Life 101

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2015
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Jo bor på børnehjem. Gennem hele hendes barndom, har hun drømt om, at hendes forældre en dag ville komme og adoptere hende, og tage hende med hjem til deres kæmpe hus, hvor de ville leve lykkeligt til deres dages ende. Med alderen er hun dog begyndt at tvivle, på denne drøm. Drømmen der engang fyldte hele hendes verden, er blot blevet til et naivt minde om hende sørgelige barndom. Alt dette ændre sig en dag, da Jo finder sine adoptionspapirer. Der i finder hun grunden til, at hun aldrig er blevet adoptere. Hun beslutter sig derfor for at finde sine forældre. Sammen med hendes to bedste venner, Trish og Harry, stikker hun af fra børnehjemme. Men hvad sker der, når hun finder sine forældre og sandhederne kommer på bordet? Hvad sker der, når hele hendes hverdag vendes på hovedet fra den ene dag til den anden? Og vigtigst af alt, vil hendes venskab til Trish og Harry overleve sådan en omvæltning?

4Likes
6Kommentarer
442Visninger
AA

3. Kapitel 3.

 

Den efterfølgende time flyver afsted. Den nye familie, er det eneste jeg kan tænke på. Hvad vil der ske, hvis jeg rent faktisk kommer ud og bor hos dem? Er de som de andre familier, jeg har boet ved? Eller er de anderledes? Tag dig sammen Jo. De er alle sammen ens. Det eneste du skal bekymre dig om, er at tage benene på nakken, og komme så langt væk fra det her sted som muligt. Jeg ved stemmen i mit hoved har ret, men der er alligevel en lille del af mig, der er bange. For hvad ved jeg ikke helt præcis. Én ting er dog sikkert; vi skal bruge en plan. En plan for at slippe ud herfra. Det tager dog ikke lang tid, før vi har udarbejdet en. En plan så sikker, at den umuligt kan gå galt. I mens den nye familie er inde og skrive under på papirerne, sniger vi os ud af bagdøren. Der er alligevel altid underbemanding på personalet, så det skulle være ligetil.

 

”Alt går som det skal. Familien er lige kommet, og de er på vej ind på kontoret.” siger Harry, da han kommer løbende ned ad gangen til mig og Trish.

”Så lad os komme af sted.” lyder Trishs beslutsomme stemme. Mens Harry og Trish begge sætte kurs mod bagdøren med hurtige skridt, vender jeg mig om, og ser en sidste gang ned af den alt for velkendte gang. Et kort øjeblik husker jeg alle de gange, vi har leget fangeleg ned af gangen. Alle de gange Harry rodede sig ud i problemer, og mig og Trish måtte bakke ham op. Alle de gange vi er blevet snuppet med lommerne fulde af slik, selvom vi godt vidste, det var forbudt. I bund og grund er der mange gode minder herfra. Selvom de nogen gange kan være svære at grave frem, er de der stadig. Det bedste ved stedet, er dog, at det var her, jeg mødte mine to bedste venner.

”HEY! Hvad tror I lige, I har gang i?” Stemmen river mig ud af mine tanker. Nede for enden af gange, står en ældre kvinde og råber efter os. Jeg stivner et kort øjeblik, hvorefter jeg vender rundt på hælene og styrter efter Harry og Trish. Adrenalinen pumper rundt i kroppen på mig, ligesom jeg kan høre fodtrinene bag mig komme tættere på. Jeg sætter farten yderligere op, når endelig hen til døren, og indhenter Harry og Trish. Solen stråler blænder mig et kort øjeblik, i det vi træder udenfor hegnet. Det er en ubeskrivelig følelse.

 

Bag os dør fodtrinene hen. Uden at se os tilbage fortsætter vi indtil vi ikke længere kan skimte Summerdale bag os. Først dér stopper vi op for at få vejret igen.

”Det var lidt for tæt på.” lyder Harrys forpustede stemme. Jeg støtter mig op af en lygtepæl, mens jeg hiver efter vejret. Der går et stykke tid, før jeg trækker vejret normalt igen.

”Er der nogen af jer, der ved, hvor vi skal hen?” Jeg kigger mig omkring, i forsøget på at lokaliser noget jeg kender. Det er først, da jeg opdager en høj skyskraber i baggrunden, at jeg ved, hvor vi er. ”Følg mig.” siger jeg og sætter med et rask tempo kursen mod midtbyen.

 

Vi går længe i stilhed. Der er ingen af os, der siger noget. Jeg går i mine egne tanker og gennemtænker hele scenariet, når vi når frem til mine forældres hus, flere gange. Men det store sprøgsmål, det der skræmmer mig mest, er; Hvordan vil de reagere, når de ser mig? Billedet af en dør der bliver smækket, bliver ved med at dykke op i mit hoved. Det vil være, det absout værste der kan ske; Hvis mine forældre ikke vil kendes ved mig. Tanken er ikke til at bære, så derfor skubber jeg den så langt væk, jeg overhovedet kan præstere. Jeg vender i stedet min opmærksomhed tilbage til virkeligheden. Trish og Harry går og tjatter lidt til hinanden. Harry siger et eller andet sjovt, og Trish bryder øjeblikkeligt sammen i latter. Jeg går lidt bag dem, og iagtager dem. Egentligt har jeg ikke lyst til at snakke med nogen. Mine tanker er et stort kaos, og jeg kan stadig mærke adrenalinen i min krop.

 

Det er ved at blive mørkt. Solen har for længst forladt himmelen, og har i stedet efterladt store mørke skyer. Vi er dårligt nok nået udkanten af midtbyen, før vi hører det første tordenskrald, og få sekunder efter står regnen ned i lår-tykke stråler.

”Vi bliver nød til at søge ly,” Harrys stemme drukner næsten i regnen, men det lykkes dog både mig og Trish at høre, hvad han siger. Vi sætter alle i løb mod det nærmeste gadehjørne, hvor det lykkes os at finde læ.

”Skal vi bare blive her ude, og vente på at regnen fortager sig igen?” Trish lyder ikke just optimistisk på dén ide. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at komme på en bedre plan. Det er først, da jeg får øje på et stort neonskilt, at det slår mig. Ordet HOTEL lyser gennem regnen med klare lyserøde farver.

”Jeg har en idé!” Ordene når knapt at forlade mine læber, før jeg har Trish og Harrys fulde opmærksomhed. 

 

 

En skinger klokke lyder over mig, i det jeg åbner døren. Varmen indenfor er en skærende kontrast til den kulde, som jeg kommer fra. Mit hår drypper og laver mørke pletter på gulvet under mig. Jeg lader mit blik glide rundt i rummet, og sætter derefter kurs mod receptionen i midten. Mine skridt er langsomme, og jeg bliver konstant afbrudt af rystelser, der går gennem min krop. Jeg lægger mit ansigt i de rette folder, i det jeg når hen til skranken, og kigger op på manden der står bagved.

”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Mandens stemme er skarp og virker ligeglad. Jeg kigger mig bekymret omkring.

”Har du flere ledige værelser?” spørger jeg med en lille stemme. Flere rystelser går gennem mig, og jeg kniber en tåre. Mandens blik glider op og ned af mig med et undrende udtryk. Han får næsten medlidenhed i øjnene, hvorefter han vender blikket mod sin computer. I det han vender blikket væk, lyder den skingre klirren fra klokken over døren. Manden kigger hurtigt op, for at se hvad det var. Udtrykket i hans ansigt fortæller dog, at han ikke fik øje på nogen, og han vender derefter endnu engang blikket mod computeren.

”Jeg har et par stykker. Er du interesseret?” Det er tydeligt at mærke hans tvivl, om hvorvidt det er seriøst. Jeg nikker hurtigt, og leder ivrigt mine lommer igennem efter en pung. Efter et par minutter kigger jeg panisk op.

”Åh nej! Nogen må have stjålet min pung!” Jeg kniber flere tårer frem, og på ingen tid har de trukket lange mørke streger på mine kinder. ”Hvad skal jeg gøre? Jeg har ingen steder at gå hen. Alt var i dén pung. Mine penge, min mobil, alt!” Min stemme bliver skinger, og min krop begynder at ryste endnu mere end den gør i forvejen. Ud af øjenkrogen betragter jeg diskret manden, for at holde øje med hans reaktion.

”Rolig nu frøken. Jeg er sikker på, vi finder en løsning på problemet,” Mandens stemme er lav, som for at sikre sig, at ingen andre hører ham. For at smørre ekstra tykt på, begynder jeg svagt at hulke. Det får panikken til at springe frem i mandens øjne, og han kigger sig hektisk omkring efter hjælp. Da han ikke finder nogen, vender han endnu engang hans opmærksomhed mod mig. ”Er der ingen du kan ringe efter?”

”Ingen der kan være her med penge før i morgen,” Igennem tårerne fanger jeg mandens øjne og sender ham et bedende blik. Hans øjne afslører, hvor meget han overvejer situationen. Jeg kan næsten høre hans tanker. Efter noget der føles som en evighed, kommer manden endelig til enighed med sig selv. Han sukker dybt og opgivende, inden han slår blikket mod computeren.

”Jeg har mulighed for at skaffe dig et værelse for i nat. Men det kræver, at du betaler som det første i morgen.” Hans øjne er bestemte, i det de møder mine. Jeg nikker ihærdigt. ”Jeg skal også lige bede om et navn?”

”Tusind tak. Navnet er Stephanie Day” siger jeg med sukkersød stemme, og tager taknemligt imod nøglen. Efter et sidste smil til manden, sætter jeg kurs mod elevatoren. Adrenalinen pumper løs i kroppen på mig, bare ved tanken om hvad jeg lige har gjort. Lige inden elevatordørene lukker, smutter Harry og Trish ind. De havde gemt sig ovre ved nogle møbler ved siden af elevatoren, og havde derfra set det hele. Elevatordørene lukker, og i samme sekund bryder vi alle ud i grin.

”Skide godt, Jo!” udbryder Harry og omfavner mig.

”Så du hans ansigt, da du sagde, du ingen penge havde?” griner Trish. Jeg venter, på at skyldfølelsen skal ramme mig, og få mig til at fortryde min handling. Men den kommer ikke. Jeg fortryder intet.  

 

// Dette kapitel har været ret svært at skrive. Jeg kan ikke helt bestemme mig, om jeg kan lide det eller ej.. Derfor vil jeg rigtig gerne høre jeres meninger. Efterlad endelig en kommentar, og lad mig vide, hvad I tænker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...