Bundet mentalt

Det handler om en ung pige på 17. Hendes mor var vampyr og døde af at være ude i sollys. Efter hendes mor død er hun langsomt blevet til en vampyr og da hendes kærlighed, Mike, dør i en bil ulykke er hun knust og vil se ham mindst en gang til, men der sker så det at da hun så hendes kærlighed ligge der uden liv, så bider hun ham i halsen, for at sende gift ud i kroppen på ham. Hun falder sammen på knæ, fordi han ikke åbnede øjnene, men da hun sidder og græder, vågner han og ligger hånden på hendes. Hun blev glad for at se ham levende. Da hun bed ham blev der et bånd imellem dem. Der er op- og nedture ved det. Efter den dag blev alt i hendes hverdag vendt op og ned.

- Jeg skrev historien i 2012 på en sommerferie. Jeg var omkring 13 år gammel. Den er ikke redigeret igennem, men håber at i stadig kan lide den

0Likes
0Kommentarer
427Visninger
AA

3. Kapitel 3

Da jeg vågner igen lå jeg i min seng og ved siden af sidder min far og snorker så højt at jeg ikke kunne høre hvad jeg selv tænkte. Jeg prøvede at kalde på ham, men kunne ikke sige noget eller bevæge mig. Jeg hørte døren til mit værelse gå op. ''hr. Jackson?'' det var Mike der listede ind. Min far vågnede. ''hvordan har hun det?'' Mike var bekymret. ''jeg tror hun er vågn'' han satte sig ordentligt op og kiggede på mig. Jeg fik drejet hovedet over mod dem. ''Vanessa hvordan har du det?'' Mike satte sig på knæ ved siden af sengen. Jeg fik mere kræfter af at han var der. ''godt'' det var det eneste jeg kunne sige. Mine øjenlåg faldt i igen og da jeg åbnede dem var alt fuldstændig skarpt. Der kom en lyd nedefra og jeg sprang op af chok. Min far fik et chok da jeg sprang op og stod i angreb stilling. Han gik hen og tog mig i skuldrene. ''rolig... Det er bare Stephanie'' jeg slappede mere af og lagde mig hen sengen igen, men min mave var sulten. Jeg kiggede op på min far og han havde allerede åbnet vinduet. ''ud med dig'' han smilede til mig og flyttede sig fra vinduet. ”Men ikke gå efter menneskerne” Ham smilte. Jeg nikkede og sprang ud af vinduet og løb ind i skoven. Der fandt jeg en stor kronhjort. Jeg sprang på det og stak tænderne i halsen på den. Da jeg var færdig slap jeg det og lagde det med benene samlet til den ene side og lagde en gren med blade oven på. Pludselig kunne jeg høre noget bag nogle af træerne mod vest. Jeg løb ind mellem træerne og sprang på mit bytte. ''nej! Nej! Stop! Det er Mike'' han lå og kæmpede så jeg ikke bed ham i halsen. Jeg sprang op. ''undskyld! Det var ikke med vilje. Jeg troede du var et dyr og jeg blev tiltrukket af dig'' jeg rødmede efter den sidste sætning. ''tiltrukket af mig... Aha.'' han rejste sig op og stod helt tæt på mig. Han fniste. Jeg rødmede endnu mere. 'hvor var det pinligt at jeg sagde jeg godt kunne lide ham efter 6 års forelskelse'. ''6 år!'' han stod med åbne øjne. Jeg kiggede overrasket på ham. ''jeg læste det i dine tanker'' han kom med en lille latter. Jeg rakte tunge af ham og vendte mig om for at løbe, men han tog fat om livet på mig og svingede mig rundt. Vi grinede sammen og da han stoppede satte hans mig ned foran sig. Jeg vendte mig om, men mistede balancen så jeg væltede ind i Mike. Vi væltede om på jorden. Mit mørke hår lå langs Mikes blege kind. Han lagde sin hånd på min kind og trak mit hoved ned til sig, men inden jeg kom helt ned kom der et brag fra byen. Min krop fløj op og jeg trak Mike med op. Vi løb ind til byen og så brandvæsenet køre mod Sankt Christian gade. Min gade. Vi løb hen mod gaden. Der så vi flammerne. De kom op fra mit hus. Jeg så at min far stod uden for. Jeg løb hen til ham. ''far!'' jeg slog armene om ham. ''hvad skete der?'' jeg trak hovedet væk så jeg kunne se hans ansigt. ''jeg så ham. Han var i huset! Han er kommet efter dig! Her tag denne og flygt'' han gav mig den store bog og et kort. ''hvad med dig? Og hvor er Stephanie'' jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. '' jeg går under jorden og Stephanie gik hjem for at få noget tøj. Tag der hen på kortet med en rød cirkel der kan i lære at kæmpe!'' han skubbede os ind i busken. ''jeg elsker dig far'' han hørte det ikke for der var en betjent der var kommet hen. Vi løb ind i skoven og da vi var et godt stykke inde i skoven faldt jeg grædende ned på knæ. Jeg kunne ikke holde det tilbage mere. Mike satte sig på knæ ved siden af og lagde armen om mig. Vi sad lidt i stilhed. Jeg fik modet tilbage og jeg rejste mig op og tog kortet frem. ''vi skal til London'' jeg kiggede ned på Mike. ''så lad os komme af sted!'' han rejste sig og smilte til mig. Jeg tog hans hånd og trak ham mod vest. Inden vi løb for langt tog vi til den smykkebutik hvor min mor fik den ring jeg havde på fingeren. Da jeg kom ind stod min mors gamle veninde bag disken. ''Vanessa! Hvor er jeg glad for at se dig. Hvad kan jeg gøre for dig?'' hun tog fem lange skridt og stod henne ved mig. Hun gav mig et stort kram fordi at hun ikke havde set mig siden min mor døde. ''kan du lave sådan en ring med samme sten? Altså i mandestørrelse.'' jeg rakte min hånd frem med ringen og kiggede på hende. ''ja, men hvem skal have den?'' hun gik om bag disken igen. ''en jeg har... Øh... Gjort til en som mig'' jeg kiggede ned i gulvet. Hun forstod hvorfor jeg skulle bruge den. ''så genet er gået videre til dig efter din mors død?'' hun smilte og gik hen for at finde den sten magen til den jeg havde i min. ''ja” jeg blev lidt trist. ''sådan'' Hun kom frem med ringen i den ene hånd. ''tak skal du have. Hvad skal du have for det?'' Jeg tog ringen. ”Ingenting. Det er en held-og-lykke gave til dig fra mig” hun smilte. ”Tak” jeg gav hende et lille kram og gik over mod døren. ''vi ses måske en anden gang'' jeg vinkede da jeg gik ud af døren. Jeg løb hen til Mike, som stod i udkanten af skoven. Jeg stoppede foran ham og satte mig på knæ foran ham, som om jeg ville fri til ham. Jeg satte ringen på hans finger og begyndte at grine sammen med ham. Han hjalp mig op og skulle til at kysse mig da vi hørte skud. Det var en jæger. Vi løb mod nord for at undgå jægeren. ''har du din mobil med?'' jeg stoppede op. ''øh... Ja'' han tog sin sorte iPhone 4 op af bukselommen. Jeg tog den og låste den op. ''hvad er koden?'' jeg kiggede op på ham. Han rødmede ''Vanessa'' han kiggede ned i jorden. Jeg smilte og låste den helt op og ringte til Stephanie. ''hej Steph. Vi er på vej til London, fordi vi skal lære at klare os selv som vampyre'' jeg stod og kiggede på Mike som stadig var lidt rød i hovedet. ''vi skal nok klare os og vi kommer tilbage når vi har lært at klare os selv'' jeg satte mig ned på et stort træ der var væltet. ''okay farvel'' jeg lagde på og gav mobilen til Mike. ''Skal vi komme af sted?'' han ville gerne af sted og det ville jeg også. Jeg rejste mig og gik mod vest. Vi satte i løb da vi hørte skud igen. Da vi nåede ned til havnen skulle vi med en færge. ''vi har ingen penge med'' Mike kiggede på færgen. Jeg åbnede bogen for at se efter om min far havde brugt samme gemme steder som min mor altid brugte når hun gemte blod poser. Det havde han. Der lå en pung med 5000 kr. i. Jeg viftede med pungen foran Mikes ansigt. Vi gik ned til de andre mennesker og blandede os med dem. Færgen skulle til at sejle da vi kom på. På færgen gik vi ind i shoppen og fik noget kød. Det var ikke det bedste, men det var da lidt. Vi fik en kahyt til to. Vi skulle sejle i 18 timer. Vi blev vist hen til den sidste kahyt i den første gang. Vi fik nummer 134. Det var en stor kahyt. Alt var Hvidt med lidt guld hist og pist. Der var en stor hvid, dobbelt seng på den anden side af en mur uden dør, men hvor muren stoppede inden den næstedes anden mur. Der var et stort badeværelse med boblebad. Mike vinkede piccoloen væk og stod bag mig og så på min reaktion. ''hvad synes du?'' han lagde hænderne i siden på mig. ''det er fantastisk'' jeg vendte mig rundt. Han stod tættere på en jeg havde troet. Jeg stod helt tæt op af ham.
Jeg trak ham med over på sengen. Vi grinte begge. Da hans hoved var få centimeter fra mit hørte vi et skrig. Det kom ude fra gangen. Vi løb ud på gangen begge to. Og så klodset jeg var, var jeg ved at falde over mine egne ben, men fandt balancen igen. Da vi kom ud på gangen så vi en lidt ældre dame komme løbende ud fra sin kahyt. Den lå 3 kahytter længere henne end vores. Hun råbte på hjælp. Inden jeg nåede at reagere på noget var Mike der henne. 'hvorfor kunne hun ikke have valgt et andet tidspunkt' tænkte jeg. Jeg gik ind i kahytten og så en mand liggende på gulvet. Han var blevet helt vildt bleg og jeg lagde mærke til han havde to røde prikker på halsen. Jeg gav et gisp fra mig. Ingen hørte det ud over Mike. Han fløj hen til mig. ''hvad nu søde?'' han lagde hænderne på mine overarme. 'søde... Han kaldte mig søde'. Jeg blev nærværende igen. ''han har bidemærker på halsen'' jeg hviskede til ham og tog mig til halsen for at vise hvor.. Mike vendte sig om. ''der er andre vampyre ombord, men vi ved ikke om de er onde eller gode.'' han kiggede ned i gulvet. Han vendte sig om og kiggede ind i damens øjne. Hendes blik blev helt tomt ''få ham ned til sygeplejerskerne. Han har ikke smerter. Når han bliver sig selv igen har han måske bare lidt svært ved at balancere.'' hun nikker til ham og blev sig selv igen. Han vendte sig om og trak mig med ind i vores kahyt. Han låste alle døre og trak Gardinerne for. ''hvad nu?'' jeg satte mig på sofaen. ''vi skal bare hygge os og vente til vi er på land igen. Han smilte til mig. Han væltede mig bagover for at kysse mig, men hans mobil ringede. Det var Stephanie. ''mine forældre er... De er...''hun hulkede og han forstod ikke noget af det. ''rolig Stephanie. Jeg sætter dig på medhør.'' han lagde mobilen på sofaen. ''Stephanie hvad nu?'' jeg kiggede på mobilen som om det var hende. ''han er her! Jeg tager næste færge til London sammen med jer'' hun blev mindre hysterisk og vi forstod mere af hvad hun sagde. ''okay Stephanie. Der sejler en færge om en time.'' Med lyset fra fuldmånen lignede Mike en statue. En meget lækker en af slagsen. ''vi ses venner'' hun lagde på og vi kiggede lidt på telefonen. Mike kiggede på mig og smilte. ''ikke nu. Jeg er sindssyg træt efter at have løbet så meget og i morgen kan vi få lidt blod. Min fars ven arbejder som læge her og har flere gange givet blod til min mor når hun var ude at sejle. Altså fra poser.'' jeg lagde mig ned og var næsten allerede ved at sove. ''okay, men vi skal holde lav profil'' han lagde hovedet på mit bryst og jeg kunne høre at hans vejrtrækninger blev dybere og jeg faldt selv i søvn.
Da jeg vågnede lå Mike ikke ved mig. Jeg satte mig op og opdagede at jeg sad i sengen. Jeg trak dynen til side og stod op. Jeg ville gå ind i stuen, men kunne høre en lyd ude fra badeværelset. Jeg gik hen til døren. ''Mike er du der ude?'' jeg lagde øret hen til døren. Pludselig gik døren op. ''ja'' han stod med et håndklæde rundt om sig. Han gik forbi mig en til skabet og åbnende det. Der var noget nyt tøj. Der lå et par cowboy knickers og en blå ternet skjorte. ''hvor har du det fra?'' jeg gik hen til skabet for se nærmere på tøjet. ''jeg var nede ved de en armede tyveknægte og jeg prøvede tre gange og den sidste gang vandt jeg 8000 kr.'' han smilede tilfreds på mig. ''fedt'' jeg stilte mig op og lagde mine hænder på hans overarme. ''der er også noget til dig'' han tog hænderne ind i skabet og tog løs, hvid skjorte uden ærmer og en par lyse, korte cowboy shorts. Jeg tog tøjet og løb ud på bade værelset for at skifte. Jeg ville ikke skifte tøj foran Mike, fordi vi ikke engang har kysset endnu. Da jeg kom ud igen havde Mike fået sit tøj på. ''hvor er du smuk'' han smilte tilfreds. ''du er altid smuk'' han lagde sine hænder på mine hofter. Jeg smilte og tog fat i hans skjorte omkring den øverste knap. Jeg rev hans hoved tættere på mit, men så hørte vi højtaleren. ”Dette er jeres kaptajn. Vi vil lige sige at vi er ved land om en halv time og rengøringsdamerne kommer om 20 minutter, så vi beder jer om at pakke alle jeres ting og gå ned i på dækket eller i restauranten.'' vi kiggede på hinanden og sukkede. Vi pakkede vores ting i en taske og tog vores ringe på. Vi gik ned i til min fars ven og fik en pose blod hver. Vi fik et rum hver for sig. Da vi blev færdige gik vi op på dækket og ventede på at vi kom på land. Vi stod tæt op af hinanden da vi ventede. Han havde armen omkring mig for at jeg ikke skulle miste balancen. Jeg havde ikke fået så meget blod som Mike havde fået da vi var ude i skoven, så jeg var ikke på toppen.
Da vi kom på land var vi næsten ved London. Vi tog en taxi til at komme tættere på. Da vi havde sat os ind i taxien tog jeg korte frem igen. '' til Hungerford Bridge” jeg pakkede kortet sammen og chaufføren nikkede. Da vi kom der hen tog jeg kortet frem igen. Nede i højre stod der at vi skulle gå ned i kælderen og det gjorde vi. Da vi kom der ned var der en et stort kort på en væg. Jeg kiggede på kortet i min hånd. Der stod 'stenen passer i munden'. Vi kiggede på hinanden. ''stenen passer i munden'' jeg kiggede rundt i rummet for at finde en speciel formet sten og en mund af en art.
Jeg fandt en lille, kvindelig statue med en mund formet som en smal sprække. Jeg gik hen til hende og kiggede efter en sten på den størrelse, men det var der ikke. Jeg vendte mig mod Mike. ''gad vide hvilken sten der er tale om...'' kløede mig i panden med den ene hånd og satte den anden hånd i siden. Mike gik hen til mig og tog min hånd fra panden og vendte den med ryggen op af, så jeg kunne se stenen i ringen. ''når ja!'' jeg hoppede og vendte mig om og var ved at falde, men fandt balancen. Jeg tog ringen af og prøvede at få stenen i hendes mund, men den gad ikke. Jeg prøvede at vende den og så kunne den komme ind. Da den sad fast blev statuen hejst op så den var i lyset fra månen. Det lignede en lille måne jeg have i min ring. Lyset ramte stenen og lyste hen på kortet. Den ramte en lille ø der var omkring 10 km ude fra kysten.
Vi kiggede på hinanden og blev enige om at det var der vi skulle hen. Jeg tog ringen ud af munden på hende og tog den på min finger igen. Vi tog et billede af øen med Mike mobil. Da vi kom ud fra bygningen ringede hans mobil. Det var Stephanie, som ville sige at hun var ved havnen. Vi løb ned til havnen til Stephanie. Vi mødtes ved en lille slags skov der var ved siden af havnen. ''hej Vanessa. Hvor er det noget sødt tøj'' hun gav mig et kram og gav mig elevator blikket og endte med at se mit blege ansigt og mit uredte hår. ''hej Stephanie. Dit er da heller ikke værst'' jeg smilede det bedste smil jeg kunne, men jeg var for træt. ''kom her søde'' Mike fejede benene væk under mig og havde mig oppe i sine arme. Jeg lagde hovedet på hans skulder og armen om hans nakke. Da jeg vågnede var vi på en lille taxi båd. ''hvordan har du det søde?'' Mike sad på knæ foran mig og holdt en kold, våd klud oppe på min pande. Jeg kunne ikke tale, fordi min hals var så tør, så jeg smilede bare til ham. Stephanie kom hen. Hun havde håret til den ene side, så hendes hals var helt bar. ''her Nes'' hun tog hovedet helt hen til mit. Jeg rystede på hovedet. ”Nes du bliver nød til at få blod i dig” Mike lagde hånden på min skulder. Jeg sukkede og satte tænderne i hendes hals. Der hvor sårene fra sidste gang var. Jeg tog ikke så meget. Kun nok til at jeg kunne holde mig til vi kom frem. Stephanie var blevet blegere da hun tog hovedet op igen. Hun prøvede at rejse sig, men hun var for svag. Jeg rejste mig og hjalp hende op på den seng jeg havde ligget på. ''her, spis dette'' Mike rakte hende et stykke brød, en chokoladebar og en lille brikjuice. Hun prøvede at sætte sig op på albuen, men faldt ned igen. Jeg løftede hendes hoved og satte mig og lagde hendes hoved på mit skød, så hun sad lidt op. Hun tog brødet og tog små bider. Da vi hun var færdig med brødet og juicen var vi ved øen og hun spiste chokoladebaren da vi var kommet af båden. Hun havde fået meget mere farve.
Øen var meget lille, men der var plads til en meget stor bygning. Den mindede lidt om et slot, men ikke fra middelalderen. Det var meget flot. Det havde røde mursten og hvide, tonede vinduer. Vi gik op mod den store hvide dør, som vi blev enige om var hoved indgangen. Da vi gik ind kunne jeg høre alle mulige tanker. Jeg tog mig til hovedet og var ved at falde. ''Vanessa'' Mike nåede at gribe mig. Folk kiggede og nogle få kom hen for at spørge om jeg var okay.
Jeg lagde mærke til at de alle sammen virkede anderledes og næsten alle havde den samme øjenfarve. De rødlige nuancer. Da Stephanie kom ind af døren kiggede alle sultent på hende. Jeg sprang tilbage i angrebsstilling foran Stephanie. Der kom en snerren fra mine læber. Jeg blev selv meget chokeret over at det kom fra mine læber. Der blev lagt en hånd på min skulder. ''Vanessa formoder jeg?'' Det var en kvindelig stemme. Jeg vendte mig om og så en dame på omkring 35 år. Hun havde blodrøde øjne og et sødt smil. Hun gik med en hvid skjorte, et par mørkeblå bukser og en jakke i samme blå som bukserne. ''ja, det er mig'' jeg slappede mere af og rettede mig op. ''kom med mig og tag heller dine venner med'' hun smilede til Mike og Stephanie og vendte sig så om og gik.
Jeg kiggede på Stephanie. Hun så ikke ud til at have det særlig godt med at alle kiggede på hende som mad. Vi gik over med hen til damens kontor. Hun lukkede døren efter os. ''hvad laver i så langt væk hjemme fra? Og især dig Vanessa du har den bedste lære der hjemme'' hun smilede, mens hun satte sig bag sit bord. Jeg kunne mærke tårnene presse på, men holdt dem tilbage. ''Hun døde for 2 måneder siden. Hun var i solen for lang tid'' jeg kunne ikke holde dem tilbage mere. Jeg gemte mit ansigt i hænderne. Mike lagde armen over mig og lagde hovedet på min skulder.
''det gør mig ondt Vanessa, men hvad laver i her?'' hun samlede hænderne på bordet. ''der var en vampyr i vores by og han sprang Ness... Jeg mener Vanessas hus, men der skete ikke hendes far noget.'' Stephanie følte sig tilpas her. Jeg havde fået styr på tårerne igen. ''så vi vil gerne lære at klare os i kamp.'' jeg rettede mig op og flettede mine fingre ind i Mikes. ''Vanessa du har styrken til at ødelægge alt ondt fra den overnaturlige verden. Jeg kan mærke det og det er min evne. At kunne mærke andres kraft og deres evner.'' hun rakte hånden frem for at få min fri hånd. Jeg lagde min hånd i hendes og jeg så hendes tanker. Da jeg tog hånden til mig havde jeg set alt hvad hun lige havde set. ''Kan jeg virkelig alt det?'' jeg havde store øjne. ''ja, men det med at du kan læse tanker er kun midlertidigt. Det har noget med et gen fra din mor. Du kan kun bruge ild og vand. Og du…'' hun kiggede over på Mike. Hun slap min hånd og tog Mikes frie hånd. Hun sad lidt og åbnede så øjnene. ''du kan bruge vind og jord. Du er forbundet med Vanessa på en måde jeg aldrig har set før'' hun rynkede panden. Han klemte min hånd hårdere og smilede til mig. ''i kan begynde her i morgen.'' hun åbnede sin skuffe. ''hvad med Stephanie?'' jeg kiggede på Stephanie. ''hun får et valg. Hun kan enten gå i skole med jer, men kun de normale fag eller hun kan blive til Vampyr ved at en af jer bider hende'' hun kiggede over på Stephanie.'' jeg vælger at gå i skole som normalt, men jeg vil gerne have samme timer som Vanessa. Undtagen med kamp.'' hun smilede for at være høflig.
''okay og du får værelse med Vanessa, og Mike du får værelse sammen med en der hedder Benjamin og han skal også være sammen med dig i den første uge'' hun åbnede skuffen. ''her er jeres nøgler og der på står der hvilket værelsesnummer det er og her er tre kort over bygningerne'' hun gav os 3 nøgler og 3 kort.
Vi rejste os for at gå ud igen. Da vi kom ud tog vi det ene kort frem. Pigernes værelser var øverst i den sydlige bygning og drengens var i den nordlige bygning. ''når men så ses vi søde'' Mike lagde armene og livet på mig og jeg lagde mine hænder på hver side af hans ansigt. Jeg trak hans ansigt ned til mit, men igen blev vi afbrudt. Rektoren stod i døren. ''Vanessa må jeg låne dig et øjeblik?'' hun smilede genert til os. Jeg gik hen mod døren og min hånd gled ned af hans arm og vores hænder slap hinanden.
Jeg lukkede døren og satte mig i samme stol som jeg sad i før. Denne gang lagde jeg mærke til et guld skilt der havde været bag en stak papir. Der stod 'frk. Johansson'. ''Vanessa, som jeg sagde før så har Mike og dig et bånd jeg ikke forstår... Kan du ikke prøve at forklare hvordan du synes det er?'' hun fandt en notes blok og en blyant frem. ''øh.. Altså når vi rør hinanden er det som om vi er en person og når vi er væk fra hinanden så føltes det som om man har mistet halvdelen af sine kræften og at man er svag. Er det ok forklaret?'' jeg var forvirret.
''ja, det er helt fint, men jeg vil blive glad hvis du laver en slag dagbog over jeres bånd og så får jeg den efter to til tre måneder. Som sagt har jeg aldrig set noget som dette og det interessere mig meget.'' hun begyndte at skrive ned. Da hun var færdig fandt hun en notes bog og gav mig den. Jeg smilede og rejste mig. ''Vanessa har dig og Mike kørende, for det kan godt have noget at gøre med jeres bånd.'' hun havde rejst sig og snakkede lavere end før. ''lidt...'' jeg rødmede lidt. ''okay. Gå du bare op på dit værelse'' hun vendte sig om. ''frøken Johansson?'' jeg tog hånden ned i lommen til nøglen. ''kald mig Elisabeth'' hun smilte. ''tror du jeg er noget særligt?'' jeg blev lidt flov over at spørge om det. ''du er noget ganske særligt i forhold til de andre. Du har meget større kræfter'' hun tog et armbånd op af skuffen. ''når du har dette på så går dine kræfter ikke pludselig amok, men følger dit hoved hvis du koncentrere dig'' hun gav mig armbåndet. Det var af samme guld som min ring, men med røde og blå diamanter. Det var meget smukt og jeg regnede med at den røde farve stod for ild og den blå for vand. ''tak'' jeg tog armbåndet på. Det var som lavet til mit håndled. Jeg vendte mig om og gik ud af døren. Stephanie stod og ventede på mig, men Mike var gået. Jeg sukkede. ''hvad ville hun?'' Stephanie begyndte at gå og jeg gik efter. ''hun spurgte om det bånd Mike og jeg har. Hun gav mig også dette armbånd'' jeg tog armen op så hun kunne se det. ''det står for ild og vand. Det hjælper mig til at lære at styre dem.'' jeg tog armen ned igen og gik igennem en stor hvid dør. Der stod 'pigernes gang' på en metal plade. Vi fandt vores værelses nummer 134. Igen. Jeg stoppede udenfor døren. ''her er det'' jeg satte nøglen i og drejede den om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...