Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
645Visninger
AA

12. En Sært Fin Aften I Oktober

Hvorfor skal musik altid være så høj til fester? Jeg tager en dyb indånding – det er lige på grænsen til en hovedpine.

Daniel smiler bare til mig, kan vist ikke se, hvor dårligt jeg har fået det i løbet af aftenen. Men jeg bliver alligevel. For hans skyld.

Han insisterede på at tage af sted til den her fest, hos nogen jeg slet ikke kender, og dum som jeg er, tog jeg med. Selvom jeg ved, hvor dårligt jeg får det af store menneskemængder og høj musik.

Han trækker mig gennem den fyldte stue, hvor flere plastickrus allerede ligger spredt ud over gulvet med alt indhold hældt ud. Hen mod en fyr, der er lidt ældre end os.

”Det her er Sena!” han må råbe for at overdøve musikken. Hans ven nikker og tager min hånd. Råber, at han har hørt mange ting om mig.

Daniel signalerer, at han vil skaffe en drink og at jeg bare skal vente her. Snart er hans ven også væk, og jeg står helt alene i et hjørne. Et par stykker stirrer på mig og går videre. Fuck, hvor er det her både akavet og irriterende. Og så lang tid kan det vel ikke tage at hente en drink?!

Jeg skubber mig gennem mængden, hen mod bordet med drinks. Og hvem står Daniel og snakker stille og roligt med i et hjørne? Jep, pigen fra kiosken. Hende, han efterlod mig for.

Langsomt går jeg over mod dem, og da Daniel får øje på mig, smiler han og vinker mig derhen. Som om det ikke betyder noget.

”Olivia, det her er min kæreste Sena. Sena, det her er min veninde Olivia,” han ligger et særligt tryk på ’veninde’, men det er jeg ligeglad med.

”En fornøjelse at møde dig,” iskoldt. Hun bryder sig vist lige så lidt om mig, som jeg gør om hende. Daniel svajer lidt fra side til side og piller ved sin ene negl.

”Fornøjelsen er helt på min side,” jeg havde aldrig troet, at min stemme kunne være så tør. Så ligeglad. Men det kan den altså.

Jeg vender mig mod Daniel og presser kort mine læber mod hans. Bare for lige at demonstrere overfor den anden.

”Jeg troede, at du ville skaffe drinks?” min stemme er sukkersød nu. Daniel bliver helt hvid i hovedet. Ved godt, hvad jeg hentyder til. Han stammer en undskyldning og skynder sig over til bordet med drinks. Efterlader mig alene med pigen.

Hun rømmer sig, og jeg ser på hende med had i blikket. Hun har lagt hoved på skrå og ser på mig præcis som hun gjorde den dag i kiosken.

”Du er så ynkelig. Hvordan kan du leve med dig selv?” hendes ord siver langsomt ind af mit ene øre. Bliver opfanget af min hjerne.

Min første tanke er at slå hende. Men det her er en dulle, altså skal alt krig ske med ord. Ellers beviser det hendes teori.

”Søde, du er nødt til at smide den dramabombe et andet sted. Jeg har travlt,” min stemme er lige så sød som over for Daniel, og jeg vender mig for at gå over til ham. Men hun griber fat i min arm og vender mig mod sig. Hendes øjne er smalle og fulde af had.

”Du har ikke en chance. Hverken mod mig eller sammen med Daniel. Du er en freak. En outsider. Fuldstændig ligegyldig. Alle er ligeglade med dig. Du er så nørdet!” hendes stemme er iskold. Jeg stirrer hende lige ind i øjnene.

”Jeg er ikke perfekt, men i det mindste er jeg ikke dig. Og jeg er ligeglad med, hvad du tænker om mig, for det kan umuligt være lige så skidt som det, jeg tænker om dig,” hvor det kommer fra, har jeg ingen anelse om, men det virker. Hun slipper mig, trækker sig bagud og forsvinder i mængden.

Jeg går over til Daniel, der stadig står ved bordet med forfriskninger, tager et af krusene i hans hånd og bunder det. Han ser overrasket på mig med et smil.

”Skal vi se at komme hjem til mig?” min stemme er helt rolig. Han ser sig omkring, tager en stor slurk af sin drink og nikker så. Jeg tager hans arm og følger ham gennem mængden. Ud i den friske luft.

 

Jeg sætter nøglen i låsen og drejer den. Åbner lydløst døren, og mig og Daniel lister ind og lukker døren bag os. Hænger vores overtøj i gangen og lister op af trappen. Hen af den lille gang, hvor alle soveværelserne ligger.

Vi passerer mine forældres soveværelse, hvor en let snorken høres, og min brors, hvor der er helt stille. Skubber døren til mit værelse op. Jeg smiler til Daniel bag mig, men han peger overmod min seng. Jeg kigger derover, og under min dyne ligger min lillebror.

Jeg lister derhen og aer ham blidt på kinden. Hvisker, at han skal gå ind til sig selv, da han begynder at røre på sig. Han ser på mig med trætte øjne og får så øje på Daniel. Hans øjne bliver smalle, og han spørger hviskende, om det er meningen, at han er her. Jeg nikker med et smil.

Han slår dynen til side, gnider sine øjne og rejser sig. Går halvvejs gennem rummet – hen til Daniel. Får min kæreste til at bukke sig ned.

”Hvis du gør hende ondt igen, er du færdig,” hans stemme er så truende, at det næsten er sødt. Daniel svarer ham hviskende, at han så hellere må lade være med at såre mig. Min bror omfavner derefter Daniel, der overrasket krammer igen, og går så ud af værelset og ind på sit eget. Daniel lukker døren efter ham.

”Din bror er altså lidt speciel,” Daniel smiler og kommer tættere på mig. Jeg hvisker, at jeg godt ved det, og kysser ham. Det varer ikke længe, før der kun er os tilbage i verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...