After the cold turkey *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2015
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Fanget midt ude i ingenting, ingen telefoner, intet internet, ingen form for alkohol, stoffer eller rygning, på en afvænningscamp, overlader ikke mange muligheder for at have det sjovt, åbne. Louis Tomlinson og Harry Styles er begge endt her, men i et helved af kedsomhed finder de alligevel noget at slå tiden ihjel med - de finder på at udfordre hinanden. De får hurtigt nye hemmeligheder, mens gamle bliver bragt frem i lyset og afslører, hvem de egentlig er, og hvad de går og gemmer bag misbrug og hårde facader. Alt sammen mens udfordringerne gang på gang prøver grænser af og bliver værre end den forrige

*Drengene er ikke kendte*

6Likes
2Kommentarer
1559Visninger
AA

6. Five

“Indrømmelse er kun det første skridt mod at blive accepteret”

Kapitel 5

 

Vi lå og snakkede hele den nat efter bålet. Efter jeg havde fået nattøj på og vi begge lå i vores egen seng, havde vi bragt et nyt samtaleemne op. Det viste sig, at Louis havde 4 søstre, som han var meget beskyttende omkring. De betød alt for ham.

Jeg kunne godt mærke det lidt på ham. Han kunne godt lide at styre tingene, og var måske en smule vant til at skulle bestemme. Og så følte man altid han vidste præcis, hvad man skulle til at sige næste gang, når man snakkede med ham. Han kunne læse en.

 

 

Næste morgen var jeg godt smadret, og vi gik begge glip af morgenmaden, så vi måtte klare os med et æble. Aktiviteterne var selvarrangeret den dag - hvilket vi begge fandt enormt rart. Så derfor gik der ikke lang tid før vi sad i en lille sofagruppe sammen med Perrie, Zayn og Niall, i gang med et godt gammeldags spil ludo.

“Haha, så ryger du hjem,” kom det glad fra Niall, der sendte et hånende blik til Louis, der nu for tredje gang måtte tage en af sine brikke tilbage i hjem. Han havde kun en brik med i spillet endnu - hvilket var rimelig dårligt, når alle vi andre havde fire ude.

Så var det Zayn og Perrie, der spillede på samme hold. Zayn langede ud efter terningen, for at række den til Perrie.

“Her,” sagde han med et bredt, sødt smil. “Du er altid mere heldig, end jeg er”

Jeg sendte Louis et blik, der viste, at jeg godt var klar over, han havde haft ret. Zayn kunne virkelig godt lide Perrie, det var tydeligt. Så himlede jeg lidt med øjnene over hans atter selvfede smil.

 

 

“Det er et naturtalent,” jokede Perrie, som hun kastede terningen og rykkede sin brik fem felter. Louis rystede på hovedet, en smule irriteret over at være sidst, og det morede mig ret meget, så et lavt grin røg ud af min mund inden jeg overhovedet nåede at registrere det. Jeg fik et blik fra Louis der fik mit grin til at blive endnu højere.

“Nu skal jeg nok vise jer, at jeg godt kan spille det her spil,” meddelte Louis så, som han rakte ud efter terningen. Han rystede den i hånden, mens han pustede ned i sine sammenlukkede hænder - noget, han havde gjort alle gangene, som han påstod bragte held, hvilket tydeligvis ikke var tilfældet. Han virkede så opsat på at bevise, han ikke var dårlig.

Da han endelig kastede terningerne fra sig, stod vi alle og kiggede spændte for at se, hvad det blev til. Jeg kunne ikke styre mit grineanfald, da den landede på en 4’er og jeg indså, at jeg havde to brikker stående på helle fire felter fremme.

“Aha, du skal rykke med den”

 

“Louis ryger hjem,” sang Niall i et hånende og barnligt toneleje.

 

“Louis, jeg er ked af at sige det til dig,” sagde jeg med et snert af ironi og drillerier i stemmen. “Men du er bare ikke god nok”

Louis bed sig selv lidt i underlæben. “Jeg giver op,” sagde han så. Jeg kunne ikke lade være at smile lidt over min sejr, men alligevel kunne jeg ikke lade være at kigge efter ham, da han gik sin vej. Det var alligevel altid sjovere med Louis.

“Harry, det er din tur”

 

Louis var ikke på værelset, da jeg prøvede at finde ham efter kortspillet. Han var heller ikke i gangene eller i opholdsstuerne, og ingen af de andre havde heller set ham. Niall mente, han nok bare var en dårlig taber; Havde fundet et hjørne og skammede sig over sine manglende evner i ludo.

 

Perrie mente, jeg skulle kigge udenfor. Det var også grunden til jeg til sidst fandt ham under et stort træ bag hytten. Han sad lænet op af træstammen med lukkede øjne; så ud til at tænke. Det var en smule blæsende i forhold til, at det kun var sent i august; vinden greb ud efter træets grønne blade. Han sad kun i en t-shirt.

“Louis,” sagde jeg. Han åbnede sine øjne med et sæt, som havde jeg brudt ind i hans tanker. “Er det ikke koldt?”

Han kiggede på mig, som jeg satte mig ned ved siden af ham. Han rykkede lidt over, så også jeg kunne sidde op af træet.

“Nej, man vænner sig til det,” konstaterede han.Vinden havde blæst hans mørke hår ned i øjnene på ham så det så helt rodede ud, men det klædte ham.

 

“Jeg synes ellers det er en smule koldt herude”

“Du er jo også så tynd,” sagde han, og jeg undrede mig kort over, om det var ment på en god eller dårlig måde. Jeg følte mig en smule fornærmet.

Vi sad et øjeblik og bare kiggede ud i luften, mens vinden susede uden om os. Duften af skov og natur lå som et tykt lag om os, så sensommeren ikke kunne overses.

“Kom du herud for at håne?” spurgte han lidt efter. Jeg kunne antyde en svag ironi i hans stemme, men alligevel virkede spørgsmålet seriøst. Jeg rynkede lidt på panden.

“Hvad mener du?”

“Med ludo, altså,” uddybede han. Jeg grinte svagt.

“Jeg er ikke en blærerøv”

“Så du vandt altså?”

 

Jeg fangede hans øjne og sendte ham en antydning til et lidt for selvsikkert - måske en smule arrogant smil. “Selvfølgelig gjorde jeg det,” sagde jeg, selvom det faktisk ikke passede.

“Nej du gjorde så ej, din løgner,” grinte han så. Et svagt lys fandt sin vej ind til hans blå øjne, og han puffede mig lidt i siden med sin albue. Jeg var gennemskuet. “Hvem vandt?”

Jeg himlede med øjnene med et smil om læberne. “Niall, selvfølgelig”. Vi holdt øjenkontakten et øjeblik, som stilheden lagde sig over os igen og vi til sidst begge kiggede væk.

“Så…,” sagde jeg, bare for at sige noget. “Dit trick med at puste på terningen virkede vist ikke så godt”

“Jeg ved ikke hvad der skete, det plejer at virke helt perfekt.” Han prøvede at virke overbevisende. “Jeg plejer at være god til ludo”

“Man kan ikke være god til ludo. Det er slet ikke muligt. Man kan kun være heldig”

“Nåh, så er det nok derfor,” mente han. Jeg rynkede panden. Lænede mig lidt længere tilbage op af træet. “Jeg plejer altid at være så uheldig” uddybede han.

“Uheldig i hvad?” ville jeg gerne vide, som jeg fokuserede mine øjne på ham. Han kiggede stadig ligefrem, klemte munden sammen, som han overvejede spørgsmålet. Hans hud så så skrøbelig ud i den svage blæst og den sene sommersol.

“Uheldig i alting”

“Det kan man heller ikke, Lou-” Det var første gang jeg havde kaldt ham ved kælenavn, og jeg lagde mærke til, hvordan hans mundvige hævede sig svagt. “-,så uretfærdig er verdenen heller ikke. Kender du ikke ordsproget: ‘har man uheld i spil, har man held i kærlighed og omvendt’?”

Han vendte sine øjne mod mig nu, for at ryste på hovedet af mig, endnu med en svag trækning ved mundvigene. Jeg lukkede mine øjne om hans blå.

 

“Hvor er du poetisk, Hazza.” Jeg kunne ikke lade være at rødme lidt ved kælenavnet. Måden han sagde det på, fik mig til at føle mig som en lille, uskyldig dreng igen, der aldrig kunne gøre noget forkert. “Men jeg bliver nødt til at meddele, at det ikke passer for mig”

“Det tror jeg ikke på. Det passer på alle”, sagde jeg. Jeg sank en klump, der sad i min hals. Prøvede at virke overbevisende, som jeg nikkede af min egen påstand.

“Nåh virkelig?” sagde han. “Hvilken af delene har du så uheld i?”

Det kom en smule bag på mig. Egentlig havde jeg altid troet på den påstand, men som jeg sad og overvejede hans spørgsmål slog det mig, at jeg ikke havde nogen anelse om det.

“Øhm,” sagde jeg, en smule overrumplet. Jeg lod det hænge lidt i luften, vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Stadig med blikket om hans.

“Harry,” afbrød han så mine tanker.

“Ja”

“Jeg vil ikke give dig en udfordring nu, men i stedet skal du fortælle mig noget, okay? Det er min tur”

“Okay,” sagde jeg lidt forvirret. Jeg kunne ikke tyde, hvad hans blik sagde. Det virkede så åbent og ærligt, men alligevel også usikkert. “Hvad skal jeg fortælle dig?”

Han bed sig blidt i underlæben kort. Trak vejret dybt ind og ud, som han overvejede sin formulering. “Noget hemmeligt”

“Hemmeligt om hvad?”

“Noget hemmeligt om dig”

 

Jeg skulle lige til at komme med endnu et forvirret spørgsmål, da det gik op for mig, hvad han mente. Han søgte efter noget. Længes efter noget. Det kunne ses i hans ansigtsudtryk.

Det var blevet en smule køligere udenfor, men jeg var ligeglad. Jeg frøs ikke længere - ikke under hans varme, hedende blik, som fik mine kinder til at blusse.

 

“Okay,” sagde jeg svagt. Rømmede mig engang; Jeg tænkte, hvad jeg mon skulle sige - overvejede kort at fortælle den helt store hemmelighed, men var alligevel en tand for bange for, at blive dømt. I stedet prøvede jeg at huske en anden. . “Så.. øh.. okay, det her er måske ikke vildt hemmeligt, men engang for ret lang tid siden, der var jeg hjemme ved min-..”

“Harry, stop lige-” afbrød han mig. Jeg rynkede panden af ham, forvirret. “Ikke den hemmelighed, vel”

“Hvilken hemmelighed så?” Jeg blev lidt irriteret over, at han skulle blande sig i mine hemmeligheder.

“Den om at du er bøsse, nok” Mine øjenbryn skød i vejret.

“Undskyld hvad?” spurgte jeg overrasket. Følte pludselig vindpustene blive en smule koldere.

“Det er okay Harry, jeg dømmer dig overhovedet ikke, bare rolig” forsikrede han mig. Det gjorde mig kun svagt roligere. Jeg følte mig så bar.

“Hvor lang tid har du vidst det i?” spurgte jeg så, stille. Vores øjne var fanget om hinanden, men jeg kiggede væk. Jeg var bange for han ville kunne se lige igennem mig, for det føltes næsten sådan.

Han rømmede sig. “Siden vi snakkede om Perrie og Zayn”

“Tror du, der er andre, der ved det?” spurgte jeg, en smule usikkert. Jeg var måske kommet ud til alle derhjemme, men det var noget andet her. Jeg følte mig ikke som den alkoholglade, sindsforstyrret dreng, jeg var før. Selvom jeg ikke kunne løbe fra mig selv, så var jeg måske bare ikke klar til at blive konfronteret med mig selv endnu.

“Nej, slet ikke. Jeg tror kun det er mig” Det var egentlig en kæmpe lettelse at høre. Et lille smil fandt sin vej til min mund, og jeg tillod igen mit blik at vandre mod hans. Han sendte mig også et forsikrende smil. “Jeg skal nok lade være at sladre”

“Tak, Lou” sagde jeg. Han rakte ud efter min hånd, for at give den et kærligt klem, som viste, at jeg godt kunne stole på ham. Og jeg tvivlede ikke et sekund på, at det passede, selvom jeg endnu ikke vidste meget om han.

“Det er bare… Jeg skal bare bruge så meget tid med folk her, og hvad nu, hvis de ikke kan lide mig, så?”

Han lod et svagt grin undslippe, selvom det var lidt malplaceret i situationen. Men alligevel var det rart, han tog det så let.

“Nej, Hazza, det kommer ikke til at ske. For det første, alle kan lide dig. For det andet, hvorfor tror du vi er her? Fordi vi også har problemer, folk har også dømt mig hele mit liv” Hans ansigtsudtryk blev lidt mere seriøst. Han holdte endnu om min kolde hånd. Hans føltes næsten varm om min. “Men bare fordi de mener et eller andet om en, så betyder det jo ikke, de har ret, vel”

Der var et eller andet over ham. Over hans ord. Han gjorde mig tryg, som skulle jeg ikke gå igennem det hele selv. Han havde det som mig, var også vant til dømmende blikke og uforstående kommentarer.

“Nej, du har ret,” sagde jeg og mærkede varmen og følelsen af ikke at være alene strømme gennem kroppen på mig, som han sendte mig et lille smil og gav min hånd endnu et klem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...