Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
673Visninger
AA

2. En Uheldig Dag I Januar

Kulden krøb ind under min tynde jakke og fik mig til at ryste af kulde. Sneen lå stadig i et tykt lag overalt, og selvom jeg ikke havde gået længe, var mine fødder allerede gennemblødte. Fuck vinter og kulde.

Jeg kunne pludselig høre løbende skridt bag mig, og jeg forberedte mig mentalt på at blive væltet om i sneen og vasket godt og grundigt. Men nej, skridtene faldt i trit med mine, og en dyb stemme mumlede hej.

Med rynkede bryn så jeg på stemmens ejermand, og jeg blødte straks lidt op. En høj, mørkhåret fyr med grønne øjne så på mig med et forsigtigt smil. Daniel, som indtil for nyligt bare var den nye i klassen og min sidemakker. Efter biologitimen i december havde han vist sig ikke bare at være endnu en led person, der gjorde nar af mig.

Han var som mig. Bare hundrede gange klogere. Men han var også en, de andre drillede og gjorde nar ad. Endelig var der en, der ikke gjorde nar af mig. En der var min ven.

Mit hjerte havde skippet et slag, da det havde vist sig, at vi skulle samme vej til skole, men jeg lod mig ikke mærke med det. Det betød jo ikke noget.

Fordi mine tanker var vandret i den retning, havde jeg glemt at hilse på ham, men han tog det ikke personligt.

Sneen knasede under vores fødder og alt andet var stille. En enkelt fugls pippen hørtes og fortalte om forårets snarlige ankomst. Kulden kom igen med et pludseligt vindstød, og jeg trak skuldrene op om kinderne.

”Du fryser jo!” udbrød han. Jeg smilede til ham med klaprende tænder. Forsigtigt krøb hans arm rundt om min ryg og gned min ene arm. Hans anden arm gned min frie. Måske var kulden alligevel ikke så slem.

Selvom det var ubeskriveligt rart med hans arm omkring mig, gjorde jeg mig fri, før vi kom til skolen. Det ville bare give de andre endnu en grund til at drille mig.

Det sårede blik i de grønne øjne var ikke til at tage fejl af. Men jeg var ikke som ham. Jeg var ikke ligeglad med, hvad folk tænkte om mig. Og jeg magtede ikke at blive drillet med at være lun på den nye fyr i klassen.

Vi fulgtes ad ind i klassen uden at snakke sammen, og jeg skyndte mig at finde mine bøger og min plads, før nogen fik lejlighed til at standse mig. Et nyt problem opstod. Min sidemakker var jo Daniel.

For at undgå at skulle tale med ham, trak jeg høretelefoner frem fra tasken, satte dem i telefonen og skruede næsten helt op for musikken. For at understrege min pointe, fandt jeg en roman frem fra tasken og lod som om jeg læste.

Da klokken ringede ind efter spisefrikvarteret, skulle jeg have idræt. Møgfag. Især fordi jeg er dårlig til alt sport der findtes.

Alligevel satte jeg kursen mod salen efter at have hentet mit idrætstøj. I sidste øjeblik drejede jeg af, og gik en på et toilet for at skifte. Jeg skulle bare ikke skifte sammen med de andre piger.

Mens jeg stod i bar overkrop med front mod døren, blev håndtaget trykket ned og lyset strømmede ind af den åbne dør. Havde jeg ikke låst? Åbenbart ikke.

Jeg stirrede på den forstyrrendes ansigt, og han stirrede tilbage, bare ikke på mit ansigt. Rødmen steg op i mine kinder, og på under to sekunder havde jeg samlet min bluse op og holdt den om mig. Drengen blinkede og smækkede døren i, og jeg skyndte mig at låse. Fuck, hvor skulle det blive akavet mellem os.

Hvorfor havde det lige været ham, der havde åbnet døren? Kunne det ikke bare have været en af de onde drenge? Nej, det skulle selvfølgelig være Daniel.

Med tårer i øjnene huskede jeg hans blik på min nøgne overkrop, da han havde åbnet døren. Der havde været noget i hans blik, jeg ikke kunne tyde. Præcis som den lortedag i december, hvor han havde reddet mig fra ydmygelse i biologitimen. Den eneste forskel var, at det havde været tydeligere i dag.

Det var et blik, jeg aldrig havde fået af nogen før. Men jeg havde set andre få det. De andre piger fra min klasse fik dem ofte af drengene, men jeg anede stadig ikke hvad det betød. Jeg havde en idé, men den slog jeg hurtigt ud af hovedet. Selvfølgelig syntes Daniel ikke, at jeg var lækker. Sikke en dum tanke.

En enkelt tåre sneg sig ud af mit øje og ned af mind kind, men jeg tørrede den vredt væk. De skulle ikke få fornøjelsen af at se mig bryde sammen.

Jeg låste døren op og gik med vrede skridt mod pigernes omklædning, hvor jeg smed min pose med tøj og gik derefter ind i salen til de andre. Stadig med det, der nærmede sig march, gik jeg over i et hjørne, lagde armene over kors og studerede de andre.

De to timers idræt gik alt for langsomt, og i samme sekund vi var færdige, spænede jeg ud i omklædningen. Hurtigt på med skoene og posen i hånden, før jeg sprang ned til klassen og hentede min jakke. Jeg var ligeglad med, at jeg stadig havde idrætstøj på, jeg skulle bare hjem før Daniel kunne nå at tale med mig.

Men uheldig som jeg er, indhentede han mig allerede inden jeg var nået halvvejs hjem. I samme sekund jeg hørte skridt bag mig, vidste jeg, at det var ham. Jeg satte farten op, men han nåede op på siden af mig og standsede mig ved at gribe fat i min arm.

”Slip mig!” hvæsede jeg uden at møde hans øjne. Selvfølgelig slap han ikke.

”Vi er nødt til at tale sammen!” sagde han og tog bedre fat om min arm. Det var ikke lige så ubehageligt som når de andre fra klassen holdt mig fast, men det var bestemt heller ikke behageligt.

”Jeg har ikke tid!” løj jeg og forsøgte at vride mig fri, hvilket selvfølgelig ikke hjalp.

”Hold op med at lyve for mig!” han havde hævet stemmen, men råbte stadig ikke.

”Det gør jeg heller ikke! Vi kan tale sammen i morgen!” tårerne pressede sig på.

”Lover du det?” spurgte han. Var det bekymring i hans stemme?

”Ja!” løj jeg. Han slap mig, og jeg løb alt hvad jeg kunne mod mit hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...