Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
677Visninger
AA

1. En Lortedag I December

Deres latter skar igennem luften, da snebolden ramte mig i hovedet og næsten væltede mig omkuld af overraskelse. Jeg havde knap nok rettet mig op og åbnet øjnene igen, før to stærke arme tog fat i mine og tvang dem bagud. Stadig med sløret blik så jeg mig omkring for at finde ud af, hvem der holdt mig tilbage.

Jeg fik et glimt af en gylden hårlok under en sort hue, før nogen tværede en klump sne i hovedet på mig. Og ikke bare sne. Nej, der var da også en klump is i, der rev mig på næseryggen. Jeg spyttede og rystede på hovedet, men det hjalp ikke meget, da en ny sneklump blev smidt i hovedet på mig.

Armene, der holdt mig, trak mig med sig, og på grund af sneen kunne jeg ikke se hvorhen. Men jeg kunne høre deres latter følge med, så det var sikkert ikke noget godt sted. Og jeg fik helt ret.

Det varede ikke længe før ham, der holdt mig, smed mig ned på jorden. Jeg mærkede kulden fra snedriven, efterhånden som jeg langsomt sank ned i den.

Jeg blev liggende helt stille indtil klokken ringede og deres latter fortog sig. Så var det op, børste det værste sne af og ind til time. Mine støvler larmede alt for meget, da jeg løb ned af gangen mod mit klasselokale. Med al min forsigtighed tog jeg fat i dørhåndtaget og skubbede døren op, men ingen lod til at bemærke mig. Først dér slog det mig. I min travlhed havde jeg glemt at få overtøjet af. Jeg smækkede døren i igen og krympede mig. Hvis de ikke havde lagt mærke til mig før, havde de det nok nu.

Efter at have fået overtøjet af, åbnede jeg døren igen og var lige ved at gå ind i en på vej ind. Under hans sorte hue stak en lille gylden hårlok ud. Idioten Lauritz. Med et lille undskyld kantede jeg mig forbi ham og listede over til min kasse efter mine bøger, før jeg listede ned til min plads i det bagerste hjørne.

Heldigvis havde vores lærer, Kim, alt for travlt med at forklare et eller andet om dyrelorts påvirkning på miljøet.

Min sidemakker, en ny dreng i klassen, sendte mig et blik jeg ikke kunne tyde. Og ærligt talt var jeg også ligeglad med ham. Han var bare endnu en idiot, der snart ville deltage i mine problemer ved at være som resten af klassen. Jeg kendte ikke engang hans navn.

Med hænder der stadig rystede af kulde, åbnede jeg mine bøger, før jeg gav mig til at kigge ud af vinduet på sneen, der dalede ned.

Mon der var et sted derude i verden, hvor folk ikke ville grine af mig? Hvis der var det, ville jeg rejse dertil med det samme.

Pludselig puffede min sidemakker til mig og jeg spjættede forskrækket. Hele klassen sad og så på mig med hånlige smil. Hvorfor? Var jeg blevet spurgt om noget af vores lærer?

”Sena? Hvad forurener mest; maskinos eller dyrelort?” lød Kims stemme gennem lokalet. Febrilsk bladrede jeg igennem mine noter. Havde jeg ikke skrevet det ned et sted? Jeg kunne ikke huske at have læst det nogen steder.

Igen puffede min sidemakker til mig, denne gang lidt blidere, jeg stirrede på hans arm og fik øje på ordet, hans pegefinger pegede på.

”Maskinos,” svarede jeg og lavede en mental note til mig selv om at takke den nye fyr. Et par stykker i klassen brød ud i latter, og et øjeblik var jeg bange for, at jeg havde svaret forkert, men så roste Kim mig og skrev maskinos på tavlen. De få grin stoppede øjeblikkeligt.

Efter den meget uinteressante biologitime om dyrelort og to timers pinefuld matematik, ringede klokken endelig ud.

Mens jeg pakkede sammen, lod jeg blikket køre rundt i lokalet og mine øjne mødte et par blå, der tilhørte drengen med den sorte hue. Hans blik og smil sagde mig, at jeg skulle passe på, når jeg kom udenfor. Derfor gjorde jeg mig ekstra langsom med at pakke sammen og gik først, da jeg var den eneste i lokalet. På med overtøjet og så ud i snevejret.

Og ganske som jeg havde forventet, stod tre drenge klar med sne i hænderne og spærrede vejen. Med en dyb indånding gik jeg hen imod dem og stoppede først lige foran dem.

”Må jeg godt komme forbi?” min stemme var lav og svag. Drengene grinede af mig og rystede på hovedet. Drengen med den sorte hue, Lauritz, greb fat i min arm og vred den om på ryggen af mig, så de andre havde frit slag.

Da jeg endelig kom hjem, krøb jeg sammen under min dejlige dyne med en kop varm te. Min dør var lukket og jeg havde ikke overskud til andet end at sidde og glo ud i luften.

Jeg havde dog ikke drukket mere end halvdelen af min te, før det bankede på døren. Jeg ignorerede lyden og tog en slurk te mere. Men fordi min lillebror er som han er, bankede han ikke på igen, men gik lige ind og krøb op i sengen til mig.

”Hård dag?” spurgte han og lagde en hånd på mit knæ. Et smil bredte sig på mine læber, før jeg stillede teen fra mig og omfavnede ham. Han var kun ni, men stadig bedårende. Blidt klappede han mig på ryggen, hvilket bare fik mig til at smile endnu mere. Han prøvede altid at virke så voksen.

”Jeg kom egentlig herop for at spørge, om du vil med ud og bygge en snemand?” spurgte han. Jeg syntes egentlig, at jeg havde fået rigeligt med sne for i dag, men han så så bedende på mig, at jeg var nødt til at gøre det.

Sammen gik vi ud i entréen og tog overtøj på, før vi gik ud i sneen. Min bror begyndte straks at pege alle mulige forskellige steder og forklare mig, hvor snemanden skulle stå. Det så ret så nuttet ud. En lille dreng på ni med bestemmende mine, rød hue og luffer, der kommanderede med en femtenårig. Men jeg fulgte hans instrukser.

Alt gik fint, lige indtil vi skulle lægge den sidste snekugle på som hoved. Min lillebror insisterede på at gøre det selv fordi han var ”lederen”. Han løftede kuglen op, og allerede der havde jeg på fornemmelsen, at det ville gå galt.

Stolt løftede han kuglen over hovedet og gik mod snemanden, men idet han skulle lægge den på, smuldrede den, og han fik overbalance og væltede ned i snemanden, så sneen flød til alle sider.

Hurtigt var jeg derovre og hjalp ham op at sidde. Han græd, og det fik også mig til at græde. Græde fordi han græd, fordi alle i skolen var lede ved mig, og fordi jeg ikke havde fået sagt tak til den nye fyr for hans hjælp.

Sikke en lortedag.

En lortedag i december.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...