse over sig. Som om de øjne havde været mere igennem, end man umiddelbart skulle tro. Som om, de trængte til en pause. De manglede noget; hungrede efter noget, og jeg tænkte, at det ikke kun var søvn.

“Jeg hedder Louis for resten”

“Harry,” præsenterede jeg mig selv med et nik med hovedet. Louis smilte endnu engang, inden han satte sig på den nederste køjeseng, hvor min dyne med grønne polkaprikker lå.

“Så hvor gammel er en sådan Harry” spurgte Louis undrende med et kækt blik.

“17,” svarede jeg. Han skød øjenbrynene kort i vejret, så ud som om, at det kom som en overraskelse. “Hvad er der galt med det?” spurgte jeg.

“Nårh ikke noget. Du ser bare ældre ud. Måske er det på grund af din højde.”

Jeg kunne ikke lade være at grine en smule, for godt nok var jeg høj, men jeg var også tynd og bar ingen træk af, at være gået fra drenge-fasen til mande-fasen. Ikke som ham.

“Hvor gammel er du da?” ville jeg gerne vide.

“19. Så jeg er ikke tvunget afsted af mor og far, som jeg regner med, at du er?”

Jeg himlede med øjnene over, hvor meget ret han havde. Det var ikke af fri vilje, jeg var taget afsted - men når man er under 18, så må man gøre, hvad forældrene siger. Han smålo en smule af mit ansigtsudtryk.

“Ja, det stinker!” meddelte jeg, kort før jeg kiggede en smule undrende på ham. “Men hvorfor er du her så?”

Han trak på skuldrene. Hans grråblå øjne kiggede væk et øjeblik, som blev han mindet om noget, han helst ville glemme. Jeg lagde mærke til, hvordan hans kropsholdning ændrede sig svagt, så han sank en smule sammen i sengen.

“Jeg havde vel brug for hjælp. Var nået dertil, hvor jeg ikke længere selv kunne styre noget,” sagde han stille. Et øjeblik nåede at gå, inden han fangede mine øjne i en øjenkontakt. Jeg nikkede forstående og for at vise, at jeg selv havde været igennem det samme. Jeg sendte så et betryggende, svagt smil.

Det var faktisk rart at vide, at man ikke var alene om det. Selvom jeg allerede havde på fornemmelsen af, at Louis var en stærk person, så stod det også klart, at han ikke var i stand til at hjælpe sig selv ud af alting. Og det betryggede mig egentlig lidt, at selv en som ham kunne ende her. Det var ikke kun de svage.

“Nåh, men nok snak om mig,” sagde han, og rejste sig fra sengen. “Måske vi skulle begynde at gå mod fælleslokalet til samling?”

 

Der var ikke nær så mange til samling, som jeg havde forventet. Der var i alt 6 piger og 6 drenge, og hurtigt sad jeg i en kreds af unge, der alle skulle sige deres navn, deres alder og hvad, de var afhængige af. Nogle havde mere end blot en ting, de ikke kunne holde sig fra.

Jeg sendte et blik til Louis, der så ud til at kede sig ihjel. Han sad på den højre side af mig og havde allerede haft sin tur. Jeg vidste jo godt allerede, at det var hash. Men han havde åbenbart også haft et alkoholproblem, han dog så småt var blevet vænnet lidt fra.

Over for os sad en blond pige med en porcelæn lignende hud, der næsten glinsede i lyset fra de to lamper, der hang over os. Hun var i fuld gang.

“Jeg hedder Perrie, jeg er 18 år gammel, og jeg har været afhængig af kokain siden jeg var 17,” sagde hun til gruppen, inden hun åndede lettet ud, som havde det taget alt hendes kraft at få netop det sagt. Så fandt et lille smil sin vej til hendes mund.

Louis sukkede lavt ved siden af mig, da hun færdiggjorde sin sætning. Jeg gav ham et svagt stød med albuen i siden, for at understrege, at han skulle lade være at være så uhøflig og vise så tydeligt, at han fandt det kedeligt. Men han gav mig bare en albue igen, som var han ligeglad. Han virkede også ligeglad.

“Godt Perrie, det er modigt, at du tør åbne op,” mente Peter, der også sad et sted i rundkredsen. Han talte langsomt og sikkert; udtalte hvert et ord, som snakkede han til en gruppe 5-årige. “Nåh, hvem vil så…” han kiggede rundt, hvor ingen så ud til at række hånden i vejret. Han nikkede mod en mørkhåret dreng med brune øjne og olivenfarvet hud. “Dig?”

“Okay, jeg hedder Zayn. Jeg er 19. Jeg startede med at ryge hash da jeg var 17,” sagde han. “Og har været afhængig lige siden.”

Peter sendte ham et kærligt og forsikrede blik, der sagde, at det hele nok skulle gå. Jeg synes det var til at brække sig over, hvordan han behandlede os alle sammen, som om vi led af en farlig sygdom, der ikke kunne kureres. Jeg havde lyst til at sige det til ham.

“Flot du tør at sige det, det er den eneste måde, du kan få hjælp på,” mente Peter og igen mærkede jeg irritationen. Jeg brød mig ikke om den mand.

“Godt, så andre der vil?” Han kiggede rundt hurtigt. “Ingen? Hvad med dig?” sagde han og pegede selvfølgelig på mig samtidig. Hvor var det typisk.

“Øh nej tak,” sagde jeg næsvist, og modtog så et blidt blik fra Peter, der lagde hovedet på skrå. Igen, som skulle han passe forfærdelig meget på omkring mig, ellers ville jeg give ham en knytnæve i hovedet. Hvilket jeg egentlig også havde forfærdelig meget lyst til.

“Jo kom nu. Vi er her alle sammen for at lytte til dig og ikke for at grine af dig!”

Louis fnes lidt ved siden af mig, men jeg havde heller ikke forventet andet. Jeg himlede med øjnene af ham og det faktum, at det nu var min tur. Men samtidig vidste jeg jo, at det blev min tur på et eller andet tidspunkt, derfor rømmede jeg mig lige kort, som øjnene landede på mig.

“Jeg hedder Harry, jeg er 17. Jeg har et alkoholmisbrug, og har haft det siden jeg var 14,” sagde jeg og kiggede så på Louis, for at se, hvordan hans øjne spærrede sig en smule op et kort sekund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...