Kidnappet.

Hele Ellies liv, har været helt almindeligt. Hun er lige flyttet hjemmefra, slået op med hendes kæreste, og hendes hverdag går ud på fester, stoffer og veninder.
Indtil den dag, hun er på vej hjem fra en fest. Hun bliver kidnappet, solgt til et horehus.
Pludselig skal hun til at leve et helt nyt liv, lære de nye regler og spille efter dem. For hvis hun vil ud, må hun lære at spille godt.

12Likes
11Kommentarer
4107Visninger
AA

1. Kidnappet

Musikken pumper, og jeg kan mærke bassen i mit bryst, så højt det er. Fyren  bag mig, begynder så småt at danse tættere på mig, indtil jeg kan mærke hans hænder på mine hofter, og hans stive pik mod min røv. Jeg væmmes ved det, og skubber ham væk så hårdt jeg kan. Jeg er kommet til denne fest, for at hygge mig og glemme min ex, og ikke for at tilfredsstille små liderlige fyre. Mine øjne flakker rundt, for at finde en vej ud. Jeg skal bare så lang væk fra fyren som muligt. Han skal på ingen måde tæt på mig igen. Så jeg går udenfor, for at få noget luft. Det hele svimler lidt, og jeg kan knap stå alene. Alligevel får jeg formået at tænde en cigaret uden problemer. Der er flere mennesker udenfor, men jeg kan ikke koncentrerer mig om deres ansigter, så jeg kan ikke se, om der er nogen jeg kender. Jeg er helt alene, fuld og skæv. Egentlig har jeg  det ikke så godt. Men jeg kan godt tillade mig selv at ryge min cigaret færdig, før jeg vælter ind på toilettet. Jeg får lukket døren bag mig, får taget mine sorte stiletter af, og sat mig på knæ foran toilettet. Mit hår får jeg sat op i en sjusket knold, så der ikke kommer bræk i det.

I et stykket tid, sidder jeg bare og kigger tomt ned i kummen, før jeg får taget mig sammen til at stikke to fingre i munden på mig selv, så jeg kan få brækket mig. Normalt brækker jeg mig aldrig, men i dag er noget andet. Jeg har fornyligt slået op med min kæreste, og mine veninder synes jeg overreagerede, men drengen har trodsalt knaldet en anden. Og jeg finder mig ikke i det. Men jeg savner ham stadig. Jeg savner ham så meget, også selvom jeg ved, hvad han gjorde.

Jeg brækker mig igen. Alt alkoholen kommer op, og det brænder og svier i min hals, men det skal op, så jeg kan komme ud og drikke endnu mere, og ryge endnu mere.

Da jeg brækker det sidste op, kan jeg mærke, at jeg får tårer i øjne. Men besvær og langsomme bevægelser, for jeg rejst mig op. Mine ben ryster, eller det føles sådan. Jeg trækker mig ud, og kigger mig selv i spejlet, før jeg tør åbne døren til toilettet. Med to hurtige snup tag, får jeg fjernet noget make-up som havde samlet sig under mine øjne. Jeg tager mit hår ud igen, og får mine stiletter på igen. Jeg træder ud, ingen kigger på mig, som havde ingen bemærket jeg havde været væk. Men det gør mig ikke så meget. Jeg går ud på danse gulvet igen. Jeg prøver at få fokus, så jeg kan finde nogen af mine veninder, men jeg kan slet ikke få fokus. Det hele sejler for mig. Pludselig er der en der tager mig under armen, og sætter mig på en stol ved baren. Jeg kigger op på personen, og ser det er mine veninde. Hun står med et stort smil på læben, og hun ser som altid fantastisk ud.

”Jeg giver en drink skat, du ser helt færdig ud” siger hun til mig, i det hun vender sig om og bestiller 4 drinks. 3 til mig og 1 til hende. Hun siger hun allerede har fået en del, mere end jeg, og derfor er det mig der skal drikke mest.

Da drinksne kommer, hælder jeg dem så hurtigt ned i mig, som jeg nu kan. Og da drinksne er nede, sniffer jeg en coke line, som hun har lanceret, mens jeg hældte mine drinks ned.

Der går lidt tid, før jeg finder lyst til at danse, jeg kan mærke jeg smiler over hele ansigtet, og jeg masser mig ind på danse gulvet. Jeg gnidder min krop op af en fyr, og leger lidt med ham, for lige nu, er alting bare en leg.

Jeg sætter små kys på hans hals, griner, og jeg kan se og mærke, at han bliver rigtig glad og liderlig. Men jeg mister hurtig interessen for ham, for jeg vil jo ikke noget med nogen. Så jeg kysser ham farvel. Jeg vil egentlig også bare gerne hjem. Så hurtigt jeg kan, smutter jeg udenfor igen, uden at sige farvel til nogen, uden at kigge på nogen. Jeg går bare ned af vejen. Jeg er ikke engang sikker på, om det er den vej hjem, men ellers må jeg jo spørge om vej. Jeg ender med at tage mine stiletter af, og holder dem i hånden i stedet, for mine fødder gør ondt. Også selvom det gør ligeså ondt at gå med barre tær på grus, men det er bedre end ingenting. Alting er stadig slørret, og jeg vandre bare.

Alting er stadig lidt tåget for mig, og jeg har ikke styr på tiden. Det føles som om, at jeg har gået i al evighed. Og det er så småt begyndt at blive koldt. Alkoholen er begyndt at sive ud, og jeg er stille ved at blive ædru. Så det er ikke længere nok med bare at have min lille sorte cocktail kjole på. Min jakke, ved jeg ikke, hvad jeg har gjort ved. Men jeg har den vært fald ikke. Mit hoved gør en smule ondt. Jeg er fuld og alene på en eller anden vej. Jeg har ingen idé om, hvad klokken er, eller hvor jeg er. Og indtil videre har der ingen biler været. Jeg er mutters alene. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, andet end bare at blive ved med at gå. Jeg kunne måske have ringet efter en taxa, men min mobil lå i min jakke, og som sagt, ved jeg ikke, hvad jeg har gjort af den.

 

Jeg er lige ved at opgive alt, og bare sætte mig ned på vejen, og lade kulden tage mig, eller måske bare sove, til det bliver dag. Men så hører jeg en bil langvæk fra. Og jeg stopper op. Jeg skal have stoppet bilen. Så da jeg kan se den komme tættere på, begynder jeg at vinke, for at få bilen til at stoppe. Men det er ikke en bil, det er en varevogn, men bag varevognen, kan jeg se en bil. Så jeg håber bare, det er bilen der stopper. Men da de kommer helt tæt på, er det dem begge der stopper. Og en fra hver bil træder ud. De er begge mænd, iklædt sorte jakkesæt, med hvide skjorter og sort slips. Hvilket får mig til at føle mig mere tryg.

De kommer begge hen til mig, og kigger begge lidt undrende, men med et skævt smil på læben. De går rundt om mig og vurderer mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, så jeg står bare hele stille og kigger i jorden. Den følelse jeg havde før, at jeg følte mig tryg, den er fuldstændig forsvundet. Jeg føler mig truet nu og utilpas. For de kommer kun tættere og tættere på. Jeg skal lige til at græde, da den ene af mændene smutter igen. Han går over til varevognen, mere når jeg ikke at se, før den anden mand, pludselig tager hårdt fat om min arm og vender mig om, så jeg står med fronten mod ham. Han kigger ned på mig, og fjerner så en tot af mit hår væk fra mit ansigt.

Alt i mig spænder, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke græde, jeg kan ikke løbe. Jeg er stivnet af skræk. Og det bliver kun værre, da jeg mærker mandens hænder på min røv. Jeg mærker dem føle sig frem, føle alle mine former. Hans smil bliver kun større, jo mere han rør, og jeg, jeg bliver kun mere hvid i ansigtet.

”Erik, hun er perfekt” Råber han så endelig, til manden der lige var gået.

Den hånd, som før var over alt på min krop, finder vej op til min hals, hvor hans greb pludselig strammes. Min mund åbnes lidt, og jeg lukker mine øjne af skræk. Så hører jeg hans stemme igen, den her gang tæt på mit øre. Jeg kan mærke hans vejrtrækning gennem næsen, da han visker. ”Hun er perfekt” og med de ord, mærker jeg pludselig to nye hænder om mig, som jeg går ud fra, må være den anden mands hænder, Erik. Han tager fat i mine arme, og tvinger dem om bag mig ryg, hvor jeg mærker, det bliver bundet stramt sammen. Pludselig giver de begge slip, og jeg har pludselig ingen hænder på min krop, og jeg falder til jorden.

Jeg er ikke besvimet, men skrækken har lammet mig fuldstændig, og jeg kan ikke trække vejret ordentlig.

De lader mig ikke ligge på jorden i langtid, for lige pludselig, for jeg noget klistret for  munden, så jeg ikke kan skrige, og så bliver jeg trukket hen til varevognen. Der bliver jeg smidt ind, og så bliver alting sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...