Da jeg gik en tur

En historie som metaforisk handler om at låse sig selv fast i frygt.
#dybt, jeg ved det xD

0Likes
0Kommentarer
202Visninger
AA

1. Da jeg gik en tur...

Det var en søndag, skyerne dækkede himlen, men det regnede ikke. Det var i september, jeg havde ikke noget at lave, jeg kiggede bare ud af vinduet, og studerede vejret. Det var sådan en dag hvor man skulle gå ned til vandet, og tælle bølger. Selvom det lyder pænt uoverskueligt. "Jeg må afsted." Tænkte jeg, og gik ud af døren.
Da jeg gik ud af huset og ud til vejen, blev jeg mødt af en forfærdelig hovedpine. "Hvorfor dog lige nu?" Jeg syntes det var underligt at det skulle ramme mig lige nu. Normalt ville det hjælpe mig hvis jeg gik udenfor, men ikke i dag. Alligevel besluttede jeg mig for at gå videre, hovedpinen gik ikke væk, men nu ramte et vindblæs mig lige i øret, så jeg i øjeblikket næsten ikke kan høre på venstre side. Men heller ikke dette måtte stoppe mig. Jeg fortsatte ned ad den tomme asfalterede vej, som om ingen havde gået der før. Nu begyndte vandet at komme til syne, og der blev pludseligt vindstille, så der ingen bølger var til stede. Som jeg kiggede ned på vandet, begyndte det blå hav at blive gråt, og solen der stille trådte frem blev også grå, himlen grå, græsset gråt, alting gråt... Da jeg vendte rundt for at gå hjem, gik jeg med højre fod først, og en tåre trillede langsomt ned fra mit øje.

I dag kan jeg ikke længere gå ned ad den vej, jeg gik på den dag i september, jeg får hovedpine ved tanken. Hvis det blæser bevæger jeg mig ikke udenfor en dør, jeg åbner ikke engang et vindue, min hørelse svækkes hvis jeg bare overvejer det. Jeg nægter at kigge på det blå hav igen, for jeg er sikker på at alle farver forsvinder igen, hvis jeg gør det. Solen der trådte frem den dag, var min ven, nu er den min fjende, som jeg er på grænsen til ikke engang at vil tale om. Jeg vil for alt i verden heller ikke starte med at træde højre fod først i grunden hvis jeg går. For tænk sig hvis jeg skulle begynde at græde. Jeg frygter september som intet andet, og det er den 31. august.

Året efter, er det nu blevet september igen, og af en eller anden grund, føler jeg mig tvunget til at gå udenfor, selvom det blæser. Men. Vinden påvirker ikke min hørelse på nogen måde. Jeg går ned ad den tomme asfaltvej, som nu føles mere levende end noget andet, og min hovedpine er forsvundet. Da jeg kigger på det grå hav, skifter det til blå, jeg tror ikke mine egne øjne, solen stråler, og er nu min ven igen, himlen bliver blå, og græsset grønt. Alting livligt. Nu vender jeg for at gå hjem igen, og mit glade ansigt skjuler intet. En tåre løber af glæde.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...