Behind his pretty curls - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2015
  • Opdateret: 5 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaley Jackson. En pige på 20 år, som bor med sin bedste veninde Cassandra Black. Hun har levet luksuslivet det meste af hendes liv, men som 18 årig beslutter hun og Cassandra, at de kan klare sig selv. De bor nu i en lejlighed i London. Fest og glade dage er pigerne gode til. Da en ny club åbner i London, og pigerne selvfølgelig tjekker den ud, møder Kaley en dreng. En tiltrækkende berømthed, som har mistet kontrollen over sit eget liv. Ham og hans bandmates er på pause, for at han skal finde sig selv igen. Kaley bliver forført og lokket af den unge berømthed. Snart er hun ude på dybt vand ligesom ham. Følg Kaley i denne historie.

3Likes
2Kommentarer
593Visninger
AA

3. Kapitel 2

Køreturen igennem London virker længere end den plejer. Vejene er meget trafikkeret i dag. Jeg skruer højere op for musikken. Musik er noget af det bedste jeg ved, så selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at skråle med.

 

Min bror ringede i morges. Han ringede kun for at spørge, om jeg kunne samle ham op, når vi skal hjem til vores forældre. Som den gode søster jeg er, sagde jeg selvfølgelig ja. Nu er jeg altså på vej hjem til ham først.

 

Da jeg holder foran lejlighedskomplekset, som han bor i, sender jeg ham en besked, hvori der står, at jeg holder udenfor og venter. Han sender en thumbs up som respons. Ikke lang tid efter, går hoveddøren til komplekset op. Adrean kommer smilende hen til bilen. Han sætter sig ind på passagersædet ved siden af mig. Forsigtigt læner han sig ind til mig, for at give mig et kram. Jeg gengælder det selvfølgelig.

 

Igen er jeg ude på den trafikkeret vej. Jeg kan ikke rigtig forvente andet altså. Det er en torsdag og folk skal vel på arbejde. Hvis du har siddet med spørgsmålet ”skal hendes forældre ikke arbejde?” i hovedet, så kan jeg godt lige svare på det. Mine forældre arbejder meget, men det er mest hjemmearbejde. De kan sagtens tage fri i nogle timer. Normalt arbejder de heller ikke om torsdagen, så jeg vil være meget overrasket hvis de en dag gjorde.

 

Jeg kører hen til hegnet, som omringer mine forældres hus. Jeg indtaster koden på en lille skærm. Kort tid efter går porten op og jeg kører ind. Da jeg er kørt igennem porten, så lukker den igen.

 

Jeg slukker bilen, tager min taske og putter nøglerne deri. Jeg stiger ud af bilen. Huset ser ud som det plejer. Det er ved at være et par måneder siden, at jeg var her sidst. Adrean står allerede oppe ved hoveddøren. Han kigger på mig og gør tegn til at jeg skal komme. Sammen går vi ind i huset. Der er stille. Husholdersken, Sandy, kommer ud i entreen.

 

,,Oh, det er jer” smiler hun til os. Jeg har altid godt kunne lide hende. Hun har altid været god til at lytte. Jeg har fortalt hende en masse ting. Hun er kommet med råd til mig. Jeg går hen for at give hende et stort kram.

 

,,Hvor har jeg savnet dig Sandy” siger jeg mens jeg krammer hende. Jeg trækker mig fra hende og sender hende et smil.

 

Adrean og Sandy hilser også på hinanden med et kram. Jeg kigger smilende på dem. Sandy har været hos os lige siden vi flyttede hertil. Vi havde boet i Manchester da jeg blev født og frem til jeg var omkring 7 år. Vi flyttede til London og jeg startede i skole her. Det var fra skolen jeg kender Cassandra. Vi har været venner siden vi var omkring 10 år.

 

,,Hvor er mor og far?” spørger jeg Sandy, da hende og Adrean har trukket sig fra hinanden. Hendes blik retter sig mod mig.

 

,,Jeg mener at Sally og Michael er inde i stuen” svarer hun og nikker hen mod døren ind til stuen. Sjovt de ikke har hørt os. Jeg nikker taknemmeligt til hende. Sally og Michael er mine forældre, hvis i ikke helt fangede den.

 

Adrean og jeg går ind i stuen, for at se om de er derinde. De sidder begge to i sofaen og ser en eller anden gammel film. Jeg banker stille på dørkarmen. Deres opmærksomhed bliver rettet mod os. De rejser sig hurtigt op. Adrean og jeg træder længere ind i stuen. Min mor kommer hen og omfavner mig, mens min far omfavner Adrean. Lidt efter skifter de, så min far omfavner mig og min mor omfavner Adrean.

 

,,Hvad laver i dog her?” spørger min mor lidt for ivrigt.

 

,,For at se jer selvfølgelig” svarer Adrean.

 

,,Jeg tænkte på..” begynder jeg. De kigger alle på mig med store smil. ,,Altså hvis i har tid, så kunne vi gå ud og spise sammen. Bruge lidt tid sammen, nu hvor vi er her”

 

Min mor kigger op på min far. Så smiler de begge og nikker. Min fars blik bliver pludseligt alvorligt, som om en af os har gjort noget.

 

,,På en betingelse” siger han så. Både Adrean og jeg nikker. Vi venter på at han skal fortsætte. ,,Jeres mor og jeg betaler.” Vi griner alle lidt. Jeg nikker og fortæller dem, at det er i orden.

 

~_~

 

Vi sidder alle og griner. Lige nu er vi på en fin restaurant i midtbyen. Der er ikke så mange mennesker på denne tid af dagen. Vi har været på denne restaurant før og den er rigtig god. Servicen er i top og maden har en god kvalitet. Jeg elsker at komme her med mine forældre.

 

,,Hvad tænker du på Kaley? Du har næsten ikke rørt din mad” spørger min mor med et bekymret blik. Jeg sender hende et smil. Et smil der gør, at også hun kommer til at smile.

 

,,Jeg tænker bare på hvor dejligt det er, at bruge lidt tid sammen med hele familien” smiler jeg. Jeg kigger rundt på dem alle tre. Deres blikke er rettet mod mig. De gør mig glade. Jeg ved at de altid vil være der for mig. Mine tanker kommer hen på Cassandras ord igår.

 

,,Ville i stadig være der for mig, hvis jeg kom ud i noget?” spørger jeg pludseligt om. Stemningen ændrer sig gevaldigt. De kigger chokeret på mig. ,,Noget slemt” tilføjer jeg. Min mor og far kigger på hinanden. Deres blikke er utydelige. De har en eller anden form for samtale med øjnene. Adrean lægger en hold på min skulder

 

,,Altid søs” mumler han og klapper mig på ryggen. Jeg smiler taknemmeligt til ham. Jeg kigger på mine forældre. Deres reaktion er mig en gåde. Hvad mon de vil sige? Endelig kigger de hen på mig. De smiler begge beroligende til mig

 

,,Selvfølgelig vil vi det skat. Familie holder sammen” siger min far. Han rækker sin hånd skråt over bordet. En hentydning til, at jeg skal tage fat i den. Det gør jeg så. Min mor rækker også sin frem. Jeg slipper min fars hånd og får Adrean med ind over det. Vi sidder og danner en rundkreds med vores arme.

 

,,Vi ville aldrig svigte vores børn” siger min mor og smiler sødt til både Adrean og jeg. Vi nikker begge taknemmeligt. ,,Hvorfor spørger du søde?” Min mor kigger på mig.

 

,,Cassandra sagde bare igår, at hun troede, at jeg ville komme ud i noget slemt” mumler jeg. Min mor glemmer min hånd.

 

,,Bare lad være med det” griner min far. Vi griner alle med. Stemningen ændrer sig til at være god igen. Jeg begynder at spise af den mad, som jeg ikke rigtig har rørt.

 

Kender i det, hvor man har på fornemmelsen, at en eller anden kigger på en? Sådan har jeg det lige nu. Derfor begynder jeg at sidde lidt uroligt. Mit blik flyver fra højre til venstre. Til sidst går det op for mig, at det bare er min mor, som sidder og kigger intenst på mig. Spørg ikke hvorfor. Jeg lader det ligge og spiser videre.

 

~_~

 

Vi sidder alle fire hjemme i mine forældres stue. I fjernsynet kører der en eller anden film, som vi har set mange gange. Det er en af de film, som mine forældre satte på den gang Adrean og jeg var mindre. Jeg har nok set den over 20 gange, men den er stadig god. Har i aldrig oplevet, at i har set en film, som i bare kan se mange gange uden at blive træt af den? Det har jeg i hvert fald.

 

På sofabordet står der skåle med slik og chips. Alt muligt som vi har hentet på vej hjem fra restauranten. Min far har endda hentet sodavand ude fra garagen. Det er ikke tit jeg drikker sodavand. Mest fordi det ikke er det jeg bryder mig mest om. Jeg ved det lyder mærkeligt. For hvilket menneske kan ikke lide sodavand? Jeg kan sagtens drikke det. Det er bare ikke det jeg helst vil have. Det er dejligere med en kop kakao.

 

Da filmen slutter rejser jeg mig fra sofaen. Klokken er ved at være mange. Jeg strækker mine arme op over mit hoved.

 

,,Nå mor og far, nu tror jeg vi skal til at hjem ad” siger Adrean. Han rejser sig også op fra sofaen. Han trækker mine forældre ind i et kram. Jeg gør det samme bagefter. De smiler til os og takker for at vi kom. Vi går ud i entreen, hvor Adrean og jeg tager vores sko på. Jeg retter mig op og smiler en sidste gang til mine forældre.

 

,,Vi ses” siger jeg til Sandy, da hun kommer ud fra køkkenet af. Hun smiler og nikker til mig.

 

Adrean og jeg går ud mod min bil. Jeg leder efter mine nøgler i tasken. I dag har jeg ikke så meget i min taske, så det er rimelig nemt at finde dem. Jeg hører lige min mor råbe, at hun elsker os, inden jeg sætter min ind i bilen. Jeg starter den og kører hen mod porten. Vi vinker til mine forældre, som står i døren. De smiler og vinker tilbage. Porten går op og jeg kører ud på vejen.

 

Adrean sidder med hovedet i sin mobil. Lidt efter kigger han op og skruer op for radioen. Der kommer en god sang på og vi sidder begge og synger med. Jeg kigger hen på Adrean, som stadig har hovedet nede i sin mobil.

 

,,Hvad laver du?” spørger jeg ham. Mit blik er klisteret fast på vejen foran mig. Vi skulle jo nødigt have, at jeg kørte galt.

 

,,Skriver med en” mumler han. Jeg kigger kort på ham endnu en gang. Hans rødmer en smule.

 

,,Hvad hedder hun?”

 

,,Natalie.” Jeg smiler. Selvfølgelig er jeg da glad på min brors vegne. Nu ved jeg så ikke om det bare er en ven, men den måde Adrean rødmede på. Jeg beslutter mig derfor, at spørge mere ind til det.

 

,,Kæreste?”

 

,,Indtil videre bare en ven”

 

,,Hvor kender du hende f..”

 

,,Kaley stop nu med alle de spørgsmål” afbryder han mig. ,,Jeg skal nok fortælle om det på et tidspunkt”

 

Jeg ved ikke om jeg lige gjorde ham sur. Nogen gange reagerer han bare sådan. For ikke at lægge mere i det, stopper jeg med at spørge ind til det. Jeg begynder i stedet for at synge med på sangene i radioen. Adrean er helt stille. Han sidder og taster løs på sin mobil.

 

~_~

 

For anden gang i dag, holder jeg foran det store lejlighedskompleks, hvor Adrean bor. Han smiler til mig og giver mig et kram. Han forlader bilen og siger farvel lige inden han smækker døren. Jeg bliver holdende indtil han er kommet indenfor. Da døren lukker til komplekset, triller jeg ud fra parkeringspladsen. Jeg håber sådan på, at Cassandra allerede er kommet hjem. Jeg gider ikke at bruge en aften alene i lejligheden. Det har jeg gjort før, og det er ikke specielt sjovt.

 

Adrean bor ikke så langt fra Cassandra og jeg. Det tager ikke andet end ti minutter at køre hjem, når trafikken ikke er helt slem. De ti minutter går rimelig stærkt, når man synger med på god musik. Da jeg parkerer bilen og slukker den, stiger jeg ud. Jeg bøjer mig ind i bilen og tager min taske. Derefter smækker jeg bildøren og låser den.

 

Glad bevæger jeg mig hen mod hoveddøren. Jeg tager elevatoren op på en af de øverste etager. Jeg er alt for doven og gider ikke at tage trappen. Døren til lejligheden er låst, så jeg bliver nød til at låse mig selv ind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...