The Dream of Changing a Badboy.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2016
  • Opdateret: 10 aug. 2016
  • Status: Færdig
II Fortsættelsen af "Another Badboy" II
Vi kender Heather og Justin. De er begge to stædige og egentlig er de begge irriterede på hinanden. Men Heather har givet Justin en chance for at bevise sit værd. Han skal udføre 11 prøver, allesammen stadier man går igennem, fra når man begynder at kunne lide nogen, til man pludselig skal indrømme det for både familie og venner. Heather tror ikke at Justin klarer dette. Hun tror ikke at Justin, den slemme dreng fra high school, kan gå fra stadie til stadie og gennemføre det hele uden at noget går i vasken, eller at han giver op. Tror Justin det?
En ting er sikkert og det er, at de ingen vegne kommer, før de finder ud af det. Og skal det gøres, så skal det gøres ordenligt.

83Likes
73Kommentarer
57353Visninger
AA

8. [meget] MELLEMTID.

 

  KAPITEL 6

Stadie:

MELLEMTID.

 


 

 

Pokkers til manuskript! Jeg fordømte den skide seddel disse dage - hvordan kunne jeg nogensinde have forestillet mig at Justin og hans hjernekapacitet ville kunne fatte stadierne? For eksempel det næste punkt: Det Næste Skridt. Så udefineret skulle jeg aldrig have været! Det ville han aldrig kunne forstå! Så god en nøddeknækker var han alligevel ikke.

Men trods mine tvivl omkring mine egne skrivefærdigheder og hans almene opfattelsesevne, kunne jeg ikke undgå følelsen af, at han havde krammet på mig. Og hvad det lige for en følelse, når det var mig der var dommer og skaber?

Hele dagen var jeg gået rundt med denne følelse. Blandet med en underlig følelse af lovløshed. Jeg havde jo sådan set også pjækket dagen før. Men det havde bare slet ikke været med vilje! Alligevel, så var jeg nok klar over at dén forklaring nok ikke holdt i retten.

Jeg var på vej ud af Matematik og nåede også lige at få min taske svunget over skulderen, da Mrs. Ericsen, en skrækkelig, gammel dame, som tilfældigvis var min lærer, kaldte mig hen til sig. Jeg bukkede mig lidt forover, så hun ikke kunne se mig i mængden af elever. Spændte alle mine ansigtsmuskler i et krampagtigt, pint ansigt, men fattede mig så og rettede mig op. Pustede så diskret som muligt ud, på vej op til kateteret, hvor hun pænt stod og ventede, med den ene, rynkede hånd i bordpladen.

"Du ville tale med mig, Mrs. Ericsen?" spurgte jeg artigt, så snart jeg fik mulighed for at vise hende det store tandpastasmil. Hun så skummelt på mig, men det kunne ikke nedbryde min fedterøvs-facade. Jeg var en røvslikker når det gjaldt skole og gode karakterer. Heldigvis ikke bogstavelig talt, når lærerne nu var vejen til det.

"Det ville jeg."

Klassen var helt tom. Jeg så fra side til side, men de grå øjne hev mig skånselsløst tilbage til samtalen.

"Hvorfor pjækkede du i går, Heather?"

Jeg så overrasket på hende. Hvordan vidste hun at jeg havde pjækket fra de sidste timer? Så huskede jeg på at jeg skulle have haft Matematik. Jeg følte en eller anden vrede over at hun ikke forstod og gik endda så langt som at korrekse hende.

"Ms. Morris," snerrede jeg blot. Jeg var ikke meget for at lærerene ville gøre sig 'personligt bekendt' med eleverne. Fandme nej. Ved mindre at det på en eller anden mirakuløs måde, kunne skaffe mig bedre karakterer, så nej.

Hun valgte heldigvis at undlade en kommentar på det og sukkede blot.

"Godt. Hvis du ikke vil fortælle mig hvad der gik galt, så må du jo fortælle inspektøren det."

Nu blev mine øjne for alvor store og jeg glemte faktisk at prøve at skjule det.

"Men.. nej det kan jeg ikke. Jeg skal til dans i dag! Det var det, der var galt! Jeg skulle til dans i går!.."

Hun var allerede begyndt at pakke sammen og brillerne vendte ned mod bordet.

"Beklager, Heather," var det eneste hun sagde, efter at jeg forgæves havde forsøgt at redde mig ud af redeligheden. 

Jeg knyttede mine knoer ned langs siden og brummede som et andet damplokomotiv, da jeg trampede ud af klasselokalet.

"Ms. Morris!" råbte jeg, inden jeg smækkede døren i. Jeg tror ikke engang at hun så op.

Og så måtte jeg fortsætte ned af gangen. Selvfølgelig! Årh, hvor min karma dog bed mig i røven! Lige i dag, hvor jeg endelig havde taget mig sammen til at træne, skulle jeg selvfølgelig have en eftersidning! Jeg tror at jeg var så rød i hovedet, at jeg kunne gå for at være et ekstra vredt trafiklys, som jeg stampede imod inspektørens kontor. Pis, hvor var det bare skide træls! 

Jeg tror at jeg passerede Justin på min vej hen til kontoret, men jeg orkede ikke at forklare ham noget med øjnene, eller forsøge at lave en lille fiks morsekode til ham. Han måtte fandme selv finde ud af hvad Det Næste Skridt betød. Og jeg gad i hvert fald ikke gøre ham opmærksom på, at det ikke var den slags skridt som han troede!

Jeg var lige drejet ind på kontoret og skulle til at passere den lille, grimme sekretær, da en person bag mig tog fat i min arm. Jeg rev den voldsomt til mig allerede inden at jeg havde set at det var Justin. Han så sgu rolig, alligevel.

Jeg sukkede tungt og forsøgte virkelig at beherske mig. Jeg ville ikke flippe ud på grund af en petitesse! Men lige i dag kunne jeg bare ikke rumme hans karakter.

"Justin," sagde jeg og åbnede øjnene. "Jeg kan virkelig ikke rumme dig lige nu. Og hvis du ikke snart fjerner dine grabber, så kan jeg forsikre dig om, at du mangler en venstre testikel når du vågner op i morgen!" hvæsede jeg. Han så bare på mig med et - tilsyneladende - ukueligt gå på mod.

"Hvorfor den venstre?" spurgte han bare, hvilket jeg stønnede tungt over og rev min arm, som han endnu engang havde grebet, til mig. 

"Beklager," sagde jeg og sendte ham et falsk undskyldende smil. "Men jeg har en eftersidning som venter på mig. Faktisk, så forårsagde du den, kan du huske det? Så hvis du lige vil have mig undskyldt, jeg har desværre ikke tid til at svare på dine spørgsmål omkring din egen krop. Du må gå til en anden med dine bodyissues."

Han var begyndt at ligne en tordensky mere og mere, så jeg vurderede at jeg var gået dét over stregen. Og så valgte jeg at skride fra kampen og forsvinde ind til en anden på inspektørens kontor.

"Vi ses bare, Justin," sukkede jeg og vendte mig mod døren.

"Vent." Fyren tog fandme fat i min arm igen. Jeg var tæt på at springe. Great, så kunne alle mine indvolde lande på ham.

"Jeg kunne fikse det," tilføjede han håbefuldt. Et øjeblik så jeg bare på ham, men så brød jeg ud i et grin.

"Jaer. Red mig fra denne eftersidning! Yeah, meget kan du, Justin, men så meget kan du alligevel ikke, dit store ego," svarede jeg surt og stirrede ham lige i øjnene. Han skulle lige til at sige noget, da en dør blev åbnet bag os og vi vendte hovederne synkronisk.

"Hør, hvad er det lige for et postyr, herude? Greta, hvorfor siger du ikke noget til det?"

Greta - sekretæren - svarede ikke engang. Hun fortsatte med at strikke med et lille smil. Jeg undrede mig over at min fars lønseddel blev skåret over, for at en som hende kunne sidde bag en skrank og gøre dét.

Inspektøren vendte igen opmærksomheden mod os og skulle til at sige noget, da Justin til min store forskrækkelse brød ind.

"Jeg var lige ved at forklare Heather, at der er sket en misforståelse. Hun har slet ikke eftersidning nu, det er ikke hende der har pjækket."

Jeg vendte mig overrasket om mod Justin, men fattede så hans høje spil og forsøgte at se cool ud. Inspektøren hævede et øjenbryn.

"Virkelig?" mumlede han, mens han gav sig til at fumle ved sit fipskæg. Vi nikkede begge to.

"Jep. Jeg kommer lige fra Engelsk og hørte om misforståelsen af min egen lærer. Jeg fortalte at jeg kendte Heather og så sendte hun mig, for at fortælle at hun gik ind til en straf, hun ikke skulle afsone," forklarede han, med forbløffende diplomati. Inspektøren tænkte så det knagede, men lyste så en smule op.

"Sikker?" spurgte han og Justin skyndte sig at nikke.

"Helt bestemt, sir. Det var en fejl. Det var en anden der pjækkede. Det var Jane fra den anden klasse. Mrs. Ericsen må have byttet rundt på navnene, hun er jo også oppe i årene."

Jeg var lige ved at slå mig over ansigtet med flad hånd, da jeg hørte hans sidste tilføjelse. Det var ikke fordi at inspektøren var midaldrende. Det var steppet efter at være middelaldrende, han var nået til, hvilket førte til en stille skulen mod Justin, som blot trak på skuldrene og lagde hånden på min skulder. Stakkels Jane, hvis navn overhovedet ikke mindede om mit!

"Jamen, fint. Jeg burde faktisk tjekke.." Han vendte sig ind mod hans kontor og fik mig dermed til at bide mig i læben. Så så han på mig igen. "Men jeg sidder faktisk i et møde over Skype, så I to får lov at smutte. Tak skal du have, Mr. Bieber."

Jeg var helt henrykt og kunne slet ikke fatte vores held. Derfor gik der et kort øjeblik, hvor jeg ikke rigtig kunne få mine ben til at flytte sig. Men Justin trak mere eller mindre blidt i min skulder og sammen gik vi ud fra kontoret og endte med at stå på en dødstille gang. Alle var gået hjem.

"Wow.." sagde jeg og kløede mig på armen. Min mund ville ikke lukkes. "Tak."

Han smilede kort og puttede hænderne i lommen. Så mod udgangen.

"Det var så meget. Nå, jeg vil smutte. Der er ting der venter på at blive ordnet," sagde han roligt og overraskende koldt. Jeg slog dog heftigt øjnene op over hans talemåde. Kaldte han hans piger for ting nu!? Som om at de var objekter!? Og kunne han være en smule mere åben om hans 'forhold'!?

Jeg undlod at kommentere på det, for selvom at jeg til dels havde ondt af de patetiske typer, Justin sov med, så gad jeg ikke have en eller anden kæk kommentar efterfulgt af et frækt smil, klasket i hovedet. Jeg ville ikke kunne sove om natten.

"Nå, men... Okay så," svarede jeg med et skævt smil. Han virkede så høj, som jeg stod og kiggede op på hans kolde fjæs.

"Vi ses," svarede han blot, vendte sig og trak så fødderne efter ham, hen af gulvet. Tilbage stod jeg og så efter ham. Så dét var Det Næste Skridt. 

Jeg måtte væk fra det her sted, de kaldte en skole. Hvad var det dog for nogle ting der skete på dette sted?


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...