Life 101

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2015
  • Opdateret: 10 jan. 2016
  • Status: Igang
Jo bor på børnehjem. Gennem hele hendes barndom, har hun drømt om, at hendes forældre en dag ville komme og adoptere hende, og tage hende med hjem til deres kæmpe hus, hvor de ville leve lykkeligt til deres dages ende. Med alderen er hun dog begyndt at tvivle, på denne drøm. Drømmen der engang fyldte hele hendes verden, er blot blevet til et naivt minde om hende sørgelige barndom. Alt dette ændre sig en dag, da Jo finder sine adoptionspapirer. Der i finder hun grunden til, at hun aldrig er blevet adoptere. Hun beslutter sig derfor for at finde sine forældre. Sammen med hendes to bedste venner, Trish og Harry, stikker hun af fra børnehjemme. Men hvad sker der, når hun finder sine forældre og sandhederne kommer på bordet? Hvad sker der, når hele hendes hverdag vendes på hovedet fra den ene dag til den anden? Og vigtigst af alt, vil hendes venskab til Trish og Harry overleve sådan en omvæltning?

4Likes
6Kommentarer
441Visninger
AA

1. Kapitel 1.

”… Det er den anden familie, på 6 måneder Jo. Hvad forventer du, jeg skal gøre ved det?” Hollys øjne er små, brune og stikkende. Jeg har aldrig rigtig lagt mærke til det, før i dag. Denne helt speciffike dag, inde på hendes kontor. Selvom jeg har været her inde mange gange, sidet i lige præcis den samme gule stol, ovre ved det samme store vindue, foran det samme brune egetræsbord, er der noget ved denne gang, der er anderledes end de andre. Holly virker af en eller anden grund, meget mere bekymret. Oprigtig bekymret.

”Jo?” Jeg flytter blikket væk fra vinduet og verdenen uden for, og møder i stedet Hollys indtrængende øjne. ”Hører du overhovedet efter?”

”Ja selvfølgelig,” Jeg prøver ihærdigt at genskabe de sidste minutter af samtalen, men uden held.

”Har du selv nogle forslag til, hvordan vi kan gøre det bedre for dig?” Selvom jeg ikke kan genskabe samtalen, er det ikke svært at gætte sig til. Det handler altid om det samme. Hvilke problemer har jeg nu, rodet mig selv ud i, og hvordan kan vi forhindre det fremover? Selvom vi til hvert eneste møde, mere eller minder kommer frem til en aftale, nogle regler, som jeg skal holde mig indenfor, holder det aldrig. Jeg ender altid med at ødelægge det hele. Det er bare en af de ting, jeg er god til her i livet.

”Jeg ved det ikke Holly. Kan du ikke bare opgive? Jeg mener, det bliver jo aldrig bedre end det her. Det kan vi lige så godt indse før eller senere. Jeg vil aldrig blive adoptere. Der er aldrig nogensinde nogen der vil have mig. Og jeg kommer til at bo her på Summerdale, indtil jeg om 2 år bliver 18, og dermed myndig. Kan vi ikke bare lade det blive ved det?”

”Jo, du ved jeg kun vil dig det bedste.” Hun ser på mig, som om hun prøver at læse mine tanker. ”Og det bedste for dig, er at komme langt væk herfra som muligt…”

”Men der er jo ingen der vil have mig!” afbryder jeg hende hårdt. Vi har haft denne diskussion hundrede gange. Hvornår forstår hun det? ”Alle forældre vil gerne have en baby. Der er ingen der gider adpotere en 16-årig pige med mentale problemer, hvis man altså skal tro på, hvad de andre siger om mig!”

”Det er ikke rigitg Jo. Der er mange forældre der ikke gider ble-facen. De vil hellere adpotere en teenager. Vi har bare ikke fundet den rigtige familie til dig endnu. Det skal nok komme. Det lover jeg.” Hun smiler.

”Det kan du ikke love. Du har nu prøvet i 5 år at finde en familie til mig. Hvornår indser du, at det aldrig vil lykkedes? Så i stedet for at spilde vores begges tid, så gør dig selv den tjeneste; giv op. Præcis ligesom alle andre.” Jeg griber min jakke, der hænger over stoleryggen og tramper ud af døren. Det bobler inden i mig af vrede. Hvornår giver den kvinde op? Der er ikke fordi, jeg gerne vil skabe problemer alle steder. Det er bare sådan, jeg er.

 

 

Ovre ved containerne bag ved børnehjemmet, finder jeg Harry og Trish. Som altid sidder de omringet af røg. De kigger begge på mig og sender mig et dovent smil, da jeg nærmer mig.

”Hvordan gik det Jo?” spørger Harry og rykker sig, så der er plads til mig på hans container.

”Holly er stadig overbevist om, at der er en familie derude et sted, der er ellevilde efter at adoptere en teenager som mig.” siger jeg med overdrevent ligegyldighed. ”Hvornår forstår hun, at jeg ikke gider mere?”

”Det er det evige problem med de der socialrådgivere.” siger Harry, ”De ser kun den verden, de vil se. De ser ikke, hvordan vi egentlig har det, men i stedet hvordan vi burde have det.” Trish nikker så hendes lange glatte hår bevæger sig legende over hendes skuldre. Hun tager endnu et sug af den store cigaret, som hun sidder med. Det samme gør Harry. De udånder begge på samme tid, hvilket resultere i en så tyk tåge, at jeg dårligt kan se nogen af dem.  

Jeg læner mig dovent tilbage på containere, og kigger op på den grå himmel over mig. Harry og Trish har aldrig rigtig haft en socialrådgiver ligesom mig. De skifter begge hele tiden. Det virker lidt som en leg for dem. Som om de helt har opgivet drømmen om at blive adopteret, for lang tid siden. Naiv som jeg er, har jeg stædigt holdt fast i den. Drømmen om mine forældre og den perfekte familie, har holdt mig i gang. Men ligesom alle barndomsdrømme, forsvinder den mere og mere, for hver dag der går. Tilsidst er den kun en påmindelse om den naive barndomsdrøm, der engang styrede hele ens hverdag.

 

 

 

 

”Sover du Jo?” Trishs lyse stemme skærer igennem nattens mørke. Jeg tager mig god tid til at høre om alle på sovesalen er faldet i søvn.

”Selvfølgelig ikke,” Jeg kan høre hvordan hendes dyne larmer, og hvordan hendes bare tæer rammer gulvet sekundet efter. Gennem det blændende mørke kan jeg høre hendes næsten lydløse skridt. En arm griber fat i min og trækker mig på benene. Nattens kulde rammer mine bare arme som små pigge, og jeg en rysten gå gennem mig, før jeg når at stoppe den. Trishs arm trække mig hurtigt gennem sovesalen og ud på gangen. Herude er mørket ikke lige så tykt. En nødudgangs lampe er tændt i den anden ende af gangen, og kaster et grønligt skær gennem mørket. Jeg kan svagt ane formen på Trishs hoved, men hendes ansigt er bare sort.

”Hvad laver vi her ude?” spørger jeg, og kigger dovent ned af gang. Hvis der kommer én, er vi på spanden.

Trishs latter runger i gangen. ”Vi skal da ind på kontoret silly.”

”Kontoret?” Hvis der var lys, ville hun tydeligt kunne se forvirringen i mine øjne. ”Hvad skal vi på kontoret?” Trish begynder at gå, og jeg må løbe for at komme op på siden af hende igen.

”Vi skal då såmen bare finde ud af, hvad dine forældre hedder.”

Jeg stopper brat op.

”Hvad sagde du?”

”Vi skal finde ud af, hvad dine forældre hedder.” Trish vender om, griber endnu engang fat i min arm og trækker mig med videre. ”Du er den eneste af os, hvor der stadig er en chance for at dine forældre er der ude et sted. Harry og jeg vil hjælpe dig med at finde dem.” Jeg er helt mundlam. Mine tanker snurre rundt i hovedet på mig. Finde mine forældre? Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.

Det eneste ord jeg kan få over mine læber er: ”Hvorfor?”

Trish griner. ”Du kan betragte det som en tidlig fødselsdagsgave fra os begge. Altså det var enten det her eller en nu hue.” Endelig trænger hele situationen ind, og jeg omfavner Trish.

”Tak.”

Ude foran kontoret står en skikkelse lænet afslappet op af væggen. I det vi drejer om hjørnet ved enden af gangen, skubber skikkelsen sig væk fra vægen, og begyndet at gå os i møde. Selv i dette grønlige mørke kan jeg tydeligt se hver eneste af hans mørke krøller, der omkranser hans ansigt. Harry krammer os begge, da han når over til os.

”Er du klar?” hvisker han i mit øre. Jeg nikker. Jeg har slrig været mere klar.

”Trish, du bliver her ude og holder vagt. Hvis du ser nogen komme gående ned ad gangen, banker de tre gange på døren. Okay?” Trish nikkede. ”Jo, du og jeg leder kontoret igennem, okay?. Din journal er der inde et eller andet sted, og i den står navnene på dine forældre.” Jeg nikkede. Lige før jeg krydser dørtærsklen, trækker jeg vejret dybt.

Harry fisker en lommelygte frem, og sender et skarpt lys rundt i lokalet. Vi kaster os begge to over hver vores reol. Skæret fra endnu et nødudgangs skilt, gør det muligt for mig at læse navnene på de journaler, mine fingre løber hen over. Alle journalerne er sorteret i alfabetisk orden efter fornavne, da det ikke er alle her, der har et efternavn. Jeg er en af dem der ikke har, fordi jeg kom hertil kort efter min fødsel. Mine forældre havde ikke engang selv navngivet mig, så hvor skulle et efternavn komme fra? Mange af de andre børn, er i samme situation. Det er kun 1 ud af 3, der har et efternavn. Harry har. Mig og Trish har ikke.

Jeg bliver hevet ud af mine tanker, da mine fingre løber over en journal med navnet ”Jo”, skrevet med skråskrift hen over det. Med bankende hjerte trækker jeg det langsomt op.

”Jeg har fundet den..” Ordene når knapt at passere mine læber, før Harry står ved siden af mig.

”Åben den.”

Jeg gør, som han siger. Min mave knurre sig sammen, mens jeg langsomt åbner den tunge journal. En masse ord springer mig i møde. I stedet for at læse dem alle sammen, leder mine øjne efter ét specielt sted. Mit hejrte springer et slag over, da jeg finder det.

 

Forældre: Jame og Elinor Jacksom

Adresse: 9930 18th Ave SW

 

Underskrift mor _______________________________________

 

Underskrift far ________________________________________” 

 

 

 

// Dette var så førets kapitel af "Life 101"! Jeg underskylder, for hvis I skulle finde nogle små tastefejl i teksten - der må I lige bære over med mig ;) Efterlad endelig en kommentar og lad mig vide, hvad I tænker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...