Forfulgt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2015
  • Opdateret: 28 dec. 2015
  • Status: Færdig
Dette er en kort tekst om at være på flugt. Vi fik en opgave i skolen og her er mit bidrag.

1Likes
0Kommentarer
93Visninger

1. Forfulgt

                     
Jeg er på flugt, på vej væk fra alting. Alt jeg kender, min familie og mine venner. Jeg har lagt alt bag mig. Jeg er på flugt fra mit hjem, fra min by, fra mit land.

Den fjerne lyd af bomber der falder, runger endnu i ørene. Støvet sidder stadig i lungerne og billederne af de magtesløse mennesker i landsbyen sidder fast på min nethinde.  Jeg løber uden at se mig tilbage, for jeg ved, at hvis jeg gør vil jeg miste modet. Hvis jeg kigger tilbage, går jeg i stykker. Jeg må fortsætte, selv når solen går ned, selv når mine ben siger stop, selv når bomberne stoppe med at falde. For selv om dette helvede stopper på et tidspunkt kan jeg umuligt vende tilbage. Jeg må fortsætte med at løbe. Jeg er på flugt.

Min familie dukker op i mine tanker og et kort øjeblik bliver mit blik slørede. Jeg har forladt dem, forladt dem for at rede mig selv.


 Egoistisk.


 Ordet får mig blot til at løbe hurtigere. Som om jeg prøver at flygte fra min dårlige samvittighed.

Lyden af fodtrin når mine ører. Lyden kan lige så godt komme fra mine egne fødder som fra en andens. Endnu engang må jeg huske mig selv på ikke at kigge tilbage.
Alligevel kigger jeg tilbage. Støv og aske, fylder mit udsyn og et mørke fylder mig. Alt, alt er væk, alt jeg nogensinde har kendt. Mine ben giver efter, jeg falder. Rammer jorden med et bump. Jorden er blød og varm og jeg ville ønske at jeg kunne blive liggende. Nej. Jeg er på flugt, jeg må løbe videre. Min krop vil ikke, kan ikke. Jeg må, jeg skal afsted. Det er som om sandet trækker mig ned og fylder mig med alt jeg prøver at løbe fra. Krig, død og ødelæggelse. Sandet fylder mine lunger og jeg hiver efter vejret. Må videre. Mit hoved tvinger min krop til at rejse sig op.
Krig, død og ødelæggelse. Det føltes stadig som om mine lunger er fulde af sand. Mine ben brænder og mine arme føltes som om de snart falder af. Jeg har ingen ide om hvor langt jeg er løbet eller hvor jeg er på vej hen. Det eneste jeg ved er, at jeg må fortsætte, selv efter solen går ned, selv når mine ben siger stop, selv når bomberne ikke længere falder. Jeg løber, prøver at glemme hvad jeg løber fra.
Andre mennesker dukker op, foran mig, bagved mig, ved siden af mig. Jeg burde frygte dem, men det er som jeg kan se min egen situation afspejlet i dem. De er på flugt. På flugt fra krig, død og ødelæggelse. De løber ved siden af mig, de løber med mig. Vi løber sammen. 
En ældre dame kommer hen ved siden af mig. Hun tager min hånd og også selvom hun ikke siger noget ved jeg at hun fortæller mig at alting nok skal gå. Selv om det virker umuligt i øjeblikket ved jeg, at hun har ret. Det hele skal nok gå. Vi er på vej mod et bedre liv.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...