Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
635Visninger
AA

6. En Røvdag I Maj

Mit humør var omtrent lige så sort som kul, og det var kun fordi Daniel var her, at jeg ikke var blevet hjemme fra skole. Synet af ham havde i det mindste løftet min sindsstemning en lille smule. Men der havde været et eller andet over ham, noget nyt. Han ligesom holdt sig lidt på afstand af mig og virkede meget skyldbevidst, som om han havde gjort noget galt.

Solen skinnede varmt udenfor og havde tydelige løfter om den snarlige sommer, men alligevel vandrede jeg rundt alene på skolens gange med mine vinterstøvler på. Jeg magtede ikke at gå udenfor, og Daniel var gået over i kiosken for at købe lidt slik til os.

Mine tanker var så langt væk at jeg slet ikke lagde mærke til, at en hvis lyshåret dreng gik lige imod mig, mens han rodede i sin taske. Ingen af os så den anden, og vi stødte sammen med et brag, der lød meget højt på den ellers stille gang. Alle Lauritz ting røg ud af hans taske og ned på gulvet. Pis! Man kan jo ikke bare gå fra sådan noget uden i det mindste at hjælpe lidt til.

”Undskyld, jeg så dig ikke,” mumlede jeg og bøjede mig ned for at samle hans ting sammen. Han svarede ikke, men nærmest bare kastede sine ting tilbage i tasken, som om han var nervøs. Da ikke flere ting lå tilbage, skyndte han sig væk uden et ord. Jeg fik øje på en lille plasticpose, der var røget lidt langt væk, samlede den op og løb efter ham.

”Lauritz vent! Du glemte den her!” posens indhold føltes buet og perfekt formet. Var det huller til øjnene? Da han havde vendt sig og ventede på at få sin pose tilbage, tøvede jeg. Forsigtigt åbnede jeg posen og tog indholdet op. Den sølvfarvede maske skinnede mat i lyset fra gangens lamper. Den var ikke til at tage fejl af.

Lauritz stivnede og sprang frem for at få fat i masken, men jeg trak den væk fra ham. Minderne fra gallaen strømmede ind over mig. Hans blå øjne mødte mine.

”Hvorfor?” spurgte jeg. Han faldt nærmest helt sammen og virkede pludselig meget lille. Noget helt nyt for den ellers så selvsikre Lauritz. Alligevel prøvede han at spille cool.

”Hvorfor hvad?” han fik det til at lyde som om han ikke anede, hvad jeg talte om. Men det var bare ikke nok, når jeg nu stod med beviset i hånden.

”Hvorfor invitere mig til at danse tæt og så næsten kysse mig, når du vidste, at jeg er sammen med Daniel? Hvorfor gøre sådan noget mod én du har tævet og mobbet i fire år?” min stemme var skinger og vred. Han krympede sig, men svarede ikke. Der gik et øjeblik før hans pæne blå øjne mødte mine, de var fulde af undskyldninger og en kæmpe sorg.

Jeg kastede masken og posen hen til ham og vendte så om og løb. Nu ville jeg bare ned i kiosken til Daniel. Daniel, der i forvejen havde været alt for længe væk.

Den let kølige majvind slog mig i møde, da jeg kom ud af skolens bygning, og jeg løb så hurtigt jeg kunne med kurs mod Daniel. Mine ben havde gået vejen til kiosken så ofte, at de kunne styre sig selv, mens mine tanker gik i en hel anden retning. Mod Lauritz. Hvad fanden var der lige sket for ham?

Jeg kunne svagt ane kioskens vinduer, der var halvt tapetseret med gamle ugeblade. Det sædvanlige skilt stod udenfor døren med ordene ”Mand død af stress”, og af en eller anden grund fik det mig til at fnyse højlydt. De ord havde ikke ændret sig en eneste gang i hele min levetid.

Lettere forpustet skubbede jeg døren op, en klokke ringede, og jeg fornemmede straks den indelukkede atmosfære, der herskede overalt i den her dødsyge by.

Mine øjne gled over alle hylderne med skrammel, men fandt ingen Daniel. Lidt vaklende gik jeg op til kassen, hvor en arabisk udseende mand sad og røg en smøg, mens han læste et sladderblad.

”Undskyld?” han så op og så lidt sur ud, ”Har du set min ven? Han er cirka en firs høj, mørkt hår og grønne øjne?”

Arrigt bankede han på en dør ud til et baglokale, og en ung fyr kom ud i butikken. De snakkede højlydt med hinanden på et sprog, jeg ikke forstod. Deres arme fløj rundt i fagter, og et kort sekund var jeg bange for at blive ramt. Så stoppede de pludselig, og den unge fyr gik ud bagved igen.

”Din ven er ude bagved. Min makker henter ham,” han talte med stærk accent. Derefter tog et stort sug af sin smøg, før han pustede røgen i hovedet på mig. Jeg hostede og trak mig lidt tilbage for ikke at blive kvalt. Et undskyld fik jeg ikke engang. Næ, han vendte bare tilbage til sit skide sladderblad.

Døren til baglokalet gik op, og mit blik fløj håbefuldt derhen. Den unge fyr lavede et par ”smut nu ud herfra”-bevægelser før Daniel trådte ud.

Hans hår var pjusket, hans kinder røde og hans øjne fulde af undskyldninger. Men han så også glad ud. Nej, ikke glad. Tilfreds. Jeg skulle til at gå om bag disken til ham, da endnu en person trådte ud af baglokalet. Det her kunne umuligt være sandt.

Den anden var en ung pige, jeg ikke kendte. Hendes hår var også uglet, og hun holdt sin bluse op foran sin overkrop med den ene hånd. Bh-en holdt hun i den anden.

Pigen så på mig med et ”Jeg ved, du er hans kæreste. Er du ikke glad over det her?”-agtigt blik, og jeg fik lyst til at slå hende ihjel. Ingen sagde noget og selv Daniel så ud som om han syntes, at jeg var noget af det mest ynkelige nogensinde.

Til sidst blev det så akavet, at den rygende mand brød ud i latter. Vi stirrede alle tre arrigt på ham, havde alle haft det fint med stilheden. Så rømmede pigen sig kort, før hun tog sin bluse på, mumlede noget i retningen af ”Vi ses,” til Daniel, før hun vandrede ud af butikken med bh-en i hånden.

Jeg lagde armene over kors og lod min vrede gå ud over Daniel. ”Hvad har du at sige?” spurgte jeg. Han trak bare smilende på skuldrene, som om det her var helt normalt. Fuck hvor var han ynkelig! Hurtigt rakte jeg ud efter noget i reolen ved siden af mig, mine hånd fangede en pose vingummi, og jeg tyrede den efter ham med alt min kræft. Den arabiske mand grinede endnu højere.

”Dumme svin!” skreg jeg og tyrede endnu en pose efter Daniel, der blev ramt i maven. Derefter vendte jeg om og løb tilbage til skolen. Tårerne løb mig ned af kinderne og adrenalinen pumpede rundt i min krop.

Jeg kom op i klassen, hvor jeg fandt Lauritz sidde helt alene og stirre ud af vinduet. Han drejede hovedet, da jeg stormede ind og smed alting sammen i min taske. Jeg hørte ham spørge, hvad der var galt, men jeg svarede ikke. Tårerne gjorde det svært at tænke klart, mit hjerte gjorde ondt. Jeg kunne rent faktisk mærke det gå i stykker.

Og da var det, at jeg mærkede hans arme omkring mig. Jeg pressede mig ind mod Lauritz’ varme, støttende krop og græd. Det var hårdt tiltrængt. Og jeg kunne faktisk mærke lidt af mit hjerte blive sat sammen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...