BAD

En tåbelig fejltagelse fik bande medlemmet, Harry Styles, til at tage sin tid bag tremmer. 3 år senere bliver han løsladt, og den berygtede Bad Boy er tilbage. Han lever sit liv med vold, fare, og død.
Stillet over for nye venner og gamle fjender er hans liv langt fra normalt.
Hvad sker der når Grace Autumn en helt normal pige med et simpel liv. Bliver smidt ind i det hele?

Følg med i BAD!

22Likes
4Kommentarer
4133Visninger
AA

4. 3. The bad Guy

H A R R Y 

Døren førte mig direkte til en dunkel gade, den smule lys der var kom fra en gadelampe, som var på enden af fortorvet. Mine øjne undersøgte omgivelserne, i et hurtigt blik; de søgte efter hende. Men hun var ingen steder at se. Jeg knep mine øjne sammen i forvirring, før jeg kørte min tunge langs mine læber. Pigen var ingen steder at se. 

En pludselig følelse ankom i mit bryst. En ubeskrivelig følelse af skræk, skyld og bekymring. At alle de følelser kom sammen på en gang, virkede højest usandsynlig. Jeg var normalt immun over for de følelser, men den følelser de gav var så ubehagelig, at jeg måtte gøre noget omgående. 

Da min telefon ringede forsvandt følelsen heldigvis, og jeg tjekkede hvem der ringede, Liam. Jeg svarede, og tog telefonen op til øret. 

"Er du fuldstænding sindssyg, Styles? Hvor fanden er du -" Han skældte mig ud, og snakkede alt for hurtigt. 

"Stop med at snakke så høj, når jeg prøver at tænke," mumlede jeg. 

Jeg mistede interessen for hans snak, og ignorerede ham, min opmærksomhed røg hen på et lys der blinkede længere oppe af vejen.  

Straks begyndte jeg at gå mod den åbne gade uden at tøve, og da jeg nærmede mig, blev en bil parkeret op på kantstenen.
Min opmærksomhed var på bilen. Dens skygge lagde sig på fortorvet, jeg vurderede bilen. Vinduerne var mørklagt, men der var omridset af en person på bagsædet.

Bilens motor brølede til live i sync med vinduets åbning. Jeg lagde mit hoved på skrå, så jeg bedere kunne se, og der var hun. Jeg holdte et brøl inde, og krympede mig nærmest sammen da jeg så hende. Lucas, den samme mand, som havde bortført hende fra klubben, havde sin hånd trykket fast over hendes mund, og gjord hendes skrig tavs. Hendes søde, uskyldige øjne var glasagtig da jeg kiggede ind i dem.

Panic burde have været min første følelse; men det var ren vrede. Mit ansigt blev mere og mere rødt, og jeg kunne næsten mærke den vrede, mine øjne udløste.

Min vejrtrækning blev så og korte. Min kæbe knyttede sig sammen.
"Fuck dig." Hviskede jeg, jeg løb idiotisk hen mod køretøjet. Mine handlinger var ubrugelige og min vrede voksede intenst. Et djævelsk grinfyldt mine ører og min krop brændte med vrede. Da bilen kørte ud, så jeg de sidste tre tegn i nummerpladen, før den kørte ned ad vejen. Den samme dystre følelse som var der før, havde nu efterladt spor inden i mig.

Mine fødder løb af rent instinkt, og hurtigt flyttede min krop sig hen til min bil, der var blevet parkeret tidligere på dagen. Jeg måtte finde hende. Selvom ideen var fuldstændig gal, forhindrede det mig ikke i at finde hende. Jeg kunne høre Liams  dæmpet stemme fra røret, og jeg havde glemt at han stadig var på linjen.

Da jeg låste bilen op, mumlede jeg i telefonen, "Jeg har tænkt mig give Owens mænd et lille besøg." Jeg havde ikke indtaget nok alkohol til at være over grænsen til at køre. Men med min langt fra rask adfærd, var jeg begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om nogen havde rørt min drink. Jeg ville aldrig overveje at risikere mit eget liv for en fremmed ædru .

"Hvad? Er du sindssyg, Harry?" Han udtalte sig meget tydelig, da jeg satte gang i motoren til livet og kørte ned af vejen i den retning, den sidste bil havde.  "Sindssyg?" grinte jeg.
"Fuldstændig." Jeg skiftede min telefon til højttaler og sagde igen, "men bekymre dig mindre om mig og mere på håndtering af Owens mænd."

Jeg rynkede panden bare ved hans navn.
 "Vi tager os af det." Informerede Liam mig om,  med en urolig tone. Så, uden et øjebliks pause tilføjede han;
"Hvor er du?" Spurgte han, ligesom en bekymrede mor.

"Jeg vil lade dig vide, hvor jeg er hvis det er nødvendigt." Sagde jeg let, jeg var ved at gå ind til mit eget selvmord!
 Han havde ikke tænkt sig at lade emnet ligge.
"Idiot." mumlede han.
"Sådan en vanvittig idiot." jeg grinte tørt.
"Hvis du ikke er tilbage inden to timer har jeg tænkt mig at antage, at du er død, og jeg vil tage alle dine biler som mine egen."

Jeg grinte igen og rullede mine øjne.
"Rør mine biler, og jeg vil komme efter dig. Døde eller ej." Denne gang, lo han.
"Anyways, vigtigere ting at diskutere." Jeg åndede og kørte mine fingre igennem mit hår.

Jeg var ikke en skide troldmand, og jeg kunne ikke magisk lokalisere, hvor Lucas tog hende hen. Jeg måtte bruge min hjerne, hvis jeg ønskede at spore deres skridt og finde min vej til pigen. Jeg tænkte over det et sekund. Så kørte jeg min tunge langs mine læber og sagde:
"Ejer Owen stadig et lager? Du ved, henne ved vej 46?" Han tænkte over det et øjeblik så sagde han,
"De ejer det, men jeg tvivler på hvor meget de bruger den. Det sidste jeg husker, er at de opgraderede til noget andet."

"Så det er tomt?" Spurgte jeg. 
 "Så vidt jeg ved, ja.". "
Perfekt." Grinte jeg.
"Jeg ville ikke være så hurtige til at gøre antagelser, Styles - du er ikke engang sikker på, om han er der."
 "Jeg er ikke dum, Liam. Jeg ved, hvad jeg gør." Mumlede jeg , og følte mig lidt fornærmet, over at han nogensinde ville tvivle på mig. 

En let tåge havde lagt sig i luften, da jeg holdte uden foran det tomme lager. Jeg slukkede mine forlygter og scannede området med store øjne. En bil var parkeret og jeg kørte hurtigt tættere på. De sidste tre cifre af bilerne nummerplade var ens med dem, jeg havde husket, og jeg grinte igen.
Motoren døde ud, jeg tog den pistol Louis havde leget med tidligere på dagen. Det var godt Rick havde lagt den der.

Jeg gik ud af bilen og gjorde min vej til døren i et par skridt. Jeg begravede pistolen i kanten af ​​mine jeans og gemte den med min skjorte, før jeg kraftigt åbnende døren ved hjælp af siden af ​​min hofte.
Det gamle forfaldne lager hus indkapslet mig, da døren lukkede sig bag mig. Den karakteristiske lugt af rotter og fugt fyldte rummet og luften var tæt, da jeg gik hen imod et sæt metal trapper.

Trappen knirkede da jeg gjorde min vej op ad dem, men jeg var ikke på dem længe nok til at det betød noget.
Jeg gik hurtigt igennem en rusten dør og gjorde min vej gennem en let oplyst korridor. Jeg kom til et pludseligt stop.
For hvis jeg tænkte over det, havde jeg ide om hvor jeg var.

Og så, som om det var et stikord, hørte jeg et dæmpet skrig og mit hjerte slog hurtigt mod mit bryst. Min vejrtrækning var høj og tungt, da jeg fulgte en hulken.
Skrigene lød gennem væggen og da jeg kom til et åben sted, trykkede jeg mig op mod en kold væg. Jeg kunne høre støvler der gik  på det billige gulv og hendes råb om hjælp.

Jeg gik længere hen, og kiggede gennem et hold, om han nu skulle have et våben. Hendes krop var bundet til en stol, og brød den  følelse ud i mig. Lucas kredsede omkring hende med grådige øjne, og da hans ryg kom hen foran mig, løb jeg stille hen til hjørnet af vægen. Jeg så håndtaget af en pistol der stak ud af  hans baglomme.
Det var en vanskelig opgave. Min kæbe var strammet, da jeg hørte ham sige,
"Du kommer til at lokke ham herhen, min smukke pige." Jeg stoppede kort med at ånde og pressede min ryg op mod muren igen. "Jeg så den måde, han kiggede på dig." Han klukkede snedigt og pigen, der er endnu var ukendt, tog pustede ud. 

"Jeg ved ikke, hvad du taler om." Den uskyld der viste sig i hendes stemme, og jeg var nødt til at komme op med noget hurtigt. Jeg kunne ikke risikere at storme derind, mens han havde et våben. Han kunne skyde hende på et øjeblik.
 Lucas klukkede let. "Selvfølgelig gør du ikke det."

Jeg trak min telefon og gav Liam mit tilholdssted før jeg kiggede derhen igen.
"H-hvad sker der så nu?" Stammede hun, og hendes stemme var ujævn.
 Han lo snedigt under hans ånde og mumlede: "Vi venter på at helten dukker op, selvfølgelig."

"Jeg håber, ikke at du taler om mig." Brummede jeg, mens jeg gjorde min vej der ind. Hans øjne skød som et lyn hen på mig, og han grinede ligesom en ræv, og jeg nåede hurtig ind i kanten af ​​mine jeans for at tage pistolen og i samme øjeblik, flyttede han hans hånd til sit våben. Før han kunne trække det, jeg rynkede panden og sagde'
"Fordi jeg er ingen helt." Jeg sigter pistolen direkte mod ham. "Jeg er mere en af de der ´Bad boys" Uden tøven, skød jeg ham i benet.

Han skreg i smerte og faldt forover, han ramte gulvet med et bump. Jeg nærmede mig pigen og krøb ned ved siden af ​​hende. Hun kæmpede for at få vejret, mens hun gispede efter luft. Forsvandt farven fra hendes kinder, da hun så hen på Lucas .
"Hvad er dit navn?" Spurgte jeg stille, mens jeg skar hinde fra det reb hun var bundet, af hende.

Hendes øjne flyttet sig hen på mig.
"Grace". Hendes stemme knækkede over, i en halv hulken. Jeg kunne se hendes krop rystede, da jeg løsnede rebene og hendes vejrtrækning spændte.
"Hør, Grace," sagde jeg, og hjalp hende op og stå.
"Du må ikke køre, Okay? Jeg har brug for at du bliver her, mens jeg håndtere denne fucker, forstår du?" Jeg ved ikke, hvem der ellers strejfede rundt i denne bygning, og jeg ønskede at blive konfronteret med flere uønskede gæster

Hun nikkede gentagne gange og jeg smilte til hende.
Jeg drejede rundt på mine hæle, og tog et stort skridt mod Lucas, der var krøllet sammen på gulvet, græd som en fucking pussy. Våbnet var faldt til jorden sammen med ham, og jeg sparkede den ud af hans rækkevidde, før jeg trak ham op på benene, hvilket fik  til at ham hyle i smerte. Det var tid til at give ham en lektion eller to.

Jeg slæbte hans krop hen mod den træstol Grace havde været bundet til, og satte ham i den. Han var forpustet og svag. Jeg smilte .  "Nu," Begyndte jeg, og tog det brugte reb rund om hans fødder og hænder.
"Jeg er bange for, jeg endnu ikke har haft mulighed for at præsentere mig selv." Jeg bandt knuden omkring hans sår ekstra stram. Han hvæsede i smerte. 

"Ved du hvad, jeg tror ikke at jeg vil gøre det." Jeg lo, og sikret den anden knude.
"Jeg tror, ​​godt du allerede ved hvem jeg er." Jeg trak på skuldrene og strammede det sidste reb. Jeg rettede mig op og bakkede lidt væk. Jeg var glad for at han ikke være i stand til at undslippe, jeg kørte min tunge langs mine læber og indsnævret mine øjne.

Pludselig uden varsel, kombineres min hånd til hans næse i en hurtig bevægelse.
"Det er for at tage pigen."
En slag mere. 
"Det var for at tro, du kunne slippe afsted med det."
 Et slag mere.
"og det var bare for sjov"

Han stønnede ud og lod hovedet rulle til den ene side. Jeg lo. Jeg tog pistolen og holdte mod hans hovede.
"Jeg skulle blæse dit hoved af." Jeg spyttede.  Jeg kunne fornemme frygten ved hvert ord som rullede over min tunge.
"H-Harry please, jeg blev tvunget. Owen sagde jeg skulle." Han stammede, hans stemme rystede ved hvert ord.

Jeg grinte et tør, og sarkastisk smil. 
"Min far sagde engang "Du skal ikke være fårene" Jeg standsede og skubbede pistolen tættere ind mod hans hoved.
"Du skal være hyrden." Og selv om jeg ikke skulle have, ladet ham leve. - Hvis pigen ikke havde klynket  i hjørnet, havde jeg sandsynligvis også gjort det, men hun allerede havde været igennem nok i dag. -  Jeg gik over til hende. Jeg hvilede en hånd blidt på hendes skulder for at lede hende ned gennem korridoren. Hun var stadig rystet, og snøftede. Jeg havde ondt af pigen.

"Det er slut, jeg har dig nu. " Jeg kurrede hende ind til mig, og hviskede det til hende. Hun fortsatte fremad, upåvirket af mine ord. Hendes krop frøs pludselig og hun stoppede i hendes spor.

Farven var drænet fra hendes ansigt. Forvirret, fulgte jeg hendes blik, kun for at se næsepartiet af en pistol slået direkte hen på mig. Jeg udlejet et gisp, og som det var et instinkt der varslede, gemte jeg Grace bag mig. Fuck. Jeg glemte føreren af ​​bilen.

Min vejrtrækning var tung, og jeg stod hjælpeløs. Manden rykkede i pistolen, klar til at skyde mig. Jeg klemte mine øjne lukket, og ventede på at jeg hørte skuddet. Dog var jeg ikke ramt, eller jeg havde ikke en kugle igennem mig.

Jeg åbnede mine øjne for at se manden kollapsede på gulvet, og Liam der stod bag ham, lagde hans pistol i hans baglomme igen. Et smørret grin dukkede langsomt op på mit ansigt. Hans blik flyttede sig fra mig og hen til Grace, der stadig stod bag mig. Da han indså, hvad mine intentioner var til at begynde med, rystede han blot på hovedet, og grinte let.

"Du skylder mig en skide bil, Styles." Jeg lo. "Det er godt at have drømme, Liam." Drillede jeg, og puffede legende til hans skulder, da jeg gik forbi ham, Grace gik tæt efter mig ud af lagret. 

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg er igang igen. WUHU. 

 

- EpisodeStyles

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...