After the cold turkey *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2015
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Fanget midt ude i ingenting, ingen telefoner, intet internet, ingen form for alkohol, stoffer eller rygning, på en afvænningscamp, overlader ikke mange muligheder for at have det sjovt, åbne. Louis Tomlinson og Harry Styles er begge endt her, men i et helved af kedsomhed finder de alligevel noget at slå tiden ihjel med - de finder på at udfordre hinanden. De får hurtigt nye hemmeligheder, mens gamle bliver bragt frem i lyset og afslører, hvem de egentlig er, og hvad de går og gemmer bag misbrug og hårde facader. Alt sammen mens udfordringerne gang på gang prøver grænser af og bliver værre end den forrige

*Drengene er ikke kendte*

6Likes
6Kommentarer
1524Visninger
AA

5. Four

“Det er altid lettere at være sjov på andres bekostning”

Kapitel 4

 

En stor, blå plastikskål blev givet rundt i rundkredsen, vi havde dannet om bålet. Jeg kiggede med rynket næse på stadset, der med hænderne på runde blev revet op. Snobrødsdej - den mest klistrende af slagsen.

Perrie, som jeg havde valgt at sætte mig ved siden af, nu hvor Louis ikke var her, gav den videre til mig. Jeg rystede kort på hovedet.

“Ellers tak,” sagde jeg, og gav den hurtigt videre til den næste. Det skulle jeg ikke nyde noget af, især ikke nu, hvor alle havde haft deres hænder dernede i.

Hun lod et halvkvalt grin undslippe sine læber ved siden af mig, da hun, som jeg, heller ikke havde taget noget.

Det var ved at være en smule koldt, så jeg havde taget en stor trøje på. Mørket var også ved at lægge sig over den lille hytte og skoven. Men vi var endnu oplyst af bålet, blev endnu varmet lidt af flammerne derfra. Jeg havde en smule ondt af Louis, når jeg allerede selv begyndte at mærke kulden trække på.

“Der er så fredfyldt herude,” sagde Perrie lavt ved siden af mig, så kun jeg kunne høre det. De andre var optaget af snobrødsdej og hinanden, mens de diskuterede, hvor det bedste sted i bålet var, så dejen hurtigst ville være færdigbagt.

“Ja. Der er ingen larm fra byen,” sagde jeg. “Kun lydene fra skoven”.

Hun nikkede bekræftende. Det passede også, man kunne høre træerne rasle en smule i skoven. Uglerne, der søgte efter aftensmaden. Det var behageligt og afslappende. Jeg nød det.

“Kender du de dage, hvor man bare har lyst til at lægge sig i græsset og kigge op på stjernerne?” spurgte hun, hendes øjne fanget i bålet. Jeg sendte hende et blik og så hvordan lyset gjorde hendes porcelæn-hvide hud helt farvet.

Egentlig kendte jeg ikke rigtigt den fornemmelse, men nikkede alligevel med et stille “Ja”. Hun trak lidt på smilebåndet.

“Det kan jeg ikke derhjemme. Jeg kan ikke se stjernerne for byens lys. Det får mig til at føle mig så langt væk fra den virkelige verden”

Jeg tænkte kort over hvad hun sagde. Derfra, hvor jeg boede kunne man heller ikke se stjernerne. Men jeg så dem alligevel ofte, når jeg søgte væk hjemmefra og sad i en park et sted og kiggede op. Eller når jeg var hjemme ved mine bedsteforældre, der boede langt væk fra byens larm.

“Jeg føler mig længere væk, når jeg kigger på stjernerne,” sagde jeg, som det slog mig. “Jeg føler mig så lille i forhold til dem. Føler lidt, at de ikke rigtig er der”

Hun kiggede endelig væk fra bålet, for at sende mig et undrende blik. Hendes øjne virkede så blottet, og jeg kunne se, at hun ikke forstod mig. Ellers så forstod hun mig, men havde bare aldrig set det på den måde.

“Nogle gange er det bare rart at føle sig lille” sagde hun, men tænkte så lidt over det, hun havde sagt. “Så længe man ikke føler sig ubetydelig, hvis du forstår, hvad jeg mener”

“Alt for godt,” sagde jeg. “Men jeg føler mig tit så ubetydelig, når jeg kigger op”

“Så kigger du op på stjernerne med de forkerte mennesker omkring dig” Som hun sagde det, sendte hun et blik mod himlen. Kun kort, inden hendes øjne igen var fokuseret mod bålet.

“Der er sku ikke rigtig nogen, jeg kigger på stjernerne  med” Jeg sagde det med et smil, men det blik hun sendte mig, så næsten lidt sørgeligt ud. Som om alle fortjente at kigge på stjernerne med en.

Hun skulle lige til at svare. Havde åbnet munden, da et højt latterudbrud ved siden af mig, fik mig til at dreje hovedet den vej.

“Kig lige!” råbte Niall, der sad ved siden af. “Det er Louis. Og han er nøgen”

Et lille smil fandt sin vej op til min mund, da jeg i samme sekund kom i tanke om min udfordring. Louis kom løbende, kun 10 meter fra bålet, helt nøgen. Han holdt hånden over sit skridt, så man ingenting kunne se. Men det havde dårligt været nødvendigt i mørket.

“Hvad fanden har han gang i?” spurgte Perrie ved siden af mig, som alle nu havde vendt opmærksomheden mod ham og var begyndt at grine. Selv kunne jeg heller ikke holde et lille grin inde, da jeg så hans ansigt glimte i bålets lys. Han smilte til mig, så det var tydeligt, at det kun var ham og jeg, der vidste, hvad der foregik.  

“Jaa….” sagde jeg, lod som om, jeg ingenting vidste, og grinte så endnu engang, da han rystede lidt med bagdelen, som han løb ned af den anden side af huset. Jeg himlede med øjnene af ham, kunne ikke lade være. Han så nu altså meget godt ud nøgen.

Mit blik vendte sig så mod Peter, der sad på den anden side af bålet, knaldrød i hovedet. Han lignede en, der på en og samme tid skulle til at bryde ud i et vredesanfald over, hvordan freden ved bålet var blevet brudt, samtidig som han var en smule pinligt berørt over sin tidligere nøgen-episode. Jeg fik øjenkontakt med ham sekundet efter. Han vidste, jeg havde noget med det, at gøre.

Jeg sendte ham et lumsk smil, som for at bekræfte hans anelser. Fortælle, at det var mig. Jeg var ligeglad, lige der.

Folk begyndte hurtigt at snakke og grine og råbe op omkring, hvad der lige var sket. Jeg undskyldte hurtigt mig selv over for Perrie og løb så efter Louis.

 

“Louis,” udbrød jeg med et grin, da jeg rev døren forpustet op til værelset, for at se ham stå, stadig nøgen, med et bredt smil om læberne. “Fuck, du skulle have set folks ansigter”

Han lod en høj latter fylde det lille værelse. “De var sådan helt..” sagde jeg, som jeg prøvede at vise de sjove ansigtstræk, folk havde lavet blot øjeblikke før.

“Det var fandme koldt”. Hans kinder var en smule røde efter kulden, og hans krop viste tydeligt gåsehud, der afslørede, at han havde frosset. Jeg måtte tvinge mig selv til at kigge væk, inden mit blik vandrede steder, jeg ikke burde kigge.

Jeg nikkede forstående. Fangede hans øjne i en øjenkontakt, som kun varede kort, inden vi begge brød ud i latter igen. Og selvom man skulle tro det var akavet, nu hvor han stod helt nøgen, så var det langt fra.

“Jeg gad godt se Peters reaktion,” sagde Louis og sendte så døren et blik, som hvis han troede Peter ville komme gående ind af den næste sekund. Og lige der, der tillod jeg mig selv at kigge hurtigt. Sende et hurtigt blik, bare fordi jeg ikke kunne lade være, og fordi det var Louis. Louis, der var nøgen.

“Det mindede nogenlunde om det chokerede blik, han havde sendt den aften, jeg prøvede at nakke smøgerne,” sagde jeg, da jeg igen havde blikket rettet mod ham. Han bed sig lidt i læben for at holde et grin tilbage.

“Det er lidt snyd, at det kun er dig, der får lov at se det blik.” Jeg smilte lidt, mens jeg rystede på hovedet. “But well, jeg må vel hellere se at få noget tøj på igen. Det er en smule koldt,” sagde Louis, selvom han for min skyld ikke behøvede at gøre sig det besvær.

“Det får næsten en til at synes det er okay, man er fanget herude i ingenting,” sagde jeg, som han fik fundet et par underbukser og vrikket dem over hans faste, runde rumpe. Jeg kiggede måske en smule for meget. “Jeg mener, nu er der i det mindste noget at grine af”

“Ja, for satan. Og jeg som troede det ville blive røvsygt herude” Han sendte mig et lille smil over skulderen, vendte sig så rundt, nu i sine underbukser. “Men så mødte jeg dig, hva?”

Jeg mærkede mine kinder blusse en smule og en varm følelse spredte sig i min mave. Måske var det bare fordi han endnu ikke havde fået nok tøj på.

Han lagde godt mærke til det, det kunne jeg se i hans blik, der viste en smule selvsikkerhed, som han trådte et skridt tættere på mig og nippede mig i kinden. I mine blussende kinder, så de kun blev mere røde.

Et øjeblik gik, hvor jeg bare kiggede på ham. Så rømmede han sig kort og vendte sig mod reolen igen, for at finde en trøje. “Hvem var forresten hende pigen, du sad og snakkede med?”

Jeg blev revet ud af mine tanker kort. “Nårh, du mener Perrie?” spurgte jeg dumt, selvom jeg godt vidste, at det var hende, han snakkede om.

“Ja hende” Han fandt en grøn nattrøje med hvide striber, som han rev over hovedet. “Kan du godt lide hende, eller hvad? I sad og kiggede sådan rigtigt intimt på hinanden”

“Om jeg kan lide Perrie?” sagde jeg lidt overrasket, og kom først i tanke om, efter ordene havde forladt min mund, at han jo egentlig ikke var klar over, at jeg ikke var til piger. Og så overvejede jeg hvorvidt jeg skulle sige det, eller om jeg bare skulle holde det for mig selv.

“Ja, det var det, jeg lige spurgte om” Louis havde nu mast sig ind under min dyne - nok fordi det som sagt var lidt koldt, og nok fordi, at hans var længere væk. Sådan var det også nemmere at snakke med ham. “Altså, jeg dømmer ikke, hvis du kan - Men jeg tror du får hård konkurrence dér, for ham Zayn der virker også til at kunne lide hende”

“Hvad, siger du at Zayn er flottere end mig?” spurgte jeg lidt fornærmet, selvom jeg måtte indrømme, at Zayn var virkelig flot.

“Jeg vidste det. Du kan godt lide hende,” sagde han med et lille smil, som om det var det mest indlysende, og jeg kunne ikke lade være at spærre øjnene op, for han kunne ikke have været mere forkert på den.

“Øh nej..” sagde jeg flabet. Var måske blevet lidt irriteret over hans selvsikkerhed, som viste, at han var overbevist om, han vidste alt. Selvom han dårligt vidste noget. Og bare for at bevise, han ingenting vidste, fik jeg lyst til at fortælle ham, at jeg var homoseksuel. Men så blev jeg mindet om, at jeg skulle dele værelse med ham i de næste mange dage, og tænk sig han var homofob. Derfor endte jeg bare med at sige: “Og for resten svarede du ikke på mit spørgsmål”

“Zayn er altså virkelig flot,” konstaterede han. Et øjeblik følte jeg et sus af jalousi strømme igennem mig. “Men altså, han kan ikke slå dig, især ikke med de krøller dér”

Jeg kunne ikke lade være at smile lidt af den kommentar. Bare for at understrege det, slog jeg håret tilbage på en sådan feminin måde, at Louis rystede på hovedet af mig.

Jeg vidste ikke hvad det var over ham, men jeg fik en sådan lyst til at sætte mig hen ved siden af ham under dynen og give ham en krammer, som han sad der. Men jeg argumenteret imod det. Der var allerede sket så meget i dag, at det nok var dumt at skubbe grænserne lidt længere.

Så derfor satte jeg benene op under mig på stolen og spurgte i stedet: “Men har du da et crush på Perrie?”

Egentlig havde jeg ikke set nogen tegn på, at han havde det, men alligevel kunne jeg ikke lade være at spørge. Bare for at være sikker.

“Nej, på ingen måde. Har overhovedet ikke snakket med hende. Hun er heller ikke den type, jeg ville falde for,” sagde han med et skuldertræk.

“Hvilken type ville du så falde for?” Jeg så en åbning til at lære ham lidt bedre at kende, finde ud af lidt mere omkring ham. Han virkede så mystisk på en måde, som om han var her, men samtidig slet ikke var her. Eller noget andet sted, for den sags skyld.

“Det ved jeg ikke endnu. Jeg har ikke rigtigt prøvet det før”

Og her kunne jeg ikke lade være at åbne øjnene lidt mere, for selv var jeg kun 17, men jeg havde flere gange følt mig forelsket og følt, at jeg var faldet for en. Jeg havde kun haft en kæreste, som ikke varede særligt langt tid, da hans forældre var homofobiske og det hele blev til at vi sneg os rundt, og det blev for meget for mig. Men følelsen af, at være forelsket, var ikke til at tage fejl af.

Den første, jeg virkelig faldt for, var min bedste ven, dengang jeg var 14. Det var hans skyld jeg indså, jeg var til drenge. Og hans skyld, jeg begyndte at drikke.

Da jeg fortalte ham dengang jeg kunne lide drenge havde han taget afstand til mig. Ikke sådan, fra den ene dag til den anden, men over lidt tid. Det gjorde alligevel ondt inderst inde dengang, men det var ved at være længe siden nu.

“Har du aldrig prøvet at være forelsket? For real?” sagde jeg.

“For real ja. Hvad er der galt i det, du lyder så overrasket”

“Det er bare… har du så heller aldrig haft en kæreste?”

Jeg så det godt, da tvivlen fandt sin vej til hans blik, her. Hans øjne lukkede sig svagt, og han bed blidt i indersiden af sin kind. Han overvejede sit svar. “Nej,” svarede han så på mit spørgsmål, og det strålede ud af ham, at han løj. “Nej, det har jeg ikke”

Jeg tænkte kort, at det da var noget mærkeligt noget at lyve om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...