Bundet mentalt

Det handler om en ung pige på 17. Hendes mor var vampyr og døde af at være ude i sollys. Efter hendes mor død er hun langsomt blevet til en vampyr og da hendes kærlighed, Mike, dør i en bil ulykke er hun knust og vil se ham mindst en gang til, men der sker så det at da hun så hendes kærlighed ligge der uden liv, så bider hun ham i halsen, for at sende gift ud i kroppen på ham. Hun falder sammen på knæ, fordi han ikke åbnede øjnene, men da hun sidder og græder, vågner han og ligger hånden på hendes. Hun blev glad for at se ham levende. Da hun bed ham blev der et bånd imellem dem. Der er op- og nedture ved det. Efter den dag blev alt i hendes hverdag vendt op og ned. - Jeg skrev historien i 2012 på en sommerferie. Jeg var omkring 13 år gammel. Den er ikke redigeret igennem, men håber at i stadig kan lide den

0Likes
0Kommentarer
400Visninger
AA

1. Kapitel 1

Bib. Det var min mobil. Det var en besked fra min bedste veninde, Stephanie.
Heei Nes<3 kommer du over til mig?
 
Jeg tog hurtigt tøj på. En sort top der sad stramt på min slanke overkrop og et par cowboy bukser der sad stramt på mine lange ben og prikken over i'et fandt jeg en stor sort hætte trøje som jeg trak over hovedet og tog hætten op over hovedet. Jeg stilte mig over foran spejlet og satte mit chokolade brune hår op i en hestehale. Mit hår nåde længere ned en mine skuldre. Jeg gik over til vinduet og trak gardinerne fra og så at solen skinnede, men der lå små vandpytter på vejen. Jeg vendte mig rundt på hælen og tog min taske og gik nedenunder. Min far var allerede stået op og stod og lavede morgenmad. Det plejer at være min mor der lavede morgenmad, men hun døde for 2 måneder siden, så nu er det min far der laver morgenmad. Han laver altid pandekager, for han brænder altid spejlæg og bacon på. ''godmorgen skat. Her er dine pandekager'' han vendte sig om og stillede tallerkenen på det lyse, træ bord. Jeg var ikke rigtig sulten, men satte mig alligevel ned på en af de sorte bar stole og spiste. Nok var han ikke den bedste kok, men hans pandekager er fantastiske.
Da jeg var færdig rejste jeg mig for at gå hen med min tallerken, men min far tog den. ”jeg skal nok tage den, skat. Smut du bare” han satte tallerknen.  Jeg smilede og gik ud af døren og satte mig på min hvide bedstemor cykel. Da jeg kom ind på den velkendte vej kunne jeg høre en gammel mands tanker. Jeg blev ret forvirret og var ved at køre ind i kantsten, men nåede at stoppe. Jeg steg af cyklen for ikke at vælte. Jeg kiggede over på manden. Han havde lidt rynket ansigt, ret stor næse, en lille mund, store øjne og tykke øjenbryn. Han så ikke ud til at være så høj eller var det fordi han bukkede ryggen forover. Han havde mørkt hår, men det var ved at blive gråt.

Jeg lukkede øjnene og lyttede med i hans tanker.
’Er der ikke en pind jeg kan støtte mig til så jeg kan komme hen til skadestuen uden at støtte på min fod
Han stoppede op og kiggede rundt i græsset ved siden af ham. Han fandt en tyk gren og støttede sig til den.

Jeg var stadig forvirret over at jeg kunne læse hans tanker, men tænkte ikke lige nærmere over hvorfor det lige var skadestuen han skulle hen til.
 
Da jeg nåede Stephanies røde hus stoppede jeg op og kiggede på huset. Det var de samme gamle vinduer som den gang vi var små. Det eneste der havde ændret sig var at fliserne op til døren var blevet skiftet ud. Jeg stilte min cykel op af det store æbletræ de havde ude i forhaven. Jeg gik op til døren og fandt forskrækket den hvide døren flået op. Jeg løb ind for at se hvad der var sket. Jeg fandt Stephanie krøbet sammen i hjørnet ude i køkkenet. Jeg smed min taske og satte mig på knæ ved siden af hende. Hun rystede og var iskold. Hendes mascara var løbet ned over kinderne. Jeg tog min Iphone 4 op af lommen og ringte til min far. ”Hvad nu Vanessa?” det lød som om han var i godt humør. ”Der har været indbrud ved Stephanie og hun er kommet til skade. Kom hurtigt.” Min stemme knækkede over til sidst. Jeg tastede 112 ind på min mobil og ringte op. ”Det er alarmcentralen. Har de brug for politiet tast 1. Har de brug for ambulance tast 2 har de brug for brand..”Mine fingre rystede helt af panik, men jeg fik ramt tast nummer 2. ”Det er alarmcentralen. Du snakker med Birgitte.” Det lød som en dame på omkring 35 år. ”Det er Vanessa Jackson. Vi har brug for en ambulance til Sankt Michaels vej 5, Skejby. Der er en skadet pige som er blevet overfaldet i sit hus.” Jeg lød roligere end jeg havde troet jeg ville lyde i sådan en situation. ”Jeg sender en med det samme. Er der en voksen tilstede?” jeg kunne høre at hun tastede noget ind på computeren. ”Nej, men min far her om 2 minutter. ”Ambulancen er på vej. Bare hold hende vågen og eventuelt snak om minder fra da i var små og hvis hun begynder at lukke øjnene skal du lige ryste i hende.” hun blev færdig med at taste. ”Okay. Det skal jeg nok” Min far kom løbende ud i køkkenet med et tæppe under armen. Han satte sig på gulvet henne ved os. Han lagde det sorte tæppe over Stephanie. Jeg satte mig ved siden af hende så hun kunne få varmen. Jeg fik lidt blod på mig fra den store flænge hun havde i den ene side af panden. Den gik længere ned end øjet eller også var det fordi blodet var løbet ned af hendes kind. Hun havde også mange skader på benet og der sad små glasskår i. Stephanie lagde sin hånd på mit håndled. Da hendes kolde hud rørte min hud fik jeg et slags syn.

Jeg så en mand der havde brudt ind i huset. Stephanie stod og pakkede sin taske ude i køkkenet. Han havde taget fat i hendes skuldre og slynget hende over i sofabordet så glasset var gået i stykker. Hun hørte råbt og spurgt hvem han var også hvad han ville. Han gik amok og ødelagde alt i den nederste etage.

Han havde hele tiden råbt op om at han var det stærkeste væsen på jorden og at han ingen samvittighed havde. Stephanie havde ligget på gulvet og kravlet over i hjørnet i køkkenet uden han havde set det. Han stod hele tiden med ryggen til. Han gik rundt i stuen som om han ledte efter et eller andet. Da han gik forbi det ødelagte sofabord trådte han på et stort stykke glasskår. Han blødte, men fik glasskåret ud af foden. Stephanie kiggede op og så ham forsvinde i en skygge.


Jeg slap hendes hånd og rejste mig. ''Nes, er du okay?'' Hun rakte ud efter mig, men min far tog hendes håndled og trak hendes arm ned igen.  Jeg svarede ikke, men gik direkte over til det ødelagte sofabord. Jeg kiggede rundt i den bunke med glasskår, men fandt så et stort stykke glas med blod på. Jeg tog det op og vendte mig rundt og holdt det oppe. ”hans blod'' jeg kiggede ned på Stephanie. Hun forstod ingenting lige nu. Min fars ansigt var helt roligt og kiggede på glasskåret i min hånd.
Jeg skulle til at forklare hvordan jeg kunne vide det var hans blod, men jeg blev afbrudt da politiet og redningsfolkene kom ind af døren.
''hvad er der sket her?!'' sagde den yngste af rederne. Han havde lyst hår, blå øjne og var lidt spinkel og kunne let ligne en der første lige er startet. ''der har været indbrud og Stephanie her blev overfaldet af gerningsmanden, og min datter fandt et stykke glasskår med blod på. Hun tror det er gerningsmanden.'' Min far rejste sig og gik over til mig og tog glasskåret. Jeg ville sige at jeg var sikker på det var hans blod, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare at jeg kunne se hvad der skete igennem Stephanie.

Redningsfolkene tog Stephanie med i ambulancen og jeg satte mig ind til hende. Min far blev tilbage med politiet og ringede til Stephanies forældre og sagde at de havde haft indbrud og at Stephanie var skadet.

''Nes. Hvordan vidste du at det var gerningsmanden der skar sig? Jeg var den eneste der var til stede. Det kunne lige så godt have været mig'' Stephanie så på mig med de store hunde øjne, men ikke på den måde som hvis hun vil have slik eller mad, men hun ville have en forklaring. Jeg sukkede og satte mig på den båre hun lå på ''Da du lagde din hånd på mit håndled fik jeg noget der mindede om et syn, men det var om hvad der var sket i huset inden jeg kom. Jeg så det fra din synsvinkel, men jeg så aldrig hans ansigt, fordi han havde ryggen til dig det meste af tiden. Jeg vidste det var hans blod, fordi jeg lagde mærke til at han trådte på det glas og at hans fod begyndte at bløde'' jeg havde fået det skyldige ansigts udtryk. Som om jeg havde taget den sidste småkage uden at få lov. Stephanie lå bare og kiggede på mig med de samme øjne som da jeg havde fundet glasskåret. ''jeg har oplevet det siden i morges. Jeg kunne høre en mands tanker om at han havde ondt i foden'' Jeg gispede.
''gud!'' jeg råbte det uden at tænke over det. Stephanie fik et chok og fik frem stammet en sætning ''hvad nu Vanessa?'' hun havde fået sine normale vejrtrækninger igen. ''jeg så hans ansigt'' jeg havde fået et tomt blik i ansigtet. ''jamen så kan vi jo bare sige det til politiet?'' Stephanie virkede som om hun lige havde set et bjerg af slik. ''ja, selvfølgelig. Vi kommer bare hen til politiet og siger at vi ved hvem den skyldige er fordi jeg så ham og kunne læse det i hans tanker, at han har skadet foden fordi han skar sig på noget glas efter at have angrebet min veninde'' sagde jeg med meget tydelig ironi i stemmen. Jeg kiggede på Stephanie som godt kunne se den lille fejl som er at det ikke ville give mening at sige at jeg kan læse tanker. ''du har ret'' hun sukkede og tog sig til panden for at mærke hvor stor en flænge hun havde i panden. Det gjorde ondt på hende kunne jeg se, men hun lagde hele hånden på såret som om hun ville skjule det. Da hun tog hånden væk igen var flængen væk. Jeg gispede og kiggede chokeret på hende. ''hvad nu Nes?'' Stephanie rakte ud efter min hånd, men lod den falde tilbage til hendes hofte. ''din flænge er væk'' sagde jeg og rørte Stephanie på panden med to fingre. ''hvad? Nej, det er jo umuligt'' sagde hun og tog sig til panden for at vise at det var løgn, men jeg havde ret. Flængen var væk. Stephanie så på mig med store øjne og jeg så på hende med store øjne. Jeg kiggede ned på hendes ben og tilbage til hendes ansigt. Hun nikkede som om hun nu kunne læse mine tanker. Hun lagde hånden på de små sår hun havde på låret. Hun kørte hånden stille ned af benet og der hvor sårene havde været var der nu en ren og hel hud tilbage. ''du kan hele folk!'' jeg var helt vildt glad, men meste glad for at jeg ikke var den eneste underlige person. ''ja, jeg kan'' Stephanie var rigtig glad.
Da ambulancen stoppede åbnede den yngste af redderne døren og så overrasket på Stephanies uskadede ansigt. ''Hvad er der sket her? Hvorfor har du ikke en flænge i ansigtet mere?'' han kiggede på os begge. Stephanie fandt et sår på hendes arm og lagde hånden på det. ''sådan her'' sagde hun og fjernede hånden igen og viste at såret var væk. Redningsmanden
satte sig på kanten af den båre som hun lå på. ”Så prøver at sige at hun kan hele folk?'' han så stadig forvirret ud. ''ja, og Vanessa kan læse folks tanker'' Jeg kiggede hurtigt på Stephanie. ''ja, men jeg ved ikke helt hvordan endnu'' jeg lænede mig tilbage og kiggede ned i gulvet. Redningsmanden sad og tænkte lidt over det. ”Okay, så hun har over hovedet ikke brug for at komme på skadestuen?” han var stadig rundt på gulvet. ”næ. Hun har ikke brug for at blive tjekket om hun er alvorlig skadet.” hun satte sig op og støttede på sine arme. ”Okay , så smut da” han trådte til side så vi kunne komme ud. ”Tak. Vi ses måske en anden gang, men det er ikke sikkert.” Stephanie fniste lidt efter hun sagde det sidste. Vi gik hjem til Stephanie og jeg tog min cykel og cyklede hjem til min far. Han sad i sofaen og så tv. ”Hej skat. Hvordan gik det?” Han kiggede ikke væk fra skærmen. ”Fint, det var ikke så slem en flænge hun havde i ansigtet, så hun er blevet sendt hjem igen. ”jeg smed min taske ved siden af den første sorte bar stol. ”Det var godt.” han slukkede fjernsynet og gik op til køkkenet og tog et glas vand. ”Jeg er træt så jeg går op og ligger mig til at sove.” Jeg gik op af trappen. ”Okay, godnat” han tog en tår af vandet.

Da Jeg lå i min seng lå jeg og tænkte på en af fyrene fra min efterskole. Mike, han havde gået i min klasse siden vi var meget små. Da vi var mindre havde vi leget sammen. Stephanie, Mike og jeg. Da Vi så begyndte i 5. klasse begyndte han at være sammen med nogle andre og glemte alt om os. Det værste var at lige inden han begyndte at glemme os var jeg blevet forelsket i ham og det har jeg været i omkring 6 år nu.

Jeg lå og tænkte på hvordan jeg kunne komme i kontakt med ham uden det var for indlysende at jeg var vild med ham. Jeg lå i omkring 10 minutter og tænkte over forskellige ting, men jeg faldt i søvn. Jeg drømte ikke som sådan, men det hele var bare rødt, som en rød flod.
 

Dagen efter skulle jeg over til Stephanie, men så manden igen. Han gik hen til en brun dør og stoppede. Han lukkede øjnene i et stykke tid og så kom der en pige på Stephanies alder ned. Hun så helt tom ud i ansigtet. Hendes øjne vendte det hvide ud. Hun viste manden ind og lukkede døren efter ham. Jeg skrev til Stephanie at hun skulle komme over til Storegade 8. Jeg havde læst i hans tanker at han ville gøre det samme ved denne pige. Jeg cyklede over på den anden side af vejen og stilte min cykel op af muren. Jeg tog min mobil frem og filmede alt der skete inde i lejligheden. Heldigvis have hun lejlighed nede i stue etagen. Han skubbede pigen ind i væggen. Han gik amok igen som da han havde angrebet Stephanie. Vinduerne var så tynde at jeg kunne høre at hans sagde noget lignende det han havde sagt hos Stephanie, men denne gang råbte han noget andet også. ”Hvor er den åndssvage tøs henne?!” Han råbte og sparkede til ting. Til sidst forsvandt han ud i den blå luft i en skygge. Jeg ringte til politiet og sagde at jeg havde set manden der havde angrebet Stephanie. De kom få minutter efter. ”Hvor er manden henne?” der kom hen politimand hen til mig. ”Han er væk, men jeg filmede det hele”. Da politimanden havde set filmen så han underligt på mig. ”Hvordan vidste du enlig at det var ham der havde angrebet din veninde?” han kiggede mistænkeligt på mig. ''jeg... Øh... Jeg så at han haltede på den ene fod og min vende sagde at han havde en brun frakke på'' jeg kiggede uskyldigt op på politimanden. ''hvad?'' sagde manden, men jeg nåede ikke at svare før ambulancen kom rundt om hjørnet. Det var den samme redningsmand som havde lukket Stephanie og mig ud af ambulancen. Politimanden var ikke overbevist. ”Sig nu sandheden!” politimanden hævede stemmen. ”Vil du virkelig gerne høre sandheden?! Jeg kan læse tanker. Tilfreds?” Jeg rettede mig op så jeg var på højde med politimanden. ''det er umuligt at du kunne læse hans tanker'' sagde politimanden. Han tænkte at jeg var for stor til den slags fantasier. ''hun taler sandt'' det var den unge redningsmand. ''hun kan læse tanker og hendes veninde kan hele folk'' han satte sig lægetaske ned ved siden af sig. ''hvad? Okay pige, hvad tænker jeg på nu?'' sagde politimanden og så mig i øjnene. ''du er bange for at din kone, Marianne, vil gå fra dig, fordi du arbejder for meget'' jeg kigge på ham og var totalt sikker på det jeg lige sagde. ''okay jeg tror dig'' politimanden fik lidt røde kinder og gik så ind i huset. Fem minutter efter kom Stephanie på sin sorte cykel. ''hvad er der?'' sagde hun og stillede sin cykel op af væggen. ''politimanden ved at vi kan, du ved, men han tror på os og han prøver at fange manden'' sagde jeg. ''okay, lad os tage hjem til mig og lade dem gøre deres arbejde.'' Stephanie steg op på sin cykel igen. ”Nej, vent lidt” jeg gik ind i huset og Stephanie fulgte med. Jeg gik hen til pigen som sad og rystede på samme måde som Stephanie havde gjort. ”Stephanie vil du ikke lige?” jeg trådte til side, så Stephanie kunne komme hen. ”Hej. Jeg gør dig ikke ondt.” Stephanie lagde hånden på pigens brystkasse og lukkede øjnene. Pigen sår begyndte at hele. Da Stephanie åbnede øjnene igen var alle pigens sår helede også nogle gamle sår. Pigen kiggede overrasket på sin krop. ”Tak skal du have” Pigen rejste sig op og gav Stephanie et kram. Da hun fik øje på mig. ”var det ikke dig der stod i vinduet der ovre?” hun pegede over på den vindue jeg havde stået ved. Jeg rødmede lidt ”Jo” jeg kløede mig i nakken. ”Tak skal du have, fordi nu kan politiet søge efter en bestemt mand” hun gav også mig et kram. ”Kom Vanessa. Vi tager hjem til dig.” Stephanie gik ud af døren over til sin cykel og steg op på den. Jeg gik med ud og steg op på min Hvide cykel.  ''kom nu '' hun smilede og begyndte at cykle. Jeg cyklede efter hende og nåede op på siden af hende. Da vi var kørt ind af min vej hørte jeg en af drenge fra min klasse, Mikes tanker. Han havde haft en dårlig fødselsdag og ingen havde sagt tillykke ikke engang hans forældre. ''TILLYKKE MIKE!'' råbte jeg mens jeg vinkede. Han vendte sig overrasket om og smilede. ''tak Vanessa'' han vinkede tilbage. Jeg var ved at falde, men fandt balancen igen.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...