Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
642Visninger
AA

13. En Vinterdag I November

Solens stråler sniger sig ind af vinduet og vækker mig. Jeg hører en dyb vejrtrækning bag mig og drejer mig i sengen. Daniels mørke hår dækker hans lukkede øjne, og jeg mærker hans ånde mod mine læber. Blidt presser jeg mine læber mod hans.

”Godmorgen,” hvisker jeg. Han åbner øjnene, gaber og strækker sig, så hans muskler spiller. Smiler til mig og kysser mig.

”Godmorgen smukke,” hans stemme er så blid og rar. Det er ikke til at tro, at han nogensinde har været mig utro.

I det samme banker det på døren til mit værelse, og jeg trækker dynen op om mig, da døren går op. Min bror træder ind, ser skeptisk på os.

”Der er morgenmad,” han siger det så hårdt, at det er sjovt. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt. Først ser han fornærmet ud, men så ler han også og kravler op i sengen til mig og Daniel.

Heldigvis skete der ikke noget i går, så vi behøver ikke forklare, hvorfor vi ikke har tøj på. Det er faktisk lige modsat. Vi har stadig alt vores tøj fra i går på.

”Hvorfor har I så meget tøj på? Er der så koldt herinde?” min bror har hævet et øjenbryn, og jeg kan ikke lade være med at grine endnu mere. Daniel griner også, men min bror krydser bare armene og venter på sit svar.

”Ser du,” Daniel læner sig over mod ham, ”I går aftes, da vi kom hjem, var det meget sent, og vi var virkelig trætte. Ingen af os magtede noget, og derfor gik vi bare i seng.”

Hans stemme er så blid, men på ingen måde hånlig eller som man ville tale til et lille barn. Han siger det, som forklarede han et matematisk problem for en ven.

Min bror lader til at godtage den forklaring og læner sig længere ind i mod mig uden at slippe Daniel med blikket.

”Du går ikke igen, vel?” min bror bider sig selv i læben og begynder at lege med ærmet på sin nattrøje. Daniel ser først på mig og så på ham. Selv mærker jeg hjertet slå lidt hurtigere og en rødmen på vej op i kinderne.

”Nej, Kasper. Det gør jeg ikke,” han smiler og roder min bror i håret. Jeg mærker sommerfugle i maven og hjertets banken komme lidt ned. ”Og hvis jeg gør, lover jeg at komme tilbage.”

Min bror skal til at stille et nyt spørgsmål, men i det samme råber min mor, at vi altså skal op nu – ellers smider hun morgenmaden ud. Min bror springer ud af sengen og løber ned af trappen, mens vi tilbageblivende langsomt får strakt os og rejst op.

På vej ud af værelset ser jeg mig i spejlet, og den ødelagte makeup overrasker mig. Jeg bliver stående et sekund og overvejer, om jeg skulle fjerne det først.

”Du ser dejlig ud,” hans hænder glider rundt om mit liv og hans læber kysser min kind. Jeg smiler, men vælger alligevel at tørre ansigtet af med en fugtig vaskeklud.

Min mor har åbenbart lavet brunch, for der dufter i hele huset af røræg og bacon. Og da vi kommer ned i køkkenet ser vi, at det ikke bare er brunch. Det er et festmåltid. Røræg, bacon, pølse, ost, omelet og frugtsalat er bare en brøkdel af det, der står på bordet. Mine øjenbryn flyver i vejret – den slags er unormalt. Måske er det bare fordi Daniel er her? Prøver min mor at imponere min kæreste.

”Der er I jo!” min mor sætter det sidste fad på bordet, før hun omfavner mig, ”Tillykke med de seksten år min skat.”

Er det allerede i dag? Jeg ser på kalenderen på væggen. Jep, det er den 12.. Jeg har haft så lidt styr på tiden på det sidste, at jeg åbenbart har glemt min egen fødselsdag. Så giver det jo god mening med al den mad!

Min bror kommer rendende inde fra stuen med armene fulde af gaver, der alle sammen har mit navn på. Han lader den dumpe ned på den eneste ledige plads på bordet og siger, at der er flere. Jeg beder ham vente med dem, og han begynder at lege med sløjfen på en af gaverne. Min mor irettesætter ham og jeg kan ikke lade være med at smile.

Jeg sætter mig for bordenden med Daniel ved siden af mig og ser på alt maden. Hvor er der dog meget! Mine forældre og bror smiler alle til mig – som om dagen i dag betyder meget for dem også.

 

Vi er alle utroligt mætte, da jeg begynder at pakke gaver op. Der må jo være for en formue her! Det er da helt utroligt!

Gavekort, tøj, penge og endda en ny computer har sneget sig vej ind i huset, uden at jeg har opdaget noget! Og oven i det er der makeup, breve, smykker og en masse bøger. Jeg føler mig helt overvældet og bliver ved med at udbryde, at det da er alt for meget.

Da det endelig ser ud som om, at der ikke er flere gaver, rejser Daniel sig. Jeg spørger ham, hvor han skal hen, men han smiler bare. Det samme gør mine forældre og bror. Ved de, hvad han har gang i? Jeg hører ham tage overtøj på og åbne hoveddøren.

”Følg nu med ham!” siger de i kor. Jeg rejser mig og følger efter ham, ud i entréen og videre ud i det kolde vintervejr. Han har rullet garagedøren op og smiler til mig, mens han holder en papkasse foran sig.

Jeg lægger hovedet på skrå, går hen til ham og åbner kassen, mens han stadigvæk holder den. Et par mørkebrune øjne stirrer på mig, og hvalpen udstøder et lille pib. Mine hænder flyver op til munden, før jeg tager hundehvalpen op. Den slikker mig begejstret på næsen.

”Hvordan har du dog fået råd til sådan en?” jeg vugger hvalpen og smiler til Daniel. Han svarer stolt, at den er fra et internat. Så peger han på tre andre papkasser og fortæller, at udstyret ligger i dem. Mine tårer står i vand, da jeg kysser ham over hvalpen.

Og pludselig ryger hans øjenbryn helt ned til hans øjne. De fokuserer på noget bag mig. Jeg vender mig og genkender omgående den sorte hue med det gyldne hår under.

”Hej Lauritz,” min stemme er svag, da jeg går frem mod ham, efter at have overladt hvalpen til Daniel.

”Hej Sena,” han snakker allerede med engelsk accent. Men det er jo klart, når han har været afsted i snart tre måneder. ”Tillykke med dagen.”

Han rækker en pakke frem mod mig, og jeg tager imod den og åbner den. En smuk ring med matchende øreringe fanger vintersolens stråler, da jeg har åbnet æsken.

”Wauw!” udbryder jeg. Han smiler en anelse trist og omfavner mig.

”Undskyld!” hvisker han. Jeg smiler mod hans jakke og ser på smykkerne uden at slippe ham. Kan mærke Daniels blik i min nakke.

”Det er okay,” jeg slipper ham. ”Hvor længe bliver du i Danmark?”

Han smiler, mens jeg lukker æsken og holder den ind imod mig.

”Indtil jul,” jeg smiler til ham og betragter ham gå ned af gaden væk fra mig. Daniel kommer hen til mig og lægger armen om mig. Jeg smiler til ham og presser mine læber mod hans.

Uanset hvad der sker i årets sidste måned, skal vi nok klare det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...