The Dream of Changing a Badboy.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2016
  • Opdateret: 10 aug. 2016
  • Status: Færdig
II Fortsættelsen af "Another Badboy" II
Vi kender Heather og Justin. De er begge to stædige og egentlig er de begge irriterede på hinanden. Men Heather har givet Justin en chance for at bevise sit værd. Han skal udføre 11 prøver, allesammen stadier man går igennem, fra når man begynder at kunne lide nogen, til man pludselig skal indrømme det for både familie og venner. Heather tror ikke at Justin klarer dette. Hun tror ikke at Justin, den slemme dreng fra high school, kan gå fra stadie til stadie og gennemføre det hele uden at noget går i vasken, eller at han giver op. Tror Justin det?
En ting er sikkert og det er, at de ingen vegne kommer, før de finder ud af det. Og skal det gøres, så skal det gøres ordenligt.

83Likes
73Kommentarer
57421Visninger
AA

6. [mere] MELLEMTID.

 

  KAPITEL 4

Stadie:

MELLEMTID.


 

God damn, hvor var hun dejlig. Sådan helt vildt fucking dejlig og det gjorde mig sindssyg. Hvad ville kvinden? Hun fortalte mig at man kunne give et kys på vej hjem og jeg tog det som en freaking opfordring af de helt store! Jeg havde ikke engang lænet mig frem mod hende, før hun havde været totalt afvisende og bare havde sagt 'ikke nu' eller sådan noget. Ikke nu!? Jamen, hvornår så? Hvad fanden skulle jeg gøre alt dette for, hvis hun ikke engang kunne lade mig kysse hende!?

Alligevel, kun tabere bakkede ud og hvis jeg skulle gennemføre dette, skulle jeg gøre det ligesom med alt andet jeg foretog mig; med min helt egen version af perfektion.

Derfor havde jeg besluttet, ikke at spilde tiden, for sidst jeg havde spurgt hende om en date, havde hun syntes at der var gået for lang tid. Så jeg var netop nu på vej hen til hende, uden noget andet end mig selv, for at spørge hende om en anden date.

Dette var faktisk nyt for mig. Jeg var ikke vant til at man skulle tage piger med på date og give dem små gaver og sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Jeg var vant til en slut, et kosteskab og så mit eget udstyr. Så det var sgu egentlig med at stramme sig an, for en let dommer - det var hun ikke.

Hun stod med sin mobil ved sit skab og så selvfølgelig godt ud. Jeg kunne ikke undgå at blive tændt ved hende, bare ved at hun stod og så koncentreret på sin Blackberry og det irriterede mig til tider voldsomt. Hvad var der ved denne pige, som fik mig til at opføre mig som en Casanova overfor hende? Hvad var det lige jeg fandt så specielt ved hende, at jeg ikke kunne komme videre på fysisk og psykisk plan, til hun havde givet op? Tøsen rullede fandme smøger på min selvtillid, det gjorde hun sgu.

"Noget siger mig, at du har tekniske problemer," sagde jeg, da jeg kom over til hende og havde ladet min hånd glide over hendes lænd, bare fordi at jeg ikke kunne lade være. 

Hun så op, smilede kort da hun så mig og hvilede så hovedet mod skabet.

"Noget siger også mig at du har fysiske problemer i din hjerne, men det er vel heller ikke noget jeg påpeger," svarede hun tørt. Jeg undrede mig gang på gang over hendes sprog. Hvordan kunne hun komme op med sådan et svar så hurtigt? Og hvad fik mig til at glemme mit gang/street-sprog, når jeg snakkede med hende?

"Det er sjovt, det gør du faktisk," svarede jeg med et smil, fordi hun morede mig. Sommetider gik hun over stregen, jeg blev tit vred i hendes selskab, men det gav mig også en eller anden mærkværdig følelse af at være til stede.

"Hmm.." svarede hun bare og jeg så mit snit til at spørge hende, da hun begyndte at se uinteresseret ud i luften. Damn, hun var sgu alligevel den eneste pige jeg havde haft noget med, som kunne se ud som om at hun var ved at gå, hvert sekund. De hang normalt op af mig og tiggede som hunde.

"Nåh, men hvad siger du så til en Anden Date med mig i morgen?" spurgte jeg med et charmerende smil - noget jeg til gengæld var god til.

Hendes blik skiftede langsomt retning, som om at det at jeg inviterede hende ud, ikke ragede hende nok, til at vende hovedet i en lidt højere fart end en middelsvær russisk kampvogns.

Og så skete det forunderligt mærkelige: hun brød ud i en kort latter.

"Wow, is på, makker - jeg afslår," grinede hun og krydsede armene over hinanden med et smil. Hun tog sin taske, imens det gik op for mig hvad hun havde sagt. Hvad betød dét? Var det hele så slut? Gad hun ikke mere? Ville hun bare have mig til at fremstå som en idiot?

Jeg kunne mærke vreden, den velkendte følelse af brandvarm had, som steg op helt nede fra maven af. Men jeg udgik den og sendte hende et forvirret blik, som hun vidst nok smilede af, af en eller anden grund, som kun hun forstod. Og det havde hun ikke noget problem med - forunderligt nok, taget situationen i betragtning.

"Jamen.. du kan sgu da ikke afslå?" spurgte jeg - jeg ville vide hvad der foregik! Hun sendte mig et smørret smil.

"Det kan jeg da i hvert fald," svarede hun hemmelighedsfuldt, hvorefter hun blinkede med øjet, skubbede sig væk fra skabet, ved hjælp af den røv jeg havde ønsket at se lidt nærmere på i går aftes. Og så gik hun.

 

 


 

Vidste han at jeg testede ham? Måske - jeg kunne ikke rigtig finde ud af det, men jeg gad faktisk heller ikke at forklare ham om hvordan det stod til. Han måtte sgu have hjerneceller nok til at forstå hvor det var, jeg ville hen. Han skulle bare forstå spørgsmålet: hvad vil du gøre nu?

Jeg havde andet at tænke på. Jeg skulle hen til Max, for at snakke. Sådan havde han kaldt det, helt casual som han jo var, men jeg vidste godt hvad der stak under fra min side af: han ville vide hvad der skete mellem Justin og jeg. Men kunne jeg fortælle ham det? Hvis skolen fik det at vide - at Justin og jeg 'datede' (det var vel sådan de ville se på det) - vidste jeg, at Justin ville blive stiktosset og så gøre noget latterligt, for at rette op på hans omdømme. Og så kunne det let komme til at gå den gale vej for mig. Jeg måtte ikke af Den Gyldne Stol - jeg ville blive i sollyset, forblændet af Justin, som ikke kunne kunne gøre mig noget, ligemeget hvor meget han ønskede det. Han havde sikkert haft lyst til at kværke mig et par gange, men havde tydeligvis ikke gjort det. Jeg havde ingen idé om hvorfor at det forholdt sig sådan, men jeg havde luret ham og det var sådan at det forholdt sig.

"Hey," sagde jeg, da jeg så Max' mørke hår titte frem bag døren til Biologi. Jeg var helt lettet over, at ingen ville kunne forstyrre os lige nu (ikke for at nævne nogle navne, men Justin) og hvis jeg ikke tog ret meget fejl, virkede det til, at Max mente det samme.

"Goddaw," svarede han roligt og jeg smilede sødt, inden jeg lod min taske dumpe ned på et bord, hvorefter jeg satte mig ved siden af den. Hvor jeg dog elskede at han var så rolig.

"You wanna talk?" spurgte jeg og forsøgte at matche hans casual måde at være på. Han smilede skævt og lænede sig op af kateteret.

"Jah, du ved, jeg syntes det var lidt tid siden at vi har fået snakket ordenligt sammen," svarede han bare. Jeg nikkede.

"Jeg er enig. Er der noget nyt på dame-fronten? Og hvad med sygdommen - er Influenzaen helt væk? Bager din mor stadigvæk de der lækre blåbærmuffins og hvornår kan jeg komme på besøg igen?"

Jeg spurgte ud i ét væk, fordi jeg ikke havde set ham så længe (okay, i et par uger, men hvor underordnet var det ikke lige?) og fordi jeg ville fremstå som en som kun snakkede om sig selv.

Hans mund flækkede i et kort grin.

"Det var nu ikke helt det jeg ville vide noget om, men som svar til dine spørgsmål, så nej, det tror jeg, ja, det gør hun og på torsdag."

Jeg elskede simpelthen den drengs humor, så jeg smilede heftigt og var forundret over at han kunne huske alle spørgsmål jeg havde stillet.

"Great, nu har du så fået en opdatering, men lad os nu gå til emnet, vi alle sidder og venter på: hvad laver du med Idioten?" spurgte han med et smil, selvom der var dyb alvor bag ordene. Men det var sådan vi kommunikerede med hinanden; vi kunne sgu sidde og snakke om Ebola med et grin dansende om læberne. Ikke fordi vi ikke mente det alvorligt, men fordi at det var sådan vi var. Desuden, var 'Idiotien' bare et navn, Max havde kreeret specielt til Justin. Aldrig havde jeg haft noget imod det.

Jeg skubbede læberne over i den ene side og spekulerede.

"Hm... I betragtning af at vi er to i rummet, synes jeg, at den udtalelse er super godt gået," svarede jeg med et blink i øjet. "Men nu hvor du spørger så pænt: så har jeg bare krammet på ham, det er det hele," svarede jeg med et smil. Han så mistænksomt på mig.

"Du har.. krammet på Idioten? Yeah right," svarede han med et drengerøvsgrin, jeg ellers ikke hørte så tit. Jeg rynkede brynene. Fyren troede tydeligvis ikke på at jeg kunne have krammet på skolens hersker. Couldn't blame him. Men hvis han ikke gjorde - men ville så? Måske havde jeg intet at frygte på sladder-fronten.

"Ja, det har jeg faktisk. Aner ikke hvorfor, men der er vel et eller andet ved mig, som han finder uimodståeligt," svarede jeg og lavede kort et flip med håret, for at understøtte det strejf af sarkasme, som var strøget over ordene.

Han rynkede brynene en anelse, men lyste så op og rystede på hovedet.

"Whatever," svarede han med et skuldertræk og bevægede sig hen mod døren, med tænkende mine. Jeg fulgte ham med øjnene, da han vendte sig i døren og skrabede i gulvet med spidsen af sin sko. 

"Jeg skal fandme ud til frugtpause, for jeg blev sgu jaloux over den Marsbar du fortærede i går," sagde han med et smil. Jeg grinede.

"Skal du med?"

 

_________________________________________

Hej alle!
Mange tak for alle de visninger, likes og så videre, som I har sørget for indtil videre.

Jeg sætter stor pris på det!
Vi ses i næste kapitel:)

Anna M x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...