BAD

En tåbelig fejltagelse fik bande medlemmet, Harry Styles, til at tage sin tid bag tremmer. 3 år senere bliver han løsladt, og den berygtede Bad Boy er tilbage. Han lever sit liv med vold, fare, og død.
Stillet over for nye venner og gamle fjender er hans liv langt fra normalt.
Hvad sker der når Grace Autumn en helt normal pige med et simpel liv. Bliver smidt ind i det hele?

Følg med i BAD!

21Likes
4Kommentarer
4097Visninger
AA

10. 9. Otto

H A R R Y 

Drengene nikkede deres hoveder i godkendelse og rummet faldt øjeblikkelig stille, i hver deres enkelte tanke om deres egen hævn. Jeg benyttede lejligheden til at tænke over min egen. Listen var endeløs.
"For det første, vi skal vide hvor han gemmer sig, og vi skal lade den fucker vide at jeg er tilbage." Jeg kørte min tunge langs min underlæbe og scannede mine øjne over drengene.
"Og denne gang, gør vi det på den rigtige måde."

Zayn læber rejste sig i et selvtilfreds grin.
"Hvad foreslår du?" Puljen af ​​mørke, som løb gennem hans øjne gjord hvad han tænkte klart, . Jeg grinede.  
"Lad os vente med at dræbe svinet - det ville være alt for let." De  smilede i sync og brød ud i en diskussionen.

Jeg tog et øjeblik til at tænke tingene igennem. Jeg havde en vane med at holde mine intentioner for mig selv, så jeg kunne planlægge hvad der skulle gøres mentalt.  Først skulle vi finde ham, og jeg kendte lige den person, der kunne fortælle mig hans opholdssted.

Jeg stod straks op fra sofaen. "Jeg har brug for nogen til at ledsage mig, jeg skal besøge en gammel ven." Deres grin forsvandt. Næsten forårsaget af instinkter, vendte jeg mig til Louis og rejste en pande. "Er du klar på det?"

En djævelsk grin udfoldede sig på hans læber, da han kørte fingrene gennem håret. "Altid." Han forlod lokalet.  Han vendte tilbage, med en læderjakke over hans muskuløse arme. Jeg vendte min opmærksomhed hen mod drengene.
"Vi vil ikke være væk længe. Jeg ringer til jer når vi finder hvad vi leder efter."

Liams øjne kiggede over på mig. "Du lyder meget sikker på, at du finder hvad det er du leder efter. Hvem er denne ´ ´gammel ven` enlig?" Han lød tvivlsom, da han talte.
 Jeg trak på skuldrene. "Lad os bare sige denne fyr skylder mig en tjeneste eller to." Jeg gik ud af døren, med Louis efter mig. 

Louis fulgte mig over til den parkerede bil og kravlede ind på passagersædet. Selvom han allerede havde komplimenteret den nye bil tusind gange før, havde han stadig formået at rose køretøjet. Jeg lo ad ham, mens motoren startede.

Jeg koncentrerede mig om vejen, men mit sind løb automatisk hen til hende. Billeder af hende på lageret løb igennem mig, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket med hende, hvis jeg ikke var kommet? Jeg forvist billedet ud af mit hovede.

Jeg havde brug for at glemme alt om hende.  Louis 'stemme fangede min opmærksomhed, og  mine øjne kiggede over på ham.
"Huh?" Jeg nynnede, da jeg ikke fangede hvad han sagde.  Han rullede med øjnene og et lille smil dannede sig på hans læber. "Jeg sagde, hvor skal vi hen?"
"Oh." Jeg rystede på hovedet i forsøg på at rydde mine tanker. "Ottos".

Med rejste bryn, gav Louis mig et forvirret blik.
"Findes han endnu?"  Jeg trak på skuldrene.
"Vi bliver nødt til at vente og se." Jeg fjernede den ene hånd fra rattet og gravede ned i min lomme. Jeg trak en pakke cigaretter op, og tog en ind i min mund. Jeg tilbød pakken til Louis der rystede på hoved. Med røgen fra cigaretten og det åbne vindue, kørte vi videre til min ønskede destination.

Louis talte igen. "Så hvad sker der, når vi kommer dertil? Tror du virkelig, hvis han ved hvor Owen er, at han bare vil fortælle dig det?"
"Han vil for alt i verden, ikke sige nej til mig." Jeg tøvede ikke med at reagere. Vi kom til et rødt lys, og mens bilen stod stille rakte jeg over i handskerummet, for at tage pistolen frem. Men som en overraskelse var handskerummet tom!

"Fuck. Jeg har glemt den i min lejlighed." Jeg sukkede og kørte videre, da lysene skiftede til grøn.
 Louis' læber formede et smil.
"Du skal ikke bekymre dig." Han tog en  revolver ud fra linningen af ​​hans jeans. Jeg nikkede mit hoved med godkendelse.
"Din fucker, så du vil true drengen?" Jeg lo drillende.

Han trak på skuldrene nonchalant. "Nå du ved, hvad de siger -. Store hjerner tænker ens" Han klukkede let før han. fastgjord pistolen tilbage på plads. Jeg rullede mit vindue op, da vi var kommet til den del af byen, hvor der lugtede af skrald og døde dyr. Vi kørte ned ad vejen i flere minutter før min ønskede bygning lå foran mig.

Jeg stoppede uden at slukke moteren. Louis var allerede foran bilen, og kiggede forvirret på mig. 

"Fortæl mig, vi kun er her for at købe reb til at binde Otto op?" Louis rystede på hovedet med misbilligelse, da hans øjne scannet den lille isenkræmmer foran os.
Jeg lo. "Desværre ikke. Dette er Ottos butik. Han bruger den til at stash hans våben," Jeg kiggede over på den tomme butik med begrænset belysning. 

Jeg trådte mod indgangen af ​​butikken og forsøgte at åbne døren. Selvfølgelig var den låst. Jeg bankede med bagsiden af ​​min kno og da der ikke var noget svar, flyttede jeg mig over til det store glas vindue og kiggede ind.  Stedet var tom, indtil et hoved tittede frem fra hjørnet. Det var Otto. Hans brune øjnene låste sig sammen med mine, og han styrtede væk. Han gemte sig for mig. 

Jeg furet mine øjenbryn og vendte mig mod Louis. "Jeg tror han er hjemme" Jeg mumlede, og sarkasmen rullende af min tunge. Jeg gik hen til den gyde der lå ved siden af, og så efter noget hårdt. En metal stang lå der, til min fordel. Jeg samlede den op, og tog den med tilbage. 

Jeg brugte mine to hænder til at stramme mit greb i bunden af ​​stangen og marcherede mod  glasset.
"Jeg tror vi bliver nødt til at komme tilbage i morgen." Sagde jeg og svingede kraftigt stangen mod glasset og knuste det - glasset splintres i små stykker omkring mine fødder.
 Jeg gav slip på stangen og gik ind, med Louis efter mig

"Hvad helvede!" En stemme skreg og Otto kom farende ud fra baglokalet, hans blik fuld af foragt og chok var malet på hans rådne ansigt.
"Havde du virkelig brug for at smadre mit fucking vindue ?!" Han var vred.
"Jeg vil have det erstattet! Jesus, mand! Kunne du ikke bare bankede som et normalt menneske?" Han rystede arrigt på hovedet  
"Det kommer til at koste en formue." Han kiggede over på mig og pegede på skaden. "Du betaler for det."

Jeg rullede mine øjne. "Sagsøg mig." Jeg satte mine hænder op i overgivelse. Jeg smilede og gik over med åbne arme, klar til at acceptere ham i min favn. Han gik frem og prøvede at gå forbi mig. Men hurtig som jeg var, stoppede jeg ham.
"Hvorfor fanden prøver du undgå mig, hva?"
"Undgå dig?" Han kiggede falsk på mig, og tog hånden til hjertet. 
"Jeg ville aldrig -."

Jeg skubbede ham væk og overvågede mens han prøvede at finde hans balance.
"Bullshit, Otto. Jeg forventer en ´velkommen hjem` fest og i stedet har du låst din dør" Han rullede med øjnene. "Og jeg har tydeligt brug for beder låse." han spyttede.
"Hvad du har brug for lige nu, er et nyt vindue." Sagde Louis med et selvtilfreds smil på hans læber. 

Otto sukkede.
"Jeg troede, du var politiet." Begrundede han.
"Måske hvis du havde sagt dit navn, kunne jeg byde jer på te og kage, men du har ikke ringet i tre år, så jeg antog bare du havde glemt mig." Jeg rynkede min pande. 

Otto trak på skuldrene. "Eller at Owen havde blæste dig i stumper og stykker."  Mine læber sad nu i en stram linje. "Hold dig til teorien at jeg havde glemt dig - det var meget mere troværdigt." Jeg afviste samtalen, da jeg ikke  ønskede at gå i detaljer med mit tilholdsted i de seneste 3 år. 

Vi fulgte Otto ud bagerste del af ​​butikken, hvor en lille plastik bord var. Otto åbnede et lille, billig køleskab og trak en dåse Coca Cola ud. Han tilbød os en og vi sagde begge ja - velvidende at udløbsdatoen var overskredet for et godt stykke tid siden. 

Jeg lænede mig tilbage mod den kolde væg, netop som Otto tog en slurk af hans drink.
"Nu," Han slikkede hans læber og satte dåsen på bordet. 
"Hvad skylder jeg denne fornøjelse." 
Louis talte først. "Vi har brug for dig, til at hjælpe os med at finde ud af hvor Owens skjulested er."  Otto lo.
"Owen? Skjulested? Det er to ord, jeg aldrig har hørt i samme sætning."

Louis øjenbryn rejste sig og hans ansigt var nærmest snoet i irritation. Jeg havde glemt at nævne at Louis var som et barn, han kunne aldrig tage en ting alvorligt - dog havde han stadig hjulpet mig i de situationer, jeg havde brug for ham mest. Måske det er derfor jeg har holdt ham i live i alle disse år.  
"Otto, man." Sagde jeg, for at få hans opmærksomhed.
"Ud af interesse, hvor mange penge har du så taget i dag?"  Hans øjne kiggede op til loftet, som om han tænkte over det. "To."

Jeg sukkede. "Strålende." Jeg mumlede under min ånde. "Nu kan vi gøre det på den nemme måde, eller den hårde måde. Jeg håber, du er rask nok til at tage den rigtige beslutning." Jeg nikkede til Louis der trak pistolen fra hans jeans og pegede det på Otto.
Farven var drænet fra hans ansigt. "H-h-han gemt sig ud på en italiensk restaurant. Den åbnede lidt over tre måneder siden." Han stammede. "Jeg....Det har et stor rødt tegn."

Jeg nikkede mit hoved. "Tak for at være så hjælpsom, Otto." Jeg flyttede hånden ned i min jean lomme og trak nogen kontanter jeg havde på mig ud, jeg lagde dem på bordet. 

"Til et nyt vindue. Jeg vil se dig omkring." Jeg vendte på mine hæle og  gik ud, klar til at planlægge mit næste træk.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så kom der endelig et kapitel mere, og vi er "Back on track" 

Jeg håber i stadig vil følge med, da der sker meget endnu. 
Kommenter gerne hvad i tror der sker, og hvordan i synes Harry er. 

- EpisodeStyles

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...