Smerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2015
  • Opdateret: 30 dec. 2015
  • Status: Færdig
"Pain is real, but so is hope"
Smerten var ulidelig, men det lille håb fik hende til at fortsætte. Selvom hun havde forelsket sig i sin bedste veninde, levede hun på håbet om, at alt ville blive okay.

(Bidrag til "Hold Me Closer" konkurrencen om ung homoseksuel kærlighed. Oneshot, første mulighed)

5Likes
2Kommentarer
450Visninger

1. Smerte

Smerten var uudholdelig. Den klemte sammen om hendes hjerte og spændte til – mere og mere, indtil hun troede, at det skulle briste. Det gjorde så ondt. Hun kunne ikke få luft. Hun havde det, som om hun var ved at drukne. Mon nogen ville finde hendes lig, eller ville hun blive glemt?

Luna havde forventet en dårlig reaktion på den bombe, hun havde smidt. Hun havde ikke forventet, at hendes veninde kunne gengælde de latterlige følelser, der havde arbejdet sig frem for hende. Slet ikke, når selvsamme veninde tidligere havde været homofob.

Men at det ville komme så vidt? At hendes bedste og eneste ven ville blive så kold? At hun ville vende hende ryggen, når Luna havde mest brug for hende? At deres venskab ville være i fare? At Luna nu ville stå alene tilbage med den forfærdelige smerte, som hun ikke kunne gøre noget ved?

Hendes veninde havde lovet hende, at hun ikke ville give op på hende. At hun elskede hende, og at hun ville fortsætte med at holde af hende lige meget, hvad der skete. At hun bekymrede sig for hende, og at hun ikke ville vælge nogen over hende.

Hvor var alle disse løfter nu? Selvfølgelig kunne hun ikke gengælde følelserne og det var helt i orden, men hvor var Lunas ven nu, hvor hun havde så meget brug for hende?

Hvordan kunne hun virke så sød og forstående de første dage og derefter lægge Luna på is? Hvordan kunne hun gøre det? Hvordan kunne hun sige, at hun var bekymret, når hun kort tid efter bad om plads og aflyste alle aftaler, der tidligere havde været? Hvordan kunne hun først have været sådan, når hun pludselig virkede så kold og ikke engang ville tale sammen? At være i uvisheden om, hvorvidt man er ved helt at miste sin eneste ven eller ej er et rent helvede.

Hvordan kunne hun fortælle Luna, at hun skulle fortsætte med at spise, selvom hver eneste bid, eller bare lugten af mad, gav hende kvalme? Hvordan kunne hun sige, at Luna ikke måtte gøre skade på sig selv, når den indvendige smerte var konstant og det gjorde så forfærdeligt ondt, bare fordi sådan noget gjorde veninden utilpas? Hvordan kunne hun forbyde Luna at slutte livet, når hun alligevel virkede så ligeglad? Når alt hvad Luna egentlig havde lyst til og kunne tænke på var, at hun ønskede at ende det hele?

Og hvorfor fulgte Luna disse beordringer, selvom det gjorde så ondt? Hvorfor tvang hun mad i sig selv, selvom det gjorde hende dårlig? Hvorfor brugte hun kun neglene til at flå i sine arme, når den psykiske smerte blev for stor at bære, så hun var sikker på, at det ikke ville kunne ses? Hvorfor slæbte hun sig selv gennem dagene i en tåge af tårer og smerte, selvom hun fantaserede om fred?

Hun kan selv svare på det spørgsmål. Hun elsker hende. Hun elsker hende så dybt, at det knap nok er til at bære. Ikke kun som den person, hun har forelsket sig i, men også som den fantastiske ven, hun ikke kan klare at miste. Udover de følelser, hun pludselig har for sin veninde, elsker hun hende endnu højere som en bedste ven. Hun har brug for hende for at klare sig.

Derfor har hun tænkt sig at fortsætte med det lille håb, der er for, at hendes veninde har det på samme måde. At hun virkelig bare skal tænke tingene igennem, for så at kunne vende tilbage til det, de hele tiden har haft sammen.

Det lille håb er, hvad der holder hende oppe. Det er det eneste, der holder hende i gang. Hvis det lille håb bliver knust… hvis det bliver knust, vil hun ikke længere kunne fortsætte livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...