Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
691Visninger
AA

11. En Smuk Dag I September

Mine arme holdes ud til hver sin side for at holde balancen. Daniel går nedenfor bænken, klar til at gribe mig. Jeg træder forkert og får overbalance. Daniel griber mig med et grin, og jeg støtter mig til ham med et smil. Vi går lidt hånd i hånd uden at sige noget, indtil vi får øje på skoven.

Efterårets gyldne, røde og orange farver blander sig med den smule grøn, der stadig er tilbage. Fuglene er ikke fløjet endnu, og deres pippen høres overalt. Grene knækker under vores fødder. Som en eventyrverden.

Jeg ser på Daniel, der også går og ser sig forundret omkring, og slipper så hans hånd. Lidt undrende kigger han på mig, mens min mund åbnes i et grin før jeg løber væk fra stien. Ind i den skønne, ukendte verden. Stedet hvor alt kan ske.

Daniels skridt kan høres bag mig, og han griner også. Det varer ikke længe, før han er oppe på siden af mig. Vi løber ind og ud mellem træerne og griner. Som små børn. Uden at skamme os.

Vi når til søen. Der er en lille strand. Vejret er varmt og vandet stille. Vi er alene. Jeg smiler smørret til Daniel og han smiler tilbage. Kan godt følge mig. Vi tager hurtigt overtøjet af, Daniel ligger også sin rygsæk, men vi beholder undertøjet på.

Vandet plasker op af mine bare ben, og jeg kan ikke lade være med at grine endnu mere. Daniel griner også. Sin karakteristiske, varm latter. Den, jeg holder så meget af. Og uden varsel dykker jeg ned under vandet – ligesom den dag med Lauritz. Bare for at se, hvor meget, der har ændret sig.

Denne gang er den stille verden ikke rar. Den er for fredsfyldt. For ligeglad med alting. Og jeg vil faktisk bare op igen. Op til Daniel. Op til det, jeg har sørget så meget over. Og som jeg nu endelig har fået tilbage.

Jeg bryder gennem vandoverfladen med et gisp og kaster håret bagud. Studerer Daniel, som han står i vand til knæene i underbukser og bar overkrop. Så… Lækker.

Vores øjne mødes, og jeg bevæger mig tættere på ham gennem vandet, holder om han. Han kysser min hals og mumler søde ting i mit øre. Søde, dejlige Daniel.

Efter lidt tid slipper han mig og holder om begge mine hænder med sine egne. Hans pupiller udvides og brynene rynkes. Jeg mærker hans stirren på mit håndled og mærker en snert af panik. Det er længe siden, jeg stoppede, men arrene er der stadig.

”Hvad har du dog gjort?” mumler han. Andet siger han ikke, forventer ikke et svar. I stedet trækker han mit håndled op til sin mund og kysser hele området med ar. Så forsætter hans mund hele vejen op af min arm, hen over skulderen, op af halsen indtil den finder min mund.

Hvor længe vi er ude, har jeg ingen anelse om, men himlen er begyndt at blive lyserød i det fjerne, da vi bevæger os ind til bredden. Op af sin taske trækker Daniel et håndklæde, som han rækker til mig. Da jeg er færdig med det, får han det tilbage igen.

Aftenen er varm, og vi sidder på det lille håndklæde, helt tæt, og lytter til bølgernes skvulpen på søbredden. Jeg putter mig ind til ham, og han hvisker, at han elsker mig. Som svar lader jeg vores læber mødes.

Stadig med læberne mod hans, presser jeg ham blidt ned at ligge på sandet. Jeg ligger ovenpå ham og smiler gennem kysset. Hans ene hånd begynder at lege lidt med låsen på min BH.

Længere når vi dog ikke, for lige pludselig dukker nogen op i skovkanten og skriger af os. Råber noget med, at det er privat ejendom og at vi må gå et andet sted hen med vores kælen. Jeg har aldrig hørt om, at det skulle være privat ejendom, men det kan vel være lige meget.

Daniel griner bare og puffer mig blidt væk. Råber til fyren, at vi lige skal pakke sammen først. Vi griner begge, da vi er kommet i tøjet og har smidt håndklædet ned i tasken efter at have rystet det. Med vores sko i hånden løber vi tilbage af den vej, vi kom fra.

Vores grin høres stadig højt i den stille septemberaften, da vi stopper og tager sko på. Det var godt nok noget af det mest akavede, jeg nogensinde havde oplevet.

Daniels stemme bryder mit grin. Han spørger stille, om vi ikke skal tage hjem og sove hos ham. Jeg nikker, tager ham rundt om livet, mens hans arm lægger sig om mine skuldre. Med min frie hånd skriver jeg til min mor, hvor jeg er.

 

Hans varme ånde kilder mig i nakken på en behagelig måde. Han ved, at jeg elsker det. Forsigtigt vender jeg mig om på den anden side, så jeg ligger helt tæt op ad ham. Mærker hans arme om mig. Det er en følelse af tryghed, der ikke kan byttes med noget andet.

”Jeg elsker dig,” mumler han ned i mit hår. Jeg smiler mod hans bryst , og jeg ved, at han kan mærke det.

”Jeg elsker også dig,” min stemme lyder alt for lille i det store værelse. Ups. Jeg skulle jo gerne lyder sikker på det.

Men Daniel tænker vist ikke over det. Han trækker mig bare endnu mere ind til sig, som om han er bange for, at jeg skal forlade ham. Men det gør jeg ikke. Aldrig mere vil jeg undvære ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...