Året alting ændrede sig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2016
  • Opdateret: 7 mar. 2016
  • Status: Færdig
Livet er svært - det ved vi alle. Men for femten-årige Sena syntes det at være det i endnu højere grad. Siden fjerde klasse er hun blevet mobbet dagligt med både tæv og bombardement af snebolde ved lejlighed. Men en dag, der startede som alle andre, ændrer noget sig. En ny fyr i klassen redder Sena fra total ydmygelse i en biologitime, og Sena må indrømme, at han nok ikke er som de andre i hendes klasse. Men bare fordi noget ser godt ud på overfladen, behøver det jo ikke at være det. Og det samme den anden vej rundt...

1Likes
18Kommentarer
632Visninger
AA

5. En Dejlig Aften I April

Jeg rettede på dem sorte kjole for tyvende gang og lavede ansigter til mig selv i spejlet. Det føltes ikke som om, at kjolen eller den maske, jeg havde på, passede.

Det var omkring en måned siden, at jeg havde forsøgt at tale med Daniel, men han havde bare frosset mig ude. Og det føltes ligesom bare ikke rigtigt at tage til min første galla uden en fyr. Men eftersom Daniel hadede mig, var der ikke andet at gøre. Jeg kunne selvfølgelig bare blive hjemme, men det ville bare få mig til at fremstå ynkelig.

Jeg havde faktisk fået en anelse mere respekt efter den dag i marts, hvor jeg forsvarede Daniel. Venner havde jeg ikke ligefrem fået, men folk drillede mig mindre og det var lidt mere uskyldigt, hvis man kunne kalde det det.

Min mor råbte fra entréen, at det var tid til at tage af sted, og jeg rettede en sidste gang på kjolen, før jeg gik ud til hende. Ved synet af mig lyste hun op i et begejstret smil og min lillebror, der sad i stuen, drejede hovedet og måbede. Det ville have været rart hvis jeg ikke havde følt mig så… Lost. Intet andet ord matchede helt følelsen.

Sammen med min mor gik jeg ud til bilen, og flere gange spurgte hun, om jeg var nervøs. Og hver gang rystede jeg på hovedet af skræk for, at min stemme ville knække, hvis jeg sagde noget.

 

Musikken var høj, men det var stadig muligt at tale sammen med hinanden. De fleste havde allerede fået drinks, og der stod et par lærere rundt omkring i lokalet for at sikre, at intet gik galt. Alle havde masker på, og det var svært at skelne folk fra hinanden. Nogle få dansede i takt til musikken med deres partnere, men de fleste sad i grupper og snakkede rundt omkring.

Jeg selv befandt mig i et stille hjørne med masken godt nede over hovedet og håbede bare på, at ingen genkendte mig. Ikke at det var nødvendigt at bekymre sig om. Hele tiden tog jeg mig selv i at se efter Daniel, men alle maskerne forstyrrede min evne til at genkende folk og gjorde det umuligt at tænke klart.

Lancier var forlængst overstået og, til alles store overraskelse, havde jeg også været bænkevarmer der. Forståeligt nok, når nu Daniel ikke var her.

Musikken skiftede og blev til en mere rolig sang, og folk begyndte at finde sammen i par og danse tæt. Skønt. Endnu engang kunne jeg mindes om det, jeg ikke havde længere. Sådan noget lort. Jeg havde ventet så længe på bare lidt godt, og så mistede jeg det igen på grund af min egen dumhed.

En dreng i fint jakkesæt var på vej igennem mængden, og jeg regnede med, at han skulle over til den gruppe, der sad et par meter fra mig. Men nej, han stoppede foran mig.

”Vil du danse?” spurgte han venligt og rakte hånden frem. Jeg stirrede lidt på ham – prøvede at finde ud af, hvem han var bag masken. Men det eneste jeg kunne koncentrere mig om, var hans blå øjne. Det var helt sikkert ikke Daniel. Måske var det en fra niende? Men det betød ikke noget. Jeg tog hans hånd, og han trak mig blidt med ud på dansegulvet, hvor han lagde hænderne på mine hofter og jeg armene om hans hals.

”Nyder du festen indtil videre?” spurgte han, og jeg måtte holde et grin inde. Det kunne ikke være længere fra sandheden. Men sødt af ham at spørge.

”Det ville være en løgn at sige ja,” mumlede jeg, ”Men nu blev den da lige løftet en tand.”

Han smilede af mig, og jeg hengav mig helt til hans øjne og smil. Han havde smilehuller og en meget svag antydning af skæg. Pæn var han faktisk. Hvem mon gemte sig bag den sølvfarvede maske?

”Må jeg spørge, hvem du er?” spurgte jeg forsigtigt og mødte hans øjne. Han smilede bare og rystede på hovedet, så masken gyngede.

”Det er lige meget, Sena,” hviskede han. Okay, så han kendte åbenbart mig. Hvordan? Det virkede ikke som om, han gik på min årgang, og det var ikke Daniel. Underligt.

Den rolige sang sluttede og blev erstattet af noget så populært som Justin Biebers ”Sorry”. Hurtigt slap jeg min dansepartner, men han var ikke færdig med mig endnu. Stadig med hænderne på mine hofter, trak han mig tættere på sig og hviskede blidt og forførende ind i mit øre.

”Vil du ikke med ud og have lidt luft?” hans stemme var lokkende, og det var tydeligt, at han ville andet end bare have luft. Kunne jeg virkelig gøre det imod Daniel? Ja. Det var ham, der havde dumpet mig. Han var ligegyldig. Derfor nikkede jeg og lod mig trække med ud i skolegården.

Den ukendte dreng slog sig ned på en bænk, og jeg måtte bekæmpe trangen til at hive masken af ham, for at se, hvem han var. Jeg lod mig dumpe ned ved siden af ham og blev pludselig bevidst om, hvor kort min sorte kjole var. Den gik mig kun til lige over knæene, når jeg stod op.

”Du ser dejlig ud,” hviskede drengen, som om han kunne læse mine tanker. Med store øjne stirrede jeg på ham, mens han lænede sig tættere og tættere på mig. Hans ånde kunne tydeligt mærkes mod mine læber, da nogen rømmede sig. Vi drejede begge forskrækket hovedet. Fuck. Hvorfor lige nu?

Daniel stod i smoking og maske og det hele, med hænderne i lommerne og så på mig, der næsten havde kysset en anden. Hans ansigt var umuligt at tyde. Mon han var meget vred?

”Undskyld jeg afbryder,” sagde han iskoldt, ”Men jeg vil gerne tale med MIN kæreste.”

Den fremmede dreng kneb læberne sammen, rejste sig og undskyldte over for Daniel, før han efterlod os alene udenfor. Den ubehagelige fornemmelse af at være lost kom igen. Daniel satte sig ved siden af mig. Pinlig tavshed fyldte luften.

”Undskyld for alt det lort i sidste måned. Jeg var ikke fair overfor dig,” jeg havde aldrig hørt ham så svag. Men det gjorde stadig ondt, det han havde gjort mod mig.

”Og hvad hvis jeg ikke godtager din undskyldning?” vi vidste begge, at det var løgn, men han sagde det ikke.

”Så håber jeg, at vi kan være venner,” han lød som et lille barn, der var bange for at komme i problemer. Og det fik mig til at indse det, jeg hele tiden havde vidst. Det var kun Daniel, jeg ville have, uanset hvor mange niendeklasser, der inviterede mig til at danse.

Jeg pressede mine læber mod Daniels og hviskede: ”Det her er meget bedre.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...