Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
644Visninger
AA

3. En Helt Okay Dag I Februar

Endnu en husrække fløj forbi, idet jeg stormede afsted mod mit hjem. Deres fodtrin knasede i sneen lige bag mig. Jeg skulle skynde mig, hvis de ikke skulle fange mig.

Siden Daniel så mig med bar overkrop, tog jeg en helt anden rute til og fra skole. Og i frikvarterene sørgede jeg for at forsvinde med det samme og først komme tilbage, når klokken ringede. Jeg ville ikke tale med ham om det.

Den eneste ulempe ved de nye ruter var, at de gik lige forbi der hvor de andre fra klassen altid hang ud. Så jeg måtte finde mig i tæv og vaskere, når der lå sne. Men siden de havde gjort den slags ved mig siden fjerde klasse, tog jeg det ikke personligt. Det var bare deres personlighed.

I fuld fart drejede jeg om et hjørne, og jeg hørte en af dem vælte i den glatte sne. Et lille smil bredte sig på mine forfrosne læber. Så længe sneen dækkede over is, skulle jeg nok få flere til at vælte.

Endnu et hjørne blev rundet, men denne gang var jeg ikke så heldig. Med hovedet først løb jeg ind i en eller anden, og vi væltede begge om i sneen. Før jeg nåede at komme mig, mærkede jeg arme holde fast i mine og hånlige grin. Jeg følte mig fortabt og lod mig bare trække med.

Snart sad jeg på knæ i en eller anden tunnel, mens slagende ramte. Et i maven, efterfulgt af et på kæben. Derefter et i tindingen så det dansede for mine øjne, og for en god ordens skyld sparkede en mig i ribbenene, så jeg knækkede sammen på jorden. Mine lunger skreg efter luft og alting var sløret.

Efter flere slag og spark fortog deres stemmer og latter sig, men jeg blev liggende. Havde hverken kræfterne eller lysten til at rejse mig. Hvorfor skulle jeg? Der var jo ingen, der ville bekymre sig om mig alligevel.

Jeg kunne svagt høre skridt og regnede med, at det var en af mine ”klassekammerater”, der havde glemt noget. Men i stedet for at give mig et sidste spark eller samle noget op, satte personen sig ned på hug.

”Shh, Sena. Det skal nok gå,” hviskede en blid stemme, og det gik op for mig, at jeg græd. En finger fjernede mine tårer og forsigtigt åbnede jeg øjnene. Efter et par sekunder genkendte jeg jakken, det var den, jeg var løbet ind i. Med frygt for, at det var, hvem jeg troede, fandt jeg personens øjne. Bekymringen lyste ud af de grønne øjne, og Daniel tørrede endnu en tåre væk, før han hjalp mig op at sidde.

Uden at vide hvorfor jeg stolede så meget på ham, omfavnede jeg ham og lod tårerne strømme. Det var alt sammen bare for meget. Og han var den eneste, der var her. Han var der altid, og jeg gjorde alt for at undgå ham. Hvorfor?

Han aede mig blidt på ryggen og vi bliv siddende lidt, mens jeg bare hulkede. Til sidst trak jeg mig lidt væk fra ham.

”Jeg har gennemblødt din jakke,” sagde jeg og stirrede på den våde plet. Han drejede blidt mit hoved, så jeg så ham i øjnene.

”Det betyder ikke noget,” mumlede han. Forsigtigt hjalp han mig op at stå. Det dansede stadig for mine øjne, så jeg var nødt til at bruge ham som støtte. Stadig med en arm om ham, hjalp han mig ud af tunellen. Tårerne trillede stadig ned af mine kinder, men jeg tog mig ikke af dem.

Hvor Daniel tog mig hen, havde jeg ingen anelse om. Men han støttede mig hele vejen og varmede mig langsomt. Mørket var begyndt at sænke sig, og de første stjerne glimtede mat på himlen. Utroligt så hurtigt det blev mørkt i februar.

Vi snakkede ikke sammen, og da vi stoppede, virkede det alt for hurtigt. Jeg blinkede og kiggede på huset, vi stod foran. Blinkede igen. Hvorfra vidste Daniel, hvor jeg boede?

Han holdt mig ud i strakt arm og så undersøgende på mig. ”Du er okay, ikke?” spurgte han med tydelig bekymring. Jeg nikkede og omfavnede ham. Efter et lille øjeblik trak han sig ud af min rækkevide. Han kløede sig i nakken, som om han var nervøs.

”Den dag på toilettet… Det var altså ikke min mening at bryde ind. Jeg vidste ikke, at der var nogen,” mumlede han uden at møde mine øjne. Jeg så også væk, ville ikke mindes om det.

”Det er… Helt okay…,” sagde jeg tøvende. Jeg kunne høre ham komme tættere på og fik øje på snuderne på hans støvler. Hvad skulle der ske?

Forsigtigt løftede jeg hovedet og mødte hans blik. Det var fyldt af løfter om alt det gode i fremtiden og bekymring for mig.

Langsomt lagde han panden mod min og lod sin næse røre min, men uden at holde fast i mig. Jeg havde mulighed for at trække mig væk, men blev stående. Jeg lagde armene om hans nakke og han lagde hænderne på mine hofter.

”Selvom jeg må indrømme, at du ser ret så godt ud uden tøj på,” drillede han.

”Åhr, hold mund,” smilede jeg og kyssede ham. Hvor det kom fra, vidste jeg ikke, men det var vist, hvad vi begge havde brug for. Han blev i hvert fald stående og besvarede mit kys. Mit første kys nogensinde. Og der gik det op for mig.

Det blik, han så ofte havde sendt mig, og som havde været utroligt stærkt den dag på toilettet, var forelskelse. I starten havde det været lidt, men efterhånden var det blevet stærkere og stærkere. Hvordan kunne jeg dog have overset det?

Mens vi stod der, i sne til anklerne og med armene om hinanden, begyndte det at sne igen. Fine, små snefnug dalede ned og satte sig i Daniels mørke hår og min sorte hue. Lyset på min veranda blinkede med små, regelmæssige blink, og i vinduet i døren stod min bror og gav mig en tommel opad, mens hans anden hånd koncentrerede sig om lyskontakten. Verdens sødeste niårige.

Daniel bemærkede det blinkede lys og så også ind af døren, og min lillebror signalerede, at han nok skulle holde øje med Daniel. Jeg grinede, lagde hovedet tilbage, og lod sneen lægge sig på mit ansigt. Daniel trak det blidt tilbage og kyssede mig igen. Han trak mig lidt tættere på sig og jeg lod mine fingre lege i hans bløde hår.

Måske var det alligevel ikke klogt at undgå ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...