Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
737Visninger
AA

7. En Ødelagt Dag I Juni

Siden maj havde jeg undgået både Lauritz og Daniel, hvilket havde vist sig at være dumt. Lauritz så det som et udtryk for, at jeg ikke gad ham og brugte sin vrede til at være mere led ved mig end nogensinde før.

Og Daniel lod som om, vi aldrig havde været sammen. Dullen fra kiosken kom endda forbi i frikvarterene og snavede med Daniel lige foran mig. Det provokerede mig, men jeg gjorde ikke noget ved det. Hvad kunne jeg også gøre?

På fem måneder havde jeg fået alt, jeg nogensinde havde drømt om og mistet det igen. En kæreste, mere respekt fra mine klassekammerater. Men vigtigst af alt havde jeg været glad. Og nu sad jeg her.

På en bænk i parken, mig og Daniel plejede at gå ture i, med tårerne trillende ned af kinderne, mens jeg så Lauritz’ slæng på vej væk med højlydte grin. Lauritz havde ikke været med dem i dag, men det var en mild trøst. Den eneste forskel var, at de havde trukket det lidt ud for at udgøre Lauritz del.

Jeg tog mig til armen, der gjorde særligt ondt i dag og klynkede. Bare det, at min hånd strøg fjerlet over den, fik det til at føles, som om armen var ved at blive flået af og så brændt. Måske skulle jeg få nogen til at se på den. Men lige nu ønskede jeg bare at sidde her, ømme mig og klynke over mit fucking lorteliv.

Bare det at holde øjnene åbne gjorde ondt, og jeg lagde mig ned på min gode side og lukkede øjnene. Tænkte, at hvis jeg holdt dem lukkede længe nok og blev ved med at ønske, ville alt blive bedre. Eller måske kunne jeg endda holde helt op med at eksistere.

Hvor længe jeg havde ligget der, havde jeg ingen anelse om, da nogen rømmede sig. Det var halvmørkt, min arm dunkede og min mave skreg på mad. Først kunne jeg ikke se, hvem det var, men det gyldne hår afslørede ham hurtigt.

”Hvad vil du?” min stemme var hæs af mangel på vand, og mit forsøg på at lyde hård gik af lort til. Han så undskyldende på mig.

”Jeg så dig ligge her og ville lige vide, om du er okay?” han lød oprigtig, men stole på ham kunne jeg ikke. Ikke efter alt det, han havde gjort. Der var et øjebliks stilhed, hvor vi bare stirrede hinanden i øjnene.

”Hvad er der sket med din arm?” spurgte han pludselig, og jeg så ned på min venstre arm, der sad i en meget mystisk vinkel. Fuck! Hvad skulle jeg sige til mine forældre?

”Dine bedste venner,” svarede jeg bare og så sorgen og skrækken brede sig i hans ansigt. Han havde ikke bedt dem gøre det. Tavshed igen.

”Kom med!” sagde han så og halede mig op fra bænken. Jeg havde ikke kræfter til at trække mig fri, og det ville også gøre ondt i min arm.

”Hvor skal vi hen?” min stemme lød lille og skræmt, men han svarede ikke. Han trak mig bare gennem de tomme gader, indtil vi kom til et rødt forstadshus, der lignede de andre. Og jeg vidste med det samme, at det var her, Lauritz boede. Hvad skulle vi her? Ville han tæve mig endnu mere?

Han trak mig op af den lille verandatrappe og med ind af døren. I samme sekund vi var inde, trak han jakken af mig – forsigtigt på grund af min dårlige arm - og råbte på sin mor.

En kvinde med Lauritz’ hår- og øjenfarve kom ud i entréen og udstødte et forfærdet gisp. Hun var klædt i en mørk t-shirt og stramme jeans, og hun var helt klart køn af sin alder.

”Kære barn, hvad har du dog lavet?” spurgte hun forfærdet. Blidt trak hun mig med en stuen, et lyst rum i en gullighvid vægfarve og masser af bøger. En stor hjørnesofa med masser af puder, fik det hele til at virke hjemligt, og fladskærms-Tv’et viste en klassisk amerikansk serie.

Lauritz’ mor fik mig ned at sidde i sofaen med puder under min dårlige arm, mens hun undersøgte den. Det gjorde ondt, og jeg var skrækslagen indtil jeg så lægediplomet på væggen. Hun vidste, hvad hun lavede.

Efter at have forbundet min arm – der i øvrigt var forstuvet – og beordret mig til at holde den i ro, lod kvinden mig og Lauritz være alene. Han havde lavet varm kakao, og de to kopper stod bare på det lille sofabord, uden at blive rørt. Efter noget tid med akavet stilhed, tog jeg alligevel en slurk, bare for at undgå at skulle tale. Ikke at det hjalp, den akavede stilhed havde lagt sig over hele stuen som et tæppe.

”Tak,” endte jeg med at sige, og han nikkede stift. Ingen af os sagde mere, og jeg sad bare og stirrede ned i min varme drik.

”Du må undskylde… For alt,” hans stemme nærmest rungede i den stille stue. Jeg blev bare ved med at stirre ned i min kop.

”Det er… Okay,” vi vidste begge, at det var løgn. Men jeg var nødt til at sige det. Det føltes som en slags forpligtelse. Lidt akavet satte jeg koppen fra mig på bordet og rejste mig.

”Jeg må vist hellere se at komme hjem,” mumlede jeg. Hvordan skulle jeg dog forklare mine forældre om min arm? Det måtte jeg tage senere. Lauritz nikkede og fulgte mig ud i gangen, hvor han forsigtigt hjalp mig med at få jakken på uden at skade min arm.

”Jeg skal nok tage en snak med dem,” sagde han som et forsøg på at berolige mig. Men det skræmte mig bare endnu mere. For det betød jo, at han kunne lide mig. Gjorde det ikke? Han så i hvert fald på mig, som Daniel havde gjort i starten. Daniel. Det svin! Det dejlige, lækre svin.

Uden et ord nikkede jeg og tog fat om dørhåndtaget. Ville på en måde bare væk herfra hurtigst muligt. Men hvordan kunne det være fair overfor Lauritz? Den, der havde hjulpet mig og givet mig varmen tilbage. Den, der havde sat lidt af mit hjerte igen.

Lige før jeg åbnede døren, vendte jeg mig om og omfavnede ham. Først virkede han overrumplet, men så nærmest knugede mig sig ind til sig. Som om han havde ventet på netop dette øjeblik meget længe. Og det havde han måske også.

Forsigtigt løftede jeg hovedet for at se ham i øjnene, men alt jeg så var hans læber, der nærmede sig mine. Hvor ville jeg gerne lade dem mødes. Men tanken om Daniel blev ved med at kredse i mit hoved, og jeg trak mig væk i sidste øjeblik.

I stedet stillede jeg mig på tæer og kyssede ham på kinden, mumlede et ”tak” og skyndte mig så ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...