BAD

En tåbelig fejltagelse fik bande medlemmet, Harry Styles, til at tage sin tid bag tremmer. 3 år senere bliver han løsladt, og den berygtede Bad Boy er tilbage. Han lever sit liv med vold, fare, og død.
Stillet over for nye venner og gamle fjender er hans liv langt fra normalt.
Hvad sker der når Grace Autumn en helt normal pige med et simpel liv. Bliver smidt ind i det hele?

Følg med i BAD!

21Likes
4Kommentarer
4040Visninger
AA

3. 2. Eyes

 

G R A C E

"oh, kom nu, Grace," bønfaldet min bedste veninde, mens hun fulgte efter mig, ned gennem de mange rækker af bøger, der var på biblioteket. Jeg standsede og hun kom med et suk af udmattelse, hun har prøvet at overbevise mig, om at gå ud, hele dagen - men jeg gad ikke. 

Mine øjne scannede egetræs hylden: søgende efter den bog jeg ønskede. Da jeg fandt den, tog jeg den ud, og vendte mig mod Suzanne. 
"Jeg vil ikke!" erklærede jeg. Hendes mund formede en lille spinkel streg, før hun kunne beklagede sig over min beslutning, konkluderede jeg spørgsmålet og sagde, "Og jeg ændre ikke mening." Jeg skubbede mig forbi hende, og satte mig ved et tomt bord, hvor jeg gennemgik siderne i bogen. 

Jeg kunne høre hendes skridt, da hun gik hen mod mig. Hun satte sig på stolen ved siden a mig, og et udtryk af utilfredshed kom over hende. 
"Stop med at være så besværlig." klynkede hun, og hun sank sammen i stolen. Jeg gav et suk fra mig, og kiggede på hende i et øjeblik. 
Hun løftede hendes øjenbryn, da jeg rystede på hovedet. "Svaret er nej!" sagde jeg, bestemt, og hendes ansigt faldt. "Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?"

Hun nægtede at blive afvist, og hun vidste at hendes konstante plagen ikke ville hjælpe hende, med at ændre min beslutning. Tog hun en anden metode i brug. 

Hun sukkede, "Hør her." Sagde hun, højre end hun skulle, og bibliotekaren, som havde hendes hår sat op i en knold, og briller hængende i en sølvkæde nede ved hendes bryst, bad os om at være stille. 
Suzanne mumlede et undskyld tilbage, før hun forsatte i en lavere tone. 
"Du ved, den der virkelige fede klub, vi ville tage til et par år tilbage?" Jeg nikkede. "Men vi var for unge til at komme ind?" jeg nikkede igen. "Og så lukkede den ned.."

"Hvad er pointen, Suzanne?" sagde jeg, bittert. 
"Well, den er genåbnet!" Annoncerede hun, med stor glæde, som om hun annoncerede at hun var gravid. Jeg rullede mine øjne,  og svarede, "og?"
"Åbnede den ikke, for flere uger siden?" Hun nikkede flere gange, "Men for flere uger siden, holdte de ikke sådan en stor fest som de holder i aften. Alle snakker om det, Grace, og du vil fortryde det resten af dit liv, hvis vi går glip af det." 

Jeg tænkte over det et øjeblik, mens mine tænder fandt sin vej ned i min læbe. Hendes tilbud var fristende, jeg havde altid haft lyst, til at tage på Club Indigo, men da jeg var under den lovlige aldersgrænse, og alt for høflig til at købe et fake ID, kunne jeg ikke komme ind da den åbnede. 
Men nu, nu var jeg den lovlige alder, og klubben var genåbnet igen. Den eneste ulempe var at: jeg følte ikke rigtig for det, jeg blev nød til at fokuser på min uddannelse. At studere var min top prioritet.   

Efter et øjeblik hvor jeg tænkte det igennem, sagde jeg enlig "Det er så en livslang fortrydelse, jeg er villig til at tage."

Suzanne gav straks et fornærmet suk fra sig, og  rystede på hovedet. "Jeg tager ikke et nej, for et svar." Konstaterede hun, og lagde hendes arme over kors, som et lille barn. 

Og så, var der en ide som slog hende, hun rejste sig op fra stolen med et ondt smil, og sagde, " Så må du have det sjovt, med at komme til time på mandag." 
Mine læber spændte sig, i en smal streg, "Afpresser du mig, Suzanne?" 

Suzanne og jeg havde købt en lille lejlighed, i udkanten af byen. Det var ikke luksuriøst, men det var meget billigere end at bo i universitetsområdet, og jeg følte ikke at mine boligforhold var så vigtige igen. Dog kunne jeg ikke køre - endnu. Og turen til universitetet var lang, på gå ben. Suzanne kørte os de fleste dage, vores skemaer ramte hindanden. Fire dage om ugen, startede vi og sluttede, på samme tid. Om onsdagen, tog jeg bussen. 

Hun trak på skuldrene. 

"jeg nægter at tro det," spyttede jeg. Hendes smil voksede, men jeg ville ikke lade hende vinde - ikke så let. Jeg puttede en tot hår, bag mit ører, og sagde, på en simple måde, "Jeg kan gå." 
"Det er langt." sang hun nærmest. 

Hun gav ikke op, på den her. Sukkende, overgav jeg mig. "Det er den sidste gang." sagde jeg. 
Et stort smil, bredte sig på hendes læber, mens hun klappede i hendes hænder, som et barn juleaften. "Du er den bedste." hvinnede hun, og gav mig et kram. 

Jeg skubbede hende af mig, "Tro ikke at jeg gør det friviligt, jeg gør det kun fordi jeg skal." sagde jeg, og gav hende et drillende puf. 

Grinende, tog hun hendes taske, og svingede den over skulderen. "Vi vil ses tilbage i lejligheden. Vi kør omkring 8." Og så gik hun. 


H A R R Y

Klubben var fyldt med beruset kroppe, som dansede på gulvet. Kroppe var masedet sammen, ved lyden af musikken, og drinks var løftet i mens. 

"Styles." en stemme, fik mig til at rive mine øjne, fra synet foran mig, og over til der hvor stemmen kom fra. Zayn stod ved siden af mig, hans skæg var barberet til perfektion. 
Jeg flyttede på mig, så jeg kunne se det hele af ham, mens jeg snakkede til ham. "Ingen scene i dag, Malik." 
Han gav mig et forvirret blik. Jeg rynkede brynene, "Med Louis" forsatte jeg. 

Han tog en tår af hans drink, kørte hans finger ned over hans kind. Han forblev stille, og jeg tog muligheden for at sige noget. "Har du været sådan, siden jeg tog afsted?" 

"Mit temprament, har aldrig været det bedste, Styles. Du af alle mennesker, burde vide det." 

"Oh, jeg kender dine raserianfald." han rynkede panden, "men jeg snakker om det du sagde. Har forretningen, været ude af drift?" 

Han forstod, og nikkede. "Kun mens du var væk."
Jeg rystede utilfredst på hovedet. "Jeg forventede mere, især fra dig."

Han virkede nærmest fornærmet, over min holdning. Hans kæbe spændte, og hans bryn rynkede sammen. "Hvad skal det så sige?" 

Hans tone, holdte en lille kant, mens han snakkede. Jeg stoppede mig selv, for at kommentere på det. "Jeg troede at du, af alle mennesker, ville opmuntre til at lave forretninger. Har du overhovedet, bestilt nogen ordre mens jeg har været væk?" 

Hans ansigt var stille. "Det tænkte jeg hellere ikke," afsluttede jeg. 

"Betyder det, overhovedet noget?"

"Betyder hvad noget, Malik?"

"Fortiden, betyder den noget?"

"Ja den gør. Der er meget vi ikke har gjort færdig, som jeg skulle have ordnet. Meget som man, nok ville kalde personligt. Fortiden er måske fortiden, men jeg har tænkt mig at få den frem til nuet. Og du kan hjælpe mig, eller gå din vej," meddelte jeg. 

Hans øjne, så dybt ind i mine, og hans tunge kørte over hans læber, mens han nikkede. "Det er godt at have dig tilbage," Han gav mig et lille kram, og gav mig et lille slag på ryggen. 

Jeg undskyldte mig, fra Zayn´s tilstedeværelse, da han mødte en blondine i baren. Jeg befandt mig i midten af klubben, og bestilte en drink. Jeg sad på en af stolene i baren, og mine øjne scannede alle menneskerne. 

Og der så jeg hende. 

Mine øjne undersøgte hendes krop; jeg tog vær en centimeter ind, jeg vandrede fra hendes hovede til hendes fødder. Hendes hofter svingede fra side til side, ubesværet til musikken. Hendes lange brune hår, flød frit som en flod . Den sorte kjole, hun havde på, komplimenterede hendes krop smukt, hendes hofter var detaljerede til perfektion, og det gjord mig sindssyg. 

Selvom den måde hendes krop, bevægede sig. Så hun nærmest genert ud, i menneskemængden. Jeg observerede hende fra afstand, mens jeg kørte min tunge over mine læber. Hun dansede alene, og måden som hendes øjne kørte over alle menneskerne, varsomt, fik mig til at sætte et spørgspørgsmålstegn, om hun nu var alene. 

Hendes øjne, kørte rundt i  lokalet, og uden tvivl set over tusind mennesker, og med alles krop, kom der to sæt øjne. Totusind øjne, og hendes fandt mine. 

Tilfreds med, at hun endelig havde set mig. Jeg grinnede smørret. Vores øjne begyndte at konkurrere - vi kæmpede om, hvem der vil se væk først. Mens hendes hofter stadig svingede, var min desperation til at kende den her pige, blevet større.

Jeg gjord det, virkelig tydeligt at jeg kiggede på hende. Folk skulle vide at jeg havde sagt dibs for hende. Selv hvis hun havde en kæreste. 
Hendes blik forsvandt først. Jeg gav hendes et smørret smil, da hendes øjne hurtig kiggede på mig, hun smilte. En varm -sikkert bare den enorme følelse af, at lave hende - kom over mig. Jeg kunne ikke kæmpede i mod trangen, til at se hende fra afstand mere. Selvom hun havde givet mig, noget af et show, med hendes sensuelle hofter. Jeg måtte kende hende, eller bare hendes navn. 

Jeg drak, det sidste af den drink, jeg havde haft hele aftnen, og gik stille over til hende. Jeg skubbede min krop, igennem de pulsende mennesker, hun fangede mit blik, og smillede. Hun kiggede ned ad, og satte sine tænder ned i hendes læbe. 

Da jeg var centimeter fra at kende hende, grab en hånd om min skulder, og jeg vendte mig mod personen. En alvorlig-minde anbragte sig selv på mit hovede.
 

"Harry," Liam hævede sin stemme for at overdøve musikken, mit ansigt mildnede, da jeg så at det var ham. "Nyder du dig selv?" spurgte han. Jeg kiggede mellem, drengen med den dårlige timing, og pigen som jeg stadig ikke kendte, og nikkede stille. 

Jeg havde ikke en chance for at svare, før hans øjne kørte ned til min kop og tilbage. Før han sagde, "Hvor er din drink?"

Jeg tog et sekund til at kigge tilbage på den ukendte pige, som stod samme sted. Der var ikke en chance for at svare, før han rystede på hovedet, i misbilligelse, og vendte vores kroppe mod baren. Da vi kom der op, viftede han med hånden til en bartender. 

"Styles," Bartenderen Garret, mødte mig med et smil, og mit efternavn. "Det sædvanlige?" 

"Nej, nej," Afbrød Liam. "Harry skal have det bedste, af det bedste. Ikke det sædvanlige, kun det bedste," Garret nikkede mod Liam, og gik i gang med at lave den. 

Jeg drejede min barstol, jeg sad på, og min øjne fandt hurtig hende. Hun snakkede med en anden pige, med rynkede bryn, før hun gik et skridt tilbage, og rullede hende øjne. 

Gud, hun var noget specielt. 

Hendes veninde, forstvandt ind i menneske mængden, og hun begyndte at danse igen. Irriteret over at jeg ikke stod derover, med mine hænder ned af hendes hofter. Jeg gav Liam min fuldte koncentration. "Det er godt, at have dig tilbage," Han stod med en øl i hånden, mens han snakkede. 

Han talte forud, mens min koncentration blev lagt på hende, dog opfattede jeg lidt, og det fik mig til at smile. Mit *velkommen hjem* havde været godt. 

"Det er godt at være tilbage," indrømmede jeg. "Der ser ud til, at jeg er gået glip af meget," Jeg nikkede ud mod klubben. 

"Yeah, du vil blive overrasket!" Liam grinte let, og tog en tår af hans øl. 

Da min drink, blev serveret foran mig, tog jeg en tår. Jeg rynkede på næsen, og skubbede glasset væk. 

Liam grinte, "Kan du ikke lide det?"

"Den er lidt for sød, efter min smag," 

"Fair" Sagde Liam, da der kom en anden mand, og sagde hej til Liam først. 

Mens hans koncentration var et andet sted, scannede jeg området, får et syn af pigen. Hendes flyvende hår kom frem først, så hendes sorte kjole, og en mandlig figur lænede sig ing, og hviskede noget i hendes øre. Jeg fnyste. 

Da han trækkede sig væk, genkendte jeg ham. Ikke helt, men jeg kunne huske hans ansigt. 

Og så, slog det mig, som et smæk i hovedet. Han arbejde for Owen. 

Vrede fyldte mig hurtig, min vejrtrækning spændte sammen med min kæbe. Ikke kun, var han kommet på min klub, han snakkede oven i købet, og så med min pige, som jeg sagde dibs for. 

Selvfølgelig, var han ikke alene. Flere af hans mænd, var her også. En fuld bande, mente seriøst ballade. Specielt, en bande, så uforudsigelig som dem. 

"Liam," sagde jeg hurtig, min stemme fyldt med vrede. Da han ikke hørte mig, skubbede jeg til hans skulder, hans krop vendte sig helt. 
"Se," sagde jeg, min kæbe spædte igen. 
"Hvad?" spurgte han, forvirret. 

"Se," sagde jeg stille, men bestemt. Hans øjne, fuldte min dybe stirren, og da hans så ham, blev han stille. Han tænkte det samme som mig. Jeg vidste på, på grund af, hans ansigts udtryk. Hvad fanden, lavede han her?

Owen, måtte have beordret dem herhen. Ellers skulle de eskortere ham. Uanset hvad, vidste de jeg var ude. De ville ikke bare vise sig her. 

Liam vendte sig og sagde hurtigt, "Lad vær med at gøre noget dumt, Styles," mens han løb, for at sige det til de andre. Jeg flyttede mig i stolen. Uvidende om Owens intension, jeg ville ikke. Jeg kunne ikke risikere, at nærme mig ham. Et forkert træk, og han kunne springe vores klub i luften - igen. 

Dog, da mandens - som jeg troede hed Lucas - øjne fandt mine, smilte han ondt. Hvis hans øjne var et våben, havde hans blik skabt seriøst ødelæggelse. Jeg opfangede hans vrede mod mig, han tog fat i pigens arm, med nok kraft, at han trak hende med sig. 

Mit hjerte begyndte at banke så hårdt, at det næsten gav mærker. Jeg så hun gjord modstand, men da hans øjne mødte mine, gav han mig et selvtilfredssmil. Jeg kunne ikke bare blive her, og se hende, blive rørt at smuds, jeg tog mine valg i betragtning. Han tvang hende mod, branddøren, al´ min fornuft, forsvandt. Og jeg fandt mig selv, idiotisk løbende efter hende. 

 

***

Så begynder det! 

Skriv hvad i syntes <3

 

-EpisodeStyles

 

 


 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...