Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
631Visninger
AA

4. En Regnvejrsdag I Marts

Regnen silede ned uden for vinduet, og mit gennemblødte hår klistrede til mit ansigt. Vi havde fået nye pladser, og selvfølgelig var jeg blevet placeret ved siden af Lauritz. Med Daniel i den anden side af lokalet.

Kim, vores biologilærer, havde givet et projekt for, som vi skulle lave med vores sidemakker. Jeg regnede med at skulle lave det hele, mens Lauritz ikke lavede noget, men det blev faktisk lige omvendt. Mine tanker blev ved med at vandre fra projektet og over til Daniel. Og hver gang de gjorde det, fik jeg øjenkontakt med ham. Han kunne vist heller ikke koncentrere sig.

Siden den dag vi kyssede i februar, havde vi brugt næsten al vores fritid sammen. Lavet lektier, snakket og grint og puttet mens vi så film. Vi havde endda sovet sammen et par gange. Alle mine problemer virkede mere overkommelige med ham ved min side.

Klokken ringede til frikvarter, og jeg skyndte mig væk fra Lauritz og over til Daniel. Jeg blev mødt med et smil og et kys, da jeg dumpede ned på stolen ved siden af ham. Skolebøger lå spredt ud over hele hans bord, og det så ud som om han var bagud med lektierne.

”Skal jeg hjælpe dig efter skole?” spurgte jeg. Daniel var en af de få drenge, der godt kunne lide at få hjælp. Alligevel rystede han på hovedet med et smil og lagde bøgerne ned i sin taske.

Forsigtigt trak han i min arm, og jeg satte mig på hans skød, før jeg lagde hænderne om hans nakke. Blidt pressede han sine læber mod mine. Kysset varede længe, og jeg kunne sværge på, at jeg mærkede nogen stirre. De forventede åbenbart ikke, at jeg nogensinde ville få en kæreste.

”Du ser så smuk ud med vådt hår,” smilede han, da han stoppede kysset. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg blev hed i kinderne. Daniel så det og smilede af mig. ”Også når du rødmer,” forsatte han, og mit ansigt måtte nu have samme farve som en tomat. For at undgå, at han sagde mere, lod jeg vores læber mødes igen.

Denne gang var der ingen tvivl om, at nogen stirrede. For at provokere dem, lod jeg fingrene køre rundt i hans hår, og han opfattede min idé og begyndte langsomt at lade sine hænder løbe ind under min bluse og op ad. Han stoppede dog, før han ramte mine bryster, men jeg kunne tydeligt mærke på ham, at han gerne ville forsætte derop.

Vi forsatte vores kælen, indtil klokken ringede. Modvilligt trak jeg mig væk fra ham og over til min plads. Efter ikke så længe, satte Lauritz sig ned på sin stol og skulede til mig. Jeg sendte ham et smil, hvilket fik ham til at surmule endnu mere. I dag kunne han ikke få mig ned, uanset om han så slæbte mig ud i rengvejret og bandt mig til et eller andet eller forsøgte at slå mig ihjel.

Efter skole pakkede jeg hurtigt sammen og smilede til Daniel. Han signalerede, at han lige skulle ordne noget, og at jeg bare kunne vente ude foran skolen. I det mindste var det holdt op med at regne.

Jeg hastede gennem skolegården og skjulte mig bag cykelskuret for at undgå mine såkaldte klassekammerater. Men de kom ikke. Og det gjorde Daniel heller ikke. Efter et kvarters tid hvor kun pigerne fra min klasse havde vist sig, krøb jeg frem fra mit skjul. Et enkelt blik på min mobil fortalte mig, at noget var helt galt. Daniel ville have skrevet, hvis han var gået eller ikke havde kunne finde mig, men der var ingen nye beskeder. Langsomt gik jeg tilbage til skolegården, og synet der mødte mig, skræmte mig.

Lauritz og fire andre drenge stod rundt om Daniel, og jeg kunne tydeligt høre deres latter, når deres slag ramte ham. Et kort sekund fik jeg øjenkontakt med Daniel, og beskeden var helt klar. Jeg skulle løbe, før det gik ud over mig.

Vreden byggede sig langsomt op i mig, efterhånden som flere slag ramte Daniel. Vrede over deres respektløshed, alle de gange de havde tævet og gjort nar af mig og vrede over, at de ikke var modige nok til at angribe alene. Med marchskridt nærmede jeg mig cirklen af drenge.

”Lad ham gå!” hvæsede jeg. Hvor mit nye mod kom fra, havde jeg ingen idé om, men jeg fik nok brug for det. Lauritz vendte sig og grinede højt, hvilket fik de andre drenge til også at vende sig.

”Nå, så den lille Sena har endelig fundet lidt mod,” lo han, og hans venner lo med, mens de lukkede mig inde i deres kreds. Jeg gjorde intet for at flytte mig.

”Jeg sagde at I skulle lade ham gå!” min stemme var koldere end is, og Daniel stirrede undrende på mig. Selvom de ikke ville indrømme det, kunne jeg se, at mine fjender blev overraskede og måske en lille smule nervøse.

Lauritz lo igen, men hans latter var ikke lige så selvsikker denne gang. ”Du ved godt, at vi er dobbelt så mange som jer ikke?” spurgte han. Jeg nikkede og så ham lige i øjnene.

”Og det er fucking fejt af jer! I kunne i det mindste PRØVE at mande jer lidt op og forsøge en-mod-en i stedet for det her! I prøver at være seje, men det eneste i udstråler er, hvor svage i er!” Jeg havde hævet stemmen og stod og prikkede Lauritz i brystet med pegefingeren, mens jeg sagde det.

Daniel trak mig blidt i armen. ”Stop nu, Sena! Det ender bare galt!” hviskede han. Jeg rev mig fri og hvæsede, at han ikke bestemte over mig. Det fik ham til at trække sig væk, men han kunne ikke komme ud af kredsen.

”Lyt til din kæreste, han har fat i noget!” sagde Lauritz, og en eller anden i kredsen knækkede fingre. Og det var dér, jeg eksploderede.

Med al min kræft hamrede jeg min knytnæve ind i Lauritz mave, og han knækkede helt sammen. Ingen havde forventet, at jeg ville gøre sådan noget, og inden han kom sig, sparkede jeg ham i skridtet. Med et ynkeligt pib væltede han om på jorden, og jeg trak hurtigt Daniel med ud af kredsen via det nyskabte hul.

Vi nåede til parken, før han rev sig løs. Med adrenalinen pumpende rundt i kroppen, vendte jeg mig mod ham.

”Du kunne være komme til skade!” sagde han. Jeg rullede med øjnene. ”Jeg kunne da ikke bare lade dem tæve dig!” lidt af min vrede sad stadig tilbage og fik min stemme til at lyde hård. Alt for hård. Hans øjne blev smalle.

”Jeg har ikke brug for en pige til at forsvare mig!” snerrede han, hvorefter han skred. Jeg stod tilbage, helt alene, mens regnen begyndte at falde igen. Fedt nok, det passede til mit humør. Det var faktisk næsten uhyggeligt som det altid gjorde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...